Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Abu Dhabi – ørkenen blev forvandlet til en spændende by
Rejsetips indsendt af:
Nina Christensen
Kolding
25. jan. 2011

Abu Dhabi – ørkenen blev forvandlet til en spændende by

Dem, der mener der ikke er noget at opleve i Abu Dhabi, tager fuldkommen fejl! Jeg vil fortælle lidt om den spændende by, som har samme navn som emiratet – det største af De Forenede Arabiske Emirater (UAE).
Abu Dhabi er også hovedstaden i UAE.
Der findes ikke mange beskrivelser af Abu Dhabi – så man må selv tage ud og opleve! Det gjorde jeg, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg besøger det fantastiske Abu Dhabi. Læs her hvorfor.
Turisme

Turisme

Abu Dhabi er ikke fyldt med turister, så det er stadig muligt at opleve den autentiske kultur, både befolkningen og levemåden.
Du opholder dig i et muslimsk land. Som turist skal du tænke på, hvordan du går klædt. Det er f.eks. ikke velset, at man går ud i strandtøj, shorts, kort kjole, gennemsigtigt tøj el.lign. Tænk dig om, vis respekt – du er gæst.
Par skal afholde sig fra at kysse og kramme offentligt. Det er ikke tilladt. Hvis du derimod ser 2 mænd, der holder i hånd eller gå tæt omslynget – tja, så er de bare gode venner.
Mange fantastiske oplevelser og seværdigheder

Mange fantastiske oplevelser og seværdigheder

Abu Dhabi er en kontrastfyldt by. Den har en helt fantastisk kultur, der er værd at bruge lidt tid på. De smukke facader og skyskrabere er et smukt syn – mange bygget i anderledes faconer og placeringer, end vi er vant til at se. Går man lidt om bag facaden, møder man også det mere lokale, som ikke er så luksuriøst.

For at få indtryk af byen, er det en god idé at tage en Big Bus Tour. Selve turen tager 2 timer, men man kan hoppe af og på undervejs. Billetten gælder hele dagen. Turene starter uden for Marina Mall. Pris: 200 Dirham (ca. 300 kr.).

De mange oplevelser ville fylde en hel roman – så jeg vil her nævne nogle af dem:

Sheikh Zayed Grand Mosque
Det mest besøgte sted er nok Sheikh Zayed Grand Mosque – UAE’s største moské – som man absolut må besøge. For blot at nævne nogle imponerende ting: Verdens største håndknyttede tæppe ligger i det store bederum. Lysekronerne er belagt med guld og Swarovski krystaller – 15 meter høje og 10 meter i diameter, og så vejer de ikke mindre end 9 tons – hver!
Men hele historien om den store moské må fortælles på et andet tidspunkt.

Ferrari World
Det nyeste skud på stammen. Masser af fart og spænding. Er beliggende på Yas Island – for resten ved siden af Formel1-banen. Du kan også besøge det 5-stjernede Yas Hotel (en middag her er ikke dyr) og derfra nyde udsigten til Formel1-banen.

Cornichen
Cornichen er en bred boulevard, som løber 6 km langs vandet. Det er utrolig flot at spadsere her, med vandet på den ene side og skyskraberne på den anden. Der er mange små steder, hvor man kan få drikkevarer og lidt at spise. Man kan bade fra stranden. Der er offentlige strand-områder og områder, hvor det koster 10 Dirham (15 kr) at komme ind. For det beløb får man livreddere, skyggefulde områder og man kan leje solsenge – og så er området indhegnet, så man undgår nysgerrige blikke.

Emirates Palace
I forlængelse af Cornichen ligger det 7-stjernede hotel Emirates Palace. Det er dyrt at bo her, men i mindre målestok kan man f.eks. drikke sin Afternoon tea her. Det er også dyrt, 250 Dirham (ca. 325 kr.) pr.kop. I stedet kan man bede om at se udstillingen, hvor det er gratis at komme ind.
Det er overvældende at komme ind på Emirates Palace. Hvis du synes, noget ligner guld – så er det guld! Man kan endog trække guldbarrer i en automat – det eneste, man måske kan få råd til, er 1 g. Der afholdes også koncerter på Emirates Palace. Det vil jeg prøve ved mit næste besøg. Til jul havde man i lobbyen det juletræ, der var dyrest pyntet – i hele verden. Pyntet med guld, ædelstene og smykker for 11 millioner US dollars! Husk på, det er et muslimsk land, man gør meget for gæsterne. For et pænt beløb kan du også deltage i gallabal nytårsaften.

Gå herefter over broen mod marinaen og følg vejen rundt langs vandet mod højre. Her møder du Heritage Village, som er et sted, hvor man viser det oprindelige beduiner-liv. Der er et lille museum, hvor man bl.a. undres over, at det ikke er længere siden end lidt over 50 år, at der kun var nogle få hytter her.

Mini Zoo
Har du børn med til Abu Dhabi, er der også en Mini Zoo, hvor de har både rovdyr og ”dyr i børnehøjde”, som børnene kan fodre.

Sheikh Zayed-broen
Sheikh Zayed-broen er netop blevet færdig og taget i brug. Den er en ren skulptur – et vartegn. En af de vanskeligste i hele verden at bygge. Bygningen af broen er flere år forsinket, ligesom økonomien løb helt løbsk. Broen skal aflaste Al Maqta Bridge, som er stærkt belastet af den megen trafik.
Aktiviteter

Aktiviteter

Der er mange forskellige aktiviteter, du kan deltage i eller være tilskuer til. Jeg vil blot nævne nogle få: Kamelvæddeløb (sørg for at være der fra morgenstunden), ørkensafari – kør enten selv eller tilmeld dig nogle af de organiserede ture, med mulighed for overnatning i ørkenen.
Tag en tur til kamelmarked i Al Ain – men pas på, det er ikke overalt, du skal fotografere!
I Abu Dhabi er der også forskellige muligheder for sejlture, f.eks. Dinner Cruise. Eller hvad med at leje jetski?
Ud at spise

Ud at spise

Når du går ud at spise, kan du vælge mellem meget forskelligt. Det kan være lokale restauranter eller ét af hotellerne i byen. En anden mulighed kan også være restauranten i tårnet på Marina Mall.

Det er et muslimsk land, så du skal ikke forvente at kunne få vin til maden på de lokale restauranter. De fleste hoteller tilbyder det.
Man kan selvfølgelig også tage til Dubai og spise – og i stedet for de kendte steder ville jeg vælge f.eks. Burj Dubai (det oprindelige Dubai), hvor man kan sidde helt ud til vandet og følge med i trafikken på vandet. Det er lokale restauranter, hvor du kan låne en vandpibe efter middagen.
Skal du spise brunch, kan jeg varmt anbefale hotellet Shangri-La (5-stjernet).

Man kan købe en overdådig brunch til ca. 150 kr. For den pris får du mulighed for at få stegt din pandekage, kogt dit æg, presset din juice – som du ønsker det. Du får valgmuligheden mellem overdådigt meget mad fra alle kontinenter. I midten af det hele står en chokolade-fontæne med f.eks. jordbær og dadler på spyd – lige til at holde under chokoladen. Dén brunch holder helt til aften!
Indkøb

Indkøb

Der er mange indkøbscentre i Abu Dhabi, både de overdådige og lidt mere lokale. Spørgsmålet er blot, hvad du foretrækker. Blandt mine foretrukne er p.t. Marina Mall og Hamdan Center. I de lokale centre kan du som regel tinge om prisen.

Som supermarked kan jeg anbefale Carrefour, som ligger flere steder i byen.
Eller hvad med at prøve de forskellige markeder med tæpper, blomster osv. - og et stort fiskemarked. I den ene ende sælger de friskfangede fisk – i den anden ende står de klar til at partere og rengøre fisken. Jeg så for resten en haj i én af salgsboderne.

Dubai er jo også nærliggende – med alle de store centre. Prøv i stedet noget af det lokale, hvor du kan tinge om prisen. Husk: Det er ikke alt, som ligner mærkevarer, der er det!

Muslimerne spiser bl.a. ikke svinekød. Hvis du ønsker at købe svinekød, kan det godt lade sig gøre. Prøv f.eks. Spinneys. Der er en speciel afdeling bag lukkede døre, hvor man kan købe ikke-muslimske ting – og altså svinekød. Det er tydeligt markeret med et skilt uden for, at det er for ”non-muslims only”.

Muslimerne indtager ikke vin/spiritus/øl – i hvert fald ikke officielt. Men du kan købe til middagen på de fleste hoteller. Ellers er man nødt til at have en særlig licens til at købe vin/spiritus/øl. Der må man nok alliere sig med én, der er bosiddende i Abu Dhabi. Jeg har dog oplevet et par steder, hvor man ikke bad om at se tilladelsen – men bed ikke om en kvittering!
Hvis du ser en sheik holde i sin store bil uden for, er det fordi én af hans ansatte er inde for at købe vin eller spiritus til ham – hmmm….
Rundt i byen

Rundt i byen

De offentlige transportmidler er ikke pålidelige – bussen kører, når chaufføren synes. I stedet kan det anbefales at tage en taxi, der er meget rimelig i pris. Der er 2 slags: Dem, man prajer på gaden er de billigste. Bestiller du en taxi via et taxi-selskab, er det lidt dyrere – og lidt bedre biler.

Skal du fra Abu Dhabi til f.eks. Dubai, findes der nogen minibusser, der kører, når de er fyldt op. Pladsen er meget trang. En taxi kan fås for 300-400 kr.
Man kan selvfølgelig også leje en bil. Men pas på – de kører ikke altid ”reglementeret”. Der overhales både udenom og indenom. Det er ikke uhørt at stoppe på motorvejen – eller cykle. Krybespor? Det er vel beregnet til at køre i… Og så er der ikke mange, der holder tilbage for udrykningskøretøjer. Parkeringspladser er vanskelige at finde i centrum. Man holder gerne midt på en P-plads, så det næsten er umuligt at bakke ud fra nogen af siderne. Eller også stopper man bare i 2.-3. række. Skulle du komme ud for at blive lukket inde, er der kun ét at gøre: Ring efter politiet eller nummeret i forruden på den bil der spærrer.
På vej i Abu Dhabi

På vej i Abu Dhabi

Dubai har deres skisportssted (Ski-Dubai) og Burj Kalifa – verdens højeste tårn. I Abu Dhabi går man en lidt anden vej. Det resulterer sig bl.a. i:
Guggenheim Abu Dhabi og Louvre Abu Dhabi – med tilladelse fra Frankrig.

Sheiken bor i et palads – et enormt stort ét. Nu er man begyndt at bygge et nyt – endnu større, endnu smukkere. Det ligger også ved vandet. Fortsæt forbi Emirates Palace – længere fremme kommer du til et sted, der er sat rækværk om. På rækværket er beskrevet i billeder, hvordan det vil komme til at se ud. Formidabelt! Benyt dig af muligheden, mens byggeriet står på – det er nok det nærmeste, du nogensinde kommer.

I Abu Dhabi ved man jo godt, at oliekilderne ikke varer for evigt. Ét af tiltagene er Masdar City, som er en CO2-neutral by under opførelse. Masdar City skulle kunne huse 50.000, når det står færdigt, og vil bl.a. blive bilfrit område. Der bliver også opført en vindmøllepark.

Godshavnen ligger i vejen for opførelsen af nye bygninger, såsom hoteller og lejligheder i midten af byen. Derfor flytter man havnen længere ud mellem Abu Dhabi og Dubai.

Hvordan lever befolkningen?

I Abu Dhabi lever de af de enorme indtægter, som olien giver dem. Abu Dhabi har 90% af olieforekomsterne i UAE. Det kendetegner byen, idet sheikerne lever meget rigt – smukke, store paladser, store biler, helikoptere osv.
De fleste lokale bærer stadig de traditionelle klædedragter – nogle af kvinderne endog helt tildækkede. De er oprindeligt kameldrivere og perlefiskere – indtil 1958, hvor man fandt olie. Herefter er det gået stærkt.

Udover araberne bor her folk fra andre lande, som arbejder for internationale virksomheder i nogle år – de såkaldte Expats. Lokalbefolkningen udgør således kun ca. 17% af den samlede befolkning.
Man har hentet arbejdskraft fra mange andre lande til visse arbejdsopgaver. Maids (typisk fra Filippinerne og Sri Lanka) arbejder 6 dage om ugen – fri fredag – ca. 14 timers arbejdsdag med en pause. Den indiske og pakistanske arbejdskraft bruges typisk til anlæg af veje og broer m.m. De fleste er placeret i arbejdslejre uden for byen og bliver 6 dage om ugen kørt til arbejdsstederne i busser. Disse arbejdslejre er ”bagsiden af medaljen” - man får dem ikke at se som almindelig turist. Men arbejderne virker tilfredse, idet de tjener penge, som de sender hjem til familiens overlevelse.
Min anbefaling

Min anbefaling

Oplev Abu Dhabi, mens turismen ikke er så overvældende. Du vil ikke fortryde det! Flybilletter fås fra både Billund og København (med mellemlanding), og du kan somme tider finde gode flytilbud.
Jeg skal til Abu Dhabi igen!

Kommentarer til rejsetippet om Abu Dhabi

rygning

05/10 2014 lonnie sørensen
jeg skal dertil i november og jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan man ser på rygning. Ved du noget om det?

fantastisk

22/02 2011 Torben Jørgensen
Fantastisk beskrivelse!

Har hørt meget om Abu Dhabi, men nu tror jeg da jeg skal besøge dette spændende land.

Abu Dhabi

27/01 2011 Leon Østergaard
Vi har selv været i Abu Dhabi og kan genkende beskrivelsen, som der er skrevet er det en stor oplevelse. Vi har også været der 2 gange da vi er så heldig at have familie der.
Som der er skrevet prøv det selv det er en kanonoplevelse, flinke indbygger som altid har taget venligt imod os.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar
Denne side er udskrevet d. 2. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/skriv-rejsetips/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.