Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Krydstogt til Ushuaia

Det er svært at forberede sig på ankomsten til verdens sydligste by, som ligger kun 1.200 km fra Antarktis på den anden side af Drakestrædet. Byen er omkranset af Andesbjergenes sydligste tinder og Beaglekanalen, som er opkaldt efter Charles Darwins skib HMS Beagle. Her er dybe søer og glemte bugter, mørkegrønne skove og snehvide gletsjere. Det er en by, hvor solopgangen kan give en tårer i øjnene og gøre mænd til mus. Dette er Ushuaia, engang en straffekoloni og stadig i dag Fin del Mundo, verdens ende.

Største seværdigheder

Største seværdigheder

Ildlandet

Ushuaia ligger i Ildlandet, som er en øgruppe på den sydligste spids af det sydamerikanske kontinent. Ildlandet er delt i to af en usynlig grænse, som markerer, at den ene del tilhører Chile og den anden del, hvor Ushuaia ligger, tilhører Argentina. I virkeligheden foregår her en kammeratlig kappestrid, for Chile hævder, at det i virkeligheden er chilenske Puerto Williams, med 2.500 indbyggere mod Ushuaias 70.000, som er verdens sydligste by.

Og hånden på hjertet, så ligger Puerto Williams faktisk sydligere, men med så få indbyggere er den efter internationale standarder ikke at betragte som en by. Den argentinske del af Ildlandet, Antarktis og Sydatlanten koges i daglig tale almindeligvis ned til to små ord: verdens ende.

Sådan et navn kunne let fremkalde billeder af et goldt og dystert landskab, men hvis man tror det, så tager man fejl. Ushuaia ligger nemlig i en egn fuld af farver, og de beskyttende Andesbjerge gør faktisk klimaet relativt mildt og skaber dermed ideelle betingelser for et rigt dyre- og planteliv.

Det var den opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan, der gav området navnet Ildlandet efter at have set solen kaste flammer op fra de morgenmørke øer. I mere end tre århundreder jog navnet en skræk i livet på søfolk. Hylende modvind og forrevne klippekyster satte i tidligere tider en brat stopper for mangt en sørejse.
Verdens ende

Verdens ende

Kør gennem Ushuaia og de charmerende forstæder, gennem Pipofloddalen og ind i nationalparken Tierra del Fuego, Ildlandets Nationalpark. En uberørt perle og indbegrebet af fantastisk natur. Nyd synet af tårnhøje bjerge draperet i gletsjere fra istiden, floder omgivet af urskov og safirblå søer omgivet af tørvemoser og bæverdæmninger.

Der er rig lejlighed til at tage fantastiske feriebilleder. Undervejs kan I gøre holdt ved Ensenada Bay, hvorfra der er en fantastisk panoramaudsigt over Beaglekanalen. Herefter går det ad den smalle, maleriske vej til søen Roca Lake. Her kan man levende forestille sig, hvordan eventyrerne må have haft det, når de gik på opdagelse i det ukendte ad den barske kystlinje.

Til sidst kan I besøge intet mindre end verdens ende, Lapataia Bay, som også er det sidste stop på den panamerikanske motorvej. Vejen er et pragteksempel på mesterligt ingeniørarbejde og strækker sig over næsten 20.000 km fra Fairbanks i Alaska til Sydamerikas sydspids.

Havn

Havn
Krydstogterne lægger til i centrum af byen kun en kort gåtur langs molen til Coastal Avenue (Maipu), og kun et par skridt fra den største shoppinggade, San Martin.

Klima

Ushuaia er præget af meget omskifteligt vejr. På ganske kort tid kan temperaturen svinge betragteligt, så det er vigtigt at medbringe tøj, så man kan klæde sig på efter lag-på-lag-princippet.
Denne side er udskrevet d. 7. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/belgien/bruxelles/pentahotel-brussels-airport.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.