Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Cambodja

  • Cambodia - Fantastiske mennesker

    (Bedømt af 3 personer)
    23.04.13: Bente Bæk Hansen
    Cambodia byder på mange dejlige oplevelser, men også skræmmende minder fra en tid, hvor mennesker blev udslettet uden rettergang og uden omtanke for det enkelte menneskes værdi.
    Se hele rejsetippet
  • Tag på eventyr i Thailand, Cambodja og Vietnam!

    (Bedømt af 55 personer)
    01.03.13: Ida Andersen Tambjerg
    Hvad siger du til at indtage din aftensmad med tæerne begravet i kridhvidt sand og stjernerne blinkende over dig? Hvad med et besøg på verdens største religiøse monument og et indblik i de buddhistiske munkes sælsomme hverdag? Eller at udvide dine gastronomiske horisonter med lynstegte larver og hundehoveder på et marked i bjergene?
    Se hele rejsetippet
  • Smukke lotus marker i cambodja

    (Bedømt af 3 personer)
    29.05.12: Louise krüger Nielsen
    Hvis du er i cambodja i sieam rieap, ved du sikkert allerede, at du skal se det historiske og flotte ankor wat. Men der er en anden lille, og dog virkelig smuk oplevelse du skal give dig selv.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Cambodja

Rejsetips af samme forfatter

Angkor Wat ved solopgang
Rejsetips indsendt af:
Dorte K. Winther
St. Ajstrup
17. jan. 2009
Vinderrejsetip Marts 2009

Det venligste folkeslag i Østen

Man siger at Thailand er smilets land, men vi fandt ud af, at det Cambodianske smil er bredere. Cambodia er helt sikkert et besøg værd, ikke mindst for det venlige folkefærd.
S21, Tuol Sleng
S21, Tuol Sleng

S21

Vi var en familie på 5 (tre børn på 17, 15 og 12 år) på en 23 dages rundrejse i Østen i juli/august 2008. Det første land på listen var Cambodia, herefter var ruten som følger: Singapore, Malaysia og Nord Thailand. I Cambodia boede vi i Phnom Penh på Juliana Hotel, et dejligt hotel centralt i byen. I Phnom Penh havde vi planlagt at se S21, eller Tuol Sleng som det også hedder, som er et tidligere gymnasium, som blev omdannet til et grusomt fængsel under tiden med Pol Pot. Det var virkelig uhyggeligt at se, men giver til gengæld stof til eftertanke. For at få det fulde udbytte af besøget, er det en god ide, at sætte sig ind i landets historie inden man kommer til S21. Vi valgte ikke at hyre en guide, og besøget var uhyggelig nok endda, så det var godt ikke at have en guide til at udpensle grusomhederne yderligere. Jeg havde på forhånd valgt ikke at gå ind i den del, hvor de grusomste totur redskaber var udstillet. Resten af familien valgte at se denne del, og de var noget rystede, så hvis man ikke har det godt med den slags, så skal man undlade den nederste del af fløjen til højre for indgangen.
Killing Fields
Killing Fields

Killing Fields

Efter at have set fængslet køret vores chauffør os ud til Killing Fields, hvor der er begravet mange af ofrene for Pol Pots styre. Det ligger ca. 15 km. fra Phnom Penh. Det er uhyggeligt at se, der er stadig knogler og stofstykker som stikker op af jorden. Det mest uhyggelige er det store monument, hvor kranier sorteret efter køn og alder på ofrene, er stablet på ”hylder” højt højt op. Tænk, det er kun 30 år siden det skete!
Boder udenfor markedet
Boder udenfor markedet

Billigt sølv mm.

Det kan anbefales at besøge det store indendørs marked i Phnom Penh, her kan man gøre nogle meget gode handler. Vi købte flere toppe og t-shirts til ca. 1 $ pr. stk. Sølv er også meget billigt og det er fantastisk flot håndarbejde. Husk at prutte om prisen, men tænk også på, at de er meget fattige og for dem betyder nogle få kr. sikkert mere end for os. Vores chauffør kørte os til Det Russiske Marked, som vist er meget kendt blandt turister. Her var vi dog kun meget kort tid, der var frygtelig varmt og fugtigt, for der var bliktag, lavt til loftet og mange boder og en ubeskrivelig stank, så det kan absolut ikke anbefales. Besøg hellere det store indendørs marked midt i byen. Det kan findes på de bykort, som man kan tage på hoteller mv.
Taxi for cambodianere
Taxi for cambodianere

Phnom Penh - Siem Reap

Mange der besøger Cambodia vælger at flyve eller sejle fra Phnom Penh til Siem Reap, men vi valgte at hyre en chauffør til at køre os. Det er blevet muligt, efter at der er blevet lavet en ny vej på strækningen. Vi gav 100 $ for turen i minibus med aircondition og engelsktalende chauffør. Det var en god tur, hvor man ser noget mere af Cambodia, og vi kunne få en forklaring på mange af vores spørgsmål, mens vi kørte. Turen tager ca. 8 timer inkl. frokostpause. Vær opmærksom på at finde en chauffør som kan tale engelsk, så i kan få noget information om landet undervejs. F.eks. fortalte vores chauffør, at der køre mange private taxi, hvor cambodianerne kan købe en billet. At sidde på taget koster 5$ og hvis man vil sidde inde i bilen koster det 7$. Chaufføren er altid en mand, men ofte kan man opleve, at der også sidder en dame på føresædet, det er hans kone, som vil sikre sig, at han også tager fuld pris for de pæne unge piger, og at han ikke drikker pengene op inden han kommer hjem. Da det er små mennesker, så kan konen sagtens være på sædet ved siden af manden. I sådan en taxi minibus kan der iøvrigt nemt være ca. 25 personer plus bagage, så den er godt fuld!

I Siem Reap boede vi på Soma Devi Angkor Hotel. Et virkeligt dejligt hotel, hvor vi fik værelserne til en speciel billig pris pga. det var lav sæson. Det anbefales, at bestille hotelværelse hjemmefra, hvis man vil bo i Siem Reap. Der er mange turister som gerne vil se Angkor Wat så det kan, især i højsæsonen, være svært at finde et ledigt værelse.
"Broen" ind til Angkor Wat
"Broen" ind til Angkor Wat

Angkor Wat

I Siem Reap besøgte vi Angkor Wat. Det var interessant at se, og helt ufatteligt stort. Snyd ikke jer selv for et besøg ved Angkor Wat om morgenen ved solopgang. Vi hyrede to tuk-tuk til at køre os rundt hele dagen for 15 $ pr. stk. Chaufførerne ventede så på os, hver gang vi var inde og se et tempel. Det fungerede meget godt. Læg mærke til, at chaufførerne alle har en vest på med et nummer. De må kun køre tuk-tuk, hvis de er registeret og har et nummer.
Ta Prom
Ta Prom

Tiggere

Vi havde på forhånd læst meget om tiggere ved Angkor Wat, men det var få vi oplevede, men ved Ta Prom, ”Indiana Jones templet” blev vi næsten overfaldet af personer som ville sælge alt muligt turist skrammel. Det er bare med at komme hurtigt ind mod templet, for efter billet kontrollen, må de ikke komme, og man bliver således ikke generet, mens man ser på ruinerne. Ta Prom må i ikke snyde jer selv for, det var nok den største oplevelse ved Angkor Wat.
Materiel "afprøves" på landmine museum
Materiel "afprøves" på landmine museum

Landmine Museum, Siem Reap

Mens jeg var på Royal Angkor International Hospital med vores ene søn, som havde fået en slem urinvejsinfektion, besøgte resten af familien et landmine museum lidt udenfor Siem Reap. Det kan, ifølge resten af familien, anbefales. Det er først nu, at Cambodia er ved at være ryddet for landminer, og i området omkring Siem Reap var der kampe helt op til 1998.

I øvrigt var det et meget fint hospital med udenlandske læger, for der er ikke mange cambodianske læger, for Pol Pot mente også, at læger var potentiel samfundsskadelige, og derfor blev de slået ihjel. Behandlingen var dyr, så det er helt sikker ikke et sted de almindelige cambodianere kommer, men der var den nødvendige medicin og standarden var helt ok. Dog manglede de nogle instrumenter og analyseapparater, så vi blev anbefalet også at søge læge, når vi efter planen kom til Singapore 3 dage efter.
Man kan aldrig gardere sig mod sygdom så husk rejseforsikringen!
Familien og vores to chauffører ved Angkor Wat. Mænd er små i Cambodia
Familien og vores to chauffører ved Angkor Wat. Mænd er små i Cambodia

Et ærligt folkefærd

De fleste cambodianere er meget fattige, men de er meget ærlige. Vi oplevede flere gange at tage en tuk-tuk til et sted i byen, og når vi så skulle tilbage til hotellet, så var det samme pris som vi gav for turen ud. Det er således ikke som man ofte oplever i mange andre turistbyer, at man hele tiden skal være på vagt for ikke at blive snydt. Desuden følte vi os helt trygge ved at gå på gaden, også når der var blevet mørkt.
En gade i Phnom Penh
En gade i Phnom Penh

Tag gerne billeder med

På trods af cambodianernes uhyggelige historie, så er det et utroligt positivt folkefærd. De smiler og vil meget gerne i kontakt med udlændinge, ikke som i mange andre lande; fordi der er udsigt til en handel, men vi oplevede, at cambodianerne er ægte interesseret i, hvor vi kommer fra, og hvem vi er. Tag gerne nogle billeder med fra Danmark som i kan vise frem. Vi havde nogle billeder i kameraet, som vi viste flere af de personer, som vi faldt i snak med. De vinterbilleder vi havde vakte stor opsigt, hvad var dog alt det hvide? Desuden undrede det flere, at min mand som har et lille dambrug, har flere maskiner, men at det kun er ham der arbejder der. Havde det været i Cambodia, så havde der været en mand til hver maskine.

I det hele taget lever de ret afslappet i Cambodia. Det er meget små mennesker, så de har intet problem med at ligge mange forskellig steder. Har en cambodianer en lille bod eller en tuk-tuk, og der ikke lige er nogle kunder, så kan han jo lige så godt ligge ned og få en lur mens han venter på kunder.
Hovedgaden i Siem Reap 3 timer efter et af regntidens næsten daglige regnskyl
Hovedgaden i Siem Reap 3 timer efter et af regntidens næsten daglige regnskyl

Et uforglemmeligt land

Vi er alle enige om, at vi gerne vil besøge Cambodia igen, ikke mindst for det utrolige venlige folkefærd. De er oprigtig interesseret i os som mennesker og ikke kun i vores penge. Vær forberedt på at man ofte får ”elevatorblikket” helt åbenlyst og så griner de og peger. Det er ikke ubehageligt, for det bliver gjort på en venlig og sjov måde. Især i Phnom Penh er de ikke så vant til turister, og slet ikke høje lyse nordboer. Vi vakte noget opsigt, hvor vi gik i byen, og på den lokale restaurant kunne vi se og høre, at vi underholdte hele restauranten blot ved vores tilstedeværelse.
Vi besøgte Cambodia i regntiden, men det er absolut intet problem, det er kun i kort tid det regner, og ikke hver dag. En dag regnede det rigtigt meget, vi var i poolen og det var sjovt, vores datter mente, at det var lige før vi kunne svømme op ad! Da vi et par timer senere kom ud til hovedgaden udenfor hotellet, var der mellem 30-50 cm. vand. Vi var nødt til at tage en tuk-tuk for at krydse gaden. Det var en stor og anderledes oplevelse, og tuk-tuk chaufføren var alle klar, for nu havde de gode chancer for at få kunder.

Mange besøger Cambodia for at se Angkor Wat, men det kan absolut anbefales at bruge lidt flere dage i Cambodia og tilbringe nogle af dagene i Phnom Penh. Det er en helt anden by end Siem Reap, hvor cambodianerne er mere vant til turister. Så snyd ikke dig selv for en stor oplevelse, tag også til Phnom Penh!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Cambodja

Hoteller i Cambodja
Rejser til Cambodja
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.