Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om British Columbia

Læs mere om rejser til British Columbia

Vancouver & British Columbia
Rejsetips indsendt af:
Kirstine Steno
København
27. okt. 2011

Vancouver & British Columbia

Jeg tilbragte to uger i British Columbia, men kunne sagtens være blevet længere. Jeg boede i Vancouver, men var på flere udflugter blandt andet til Vancouver Island.
Vancouver byder på rigtig storby-vibe med cafeer, butikker, barer og skyskrabere. Byen har dog også masser af parker og kystlinje, som bidrager til den stille og rolige atmosfære, som præger byen. Vancouver er ikke hektisk som f.eks. New York. Stanley Park er et must for alle, der besøger Vancouver. Hvis man går den 8 km lange tur rundt om parken langs vandet, får man et helt fantastisk indtryk af, hvad byen står for. På min tur så jeg vandflyvere, sæler, vaskebjørne, indiansk kunst, strande, Lions Gate Bridge og masser af andre eksempler på, at Vancouver har det hele – både natur og byliv. Man kan også leje cykler eller stå på rulleskøjter hele vejen rundt.

Vancouver Aquarium er godt, hvis man har børn med. Men selvom jeg var alene afholdt det mig ikke fra at tilbringe adskillige timer der. Her er både beluga-shows, hajfodring og 4D biograf til at få tiden til at flyve afsted. Akvariet ligger i Stanley Park og er let at finde, hvis man følger skiltene.

Jeg vil desuden anbefale, at man tager vandbussen over til Granville Island (det tager ca. 10 min) og besøger deres markedshal og bryggeri samt mange finurlige butikker. Frokost kan man spise i markedshallens food court, hvor der findes mad for en hver smag og fra et hvert land.

Hvis man er interesseret Canadas oprindelige befolkning og deres historie, kan jeg varmt anbefale Museum of Anthropology nær UBC. Her er gratis rundvisninger hver anden time, og det er virkelig lærerigt, men man kan også med fordel udforske museet egen hånd. Det er en længere bustur fra downtown Vancouver, men er helt klart det hele værd. Bus 14 kører ud til Universitetet og herfra kan man snuse til den ægte campus-atmosfære på vejen til museet, som ligger smukt ud til vandet. Den botaniske have er ligeledes i dette område, så busturen på knapt en halv time er ikke spildt.

Vancouver er hjemby for Vancouver Canucks, som har danske Jannik Hansen i truppen. Når man er i Canada er det et must at se en ishockeykamp, og the Canucks er et af de bedste hold i NHL. Sidste sæson spillede de op til flere finalekampe mod amerikanske Boston Bruins for at vinde guldet, men måtte desværre nøjes med en andenplads. Billetter kan købes i Rogers Arena på selve kampaftenen, og det er fuldt lovligt at købe dem fra folk på gaden udenfor.
Spisesteder i Vancouver

Spisesteder i Vancouver

På Robson Street 1429 ligger en lille cafe, Capstone, som gør sig i fondue. Min favorit er frugt/chokolade fondue ad libitum, men her fås også ostefondue og den slags. På Robson Street ligger der generelt mange gode restauranter, især asiatiske. Restaurant Cobre på Powell Street 52 i Gastown serverer latinamerikansk mad og cocktails. Portionerne er tapas-agtige, så man bestiller flere forskellige ting og deler. Vildsvinet og anden samt desserten Dulce de leche kan varmt anbefales.
Udflugter fra Vancouver

Udflugter fra Vancouver

Hvis man bliver i Vancouver, kan man klare sig fint med de offentlige transportmidler og gåben, men hvis man vil lidt uden for byen, er det en god ide med en bil. Man kan f.eks. køre nordpå til skiområdet Whistler, Grouse Mountain eller Capilano. Sidstnævnte er en stor kløft med en hængebro over, hvilket giver et både skræmmende og fascinerende indtryk af canadisk natur. Konceptet er, at man kan opleve naturen helt tæt på ved at gå på broer under trætoppene og langs klippevægge. Det er et meget børnevenligt sted.

Hvis man kører østpå, finder man vinlandet. Her vrimler det med vingårde, da temperaturen generelt er højere i dette område. Jeg var i Kelowna og Vernon ved Lake Okanagon. Områdets floder vrimlede med laks i slut september-start oktober, fordi det er tid for at de skal gyde. Dette tiltrækker selvfølgelig en masse bjørne, så man kan risikere at området bliver lukket på grund af dem.

Min udflugt til Vancouver Island var et af højdepunkterne på min tur. Man sejler med færgen fra Vancouver til Nanaimo (eller Victoria) og det tager knapt to timer. Jeg tilbragte en forlænget weekend i Tofino på vestkysten og boede på Long Beach Lodge lige ud til vandet. Folk kommer her for at surfe og opleve naturens kræfter når de er stærkest. Området er ’tsunami warning zone’, så det kan gå lidt vildt for sig til tider – dog ikke som vi har set det i Japan og Thailand. Fra Tofino udgår dagligt hval- og bjørneture, og selvom de er dyre (100-150 dollars), er det helt sikkert pengene værd. Jeg var på bear watching or så masser af dyr og smuk natur fra en zodiac-motorbåd. Medbring gerne et godt kamera med en stor linse til at fotografere svømmende ulve og bjørne der spiser frokost på stranden. Når man vender tilbage fra sejlturen, kan man spise på Restaurant Sobo på Neill Street, som har ’boheme’ mad til rimelige priser og lækre kager. Prøv f.eks. deres polenta fries (pommes frites af majsmel) eller deres burritos. Vancouver Islands natur er i høj grad uspoleret, hvilket gør, at man kan holde ind ved en hvilken som helst resteplads og finde små, klare søer fulde af laks, så køreturen gennem landskabet er en oplevelse i sig selv og skal nydes. På turen kom jeg desuden forbi Kennedy Lake, som lå fuldstændig spejlblank hen mens himlen og træerne spejlede sig i det klare vand. Det var det smukkeste, jeg nogensinde har set.
Vancouver & British Columbia

Kommentarer til rejsetippet om British Columbia

2008

03/11 2011 Bente Sørensen
Vi besøgte Vancouver i 2008 i 2 x 1 uge, med 1 uge i mellem, hvor vi var på Cruise til Alaska, som var en utrolig oplevelse. Har aldig oplevet så mange laks på en gang, de lå skulder ved skulder, før de skulle op og gyde. Og Vancouver er bare et skønt sted at være, de har alt fra højhuse, bjerge, parcelhuse, strand og natur og vand på flere sider. Vi boede på Grandville Island, som er et skønt sted at bo. Man kan cykle rundt og gå rundt i markedet og spise forskellige steder. vi oplevede Chania Town, hvor vi var glade for ikke at bo der, men sjovt at opleve det. Var oppe i Whistler oppe med svævebanen på toppen. Så desværre ingen bjørne. Den sidste uge boede vi på Brodway på Holliday Inn.
Cyklede rundt om Standley Park, som er en skøn oplevelse, hvor der er masser af mennesker, både til bens, på rulleskøjter, samt løbere og cyklister.
Vi ville gerne besøge stedet igen engang.

far

03/11 2011 ayoe
Canada er bare verdens bedste,som barn emigrede vi derover,men min mor vendte hjem med min bror og jeg efter 1 år,min far blev. Så vi har besøgt ham gennem årene,han ,min onkel 6 kusiner og 1 fætter bor der dels i victoria og Vancouver. min far i Victoria.Håber at jeg i nær fremtid får råd til at ta derover igen,det er 5 år siden nu.
Ta derover ,en fantastisk oplevelse!!!!!!
Ayoe
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til British Columbia

Hoteller i British Columbia
Rejser til British Columbia
Denne side er udskrevet d. 11. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/usa/washington-d.c.-oplev-byen-paa-en-guidet-cykeltur-udflugt.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.