Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Nationalparker Naturområder

Læs mere om rejser til Nationalparker Naturområder

Rejsetips af samme forfatter

  • Washington - Amishfolket - Appalachian Mountains

    Vinderrejsetip April 2012
    (Bedømt af 29 personer)
    17.02.12: Barbara-Ann Rasmussen
    I oktober 2011 gik turen til Washington, - Amishfolket i Lancaster County, Pennsylvania, hvor vi besøgte byerne Bird-In-Hand og Intercourse - og til sidst gik turen til Appalachian Mountains, den del af turen, vi havde set mest frem til.
    Se hele rejsetippet
Storslåede nationalparker
Rejsetips indsendt af:
Barbara-Ann Rasmussen
Ringsted
3. sept. 2013

Storslåede nationalparker

Planlægning af ruten/årstiden
Ruten blev planlagt efter, hvad vi ønskede at se, og efter hvor langt, vi havde lyst til at køre pr. dag. I store træk: Fra Calgary sydpå mod West Yellowstone N.P.
til Grand Teton N.P., videre sydpå mod Jackson, tilbage nordpå igen langs den østlige side af Yellowstone N.P. og videre op til Canada for at se Banff N.P. , Icefield Parkway, Jasper N.P. og tilbage til Calgary. I alt 4.500 km incl. div. udflugter. Brug GPS. Vi kan helt klart anbetale at have vejkort som supplement, da det er rart at kunne følge med på kortet. Rocky Mountains Følger os mere eller mindre på hele turen.
Vi valgte at køre ruten sidst i Maj, da mange veje i bjergene er lukket p.g.a. sne, hvis man kommer tidligere. Kommer man senere stiger både priser på overnatninger og antallet af turister, hvilket kan gøre det vanskeligere at få overnatninger i Nationalparkerne (N.P.). Vær i god tid med bestilling af overnatninger, hvis du vil være på den sikre side og har bestemte ønsker –mindst ½ år i forvejen.
Da vi havde gode erfaringer med FDM fra tidligere ture, valgte vi at bestille flybilletter – og bil i ca. 2 uger - (billeje ca. 6.000,- kr.) - en såkaldt pakkerejse, og så selv bestille overnatninger. Bestiller man selv, kræver det en del planlægning at finde ud af, hvor mange km man vil køre pr. dag og regne afstanden ud fra overnatning til overnatning. Hotel/motelovernatninger kan gøres fra ca. 500 kr. og opefter – dyrest i N.P.
Vil man spare lidt, er det en god idé at medbringe en lille sammenklappelig køletaske og 1-2 køleelementer – evt. en mini-kogekedel + termoflaske til pulverkaffe, hvilket var dejligt til madpakken på div. skovture/vandreture. Vi valgte at klare morgenmaden selv og smøre madpakker, lagde køleelementer i køleskabets lille fryser om aftenen og yderligere supplere m. isterninger i plastposer til at holde madpakkerne kolde. Isterningemaskiner findes på alle moteller til fri afbenyttelse. Det giver en frihed til at kunne standse, lige hvor det passer dig. At kunne indtage sin frokost ved de smukkeste bjergsøer, og nyde udsigten, var vidunderligt.
Calgary – Glacier N.P. – Kalispell. (ca. 600 km)

Calgary – Glacier N.P. – Kalispell. (ca. 600 km)

Vi fløj til Calgary/Alberta i Canada. Efter en enkelt overnatning syd for Calgary (90 km) - kørte vi sydpå ad hovedvej 2, passerede grænsen til USA/Montana og videre ned mod Glacier N.P. Her går vejen ”Going-to-the Sun Road” tværs gennem parken (øst-vest), - en snoet 80 km, meget smuk og meget smal bjergvej - men da den var lukket p.g.a. sne, valgte vi at tage vejen sydom ad hovedvej 89. Parken er et paradis for vandrere – en super flot natur med høje bjergtinder, dybe søer, floder, gletchere, store skove, og et meget rigt dyreliv , bl.a. grizzly-bjørne, elge, gråulve, los, bjerggeder, bighorn får og jærv. Vil man køre ad ovennævnte rute, skal man vælge perioden sidst i Juni – sidst i Sept. p.g.a. sne. N.P har tidligere været domineret af Blackfoot-indianerne i øst og Flathead-indianerne i vest. Parken strækker sig over et areal på ca. 4.000 km2 fra det nordlige Montana og op i British Colombia i Canada, her kaldet Waterton N.P. Entre 25 dollars (gælder for 1 år). Overnattede i Kalispell.
Flathead Lake
Flathead Lake

Kalispell – Missoula (ca. 220 km)

Kørte fra Kalispell (ad hovedvej 82 + 35) ned langs Flathead Lake, (ca. 60 km lang), på den østlige side, til Missoula (hovedvej 93), hvor vi overnattede. Igen en meget smuk tur. Fra Missoula gik turen et stykke ad motorvejen (90) mod øst. Drej fra og tag en afstikker mod syd ad Scenic Route (1), mod byen Anaconda , fortsæt igen ad motorvejen (90) og drej mod syd ad hovedvej (191+287) til West Yellowstone, hvor vi overnattede lige udenfor indgangen til parken. En vidunderlig tur hele vejen – selv ad motorvejen – med udsigt til bjergene med den kridhvide sne, der tog sig særlig flot ud i det pragtfulde solskinsvejr. Smukt grønt landskab – dejlige brede veje overalt. Temperaturen 7- 12 gr. afhængig af, hvor højt vi var oppe vi i bjergene.
Noris Geyser Basin
Noris Geyser Basin

Missoula – West Yellowstone N.P. (ca. 485 km)

Verdens ældste nationalpark - et kæmpe område på størrelse med Sjælland, Lolland og Falster Et område med 95% ødemark og 500 km veje. Grand Loop Road fører dig rundt som et 8-tal i parken. Super flot – grønt overalt – smukke søer, floder og udsigt til Rocky Mountains, som atter tog sig ekstra flot ud p.g.a. en fuldstændig skyfri himmel. Undergrunden syder og bobler.
Det var dog kun 4 gr. da vi kørte afsted om morgenen – sikkert fordi det ligger i 2.311 m højde. Hele parken er højtliggende. Bisonokser gik fredeligt og græssede langs floden og vejene. Her er jordegern, ulve, elge, bjerggeder og sortbjørne. Mulighed for at vandre ad 1.600 km vandrerstier. Husk at fylde bilen op med benzin inden i kører ind i parken, da prisen er betydelig højere her.
Vi kørte ind fra west og valgte at køre lidt mod nord for at se de varme kilder Noris Geyser Basin. Kogende vand/damp over et kæmpe areal. Overfladen på vandet havde de smukkeste grønne – orange og noutat/brune farver som dannede de flotteste mønstre. Det så helt kunstnerisk ud. Farverne opstår p.g.a. en kombination af varmegraderne og mikroorganismerne i vandet. Vi standsede ved alle de kendte steder bl.a. Old Faithful Geyser, der springer ca. 40 m op med 25.000 ltr. kogende vand ca. hver tredje kvarter. Husk at nyde udsigten ved Yellowstone Lake (2.357 m.o.h.). Vi valgte at køre ud af den sydlige indgang og ned mod
Grand Teton N.P.
Grand Teton N.P.

West Yellowstone NP. - Grand Teton N.P. – Jackson (ca. 250 km)

Et areal på 1.256 km2 – på størrelse med Lolland. Turen gik langs Teton-bjergkæden. Det er simpelthen storslået scenisk skønhed. Der er 4 store sneklædte bjergtoppe med en række søer lige neden for bjergene. Fra Signal Mountain er der en formidabel udsigt over Wyoming. Motorhomes frarådes, da vejen derop er smal og lang. Husk at standse ved Jenny Lake og Jackson Lake. Der er også vandrestier langs søerne. Turen mod syd sluttede ved byen Jackson (160 km fra Yellowstone).Byen er bygget i cowboy/westernstil – en hyggelig by med mange saloons og flere spillesteder – en ægte ”wild west by” med en diligence, der kører rundt i bymidten. Vi valgte at blive et par nætter her. Besøg Visitor-centeret, hvor du får god vejledning til ture i området. Centeret havde en flot udstilling med udstoppede rensdyr, jordegern, ræve og ulve samt malerier, bøger og souvenirs. Byen ligger i en dal, og det kunne mærkes, da temperaturen sneg sig op på hele 24 gr. her.
Mammoth Hot Springs
Mammoth Hot Springs

Jackson - Yellowstone syd/nord – Gardiner (ca. 270 km)

Kørte fra Jackson tilbage gennem Grand Teton N.P. og ind ad Yellowstones sydlige indgang. Herfra fortsatte vi ad vejen I den østlige side af Yellowstone N.P. mod den nordlige indgang. Atter så vi alle de kendte steder, hvor Grand Canyon of the Yellowstone er et absolut ”must see”. Yellowstone-flodens strøm har gennem tusinder af år boret sig ned i fjeldet. Derved er der opstået en gigantisk kløft af porøse rødlige/rustfarvede/ hvidlige og gule kalksten. Noget af et farveorgie. Husk at se Upper og Lower Falls – gå helt ned i kløften , det er et fantastisk syn. Efter adskillige stop ved flere varme kilder– og ved en sortbjørn med dens unge – sluttede vi af ved den sidste - og en af de flotteste seværdigheder – MAMMOTH HOT SPRINGS. Stille, piblende varme kilder. Undergrunden er fuld af mineraler. Her ses et ejendommeligt landskab af kalk- og mineralaflejringer i rødlige, gule, grønne, hvide, grålige og brune nuancer. Du kan gå på adskillige træbroer i området, der ligger i forskellige niveauer. Her sluttede vores tur gennem Yellowstone N.P. – et landskab præget af millioner af års udvikling af vulkanudbrud , jordskælv og hyppige skovbrande. De fleste overnatningsmuligheder ligger ved indgangene til parken i vest og mod nord. Desuden findes campingpladser inde i parken. Efter en overnatning i Gardiner (ved nordindgangen) gik turen mod Great Falls.
Gardiner – Great Falls (ca. 450 km)

Gardiner – Great Falls (ca. 450 km)

Turen fra Gardiner ad hovedvej 89 mod nord var en laang tur på ca. 500 km. De første 100 km var en lang øde strækning, men alligevel facinerende med de store vidder, hvor vi højst mødte 10 – 15 biler – meget fladt, men stadig flot landskab. Drej fra mod vest ad hovedvej 12 forbi Canyon Ferrry Lake mod Helena. Motorvejsstrækningen (15) - fra Helena til Great Falls - er en af de flotteste motorveje vi nogensinde har set. Et fantastisk og særpræget landskab med de smukkeste grønklædte og rødbrune klippevægge.
Flathead Lake Syd
Flathead Lake Syd

Great Falls – Kalispell (ca. 350 km)

Efter en overnatning i Great Falls gik turen mod sydvest ad hovedvej 200 mod Missoula og videre nordpå mod Kalispell ad hovedvej 93, denne gang langs den vestlige side af Flathead Lake. I sydenden af søen er der et udsigtspunkt, der ligger højt oppe med den mest betagende udsigt over søen. Smukt som et postkort – helt ubeskriveligt. Turen langs hele søen er formidabel.
Columbia Lake
Columbia Lake

Kalispell – Banff N.P. (ca. 530 km)

Overnatning i Kalispell. Turen gik nu videre nordpå ad hovedvej 93 mod Cranbrook - Columbia Lake – og Banff N.P. i Canada. En flot tur. Stands endelig ved Columbia Lake. Tag en lille klatretur til toppen af bakken ved parkeringspladsen – et syn for guder. Fyld tanken inden grænsen til Canada, da benzinen er lidt dyrere her. Prisniveauet er generelt lidt højere i Canada.
Banff
Banff

Banff N.P.

2 overnatninger.
Banff N.P. er et område på 6.641 km2 – lidt mindre end Sjælland. En meget hyggelig by med over 100 spisesteder og en flot beliggenhed i 1500 m højde og med 1.600 km vandrestier med forskellig længde og sværhedsgrader.
Fairmont Hotel
Fairmont Hotel

Banff

Byen tog sin begyndelse i 1883 , da 3 jernbanearbejdere opdagede varme kilder med svovlholdigt, mineralsk, radioaktivt vand. Stedet blev opdaget , da man fandt et kæmpe hul i jorden, som viste sig at være en grotte (Cave & Basin National Historic Site). Stedet blev Canada´s første Nationalpark. Her gik man på gangbroer p.g.a. de varme kilder i undergrunden. Kør op til den offentlige badeanstal, Upper Hot Springs på Mountain Avenue – 3,5 km fra byen, hvor det er muligt at bade udendørs i 39 gr. varmt mineralsk kildevand med udsigt over bjergene.Tag ned i byens lille havelignende park – Cascades of Time Garden - og se de flotte gangbroer bygget af Douglasgran m. store knuder. Meget særpræget. Nede i byen, på den anden side af floden Bow, lå et hyggeligt parkområde med vandrestier langs floden.
Tag en tur op i bjergene bag byen og se Fairmont hotellet, bygget i 1888 – og dengang verdens største med 846 værelser. Der er golf- og tennisbaner, hestestalde, swimmingpools, restauranter, barer og 50 fornemme forretninger. Fortsæt videre op i bjergene og se The Hoodoos – stensøjler skabt af flere tusinde års vind. Fantastisk udsigt over byen og det store luxushotel. Herfra gik turen videre til Minnewanka Lake på den anden side af Trans Canada Highway og videre til Two Jack Lakes, som var endnu smukkere. Et pragtfuldt charmerende område.
Lake Louise og hotel Chateau
Lake Louise og hotel Chateau

Lake Louise

En af de helt flotte udflugter gik til Lake Louise, (ca. 60 km fra Banff) , hvor vi gik en times tid langs den ene side af søen. For enden af søen ligger det imponerende store hotel Chateau. I den modsatte ende af søen kan man se Victoria gletcheren. Søen ligger 1.731 m.o.h. Der er flere vandreruter og mulighed for at sejle på søen.
Moraine Lake
Moraine Lake

Moraine Lake

Ikke langt fra Lake Louise ligger Moraine Lake i Valley of Ten Peaks, hvor vi kravlede op i højderne og så søen oppefra, hvilket var endnu flottere. Bjergtoppene m. sne spejlede sig i det blå-grønne vand. Helt fantastisk. Søen ligger i en højde af 1.885 m.
Efter 2 nætter og en hel del udflugter gik turen videre ad Icefield Parkway – 283 km nordpå – mod Jasper N.P.
Peyto Lake
Peyto Lake

Banff - Icefield Parkway – Jasper (ca. 232 km)

Jasper 3 overnatninger.
Icefield Parkway (Highway 93) er en imponerende køretur mod Jasper N.P. Vejene er gode og brede , hastigheden 90 km/timen. Få et detaljeret kort , på turistkontoret i Banff , med de 13 punkter, hvor det er anbefalesesværdigt at standse, for at se de forskellige seværdigheder. Det tager mindst en hel dag.
Et ”must see”, og noget af det smukkeste, var udsigten over Peyto Lake. Søen er stærk tyrkisfarvet og er et betagende syn . Se den fra Bow Summit i 1860 m højde – en lille vandretur op gennem sne.
Icefield Parkway
Icefield Parkway

Icefield Parkway

Icefield Parkway støder næsten ind i Columbia Icefield – et område med hele 8 gletchere på et samlet areal af 325 km2 og med en tykkelse på op til 365 m – det største gletcherområde i hele Nordamerika. Det er muligt at køre med en kæmpe Ice Explorer-bus på Athabasca gletcheren. Billetter købes på Columbia Icefield Visitor Center, der ligger på den modsatte side af vejen. Turen på Icefield Parkway er et imponerende syn med den bombastiske bjergkæde, Canadian Rocky Mountains, der fulgte os hele vejen.
Endnu et ”must see” er Athabasha Falls (30 km syd for Jasper), hvor floden med voldsom kraft bliver presset gennem en snæver kløft. Sunwapta Falls er endnu et kraftfuldt vandfald, der har skåret sig vej ned gennem granitklipperne.
Magline Lake
Magline Lake

Jasper N.P. – Banff (ca. 232 km)

Jasper N.P. er lidt større end Sjælland og Fyn tilsammen – et område med 1.200 km vandrestier, floder, søer, skove, og et rigt dyreliv. Alle bør se Magline Canyon og Magline Lake. Kør fra Jasper ad hovedvej 16 mod øst, drej mod syd efter ca. 11 km. Magline Canyon er den længste kløft i hele bjergkæden. Følg stierne og de 6 broer – fortsæt herefter ca. 50 km ad samme vej mod syd til Magline Lake, hvor det er muligt at sejle på søen. Der findes flere vandrestier i området. Brug en hel dag på disse seværdigheder.
Udsigt fra Whisler Mountain
Udsigt fra Whisler Mountain

Whistler Mountain

Tæt på Jasper by skal man ikke snyde sig selv for at tage svævebanen op til Whistler Mountain (2.469 m) – der ligger tæt på Rocky Mountains højeste bjerg Mount Robson (3.954 m) . Her er en formidabel udsigt over bjergekæden så langt øjet rakte, ja, alle søerne i området, helt til Magline Lake 50 km væk. Solen skinnede fra en skyfri himmel – helt fantastisk. Et andet udflugtsmål kunne også være Pyramid Lake og Patricia Lake, der ligger oppe i bjergene bag Jasper by.

Beauvert Lake
Beauvert Lake

Beauvert Lake

Overfor byen på den anden side af hovedvejen ligger et område med yderligere 3 søer. Her vil jeg især anbefale at se Beauvert Lake, der ligger i et meget flot parklignende område omgivet af store bjælkehytter (hørende under Fairmont-hotelkæden). Rent luksus – nærmest helt eventyragtigt og fantastisk velholdt. Søen var nærmest helt mørkegrøn og spejlblank og tog sig fantastisk ud med de lysegrønne golfbaner i baggrunden. Det er muligt at gå rundt om søen.

Turen gik atter tilbage ad Icefield Parkway med en enkelt overnatning i Banff igen og videre mod Calgary næste dag.
Devonian Garden
Devonian Garden

Banff –Calgary (ca. 130 km)

Calgary 1 overnatning.
Det var helt trist at se, hvordan bjergene forsvandt og landskabet blev fladt, da vi efter ca. 130 km nærmede os Calgary. Byen, der har et indbyggertal på ca. 1,1 mill., er i mine øjne ret kedelig, men da vi havde lidt mere end en ½ dag til rådighed, inden vi skulle ud i lufthavnen, gik vi lidt rundt i byen og hen på Totonto Dominian Square, hvor Devonian Gardens (en tropisk have) - lå oppe på 4. sal i et kæmpestort varehus – meget flot med et væld af planter, søer og springvand. Byen satser på højteknologi, turisme, olie og gas, der er en vigtig del af økonomien. En uge efter vi var kommet hjem, blev byen oversvømmet og 75.ooo mennesker måtte evakueres.
En lille advarsel: Lufthavnen i Calgary er under omfattende ombygning. Det var utrolig svært at finde ud af, hvor den nye afgangshal var, da omdirigering med skilte var lig nul. Heldigt vi var i rigtig god tid, da det næsten tog os en hel time at finde rundt i dette kæmpe område
Solnedgang over Banff
Solnedgang over Banff

Beskrivelser af de mindre byer er valgt fra, da naturen er det primære for os. USA og Canada er dejlige lande at feriere i. Store, brede veje og billig benzin. Befolkningen er venlige og meget hjælpsomme, og der er pænt og rent stort set alle steder.
Montana, Yellowstone N.P., Grand Teton N.P., Banff N.P., Icefield Parkway og Jasper N.P. - naturen her er utrolig - smuk – storslået og betagende. Ikke een dag var kedelig. Det eneste minus var, at vi måtte prioritere og vælge noget fra. Vi kunne ikke nå at se, alt det vi gerne ville, da vi kun var afsted i 17 dage. Men vi har oplevet rigtig meget, og det vi så var var helt fantastisk.

Kommentarer til rejsetippet om Nationalparker Naturområder

Super god beskrivelse!

30/09 2013 Pernille Høy Larsen
God og fyldig beskrivelse med nogle rigtig gode billeder.

Hold da op

03/09 2013 Morten Christensen
Hold da op nogle flotte billeder. Spændende tur med en masse fantastisk natur. Man får lyst til at tage afsted med det sammee.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Nationalparker Naturområder

Canadas natur
i Nationalparker Naturområder
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.