I det nordlige Chile findes et udsøgt ørkenlandskab omringet af aktive vulkaner, spejlblå laguner og utrolige geologiske fænomener hvis eksistens somme tider er ganske uforklarlige og til alle tider ganske vidunderlige.
I det nordøstlige Danmark findes en familie på fem der i december 2011 tog udfordringen op og begav sig ud i den chilenske ørken. Læs hvordan det gik.
San Pedro
1700 km nord for kapitalen Santiago de Chile befinder man sig i San Pedro de Atacama, med andre ord ørken. Vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente, efter vi steg ud af flyet i den nærmeste by Calama. Det var vores alles debut med denne type klima og vi fandt hurtigt ud af, at der kun var én vej og én destination; Atacama-ørkenen. Meget lidt hører man om dette sted hjemme i lille
Danmark, så vi havde blot vores ’Turen går til’ og en livlig fantasi til at forberede os på hvad vi skulle opleve de kommende 5 dage.
San Pedro de Atacama er en lille by og består i grove træk udelukkende af restauranter og turistbureauer. Det i sig selv hverken lyder eller er særlig attraktivt, det er turene de mange bureauer konkurrerer om, der er rejsen til den anden side af jorden værd. Vi tjekkede ind på Hostal Nuevo Amanecer, et familie-drevet hostel med hyggelige værelser og et udendørs, tagdækket fællesrum med fjernsyn og bål, i øvrigt en fantastisk kombination. Efterfølgende fik vi os en snak med et par forskellige bureauer, planlagde de givne dage vi havde til disposition og efter lidt prutten om prisen på spansk og et par lokale kindkys fik vi lavet os en god deal.
3500 meter over havets overflade lagde vi ud med at besøge Termas de Puritama, 8 varmekilder med en gennemsnitstemperatur på 33,5 grader og en udsigt over et tørt, tørt landskab og længst ude i horisonten Andesbjergene. Selve kilderne udspringer fra de omkringliggende bjerge og samles nede i en vidunderlig dal med næsten ingen vegetation, men med meget glade og blege familiemedlemmer der ikke kunne vente med at give efter for boblebadets største, naturskabte konkurrent.
Saltet solbadning
I Atacama finder man også de saltholdige laguner Lagunas Cejas. Her tilbragte vi en eftermiddag flydende i 80 % salt og mens man uden held forsøger at holde kroppen under vand, nydes synet af fritlevende flamingoer der samles cirka 30 meter fra lagunen. Senere på samme tur blev vi præsenteret for den chilenske saltørken, der hurtigt fik salt-chokket fra lagunerne til at blegnes. Med sine 300.000 kvadratkilometer er Salar de Atacama landets største saltørken, og verdens 3. største efter Yellow Stone i
USA og Salar de Uyuni i Bolivia. Her er ikke bare synet af et enormt, hvidt tæppe af salt imponerende men også følelsen af bare fødder mod de rå mineraler uddrevet fra de omkringliggende bjerge mange tusinde år siden er stimulerende. Med solnedgangen i ryggen vendte vi hjemad, godt saltede og med lyst og mod til endnu en dag i dette betagende ørken-eventyr.
De lyserøde langebenede
Flere af de fascinerende flamingoer findes nær Lagunas Altiplánicas bestående af klare, turkise laguner i 4000 meters højde. Trykket der følger med denne slags højder plejede vi med koka-bolsjer der kan købes på det lokale marked. Efter to timers kørsel fra San Pedro befandt vi os omgivet af disse lyserøde væsner mens vores guide berigede os med historier om alt fra vigtigheden af lagunernes mineraler for Chiles eksport til disses indflydelse på flamingoernes rosa farve.
El Tatio
Den følgende morgen startede tidligere end man burde gå i seng på en lørdag aften. Kl. 04.00 gik turen mod Geysers El Tatio. Vi havde hørt, at disse var mest aktive lige før solopgang, så morgenkaffen blev erstattet af en bumpet sti op til næsten 4300 meters højde. Her blev vi mødt af et utroligt naturfænomen skabt af vulkansk aktivitet som kun Chile kan levere det; under jorden møder varmt lava det iskolde højslettevand og skaber en dampeksplosion over jorden, bedre kendt som gejsere. Lige så fascinerende disse eksplosioner er, lige så farlige er de. Vores guide advarede os grundigt inden vi blev sluppet fri til at vandre imellem gejserne og med kendskabet til dette fænomens kræfter er det klogt at holde afstand til både damp og hullerne i jorden hvor eksplosionerne kommer fra. Dette højdepunkt efterfulgtes af en svømmetur i en nærliggende, underjordisk lagune opvarmet af de omkringliggende gejsere. F-A-N-T-A-S-T-I-S-K. Ligeledes grundet trykket anbefales det, at man ikke spiser et tungt måltid inden turen op i disse højder, en salat aftenen før kan gøre det.
Sidste dag i Nordchile gik med at lege cykler og så ellers finde vej til Valle de la Luna, også kendt som Månedalen. Det anbefales at tage af sted omkring kl. 16.00 med formålet at cykle igennem den legendariske dal og se solnedgangen fra sanddynerne. Så far og datter pakkede rygsækken med masser af vand og et krøllet kort. Naturligvis formåede vi at fare vild og køre den største omvej på en rute der stort set kun består af ligeud-kørsel. Vores omvej på 50 km i tørstige 39 grader med ørken i alle retninger resulterede dog i en heldig drejning, idet vi kom ind i dalen af en bagvej; denne sikrede os ned af bakke-kørsel gennem hele dalen. Ydermere fandt vi en forladt klippetop hvor vi beundrede solnedgangen helt for os selv og cyklede hjem med en rigtig god fornemmelse i maven.
5 dage senere og utallige oplevelser rigere fandt vi os selv i flyet mod Santiago med kun minderne om dette fascinerende landskab, så langt i både afstand og form fra hvad vi kan tænke os i Danmark.