Rejser til Cypern

Cypern - kærlighedsgudindens ø

Når du rejser til Cypern kan du dase dagen lang på de lækre Middelhavs-strande og derefter sætte dig til et veldækket bord med lækre meze-retter, når aftenen falder på. Du kan også slentre under palmerne på promenaden i Larnaka, studere det græsk-romerske teater i Kourion eller tage på vandreture i Troodos-bjergene.

Mærk også vibrationerne fra kærlighedens gudinde Afrodite, der i tidernes morgen gik i land på Cypern, hvor pilgrimmene senere valfartede til hendes tempel. Cypern er en ø, der gemmer på mange store ferieoplevelser.

Inspiration

Vis på kort

Strandferie og vandsport på Cypern

Cypern er et slaraffenland for dig, der elsker at dase på stranden, hvor du stikker tæerne ned i det varme sand og mærker solen varme dig, inden du tager en forfriskende dukkert i det azurblå Middelhav. Når du rejser til Cypern har du en lang række gode og forskelligartede strande at vælge imellem.

På Cypern finder du alt lige fra de store brede sandstrande til de små strande, der ligger mere fredeligt i bunden af en bugt eller inde imellem klipperne. Er du vild med vandsport kan du fx både snorkle, dykke, vindsurfe eller havfiske. Eller hvad med at hoppe ombord på en udflugtsbåd og nyde Cypern fra søsiden?

 

Fig Tree Bay og Ayia Napa i det sydøstlige Cypern

Den sydøstlige del af Cypern, er et af de populæreste områder. Fig Tree Bay er et dejlig roligt område med lange børnevenlige strande, krystalklart vand og så har du utallige restauranter og cafeer at vælge mellem. Fig Tree Bay er simpelthen ideel, hvis du rejser med børn.

Ikke langt derfra ligger Ayia Napa, som sagtens kan hamle op med fx partyøen Ibiza. Her kan du og vennerne feste til den lyse morgen, slappe af på en lækker strand … og starte forfra. Ayia Napa er en farverig by, der tiltrækker unge fra hele Europa, der fester igennem på byens mange diskoteker. Lige et sted for dig, hvis du rejser med vennerne. Samtidig tiltrækker de lange hvide sandstrande masser af turister, der kommer til byen for at nyde solen og bade i det krystalklare vand ved de børnevenlige strande.

Ayia Napa og Fig Tree Bay for børnefamilier

Hvis du rejser med børn, skal du ikke lade dig skramme af festlige Ayia Napa og Fig Tree Bay. På det seneste er der skudt flere familievenlige hoteller op, og der er også masser af aktiviteter for børn. Tag fx en tur i Waterworld, Europas største vand-temapark inspireret af græsk mytologi. Her er der masser af vandaktiviteter for hele familien, og sikkerheden er i top med livreddere både på land og i vandet.

Området omkring Ayia Napa og Fig Tree Bay har også masser af børnevenlige strande. Her er rolige bølger og fint hvidt sand - perfekt til bygning af sandslotte. Besøg fx Fig Tree Bay-strand eller Sirena Bay, der er yderst børnevenlige.

Nationalparken Cap Greco

Området omkring Ayia Napa og Fig Tree Bay byder også på naturoplevelser. Øst for Ayia Napa finder du nationalparken Cap Greco, der er en skovpark med et stort netværk af naturstier. Her går du på opdagelse i Cyperns skønne natur omringet af små fyrretræer og enebærbuske. Du nyder udsigten til det azurblå middelhav fra de høje skrænter og tager en pause på en af parkens mange bænke. Gå ikke glip af en tur til Kyklopens hule eller kig forbi kirken Agii Anargyri. I Cap Greco finder du også flere cykelruter, hvis du har lyst til at se øen fra en jernhest.

Sol, strand og vand på Nissi Beach

En af områdets mest kendte strande er Nissi Beach. Stranden er 600 meter lang og 40 meter bred, og sandet er fint og gyldent. Vandet er roligt, og der er masser af muligheder for at lade sig underholde af de utallige vandaktiviteter eller for at slappe af på en af de mange strandstole. Stranden har livreddere, og du finder butikker og restauranter tæt på.

Sådan kommer du til Ayia Napa

Når du skal til Ayia Napa eller Fig Tree Bay, flyver du til Cyperns internationale lufthavn i Larnaca. Her kan du enten tage en bus de 46 km til Ayia Napa, taxa eller leje en bil. En lejebil giver dig mulighed for også at udforske resten af Cypern, der byder på masser af oplevelser.

 

Populære Paphos i det vestlige Cypern

På den østlige del af Cypern ligger Paphos, hvis du ønsker at rejse til et roligere sted end fx Ayia Napa. Du har masser af muligheder for afslapning og badning, og selve i Paphos by finder du en middelalderborg og den hyggelige havnepromenade med mange små cafeer og restauranter. Her står ”alt god fra havet” på menukortet. En sjov attraktion er pelikanerne, der slentre rundt mellem lokale og turister. I Paphos by ligger små sjove butikker med traditionelle souvenirs og ”rigtige” butikker hvor de lokale handler.

Udflugter fra Paphos

Der er flere seværdigheder nær Paphos, og har du fx lejet en bil, kan du sagtens besøge dem på egen hånd. Ikke langt fra Paphos ligger Kongegraven, der er hugget ind i klipperne. Agios Neofytos klosteret er absolut også et besøg værd. Det var eneboeren Neofytos, deri 1200-tallet, startede med at hugge den første del ud i bjerget.

Er du lidt mere aktiv ferie kan du fx tage til Akamas halvøen, hvor du både kan vandre og cykle eller hvad med en tur I Thoodos bjergene. Jo mulighederne er mange.

 

Larnaca - havnepromenaden sitrer af liv

Når du rejser til Larnaca på det sydøstlige Cypern kan du tage en slentretur på den imponerende strandpromenade Finikoudes, hvor du kan nyde menneskemyldret, palmesus og ikke mindst udsigten ud over stranden og det azurblå Middelhav. Sæt dig her og nyd livet på en udendørscafé eller restaurant eller hop en tur i bølgerne, inden du måske går videre for at beundre yachterne i lystbådehavnen.

I gaderne bag strandpromenaden finder du de fleste forretninger i Larnaca, der også er et godt sted at gå i byen på Cypern med mange clubber, barer og diskoteker. Larnaca byder også på et par spændende attraktioner som fx den byzantinske Skt. Lazarus kirke, Pierides-oldtidssamlingen og ikke mindst den smukke offentlige park. Den internationale lufthavn ligger 5 km fra Larnaca.

Udforsk Cyperns historie

I Larnaca er der flere museer, hvor du kan blive klogere på Larnacas og Cyperns historie. Besøg fx Bymuseet, der fortæller dig Larnacas lange historie eller tag en tur forbi Nationalhistorisk Museum eller Det Arkæologiske Museum.

I gaderne omkring St. Lazaruskirken finder du det gamle tyrkiske kvarter, hvor håndværkere holder traditionerne i hævd. Gå en tur i de snævre gader og nyd den hyggelige atmosfære.

Fortet i Larnaca

Larnacas fort er oprindelig en middelalderborg fra 1300 tallet. Den blev dog ødelagt og genopbygget igen af tyrkerne i 1600 tallet. I fortets gård kan du se gamle kanoner, og fra toppen af det prægtige fort har du en fantastisk udsigt over Larnaca og bugten, som byen ligger i. Er du i Larnaca i juli måned, er du måske heldig at opleve den årlige byfest, hvor der er koncerter, ballet og klassiske græske tragedier i fortets have.

Udflugter omkring Larnaca

Moské og saltvandssø

Ca. 6,5 km vest for Larnaca ligger byens saltvandssø, der er fyldt med havvand i vintermånederne. Resten af året er søen udtørret, og du kan se saltet ligger tilbage på bunden. Når søen er fyldt med vand, tiltrækker den masser af farvestrålende flamingoer og andre vadefugle.

Mellem palmer og cypresser og med udsigt til saltvandssøen finder du moskéen Hala Sultan Tekke, som er et besøg værd. Moskéen bliver hvert år gæstet af tusindvis af pilgrimme, og det er en af de vigtigste muslimske helligdomme i verden.

Rid på kameler

Har du lyst til en gyngende tur på en kamel, skal du tage til kamelparken, som ligger 10 km udenfor Larnaca. Her er kameler i alle aldre, og især hvis du rejser med børn, vil stedet være et hit. Ud over kameler er der også en dyrepark med husdyr, legeplads, swimmingpool og restaurant. Og du er sikker på at dagen bliver foreviget, da du bliver fotograferet på bedste turistmanér, mens du ridder på kamelerne.

 

Nicosia - den delte hovedstad på Cypern

Cirka midt på Cypern finder du Nicosia, som er øens delte hovedstad og faktisk den sidste delte hovedstad i verden. Nicosia er delt i en tyrkisk bydel i nord og en græsk i syd. De to dele er afgrænset fra hinanden med FNs grønne linje – et ingenmandsland der går midt igennem byen. Nicosia er ikke en klassisk turistby med masser af hoteller, men byen egner sig godt til en dagsudflugt, hvor du både kan nå at besøge den græske og den tyrkiske del af byen.

Nicosia er ideel til en dagsudflugt, hvis du ønsker lidt afveksling fra daselivet ved stranden. Det er den gamle bydel, der er interessant. Masser af smalle gader medhandlende, taverner, små butikker og kirker.

Du kan nemt besøge den tyrkiske del af Nicosia fra overgangen Lidra Palace. Det føles som at træde ind i et helt andet lands hovedstad. Tempoet er roligere og der er ikke helt så ordnede forhold.

Nicosia gamle bydel

Nicosias gamle bydel er et hyggeligt område, der er omringet af en ca. 4,5 km lang veneziansk bymur. Bydelen er ikke større, end at du kan gå rundt, og det er her, du finder de fleste af byens seværdigheder med adskillige kirker og moskéer. Gør også gerne stop ved Nicosias bymuseum Leventis, der fortæller om byens dagligliv fra 2000 f.Kr. til i dag. Her kan du også få et indblik i Nicosias til tider blodige historie med uroligheder mellem den græske og den tyrkiske del af befolkningen.

Laiki Gitonia hedder den del af bydelen, som er blevet restaureret, og her får du en fornemmelse af, hvordan Nicosia så ud tilbage i 1800 tallet. Gå gennem de snævre og krogede gader og nyd synet af de istandsatte huse med udskårne balkoner og karnapper. Her er masser af små butikker, caféer og taverner, hvor du kan sidde ud til gaden og nyde atmosfæren.

FN's grønne linje – besøg Cyperns tyrkiske del

Du kan sagtens besøge Nicosias tyrkiske del. Det foregår ved at krydse FNs ingenmandsland kaldet den grønne linje, der går midt igennem byen. Den nemmeste måde at krydse den grønne linje er ved overgangen Lidra Palace. Når du har krydset grænsen, befinder du dig stadig i Nicosia, men det føles som en helt anden by. Her er tempoet anderledes roligt, og forholdene er ikke helt så ordnede som på den græske side af den grønne linje.

I den tyrkiske del af Nicosia kan du spadsere rundt i de snoede gader, tage en pause og drikke en god kop tyrkisk kaffe, mens Selimiye moskéen kalder til bøn. De smalle gader kan være ret støvede, men det er der råd for. Tag en tur i en tyrkisk hamam og blive skrubbet så ren som aldrig før.

Shopping i Nicosia

Nicosias kunsthåndværkscenter: Håndværkscenteret ligger i Nicosias nye bydel. Centeret er en statsinstitution, der arbejder for at holde de gamle kunsthåndværker i live. Her kan du købe alt indenfor håndarbejde, keramik, vævning og træhåndværk.

Laiki Geitonia: I den restaurerede del af Nicosias gamle bydel er der masser af små butikker og boder, der sælger alt fra keramik og broderier til håndmalede ikoner og lokalt mad.

Det kommunale marked: Hver dag undtagen onsdag og lørdag holder de lokale et stort marked i Nicosias indre by, hvor der sælges alle former for frugt og grønt, fisk, kød og lokalt slik. Her oplever du det cypriotiske liv helt tæt på.

 

Andre oplevelser på Cypern

  • Kourion – et af de mest interessante ruinområder på Cypern med bl.a. et indbydende græsk-romersk teater.
  • Vandreture - trænger du til et break fra strandlivet, når du rejser til Cypern, kan du rejse op i Troodos-bjergene inde midt på øen og vandre ad de mærkede stier, der ofte byder på fænomenale udsigter.

 

Meze ligger godt i maven

De små meze-retter er en delikat og afvekslende spise, når du rejser til Cypern. Og når du først har prøvet en eller flere af de lækre sammensatte måltider med alt fra grillstegt fisk, blæksprutte og fåreost, ser du nemmere igennem fingre med, at du til de fleste andre retter får tilbudt pommes fritter som tilbehør. Prøv også lækre retter med fx lammekød, kebab, musaka og den grillede ostedelikatesse halloumi, når du rejser til Cypern.