Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Dubai

Læs mere om rejser til Dubai

Skønne oplevelser og<br> masser af varme i Dubai
Rejsetips indsendt af:
Birgitte Krauel og Morten Skjerk
Hvidovre
14. nov. 2009

Skønne oplevelser og
masser af varme i Dubai

Varme, sol, shopping, køretur i ørkenen og imponerende byggerier - på billedet er verdens højeste bygning, Burj Dubai på 800 meter, der rager højt op over de øvrige skyskrabere i fantastiske Dubai. En uge i Dubai er alt for kort tid, så vi skal tilbage!
Man står der i shorts og kigger ind på den indendørs skibakke i Mall of the Emirates - vildt!
Man står der i shorts og kigger ind på den indendørs skibakke i Mall of the Emirates - vildt!

Stadig gang i kranerne i Dubai

Det kan godt være, der er finanskrise, men der er stadig godt gang i byggeriet i Dubai. Verdens højeste bygning, Burj Dubai, er lige ved at være færdig (november 2009). Den rager med sine mere end 800 meter højt op over de øvrige ellers ganske imponerende skyskrabere i byen, der har rejst sig i ørkensandet fra det rene ingenting til en imponerende millionby.
Det er ikke kun nye bygninger, der er under konstruktion, også Dubais metro er i fuld gang med at blive bygget. Togene kører allerede, men p.t. er kun hver 3-4 station åbnet p.t., men der er fart på byggeriet, så de næste åbner nok snart. En tur fra Dubai by (stationen ved Burjuman-centret) til Mall of the Emirates (det center med den indendørs skibakke) koster 6,50 AED eller ca. 10 kroner.
Underholdning til maden - et imponerende fontæneshow uden for Dubai Mall
Underholdning til maden - et imponerende fontæneshow uden for Dubai Mall

Shopping og fontæneshow

Hvis man synes danske storcentre er store, så kom til Dubai og bliv klogere. Det siger nok noget om størrelsen, at fx City2 i Høje Taastrup har 100-150 butikker, mens Dubai Mall med sine 1.200 butikker angiveligt er det største af sin slags uden for USA.
Her finder man specialforretninger for næsten hvert eneste tøjmærke, dusinvis af skoforretninger, brilleforretninger, forretninger med undertøj, elektronik, legetøj og desuden centrets helt egen arabiske guld-souk med 200 smykkeforretninger. Nåja, så er der også lige en skøjtebane, masser af restauranter, et kæmpeakvarium med tusindvis af fisk i alle størrelser inkl. hajer og rokker.
Uden for centret ligger en kunstigt anlagt sø. Her befinder man sig i et smukt miljø med broer, gangstier, flotte og afvekslende facader næsten for foden af kæmpeskyskraberen Burj Dubai, og med udsigt til et andet shoppingcenter, Souk Al Bahar, der er bygget i mere klassisk arabisk stil.
Fra fortovsrestauranterne ud mod søen kan man hver aften mellem 18 og 22 (tors-lør: til 23) nyde et imponerende vandshow med musik og fontæner hvert 20. minut. Og det er både hyggeligt og billigt at spise der. Vi spiste fx på italiensk/japanske Scoozi, hvor en pastaret koster 40-50 AED, eller knap 70 kroner.
Lukkelov er ikke det helt store problem. Til hverdag er der åbent til 22 i de fleste malls, og torsdag-lørdag gerne senere. Dubai Mall fx til 24.
Mens vi endnu venter p[ at komme ud p[ vild kørsel i klitterne
Mens vi endnu venter p[ at komme ud p[ vild kørsel i klitterne

Vild køretur i ørkenen

En helt anderledes oplevelse er det at tage en tur med firehjulstrækker i ørkenen. Det er ikke dyrt, og det fungerer aldeles velsmurt. Vi ringede om morgenen til et af de mange firmaer, der arrangerer ture, og de kom samme eftermiddag og hentede os ved vores hotel. Tre kvarters køretur ud til et lille ’butikstorv’, hvor man lige kunne strække benene og nå på toilettet, mens chaufføren lukkede lidt luft ud af dækkene, så de var parat til ørkenkørsel. Og så gik det ellers over… ja ikke stok og sten, men op og ned ad klitterne. En fantastisk fornemmelse, og til sidst stopper vores lille karavane med fire biler et sted, hvor der er lejlighed til at mærke det bløde og lune ørkensand mellem tæerne, mens solen synker blodrød ned.
Bagefter går det af sted til turens andet højdepunkt, en turistvenlig beduin-lejr midt ude i ørkenen, hvor der er mad og drikke og festlig underholdning. Velorganiseret sted: der er både vandskyllende toiletter og elektrisk lys. Og et par forretninger med turistgejl, mulighed for at blive fotograferet i arabertøj og for at få en ridetur på en kamel.
Vi blev pænt afleveret på hotellet igen ved 21-tiden om aftenen – hele arrangementet havde kostet 170 AED pr snude (dvs. under 250 kr. for hver).
Lækker Cordon Bleu på Shakespeare and Co
Lækker Cordon Bleu på Shakespeare and Co

Alkohol er svært at finde

Når man lander i lufthavnen i Dubai kan man købe øl, vin og sprut inden man går ud gennem tolden. Og det er en god ide at gøre, hvis man satser på at indtage alkohol, mens man er i Dubai, for man kan ikke købe det i supermarkedet eller døgnkiosken.
Restauranterne serverer heller ikke alkohol, på nær de restauranter, der ligger på de hoteller, der har alkoholbevilling. Men regn ikke med det. Og regn med, at det ikke er billigt, hvis de har det.
Men det går nu også fint med vand. De har masser af lækkert flaskevand, fx italienske Pellegrino, som vi drak til maden på ’Shakespeare And Co’ lige ved Souk Al Bahar, hvor det lykkedes os at vride regningen op på 227 AED (under 300 kr) for hovedret, dessert og drikkevarer for to personer.
Aftenstemning på Dubai Creek set fra dækket af en Dhow-båd
Aftenstemning på Dubai Creek set fra dækket af en Dhow-båd

Nyd aftnerne i Dubai

En stille sejltur på Dubai Creek, mens man nyder en dejlig middag – og endda kan få sig et glas øl eller vin til maden. Lidt underholdning undervejs, foruden udsigten til byen på begge sider og de andre Dhow-både med spisende turister.
Hyggeligt, romantisk, og dertil oven i købet til en rimelig pris. Vi fandt det til 150 AED/ca. 200 kr. pr. snude (med det hele, på nær det med alkohol).
Vi blev både hentet og afleveret på hotellet, så det eneste vi skulle gøre, var at nyde aftenen. Vi sad på øverste dæk i fri luft med bare arme først i november, og nød aftenen i fulde drag. Temperaturen krøb måske ned mod de 25 grader, så det var lige til at holde ud. Buffeten var fin, noget præget af det indisk/pakistanske køkken, da store dele af Dubais befolkning kommer fra Indien og Pakistan.
Faktisk er araberne selv i voldsomt mindretal i Dubai. De går rundt i deres kridhvide kjortler og ser ikke ud til at beskæftige sig med fysisk arbejde.

Outlet-shopping i Dubai

Adgangsbilletten til Dubai Outlet Mall er ugens dyreste taxikøretur: 65 AED (ca. 100 kr) for omkring 30 km kørsel
(http://www.dubaioutletmall.com/).
Men den tjente sig selv hjem flere gange.
Vi tilbragte det meste af mandagen i det veltempererede center, hvor kun vores MasterCard fik lov at svede. Tøj, sko, tasker, kameratilbehør, solbriller og sågar lidt porcelæn fik vi med os hjem, og på det meste var der et godt stykke op til halv dansk pris.
En hyggelig tur over Dubai Creek med en abra-båd
En hyggelig tur over Dubai Creek med en abra-båd

En lokal sejltur fra souk til souk

Dubai by er delt af den smalle bugt Dubai Creek. Der er en tunnel under den og et par broer over den, hvis man har fire hjul under sig, men den hyggeligste måde at krydse den på er nu engang med en abra. Det er den lokale betegnelse for en mindre motorbåd, hvor dækket er indrettet med en bænk i midten. Man sidder ryg mod ryg og med benene helt ud til kanten af båden. Turen over den rolige creek tager vel fem minutter, og bådføreren samler under turen penge ind fra sine passagerer: én dirham (knap halvanden krone) fra hver. Men så får man altså heller ikke udstedt en billet ;-)
De lokale bruger bådene i stor stil, og turistmyndighederne har sørget for, at adgangsforholdene er pæne og velordnede.
På Bur Dubai-siden af creeken finder man blandt andet tøj-souk’en, hvor man kan købe Pashmina-tørklæder for 10 AED og på Deira-siden er blandt andet Dubais berømmede guldsouk, hvor man kan finde guld- og sølvsmykker til rimelige priser. Og det er med stempel og garanti og det hele, for sheiken tolererer ikke noget fikumdik. De smarte gadesælgere i souk’en pointerer da også, at de ure, man kan købe hos dem, er kopi-ure.
Et udsnit af kagebordet på restaurant Al Muntaha på 'Sejlet'/Burj Al Arab
Et udsnit af kagebordet på restaurant Al Muntaha på 'Sejlet'/Burj Al Arab

Dyr og dejlig brunch på ’Sejlet’

Syv stjerner på en skala fra et til fem, har hotellet tildelt sig selv. Det lyder vildt, og det er det også. ’Sejlet’ eller Burj Al Arab, som det hedder mere officielt er et imponerende hotel. Ikke at vi har boet der, for billigste overnatning er i deres mindste suite på vist 168 kvm til omkring 8.000 for en nat. Så vi nøjedes med en omgang fredagsbrunch. Bestilt hjemmefra et par uger i forvejen, og da var de eneste ledige tider kl. 13.30 og senere. Men vi VILLE dertil, så brunch kl. 13.30 var i orden. Og i orden var det.
Der var små fine anretninger med krydret tun og elegant arrangerede grønsager, der var en kok, der ristede brød til ens foie gras, to andre kokke sørgede for frisk sushi, og for at fylde op i de fire fade med kaviar samt diverse hummer, rejer og østers. Der blev bagt friske vafler, og der var stegt kanin, superlækre frugtjuicer og forskellige slags grønsagssaft. For ikke at nævne et overdådigt kagebord og stort udvalg i desserter og oste. Lækker kaffe og en forrygende udsigt. For restauranten hænger på ydersiden af hotellet i et par hundrede meters højde.
De vil gerne have pæn påklædning, men der er ikke smokingtvang. Herrer bør have lange bukser, pæne sko samt skjorte med krave. Og der virker roligt og afslappet. Venligt og opmærksomt personale. For to kostede det 1.035 AED, eller omkring 1.500 kroner.
Book på www.jumeirah.com – restauranten hedder Al Muntaha, og man kan finde ledige tider og booke bord på nettet.
Mercato Mall er inspireret af italiensk renæssance
Mercato Mall er inspireret af italiensk renæssance

Lækker sandstrand og italiensk renæssance

Vi boede på hotel inde i Dubai by, så vi kunne ikke lige spadsere ned til stranden. Men der var gratis shuttlebus til stranden hver dag. Både til den gratis offentlige strand og til en betalingsstrand – Jumeirah Beach – hvor det kostede 5 AED (ca. 7 kr.) at komme ind. Fint og lækkert sand, gode faciliteter, mulighed for at leje solstole (15 AED) og parasoller (15 AED).
Bag stranden var der en pæn park med cafe, bænke, skulpturer osv. Kan klart anbefales.
Tæt ved lå et noget specielt indkøbscenter: Mercato Mall, som er inspireret af italiensk renæssance. Et pænt og overskueligt center, og helt klart en oplevelse.
Der er aktiv aftenstemning på 'The Walk' i Jumeirah-området
Der er aktiv aftenstemning på 'The Walk' i Jumeirah-området

Velordnet og afslappet

På forhånd var vi lidt nervøse for, om der var meget strenge krav til påklædning og opførsel. Vi havde læst historier om, at man ikke måtte holde i hånd på gaden og den slags. Men det var nu ganske afslappet. Vi holdt i hånd på gaden, og det samme gjorde de lokale.
I nogle centre blev reglerne udtrykt rimelig klart: påklædning, der dækker skuldre og knæ og ikke nogen ’overdrevne følelsesmæssige udtryk’. Det var til at have med at gøre.
Vi så næsten ikke noget politi, og hørte kun ganske få udrykninger – lidt overraskende i en millionby.
En enkelt aften var vi taget ud til turistområdet i Jumeirah, hvor ’The Walk’ er en promenade med masser af restauranter. Her kørte politiet i små søde golfvogne på fortovet – en enkelt gang endda med udrykning.
Her var der mange store hoteller, mange børnefamilier og liv i gaden. Priserne dog noget højere end længere inde mod Dubai by.
Vi huskede at sende postkort - de skulle i den røde postkasse
Vi huskede at sende postkort - de skulle i den røde postkasse

Alt det vi ikke nåede

Vi var i Dubai samme weekend som der var Formel 1 i nabo-emiratet Abu Dhabi, men vi nåede ikke dertil. Næste gang vi kommer derned er der nok ikke Formel 1-løb, men til Abu Dhabi skal vi.
Lige som vi skal en tur til Hatta – en rekonstrueret landsby i bjergene ca. 100 km øst for Dubai. Et helt andet landskab og en anden oplevelse.
Vi fik heller ikke lejet en bil, men nød i stedet at køre med taxi og metro. Næste gang regner vi med at leje, for så skal vi mere uden for byen. Masser af lokale selskaber.
Og så var der vist lige et par butikker, vi ikke fik tjekket af…

Kommentarer til rejsetips om Dubai

Ørkentur!

05/01 2014 Emilia
Hej!

Hvad hed firmaet der arrangerede jeres ørkentur??

Mvh. Emilia

Hotel?

12/01 2011 JF
Super godt indlæg! Men hvad hed jeres hotel? Skal derned i næste uge - og leder efter et hotel, som både ligger ved stranden, men også Dubai by.
På forhånd tak!

Ups

03/01 2011 Thea
Undskyld, fik ved en fejl kun givet en halv stjerne, men synes det er super gode informationer!!!

Vi gør det igen

26/08 2010 Claus Brix
Tidl. rost dette tip (21/12 09) - efter succesrejse uge 8/2010 gør vi det igen for at nå al det vi glemte at se/købe sidste gang. Husk at forudbestille besøg i Burj Kalifa tårnet - det sparer mange penge. Dubai virker særdeles sikker. Lufthavnsområdet på hjemrejsen er absolut billig med alt fra mærkevaretøj til kildevand. Et godt råd: selvom en dansk ung pige synes hun har rigeligt tøj på, så vækker det absolut opsigt hos både indere og arabere - respektér kulturen og tildæk skuldre/knæ andre steder end strand/pool. Vi glæder os alle til en tur mere - det kan Dubai sagtens bære.

SUPER INFO

03/01 2010 Gitte S
Vi snupper også en tur til Dubai i uge 8/2010 med 2 teenagere. Er bare i tvivl om vi skal booke hotel ved stranden eller i byen. Nogen der har gode råd til dét ?

god guide - nu også metro

21/12 2009 Claus Brix
Klar til dubai uge 8/2010 + børn og teenagere - rejsebeskrivelsen er meget inspirerende og brugbar. Metro er igang nu og skulle være helt færdig ultimo februar - de gratis shuttlebusser fra hoteller til indkøbscentre er også værd at tage med.

Super godt - lige hvad jeg kunne bruge

19/11 2009 Vibeke Jørgensen
Da jeg slev står for at skulle til Dubai om 8 dage, er det lige hvad jeg kunne tænke mig at får oplysninger om. Super godt med priser m.v.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om Dubai rejser

Hoteller i Dubai
Rejser til Dubai
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.