Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Ecuador

Rejsetips af samme forfatter

Ecuador - et nyt, spændende og uopdaget rejseland
Rejsetips indsendt af:
Lene & Børge Myrup
Børkop
24. juni 2011

Ecuador - et nyt, spændende og uopdaget rejseland

Netop hjemkommet fra rundrejse i Ecuador følger her et par højdepunkter fra turen. Ecuador er endnu et forholdsvis ubeskrevet blad mht. turister. Det er fortsat Ecuadors sydlige nabo, Peru, der løber med de fleste turister, men det er synd, for Ecuador har utrolig meget at byde på.
Som navnet antyder ligger landet lige på ækavtor, og er delt i 3 områder med hver sine kvaliteter: mod øst det lavlandede kystområde, i midten Andesbjergene og mod vest Amazonas-området med regnskovene.

Vores tur begyndte i Quito, hovedstaden i Ecuador og den næsthøjst beliggende hovedstad i verden, ca. 3000 m. over havet. En livlig og spændende by, nem at finde rundt i. Snyd ikke jer selv for den oplevelse det er at besøge ”Verdens midtpunkt”. Det er et område med forskellige udstillinger, men som primært er spændende, fordi vi her er præcist midt på ækvator.

Der er andre steder i verden, hvor man kan opholde sig på ækvator – men de fleste af de steder lig-ger bare i områder, som ikke er specielt venlige mod mennesker (malariamyg, sumpområder, ør-kenområder mv.). Her i Ecuador er det til gengæld meget behageligt at besøge ækvator, for klimaet er mildt og venligt året rundt. Og så er det samtidig det sted på ækvator, hvor vi er tættest på himlen – vi befinder os jo i 3000 m. højde, og ingen andre steder på ækvator er man så højt oppe.

En helt speciel oplevelse er det at stå midt på ækvator. Der er markeret en tydelig streg, der fortæl-ler hvor ækvator ligger. Og man skal naturligvis stå med et ben på hver side af ækvator. Der er også andre finurlige ting at undres over, når man er her. Eksempelvis tog vores guide en almindelig stål-håndvask, fyldte den med vand og hev så proppen op. Når håndvasken var placeret bare 1-2 meter syd for ækvator, løber vandet ud i en hvirvel MED uret – flyttes vasken så 1-2 meter nord for ækva-tor, løber vandet ud i en hvivel MOD uret! Og det er ganske vist – vi så det selv.

Et andet eksempel på ækvators indflydelse: guiden bad mig følge hende et par meter væk fra ækva-tor. Jeg skulle så presse to fingre så hårdt mod hinanden, som jeg kunne, og hun skulle forsøge, om hun kunne skille dem ad – det kunne hun kun med meget stort besvær. Ligeledes skulle jeg holde hænderne foldet over hovedet, og hun skulle forsøge at presse hænderne ned mod mit hoved – det lykkedes også kun med besvær. Herefter flyttede vi os ind på ækvator, og gentog de samme to øvel-ser – og nu kunne hun uden det mindste besvær både skille mine fingre ad og presse mine hænder mod mit hoved. Med andre ord: når du står midt på ækvator forsvinder kraft og styrke fra dig. Utro-ligt at opleve.

Man må heller ikke snyde sig selv for et besøg i Casa del Hombre, Menneskehedens Hus. Huset er skabt af Ecuadors mest berømte kunstner, maleren Oswaldo Guyasamin. Han døde pludseligt i 1999, men havde nået at færdiggøre dette museum inden sin død. Hans kunst gjorde ham til en end-og meget rig person, og mange af pengene brugte han til dette ”Menneskehedens Hus”, der er en hyldest til indinanerne og ikke mindst en dokumentation for de lidelser og afsavn, indianerne måtte leve under i mange, mange år. Det er i sandhed et mageløst hus – gigantstort og med malerier, der næppe ville kunne finde plads i ret mange private hjem, dertil er de alt for store. Da de gennemgå-ende også skildrer lidelse og smerte, passer de nok heller ikke så godt over sofaen. Til gengæld sæt-ter de nogle tanker i gang.

Er man interesseret i store markeder, skal man tage til byen Otavalo, der ligger omkring 2 timers kørsel fra Quito. Her finder man om lørdagen Sydamerikas største marked.

Turen til Otavalo fører gennem et af de områder i Ecuador, hvor der er samlet flest vulkaner. Der er omkring 60 vulkaner i Ecuador, og rigtig mange af dem er aktive fra tid til anden – seneste udbrud er blot ½ år gammelt. Vi passerede på turen hele 17 vulkaner, og vi kunne se dem alle pga. flot vejr. Flere af dem er så høje, at der er permanent sne på de øverste 100 m. af dem. Landskaberne i sig selv var lige så imponerende med de høje tinder og de dybe dale og slugter.

På turen til Otavalo fulgte vi på en del af strækning Pan-American Highway. Den går fra Patago-nien i det sydlige Chile og hele vejen til Canada – en strækning på ikke mindre end 23.000 km.
Ankommet til Otavalo kan man gå på opdagelse i dette gigantiske marked, der stort set fyldte alle gader i byen. Udbuddet af alverdens ting er enormt – meget tingel-tangel, men bestemt også rigtig meget flot håndværk i form af hjemmefabrikeret uldtøj af lama og alpacca, smukt broderede bluser, masser af håndlavede smykker, indianerfjer, hatte og huer – og naturligvis også masser af fødeva-rer, så sulten kan stilles.

Efter Quito tog vi sydpå, og besøgte bl.a. en lille by, Vilcabamba. Her bliver folk meget gamle – der er en uforholdsmæssig stor andel på over 100 år. Nogen videnskabelig forklaring kan man ikke rig-tig give. Måske det stille og rolige liv uden antydning af stress. Men en sandsynlig forklaring kan også være drikkevandet, der indeholder en lang række naturlige mineraler, ikke mindst magnesium, som tilsyneladende er med til at forlænge livet. En kendsgerning er det, at udbredelsen af mange de sygdomme, der i vores del af verden tager livet af folk ”før tid”, er meget sjældent forekommende her.

På vej nordpå igen besøgte vi Saraguro-folket. Et stolt folk, der klarer sig selv som landbrugere og ikke mindst gennem fabrikation af smukt håndværk som uldvarer og forskellige smykker. Den æl-dre generation i området kan kun tale deres indfødte sprog, men børnene taler spansk og lærer nu også engelsk, men ikke permanent, for der er ikke nok engelsklærere i landet. Det fungerer på den måde, at der kommer en engelsklærer i perioder, og så rejser vedkommende videre til den næste skole. Man gør også meget ud af at fastholde de håndværksmæssige traditioner, så børnene vælger selv, om de vil lære træforarbejdning, smykkefremstilling, vævning osv.

Der var også planlagt frokost i landsbyen – det blev en meget speciel oplevelse! Frokosten skulle indtages i en beskeden hytte, hvor der i den ene ende var et åbent køkken, og i resten af lokalet blot var nogle lange træborde og tilsvarende bænke. Borddækningen bestod af et glas og en gammeldags træske – ikke andet. Så blev der ellers disket op med festmad. De havde forberedt et – efter deres forhold – festmåltid for os, dvs. vi skulle have det bedste, der kunne leveres og mad, som de selv kun får ved særlige lejligheder. Det blev noget af et antiklimaks – og meget synd for dem, for de havde jo gjort det i den bedste mening. Men maden faldt altså ikke i forvænte danskeres smag. Vi kunne vælge mellem to kødretter – kylling eller cuy (marsvin). Allerede her sagde flere fra, de kun-ne ikke klare synet af cuy. Tilbehør var forskellig majsgrød, ris, en grøn, ubestemmelig pure og et udmærket hjemmebagt brød. Desserten var et stykke ost lavet af komælk. Det hele skulle så spises med fingrene eller med den udleverede træske. Da Saraguro-folket ikke drikker spiritus, var det ikke muligt at skylle efter med en øl.

Oplevelsen her var et godt eksempel på, hvad der sker, når to så forskellige kulturer som vores og deres mødes. Og igen – rigtig synd for dem, for vi kunne slet ikke værdsætte det festmåltid, de hav-de forberedt til os.

Vi er nu klar til at drage mod øst ud i Amazonas-regnskoven. Efter en tids kørsel bliver vejene af en anden beskaffenhed, og grusveje er nu det, vi kører på. Møder kun få, andre køretøjer – heldigt nok, for her er ikke megen plads. Efter et lille stop ved flodbredden for at vænne os til området, kører vi de sidste kilometer ud mod vores destination de næste par dage, Liana Lodge.

Hvor vejen ender og bussen ikke kan komme længere, venter lodgens taxa’er på os i form af to tra-ditionelle long-boats. Vi bliver bænket 2 og 2, og det lykkes også at få al vores bagage indskibet i bådene. Nu går det med fuld speed på motorerne ned ad floden, og vi får de første indtryk af regn-skovene.

Amazonas-området er et gigantisk område, der dækker flere lande. Regnskoven står for ca. 33% af jordens ”lunger”, altså en meget væsentlig bidrager til at skaffe ren luft til os alle. I Ecuador er man meget opsat på at passe på sin del af regnskovene. Her i området ligger der oliereserver på mere end 100 mia. dollars, men p.t. ønsker Ecuador ikke at udnytte disse ressourcer – dog under den forud-sætning, at den øvrige del af verdenssamfundet vil være med til at betale for, at regnskovene kan forblive intakte.

Her i regnskovene bor der flere, meget isolerede indianerstammer, nogle med kun få hundrede med-lemmer, andre med op til et par tusinde. De er ekstremt krigeriske, og kommer man ved et uheld til at betræde deres territorium, er der stor risiko for, at man ikke slipper levende ud derfra. Fremtiden er usikker for disse stammer, da flere af dem som sagt kun består af få medlemmer. Tiden må vise, om de overlever på længere sigt.

Indianerne er nu ikke alene om at bebo regnskovene. Der menes også at være ca. 5000 forskellige insekter i disse områder – heraf er kun omkring halvdelen opdaget og registreret. Så skulle man falde over en ukendt art, er der gode muligheder for at den kan blive opkaldt efter én selv!

Efter 10-15 minutters sejlads lægger bådene til ved flodbredden, og vi kan gå de få meter op ad trappen til Liana Lodge. Lodgen er en såkaldt bæredygtig lodge, dvs. der trækkes så lidt som muligt på samfundets ressourcer. Vi indkvarteres i små hytter, der ligger spredt i området. Hver hytte er opdelt i 2 små lejligheder med et soveværelse med to senge, et lille badeværelse og en forholdsvis stor terasse med en udmærket hængekøje. Her er ikke indlagt el, så vi må klare os med stearinlys og vores medbragte lommelygte. Til gengæld er her en velsignet ro – der høres kun naturens egne lyde i form af fuglefløjt og forskellige lyde fra insekter. I baggrunden fornemmes svagt bruset fra floden, der løber lige forbi på sin vej mod Amazonas-floden, der begynder nogle kilometer længere frem-me. Er man stesset og har brug for sjælefred og ro, finder man næppe mere velegnet plet – her er man virkelig ét med naturen.

En helt særlig og meget betagende oplevelse var en tur ned ad floden i en gummiring! Udstyret med hver sin store ring, blev vi sejlet nogle kilometer op ad floden, inden vi forlod bådene og forsøgte at komme op i vores ring. Det lykkedes for alle, og mageligt henslægt i hver sin gummiring, gik det nu i adstadigt tempo ned ad floden. Det var simpelt hen en fed oplevelse. Bare ligge der i floden og lade sig transportere mod lodgen, kun lyttende til flodens lyde og de lyde, fuglene langs flodbred-den kunne frembringe. Eneste minus: det gik bare alt for hurtigt, så efter 15-20 minutter var vi til-bage og skulle forsøge at komme ind til bredden og ikke drøne videre. Det lykkedes for de fleste, et par stykker måtte vores både hente ind, så de ikke fortsatte mange hundrede kilometer ned ad Ama-zonas-floden.

Endnu et par ophold i spændende byer ventede inden hjemturen – eller ekstra 5 dage til Galapagos-øerne, men det er en helt anden historie!

(Billede indsat af FDM travel)




Seværdigheder
Rundrejser
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar
Denne side er udskrevet d. 9. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.