Der var set frem til dette krydstogt med stor forventning. Sidst vi var af sted med Royal Caribbean, i foråret, var "blot" en smuttur fra Amsterdam til København.
Men denne gang skulle vi være ombord en hel uge, og under sydligere himmelstrøg; og så med Azamara Club Cruises. Det kunne da kun blive fantastisk.
Alt blev gjort klar. Online check-in på rederiets hjemmeside gennemført. Sønnen afleveret hos bedsteforældrene, Cimber Sterling fløj os planmæssigt fra Karup til Kastrup fredag aften, og vi tjekkede ind til overnatning på Hilton i lufthavnen.
Lørdag d. 13. aug.
Venedig, Italien.
Dagen startede med Hiltons lækre morgenbuffet, hvorefter vi gik over i lufthavnen og fik checket ind hos Norwegian. Efter en fin lille flyvetur landede vi i
Venedig, fik hurtigt vores kufferter, og fandt en taxa der kunne køre os ind til havnen, hvor vores hjem for den kommende uge, Azamara Quest, ventede på os.
Vi afleverede vores kufferter på havnen, checkede ind, og var ombord på skibet i løbet af ganske få minutter. Det første der mødte os var en tjener der bød os velkommen med et glas pink champagne; så var stilen ligesom lagt. Det var omkring frokosttid, og da kahytterne først ville være klar kl. 13:30, gik vi direkte til Windows Café/buffet restauranten på dæk 9., hvor vi, blandt et stort lækkert udbud af forskellige retter, valgte at spise sushi.
Frokosten nød vi udenfor på terrassen i solen, hvorfra vi kunne se flere andre krydstogt skibe der som os lå i Venedigs havn. Der var godt nok varmt, men med et par glas kølig hvidvin var det lige til at holde til. Det er værd at bemærke, at hos Azamara Club Cruises er vand, sodavand, juice, kaffe og the inkluderet i prisen hele tiden, og hvidvin og rødvin er inkluderet i prisen til frokost og aftensmad; og vinen til frokost og aften er særdeles fremragende. Derudover er drikkevarer ombord ellers til absolut rimelige priser.
Efter frokost var kahytten klar og vores kufferter bragt op. Vi fik os lige fundet på plads, og gik derefter en tur rundt på skibet for at se hvor alting var. Azamara Quest (og Azamara Journey) er mindre skibe, med plads til maks. 700 gæster, men der er alligevel alt hvad man har brug for. Buffet restauranten er allerede nævnt, så er der den store hovedrastaurant/a la carte restaurant, de to special restauranter, flere mindre caféer og barer, teater, casino, fitnesscenter, spa afdeling, swimmingpool, jacuzzi, internetcafé og bibliotek.
Kl. 17:15 var der den obligatoriske sikkerhedsøvelse, og kl. 18:00 sejlede vi af sted fra Venedig; naturligvist med et glas champagne i hånden, som vi sejlede forbi Markuspladsen.
Første aften spiste vi i hovedrestauranten, og vi kunne se med det samme, at man spiser vanvittig godt ombord, utrolig lækkert. Så efter aftensmaden følte vi det på sin plads, at vi lige gik et par runder på løbebanen ude på dæk 10, inden vi gik til ro.
Søndag d. 14. aug.
Split, Kroatien.
Vi ankom ved middagstid, og gik i land og gik en lille tur rundt i byen. Det var markedsdag, så der var en masse boder hvorfra de solgte forskellige ting. Ellers var der ikke så meget at se på efter vores smag, så vi smuttede tilbage på skibet, og nød eftermiddagen i solen ved poolen på dæk 9.
Mandag d. 15. aug.
Kotor, Montenegro.
Nok det sted vi havde mindst forventninger til, men som skulle vise sig at være klar det bedste punkt på hele turen.
Kaptajnen havde sagt aftenen før, at man burde stå tidligt op, og komme ud og opleve den flotte indsejling ind til Kotor. Vi gjorde som foreslået, og mange tak for det gode råd, for hvor var det da en utrolig smuk morgen. Kotor ligger dybt inde i bunden af en fjord, hvor bjergene på begge sider rejser sig, og skaber et fantastisk landskab. Man forstår godt at området er et UNESCO "World Natural and Historical Heritage Site".
Kaptajnen inviterede de der havde lyst og energi til det, til at deltage i en "lille" tur op ad bjerget, for at komme op og nyde udsigten og se det hele lidt fra oven. Det var vi friske på, og selvom det var varmt, og de ca. 1300 trin op bragte sveden frem, så var det godt vi gik med, og kom op, for udsigten var enestående!
Tirsdag d. 16. aug.
Korfu,
Grækenland.
Vi var inde og gå en lille tur rundt i Korfu by, men ikke det store sus der. Så det meste af dagen blev brugt med afslapning ved poolen.
Om aftenen spiste vi i en af skibets to special restauranter; Prime C. Det koster 15 USD per person at reservere plads her, og sørg endelig for at reservere plads i skibets specialrestauranter som noget af det første man gør den første dag ombord, ellers kan man let risikere ikke at kunne få plads. For det er godt, det er rigtig godt!
Onsdag d. 17. aug.
Katakolon, Grækenland.
Var denne dag et lille smut på stranden og badede i havet. Sad lidt på en café ved havnen, og ellers slappede vi bare af ombord, og nød skibet og solen ved poolen.
Torsdag d. 18. aug.
Chania,
Kreta.
Efter at have holdt sommerferie på Kreta mange gange, også tidligere på sommeren i år, var det sjovt at ankomme til øen med skib, og se det hele lidt fra en anden vinkel. Vi gik en tur rundt i Chania Old Town, og var bl.a. omkring markedshallen.
Ellers var dagens højdepunkt aftenen ombord, hvor der var dækket op til græsk buffet udenfor på dæk 9, og hvor der var opvisning med traditionel græsk musik og dans, efterfulgt af White Night Deck Party. Og sikken fest det var.
Fredag d. 19. aug.
Santorini, Grækenland.
En anelse høj sø, men kaptajnen gjorde et flot arbejde denne dag med at holde skibet roligt, så der var stort set intet at mærke. Turen ind til og tilbage fra Santorini, med den lille tender båd, vippede dog en smule. Vi tog med svævebanen/kabineliften op, og gik rundt og nød udsigten. Vi lå denne dag ved Santorini sammen med Brilliance of the Seas, og det var tydeligt at se, at Azamara maks. har plads til 700 gæster, hvor andre
krydstogt skibe er noget større. Men det er jo som bekendt ikke altid størrelsen det kommer an på..
Om aftenen spiste vi i skibets anden special restaurant Aqualina, og det var en sand fornøjelse.
Lørdag d. 20. aug.
Athen, Grækenland.
Og så var det slut for denne gang. Vi ankom havnen i Piraeus om morgenen, spiste morgenmad ombord, og forlod skibet. Vores kufferter, som vi havde afleveret udenfor kahytsdøren aftenen før, stod og ventede på os på kajen, og vi kørte med skibets transfer bus til lufthavnen, hvorfra SAS fløj os til København, og Cimber Sterling det sidste stykke til Karup.
Det kan siges ganske kort: krydstogt er vidunderligt; Azamara Club Cruises er ganske enkelt fremragende!