Havnen i Mousehole ved ebbe
Ta' en tur til England i egen bil
Efter at have talt om at tage på ferie til
England i flere år, men hver gang fravalgt det til fordel for de sydligere himmelstrøg, besluttede min kone og jeg os for, at i år skulle det være.
Vi kørte turen i vores åbne roadster, en Mazda MX5, fra 1992. Vi havde tilrettelagt turen hjemmefra, og bestilt overnatningssteder med passende indbyrdes afstand, så vi også kunne nå at se noget.
Vi startede turen med færgen fra Esbjerg til Harwich. En dejlig sejltur i vand, der var glat som en nystrøget skjorte, og udvendig kahyt med udsigt til vandet. Lækker mad i restauranten om aftenen, og efter en god nats søvn, morgenmad med det hele.
Vi havde selvfølgelig vores betænkeligheder med hensyn til at køre i venstre side. Da vi startede fra Harwich kunne vores GPS ikke fange signalet i havneområdet, hvilket naturligvis resulterede i at vi kørte ud ad en forkert vej i den første rundkørsel, vi kom til. Kort tid efter begyndte GPSen at virke - hurrra - og vi fik vendt kareten i den rigtige retning.
En GPS er næsten uundværlig i
England, specielt når man vælger motorvejene fra. Rundkørslerne kommer som perler på en snor, og man kan meget nemt komme til at smutte ud ad en forkert vej. Så kan man jo bare vende bilen, vil nogen sige, men det er ikke så nemt, for der er rigtig meget trafik, og der køres stærkt. Englænderne kører godt, og de er naturligt nok gode til rundkørsler, men i de større rundkørsler skal man huske at palcere sig i den rigtige bane, for ellers er der ingen nåde fra de andre bilister, hvis man forsøger at "møve" sig over i den rigtige bane. I det store hele synes vi turen gik fint, men det er jo ikke sikkert at englænderne synes det samme.
Vi havde booket overnatningssteder på nettet hjemmefra på siden "Historic Inns across England". Vi havde booket ialt 9 overnatningssteder. Det viste sig at være nogle rigtig gode steder vi havde fundet, med passende afstand imellem. Priserne på en overnatning i dobbeltværelse med eget bad og morgenmad ligger fra 60 til 80 pund. Det hele fungerede som det skulle, og morgenmaden var overalt af god kvalitet. Man kunne selv vælge morgenmads menu'er, herunder selvfølgelig English Breakfast, som nok kan mætte til midt på eftermiddagen, hvor man så f.eks. kan tage en afternoon tea med en scones til. Aftensmaden var selvfølgelig oven i, men var til meget rimelige priser, mellem 8 og 12 pund i snit plus drikkevarer pr. person , og de fleste steder var det god og veltillavet mad. På kroerne var der selvfølgelig en hyggelig pub, hvor man kunne tage sig en pint inden middagen.
Vores rute
Ruten gik som følger: Cambridge, Oxford, Abingdon, Stonehenge, Bath,
Cornwall - med overnatning i Bude og St. Ives, tilbage til Dorchester,
langs kysten til Brighton, for at slutte i Folkstone.
Første
overnatning var i "The Old Red Lion" i Horseheath, ca. 10 km fra
Cambridge. Et glimrende sted at overnatte, og med en god pub og
restaurant.
Cambridge og Oxford er to flotte og hyggelige
universitetsbyer, med imponerende college's, og mange unge mennesker.
Begge byer gennemløbes af floder, i Cambridge er det floden Cam, og i
Oxford er det Themsen. På floderne sejles med såkaldte Punts, Englands
svar på gondolen.
Vi overnattede i nærheden af Abingdon på "Dog
House Hotel", et rigtig hyggeligt sted. Abingdon ligger lidt syd for
Oxford, og er bestemt et besøg værd. Her løber Themsen også igennem.
Man
kan ikke, som MG fan, tage til Abingdon uden at besøge "Kimber House",
opkaldt efter MG's ophavsmand, Cecil Kimber. Huset er museum og hjemsted
for den engelske MG klub, og ligger lige ved siden af den oprindelige
MG fabrik, der nu er bygget om til lejligheder!
Turen gik videre
til Stonehenge, som er et must, når man er på de kanter. Et helt
utroligt fænomen, og noget af en gåde, hvordan man har transporteret
kæmpestenene til dette sted, og hvad meningen har været med placeringen.
Videre til Wiltshire, til byen Bath, hvor floden Avon løber
igennem. Byens historie strækker sig mere end 2000 år tilbage. Den er
bygget op omkring 3 varme kilder, som romerne udnyttede til "romerske
bade". Byen er meget smukt beliggende i Cotwold's bakkede landskab. Vi
overnattede i "The Somerset Arms", Towbridge, Wiltshire.
Herfra langs
vestkysten af Cornwall til byen Bude, ca. midtvejs mod Lands End. Også
en hyggelig by ved vandet, det typiske tidevand, hvor skibene ligger
tørlagt, når vandet trækker sig tilbage. Vi overnattede i et såkaldt
guesthouse, en mellemting mellem et lille
hotel og Bed and breakfast.
Som sædvanligt pænt og i orden, en meget venlig og hjælpsom vært, og god
morgenmad. Stedet hedder "Links Side Guesthouse".
Langs vestkysten
af Cornwall er der mange udsigtspunkter. Det er en fantastisk flot
kyststrækning, og vi var meget heldige med vejret. Det hele ser jo bedst
ud i solskin. Ude i nærheden af Lands End ligger en lille by ved navn
Mousehole - musehullet - som man ikke må gå glip af.
Selve Lands End
så vi ikke så meget til, for på vejen derud blev det pludselig regnvejr
og tåge. Vi overnattede i St. Ives på vestkysten, med små brolagte
gader og et smukt havnekvarter. Overnatningsstedet hed "Bechwood House",
også et rigtig godt guesthouse.
Videre derfra, tilbage til
Dorchester. En lille afstikker ud til kysten til byen Lyme Regis, som er
en meget charmerende lille by, med feriestemning som under sydlige
himmelstrøg. Vi overnattede på "The Poachers Inn" i en lille flække ved
navn Piddletrenthide. Mere engelsk kan det næsten ikke blive.
Langs
kysten videre til Brighton, med 2 overnatninger på "Georg IV"
guesthouse, som er beliggende nede ved kysten, tæt på den pier, som blev
ødelagt under stormen i 2002. Der er masser at se på i Brighton, og en
rigtig hyggelig gammel bydel. Heldigvis er den østlige pier, Palace
Pier, stadigvæk intakt.
Sidste overnatning på turen i England var i
Folkstone, i bydelen Sandgate. Lige ud til kysten, med den smukkeste
udsigt over havet fra vores værelse på "The Ship Inn", med Englands
bedste pub - efter værtens udsagn! Selvfølgelig også med et besøg på The
White Cliff's of Dover, hvor man i vinden næsten kan høre Vera Lynn's
smukke sang om de hvide klipper.
Vi tog tilbage til fastlandet via
tunnelen mellem England og
Frankrig. Ikke den billigste løsning, men
meget let og bekvemt, og en oplevelse. Selve togturen, fra man holder i
toget, og til man igen kan se dagslys, varer kun ca. 25 min., så man når
næsten ikke at opdage at man kører ca. 35 km med havet oven over sig.
Min kone, der var lidt nervøs for turen i tunnelen, nåede ikke engang om
midt i "Alt for Damerne", inden dagslyset kom os i møde.
Sidste overnatning hjemad var i Brügge i Belgien. Også en skøn by, men det er en helt anden historie.
Behøver jeg at nævne, at MX5eren spandt som en mis under hele turen?
Alt i alt en rigtig god og oplevelsesrig tur på i alt ca. 3000 km, som bestemt kan anbefales.