Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om London

Læs mere om rejser til London

Seafront med Pier'en i baggrunden.
Rejsetips indsendt af:
Viggo R. Jensen
Haderslev
26. nov. 2009

Brighton tæt på London, hvor man aldrig behøver at kede sig.

En uge eller to i Brighton, hvor Londonerne af gode grunde selv tager hen, når de vil slappe af. Kun 1 - 2 timer fra Londons centrum, Heathrow eller Gatwick Airport og man er ved "Vesterhavet/ Nyhavn/Dyrehavsbakken/Strøget" på en gang.
The Lanes. Butikker og værtshuse.
The Lanes. Butikker og værtshuse.

Køb et uge-buskort til 130 kr. den første dag!

Brighton der er på størrelse med Århus (på travle sommerdage det dobbelte) ligger ved kysten stik syd for London på højde med Køln og er en anelse lunere om sommeren end herhjemme.
Byen er fyldt med dobbeltdækker-busser og næsten lige meget hvor man vil hen, er der sjældent mere end 10 minutter imellem dem.
Med uge-buskortet, er der helt fri transport, incl. lørdag/søndags udflugter ud i omegnens natur.(Kører også hele natten mod mindre tillæg)
Buskortet købes i "1.Stop" der er et billetkontor midt i centrum eller på banegården, der sælger alt i bus-og togbiletter og diverse udflugter, sightseeing m.m.
Det er en meget stor turistby, men alle faciliteter er tilsvarende rigelige, så man altid kan komme til fadet. Lige meget om man vil med bussen, på pub eller besøge en af byens mange attraktioner. Alle attraktioner ligger omkring centrum og kan desuden nås til fods på under 10 minutter.
Der er enorme mængder af B&B, hoteller, værelser og ferielejligheder, fra priser hvor alle kan være med, tjek internettet
Vores feriebolig midt i marinaen.
Vores feriebolig midt i marinaen.

Brightons charmerende centrum.

Vi boede selv i en lille feriebolig, fundet på nettet, midt i Brighton Marina, (en af Europas største), på 1.og 2.sal på en enorm bådebro! omgivet af hav og 1600 lystbåde. Her kunne man opleve tidevandet stige og falde 6 meter 2 gange i døgnet. Alle både, broer og os selv flød med op og ned. Fascinerende!
Hver formiddag satte vi os på 1. sal i dobbelt-dækkerbussen fra marinaen, men hver gang en ny rute. Alle endte et sted i centrum, men undervejs fik vi en fantastisk "gratis" sightseeing, så vi på den måde fik set det meste af byen. Byen er ret kuperet og ligger på (måske) 7 høje ligesom Rom. Der er mange fine scenarier og udsigter rigtig mange steder undervejs.
Ofte kørte vi med til byens banegård der er højt beliggende. Herfra slentrede vi nedad gennem The Lanes der er gamle snævre gågader, med butikker, pubs og spisesteder for enhver smag og pengepung, gennemgående billigt.
Bare at sidde her et sted med et glas godt koldt øl, måske på en balkon og nyd folkelivet !
Byen har desuden også et stort nyere centrum 10 minutters gang fra det gamle. Her er der store indkøbscentre og varehuse af enhver slags plus morsomme gammeldags specialbutikker. Alle mærkevarer er repræsenteret, men der er også mange tøjforretninger med "alm.tøj" og tilbehør til rigtig gode priser.
Det Kgl. Palads
Det Kgl. Palads

Og hvad laver man så?

Midt i centrum ligger et kongeligt palads, som tidligere konger brugte som en slags sommerhus (og elskovsrede). Det er ganske fantastisk og der er fuld adgang til hele herligheden. Med i billetprisen er der en slags Walkie-Talkie rundvisning.( Bemærk køkkenet og det 104-retters menukort.)
I tilslutning til paladset ligger byens turistkontor hvor man er meget hjælpsomme.
På Seafront er der en flere kilometer lang promenade med alt hved hjertet begærer af forlystelser.
Karuseller, bungyjump-trampoliner, fiskerimuseum (gratis), akvarium, seafood-kiosker, cafeer pubber, gallerier m.m.m.
Midt på Seafront ved centrum ligger Pier'en. En enorm bro der går langt ud i havet. Herude ligger der flere store spillehaller og et tivoli ! med rutsjebaner, spøgelsestog og alt hvad der hører sig til, incl. spisesteder og div. fast.food. (Gratis adgang)
Vi prøvede så meget vi orkede, men nåede ikke det hele.
Der kører iøvrigt verdens ældste elektriske tog et par kilometer på stranden mellem pier'en og marinaen.
Alt ovenstående er et must hvis i har børn med!
I Marinaen er der en restaurations-og pub promenade, der bedst kan sammenlignes med Nyhavn.
Der er en del små sjove butikker, samt et kæmpemæssigt utroligt velassorteret og meget billigt døgnåbent supermarked (ASDA). Desuden er der boliger/ferieboliger med kanaler imellem.
Der er en fantastisk atmosfære i den kæmpestore marina, hvis bagside ind mod land er høje "White Cliffs"som ved Dover.
Den charmerende marina er absolut et besøg værd. (Bus hvert 7. minut.)
Udsigt fra Devils Dyke
Udsigt fra Devils Dyke

Ikke tivoli det hele!

Vi har været i Brighton flere gange og fik lyst til at se hvad byen kunne byde på ud over de mest "turistede" steder.
Vi hørte om hundevæddeløbsbanen og tog derud en aften.
Fantastik oplevelse. Sad indendørs ved hvid dug og spiste 3 retter glimrende mad. Kunne se hele banen og spille med uden at rejse sig fra bordet, hvis man havde lyst! Enormt spændende, veltilrettelagt og på et noget højere niveau og større end forventet. Kan varmt anbefales. Vi var næsten de eneste turister blandt et par tusinde.(Billigst på hverdage)
Tog med på én af tre busture der køres hver Weekend i åben dobbeldækker-bus ud i omegnens højder. Vi nød en fantastisk udsigt ved Devils Dyke, noget der minder om himmelbjerget. Stor god og billig restaurant. (Ugebuskortet gælder til turen).
Vi nød også nogle af de grønne områder og parker som byen er rig på, hørte bl.a. en koncert med et underholdningsorkester og senere et jazzband i paladsets meget lille men hyggelige park, hvor der serveres kaffe og kage og kan lejes liggestole som i gamle dage..
Bemærk: Hvis i ankommer til byen en lørdag i bus, vil i se at der bliver spillet cricket i fine hvide dragter mindst 15 steder i grønne områder ned gennem byen! (Og ikke fodbold!?!)
En dag tog vi toget til Hastings (ca. 3 kvarter) og en anden dag en heldagsudflugt til Isle of Wight. Alt købt i 1.Stop-butikken i centrum. Kan anbefales. Storslået natur!
På begge sider af byen er der uendelige strande (småsten), men man kan altid finde en 1/2 kilometer for sig selv.
Kanalerne i marinaen
Kanalerne i marinaen

Hvordan kommer man dertil?

Det er umuligt at få det hele med, da mulighederne er uendelige.
Legetøjsmuseum, kunstmuseer, koncertsale (ABBA vandt med Waterloo i en af dem), flere hundrede restauranter, sejlsport, sightseeing til søs, fisketure på havet, en god time med tog til London....
Tjek internettet, prøv f.eks VisitBrighton eller bare "Brighton".

Man flyver til Heathrow eller Gatwick Airports.
Begge steder kører National Express (den britiske X-bus)direkte til Brighton på henholdsvis 2 timer og 1 time.(Kan og bør bookes på nettet. Kører mindst hver time!)
Der flyver 5-6 forskellige selskaber til nævnte lufthavne.
Hvis du bestiller i god tid, er ruteselskaberne ikke altid dyrere end discountselskaberne, men servicen og rejsetidspunkterne er bedre.
Har du mulighed for det, er det billigere fra Hamborg.
Og nej. Jeg er ikke blevet bestukket af Brighton for at skrive dette her. Jeg er bare positivt overrasket og begejstret.

Kommentarer til rejsetips om London

Brighton i efterårsferien

24/09 2016 Isabel
Kender du til bed&breakfast du kan anbefale i Brighton til to voksne personer?

Hotel navn

23/09 2015 Jan Jensen
Hej nogle der kan hjælpe mig med navnet på hotellet?

Tak

14/01 2014 Gitte Rostgaard Thielsen
Hej Viggo
Tusind tak for en meget fyldestgørende vurdering/ anbefaling af Brighton. Ferien er nu booket og vi glæder os meget.
Venlig hilsen Gitte

London - et paradis på jorden!

05/03 2010 Merete W
Jeg har været i England 9 gange, de 8 af gangene i London - og ja, det er en magnet uden lige. Har man først sat en fod i dette paradis er man som tryllebundet, og man har lyst til at komme igen og igen og igen. Der er så meget at se, føle, smage og dufte til, at det er svært at remse det hele op, og for hver gang man er i denne pulserende storby sker der altid noget nyt. Man kan aldrig kede sig, der er altid et eller andet man kan tage sig til. Der er selvfølgelig alle de kendte ting man bliver nød til at se; Big Ben, Covent Garden, Harrods, Camden Market, Westminster, Tower, Tower Bridge, Trafalgar Square, Leicester Square, Piccadilly Circus (et sted hvor man virkelig kan føle, at hele verden snurrer omkring én), Notting Hill (specielt Portobello Market og alle de nydelige, tusindfarvede huse), parkerne, Oxford Street (hvor specielt Primark har en stor plads i mit hjerte), Madame Tussaudes, London Zoo, London Eye, jamen der er uttalige og endnu utallige ting at opleve - og de nævnte her er bare de mest kendte. Som genganger i dette Paradis på Jord er jeg begyndt at søge lidt ud i "yderområderne" af byen, steder hvor man ikke føler at det hele bare er turisme, f.eks. har jeg været i Richmond, et fantastisk sted, let tilgængeligt med undergrunden (der jo i øvrigt fungerer upåklageligt) og lidt et fristed (hvis man har brug for noget der er større end parkerne inde i centrum). I Richmond har de f.eks. noget man kan sammenligne med Dyrehaven ved København, en fantastisk park med krondyr og andet vildt, og så er der jo Themsen der også her snor sig stille gennem landskabet med små klynger af husbåde, smukke broer, dejligt stisystem og flotte huse der spejler sig i vandet. Der er herlige caféområder og generelt bare skønt at sidde der en lun sommerdag hvor ænderne kommer svømmende med deres ællinger bag sig og hvor bådene flyder langsomt gennem vandet. Det er absolut anbefalingsværdigt at tage et smut til Richmond (district line - den grønne). Generelt synes jeg at opleve en enorm venlighed og høflighed blandt de londonske mennesker. De er hurtige og nemme at komme i snak med og er altid hjælpsomme hvis man har spørgsmål. Mændene står tilbage for kvinderne i f.eks. busser og undergrund og de giver hurtigt en hjælpende hånd hvis man har en for tung kuffert eller lign. - noget der ikke er en selvfølge i alle lande! Som man kan se på overstående har jeg absolut kun et positivt billede af London og dets mennesker og jeg kan kun anbefale folk at besøge dette paradis med alle dets spøjse finurligheder. For mig er London et eventyrland, det er som at træde ind i en hel anden verden - og det er en fortryllende, fantastisk én!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til London

Hoteller i London
Rejser til London
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.