Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om England

Læs mere om rejser til England

Rejsetips af samme forfatter

  • Sommer i Berlin

    (Bedømt af 6 personer)
    I bydelen Prenzlauer Berg byder den økologiske café på brunch, hvor prisen er hvad du har råd til at betale for at spise dig mæt.
    Se hele rejsetippet
  • Forlænget weekend i Karlskrona

    (Bedømt af 7 personer)
    Sverige er et land, som de fleste danskere ofte ikke giver den rejsemæssige opmærksomhed, som landet faktisk fortjener.

    På trods af, at vores naboland mod øst ligner Danmark på mange måder er det alligevel et land, der har mange interessante byer og historiske seværdigheder, der kan gøre os klogere på landet hinsidan.
    Se hele rejsetippet
  • Gensyn med den evige stad

    (Bedømt af 18 personer)
    Den flimrende sommersol siver ind gennem mine persienner på Nørrebro, og da jeg ruller persiennen op hilser solen mig godmorgen og de gyldne stråler rammer mit ansigt.
    Se hele rejsetippet
Torquay, England - En engelsk odyssé
Rejsetips indsendt af:
København N
22. jan. 2012

Torquay, England - En engelsk odyssé

En lun juni-dag i 1996 landede jeg i Heathrow lufthavn i London, og herfra skulle jeg videre til den Sydengelske kystby Torquay, der med sit milde klima og overskuelige størrelse hvert år modtager mange sprog-studerende fra hele Europa.
Jeg havde via selskabet STS-travel købt en sprogrejse til Torquay, hvor jeg skulle bo en måned. Turen havde jeg bestilt fordi jeg gerne ville have et indblik i hvordan en engelsk familie levede, men selvfølgelig tog jeg også afsted for at blive bedre til engelsk.

En måned med intensiv undervisning i engelsk og logi hos en engelsk familie kunne begynde.

Engelske middelklasse-huse på Innerbrook Road i Torquay
Engelske middelklasse-huse på Innerbrook Road i Torquay

Tougher-familien

I bydelen Chelston ligger den rolige vej Innerbrook Road, hvor min engelske værtsfamile, Tougher-familien, boede.

Familien bestod af faderen John, der var opvokset i Skotland, men havde boet i Torquay i mange år, moderen Jackie, der arbejdede på et jobformidlingscenter og deres tre døtre på 6, 3 og 1 år. Familien var en almindelig middelklasse-familie, der hver sommer gavmildt havde sprogskole-elever boende for at de selv og ikke mindst sprogskole-eleverne kunne lære nyt om andre kulturer.

I den måned jeg boede i England var Tougher-familien og huset på Innerbrook Road min faste base. Familien interesserede sig oprigtigt for deres 3 danske logerende, og vi havde mange samtaler om hvordan man levede i England i forhold til hjemme i Danmark.

Udover de mange samtaler om England og Danmark lærte jeg af min værtsfar at spille spillet "Risk" så godt, at jeg i dag, 15 år senere, stadig er temmelig dygtig til spillet. Jeg tænker stadig med glæde tilbage på de sene eftermiddage hvor jeg og de øvrige STS-elever spillede "Risk" ved køkkenbordet mens der blev konsumeret uendelige mængder af the og kiks.
Familien Toughers hus på Innerbrook Road
Familien Toughers hus på Innerbrook Road

I hverdagene modtog jeg - og de øvrige STS-elever - undervisning i engelsk på en nærliggende skole. Som STS-sprogskole-elev får man undervisning af en dansk lærer og en engelsk lærer, og det viste sig at være en ganske god kombination at have både en dansk og en engelsk lærer.

Når dagens undervisning var overstået var der rig mulighed for at tage på sightseeing i Torquay og omegn inden det var tid til at vende næsen hjem mod Innerbrook Road og den familie, der stadig den dag i dag betyder meget for mig.
Havnen i Torquay
Havnen i Torquay

En gå-tur langs havnen i Torquay

Med sine 60.000 indbyggere kan man ikke påstå, at Torquay er nogen verdensby. Ikke desto mindre er Torquay alligevel en livlig, hyggelig by, hvor der er gode caféer, shopping-muligheder og en meget venlig og imødekommende lokalbefolkning.

På trods af sin relativt beskedne størrelse er der rig mulighed for at opleve noget i Torquay.

Er man i Torquay om sommeren bør man naturligvis besøge havneområdet i Torquay. Gå f.eks. en tur langs vejene Cary Parade og Strand, hvor man kan nyde den utroligt smukke udsigt over havnen og Torbay-bugten mens solen langsomt smelter den is man naturligvis har husket at købe i en af de nærliggende isbutikker.

Havneområdet i Torquay
Havneområdet i Torquay

Normalt kan havneområder godt have en tendens til at være grimme og blottet for liv, men det er ikke tilfældet i Torquay - her færdes dagligt mange mennesker på vej til og fra arbejde, ligesom mange mennesker bruger den indbydende havn og det nærliggende havneområde til at sætte sig og nyde det gode vejr, udsigten og hinandens selskab.
Abbey Park
Abbey Park

Abbey Park - en grøn oase

Hvis man fra havneområdet følger vejen Cary Parade vestpå og derpå følger Torbay Road vil man uundgåeligt støde på den idylliske park Abbey Park, der ligger som en åben, grøn oase ud til havet.

Parken er et yndet mål for Torquay´s teenagere, der bruger parken til boldspil, ligesom parken også bruges af cyklister og kondiløbere, der nyder duften fra blomsterne og de grønne buske mens de kobler af fra hverdagen med en løbe- eller cykeltur.

Mange gange har jeg under mit sprogskole-ophold taget mig en afslappende gå-tur eller spillet en fodboldkamp i Abbey Park, og det i det hele taget en skøn oplevelse at besøge den velplejede park uanset om man bare går sig en tur eller slapper af med en bog under et af de store træer.

Det er ganske gratis at gå en tur i Abbey Park, og det er oplagt at besøge parken hvis man har brug for at koble af fra trafikken eller bare har brug for en pause fra hverdagens stress og jag.
En af gågadene i centrum af Torquay
En af gågadene i centrum af Torquay

Shopping i Torquay

På trods af sin relativt beskedne størrelse er der der gode shopping-muligheder i Torquay.

Centrum af Torquay består af små og snævre gågader med specialforretninger og større indkøbscentre for de, der bedre kan lide at butikkerne er samlet på et sted. Selv den mest kræsne shopper vil kunne finde tøj, sko, tasker, glasvarer, blomster, fødevarer og utal af andre varer, så det kan bestemt anbefales at gå sig en tur i området omkring Union Street i centrum af Torquay - der er noget for enhver smag og enhver pengepung.
Babbacombe Beach
Babbacombe Beach

Babbacombe Beach

Nord-øst for Torquay ligger et af de smukkeste naturområder i Sydengland.

Ud til vandet ligger Babbacombe Beach, der er en lille strand omgivet af klipper og grønne områder. Fra toppen af klipperne er der en fantastisk udsigt ud over vandet og Torquay, og det kan absolut anbefales at bruge Babbacombe Beach som udflugtsmål hvis man holder af naturen.

Den bedste måde at nå Babbacombe Beach på er at tage bus 32 eller 85, stå af ved St. Anne´s Road og gå derfra til stranden mens du nyder udsigten.

Det er ikke nødvendigt at tage en stor oppakning med til Babbacombe Beach, for der er caféer, hvor man kan købe mad og drikkevarer, som man kan nyde mens man sidder på stranden og ser solen glimte i vandet.

Babbacombe Beach er et yndet mål for turister, der holder af naturen, men der er også mange engelske familier fra lokalområdet, der bruger weekenden på, at tage børnene med til vandet, hvor de bader, spiller fodbold og spiser frokost inden de næsen hjemad mod Torquay eller de andre nærliggende småbyer.
Brochure fra drypstenshulerne Kents Cavern
Brochure fra drypstenshulerne Kents Cavern

Drypstenshulerne Kents Cavern

Kents Cavern er en system af drypstenshuler, der ligger i udkanten af Torquay. Jeg havde aldrig hørt om stedet før jeg rejste til Torquay, og det er egentlig underligt, for drypstenshulen har været fredet siden 1950´erne og er ret kendt i arkæologiske og geologiske kredse.

Drypstenshulerne ved Kents Cavern blev dannet for 2 millioner år siden og besøges årligt af ca. 80.000 turister - og dermed er Kents Cavern Torquay´s største turistattraktion.
Kents Cavern
Kents Cavern

Jeg kan huske, at besøget i Kents Cavern gjorde et stort indtryk på mig - måske fordi jeg på det tidspunkt ikke havde besøgt en drypstenshule før, men også fordi jeg synes det var utroligt spændende at lære noget om hvordan drypsten bliver dannet.

For den besøgende, der vil have en oplevelse ud over det sædvanlige er Kents Cavern et must - det er utroligt spændende at besøge drypstenshulerne i Torquay, så hvis man er i området er det en oplevelse man ikke må snyde sig selv for.
Domkirken i Exeter
Domkirken i Exeter

En-dagstur til Exeter

Flere gange under mit sprogskole-ophold i Torquay var det muligt at tage på ekskursioner til andre byer eller områder i England.

En af de ture jeg tilmeldte mig var en en-dagstur til byen Exeter, der ligger ca. 40 kilometer nord for Torquay.

Der bor ca. 110.000 mennesker i Exeter, og byen er derfor ret stor i forhold til Torquay, der næsten virker som en lilleput-by med sine 60.000 indbyggere.

Exeter er nok mest kendt for sin domkirke og universitet, men på vores en-dagstur til Exeter var det byens domkirke, der skulle besøges.

Set fra et økonomisk perspektiv er det overkommeligt at besøge domkirken i Exeter - for voksne koster en entrebillet omkring 50 kr. mens seniorer og studerende kan nøjes med den beskedne sum af 35 kroner pr. person - og set i lyset af hvad man får for pengene er det faktisk en særdeles rimelig pris.
Inde i domkirken i Exeter
Inde i domkirken i Exeter

Siden middelalderen har mange besøgende og pilgrimmende besøgt den gotiske domkirke i Exeter, og det er der god grund til. Kirken har nemlig nogle af de længste, ubrudte hvælvinger i verden, og har man mulighed for at tage til Exeter må man bestemt ikke snyde sig selv for at besøge byens domkirke.

I mine øjne er domkirken i Exeter en arkitektonisk perle man ikke må snyde sig selv for at besøge!

Big Ben og Themsen i London
Big Ben og Themsen i London

Afslutningsweekend i London

I slutningen af juli var det tid til at tage en tårevædet afsked med min værtsfamilie, der i en måned gavmildt havde lagt hus til 3 danske sprogskole-studerende.

Jeg vidste, at jeg ville komme til at savne Tougher-familien meget, men jeg var også spændt fordi jeg nu var på vej til at bruge de sidste par dage af mit sprogskole-ophold i London.

De sidste dage af min måned i England blev brugt på at besøge alle de klassiske steder i London, blandt andet Big Ben, Themsen, Buckingham Palace og London Bridge.
Piccadilly Circus i London
Piccadilly Circus i London

Piccadilly Circus og andre seværdigheder i London

Det var højsommer i London da vi besøgte byen, der var 40 graders varme og tårnhøj luftfugtighed, de røde busser duvede afsted mens en stinkende røg blev ført ud gennem udstødningsrørene, men det var alligevel en fantastisk oplevelse for mig at besøge Europas største by for første gang.

De 3 dage vi boede i London var der bestilt værelse på et hotel, der lå lige op ad Piccadilly Circus.

Selvom hotellet var gammelt og der var delt badeværelse havde det en helt perfekt beliggenhed, og det var en stor oplevelse for mig, at gå rundt i Swinging London for første gang og se alle de seværdigheder jeg indtil da kun havde set i fjernsynet.
Marble Arch i London
Marble Arch i London

Bye bye England

Efter en måned i England var det tid til at tage hjem til Danmark igen, hvor jeg skulle begynde i 3.g i gymnasiet.

Det var en fantastisk oplevelse for mig at besøge England for første gang, og selvom jeg har besøgt England mange gange siden er det stadig dette første besøg i England jeg husker tydeligst, og det er den rejse af alle rejser, der har sat det dybeste spor i mig.

Det var en lærerig og spændende oplevelse for mig, at bo en måned i England. Det gav mig et godt indblik i en anden kultur, og det var en øjenåbner af karakter at bo hos en engelsk familie og se hvor forskelligt man faktisk kan leve.

Jeg kan kun anbefale andre unge mennesker at tage på sprogskole-ophold en måned eller mere, for det vil være lærerigt og give det unge menneske en oplevelse for livet.

God rejse!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Andre sider om rejser til England

Hoteller i England
Rejser til England
Denne side er udskrevet d. 4. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/irland/irske-bjerge-.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.