Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Finland

Uforglemmelig julestemning i juli
Rejsetips indsendt af:
Line Lind
Haderslev
6. aug. 2011

Uforglemmelig julestemning i juli

Det nordlige Finland lyder måske ikke som sted det oplagte feriested for en børnefamilie. Men efter 14 dage med solskin, fantastiske badesøer og en omgang julehygge ved polarcirklen er vi af en anden mening.
Markedet midt i Oulu er godt besøgt
Markedet midt i Oulu er godt besøgt

Kravet til årets sommerferie var, at den gerne skulle have et strejf af noget nyt og også gerne eksotisk og så skulle den være i børnehøjde. Vi har efterhånden gennemrejst Europa på kryds og tværs men orkede med to små børn ikke varmen i Sydeuropa eller flyveturen til eksotiske Honolulu – i stedet endte vi i Oulu. En by med cirka 140.000 indbyggere i det nordlige Finland.
Nemt at komme dertil

Nemt at komme dertil

Vi har aldrig tidligere været i Finland, og på forhånd vidste vi ikke ret meget om Oulu. Faktisk havde vi aldrig hørt om byen, men ved et tilfælde fik vi kontakt til en finsk familie, der ønskede at bytte hus med en dansk familie. Vi sagde ja, og først bagefter fandt vi ud af, hvor langt væk Oulu ligger. Afstanden er nogenlunde den samme som til Barcelona, men alligevel var det nemt og billigt at flyve dertil (godt 4500 kroner for en familie på 4, hvoraf det ene barn var gratis).
Birkeris kan købes mange steder og bruges flittigt i saunaen
Birkeris kan købes mange steder og bruges flittigt i saunaen

Sauna er mere almindelig en kaffemaskine

Selve oplevelsen med at bytte og bo i et finsk hus var skøn. Der var legetøj til børnene, og træhuset var udstyret med et gigantisk badekar. Som i ethvert andet finsk hus havde huset en sauna. I Finland er det omtrent mere almindeligt at have en sauna end en kaffemaskine eller en mikrobølgeovn. På markedet midt i Oulu kunne vi købe birkeris, som man pisker sig med i saunaen. Skulle man ende et sted, hvor der ikke er sauna, så er det ganske nemt at finde saunas rundt omkring, ligesom der også dejlige spa-centre overalt. Nallikari ved Oulu har både badeland og spacenter, og var således en sjov og afslappende oplevelse for både forældre og børn.
I Santa Park er det gratis at blive fotograferet med julemanden
I Santa Park er det gratis at blive fotograferet med julemanden

Julemuzak kan godt være et hit

Julemuzak og dyre fotos
Vi danskere er selvfølgelig enige om, at den rigtige julemand bor i Grønland. Det står ikke til diskussion. Men når vi kun boede få timers kørsel fra julemandens verden, der ligger ved Rovaniemi i Finland, måtte vi naturligvis kigge nærmere på det. Vi brugte to dage på at jule midt i juli. Det var intet mindre end fantastisk. Den første dage brugte vi i Santa Park, som er en forlystelsespark, der ligger under jorden. Der er sprængt et stort hul ind i en grotte og dernede i dybet blev vi mødt af alfer, en snedronning, nisser og ikke mindst julemanden. Det kan virke som lidt for meget af det gode at dekorere honningkager, høre julemuzak, sende julepostkort og hive julemanden i skægget, når der udenfor er 30 grader og solskin, men alligevel ender oplevelsen i skuffen med uforglemmelige ferieoplevelser.
Besøget i Santa Park kostede 50 euro for en familie i to dage
Det er et must at besøge polarcirklen, også selv om det bare er en hvid streg, man krydser
Det er et must at besøge polarcirklen, også selv om det bare er en hvid streg, man krydser

Hop over polarciklen

To kilometer fra Santa Park ligger Santa Claus Village. I Santa Claus Village kan man købe alskens julesouvenirs og midt i byen krydser polarcirklen. Når Rovaniemi-området er blevet til centrum for julemanden, så skyldes det den tidligere amerikanske præsidentfrue Eleanor Roosevelt, der kom på besøg i 1950. Præsidentfruen skulle præsenteres for noget pænt, og hun blev hevet med ud i den smukke natur og placeret i et lille skur. Det hele gav en del omtale og fik langsomt turismen til at spire. Da området så blev tilsat et par nisser og en julemand begyndte turismen for alvor at vokse.
Et besøg i Santa Claus Village er ganske gratis, og det samme er et besøg på julemandens knæ. Det er først, når man siger ja til at få et billede af julemand med poderne på knæet, at det koster.
Polarcirklen kan besøges hele året rundt - og det er for øvrigt jul hele året i Rovaniemi.
Hos os var søen mere populær end stranden, selvom den også lå tæt på
Hos os var søen mere populær end stranden, selvom den også lå tæt på

Flere søer end myg

Finland er oversået med små søer. Vi havde frygtet, at det også betød, at vi ville være oversået med myggestik, men helt ærligt så vi nok flere søer end myg. Måske var vi bare heldige med årstiden eller også var det et dårligt myggeår. Det var under alle omstændigheder en fed oplevelse for hele familien at bade i de rolige men også lidt kolde søer, og selv på varme dage var der få mennesker ved søerne, som kunne nås med bil i løbet af 5-10 minutter.
Rejsens mest eksotiske måltid - wrap med krydret rensdyr
Rejsens mest eksotiske måltid - wrap med krydret rensdyr

Wrap med rensdyr

Finland bød også på eksotiske madoplevelser. Hvem skulle for eksempel have troet, at det var her, vi skulle finde den bedste indiske mad, vi nogensinde har smagt – købt hos Indian Cuisine i Oulu. Rejsens kulinariske højdepunkt var alligevel en wrap med krydret rensdyrkød, serveret sammen med tyttebær, blåskimmelost, grøn salat og nødder i honning – købt hos Santa Claus Hotel, Rovaniemie.
Det nordlige Finland er også stedet, hvis man ønsker at gå i fred for danskere. I løbet af godt 14 dage mødte vi kun svenske, norske og russiske turister – og så selvfølgelig et par japanere, som blev fløjet ind for at møde den finske julemand.
Trafikreglerne blev måske ikke altid overholdt
Trafikreglerne blev måske ikke altid overholdt

Trafikparken hittede hos børnene

Trafikpark for børn
Oulu er ikke et typisk turiststed men alligevel er der masser af gode oplevelser for hele familien. I Hupisaarat er der er en stor park med adskillige store legepladser. En anden af vores favoritter var børnenes trafik park, der lå midt i byen. Børnenes trafikpark har eksisteret siden 1965 og for 2 Euro kunne børnene drøne rundt på mooncars og samtidig lære trafikreglerne. Der var både lyskryds og en næsten ægte politimand, der hjalp børnene med at holde tilbage og køre i de rigtige baner. Det er ikke altid let at finde ud af, når man er 4 år.
Rutsjebanesimulator ser måske ikke ud af så meget, men den var ikke for sarte sjæle
Rutsjebanesimulator ser måske ikke ud af så meget, men den var ikke for sarte sjæle

Landets første eksperimentarium

Et besøg i Tietomaa er Finlands første experimentarum, og med over 150 forskellige aktiviteter kan man bruge en hel dag i museet. Her kan man blive gennemrystet i en rutsjebanesimulator, ligge på søm og eksperimentere med lys og lyd. Ligesom andre turistattraktioner vi besøgte i det nordlige Finland, så er entreen ikke dyr. Det er cirka halv pris i forhold til tilsvarende danske attraktioner.
Næste gang skal vi se mumitroldenes verden, der lå for langt sydpå til, at vi kunne køre.
Næste gang skal vi se mumitroldenes verden, der lå for langt sydpå til, at vi kunne køre.

Mumitroldene venter

Vi er bestemt ikke færdige med Finland. Næste gang overvejer vi en tur til tur til Mumitroldenes verden, som er en forlystelsespark bygget op omkring Tove Janssons spøjse og også lidt hyggelige figurer - en finske pendant til Astrid Lindgrens Verden i Sverige. Og skulle vi savne Oulu, så vil vi besøge i området til vinter, hvor der kun er meget få lyse timer men til gengæld er mulighed for at besøge et berømt ishotel i Kemi. Her er både hotel, bar og is hugget ud i sne og is, og der findes såmænd også et komplet kapel med alter, bænke i is, så der er både mulighed for at blive gift og feste på hotellet.
Kort rundt om Finland

Kort rundt om Finland

Prisniveau: Priserne og udbuddet i supermarkeder er nogenlunde det samme som i Danmark, men det er lidt billigere at spise ude, billigere entre ved diverse forlystelser og museer.

Kendis-faktor: Finland er blandt andet kendt for Marimekko, Finlandia Vodka, Reima regntøj, Mumitroldene, Panda Lakrids og Nokia. Og så er historien om Nokia faktisk, at firmaet i sin tid startede med at lave gummistøvler, men i dag bliver gummistøvlerne og mobiltelefonerne produceret af to forskellige firmaer.

Sprog: Ét, to, tre minder ikke meget om yksi, kaksi, kolme. Med andre ord så er der lidt langt fra dansk til finsk, og man kan ikke begå sig på samme måde som i Sverige og Norge. Finnerne er heller ikke gode til at skilte på engelsk, men heldigvis taler de fleste finner et udmærket engelsk, så det er let at få hjælp eller spørge om vej.

Infrastruktur: Der er gode og brede veje, men selv på store veje er det ofte ikke tilladt at køre med end 80 kilometer i timen. Afstandene i Finland er pænt store, så hvis man ønsker både at se det nordlige og sydlige Finland kan det anbefales at flyve.

Geografi: Finland er det femte største land i Europa, men med kun 5,2 millioner indbyggere er det også et af de tyndest befolkede lande i Europa. 70 procent af arealet er dækket med skov. Finland kaldes de tusinde søers land, og det er der en grund til. Der er cirka 188.000 søer.

Kommentarer til rejsetippet om Finland

Lyder bare skønt

11/08 2011 Annette Schaumann
Det havde jeg ikke troet om Finland. Og så inspirende en måde oplevelserne er beskrevet på. Kan næsten mærke den gode stemning.

Mere solskin i Finland

11/08 2011 Line Lind
Nej det er ikke vejret, man skal være bange for i Finland. Der er cirka 100 flere solskinstimer i juli end i Danmark - til gengæld savnede vi mørklægningsgardiner, der kunne få børnene til at sove lidt længere:-)

Det er da klart et oplagt rejsemål for næste sommerferie

10/08 2011 Louise
At vejret kan være så godt i Finland havde jeg ikke troet.

Dejligt med en kommentar

09/08 2011 Line Lind
tak for kommentaren, så er det spændende om nogen tør kaste sig ud i en ferie på de breddegrader

Der vil jeg hen!

09/08 2011 Anders Jensen
Lyder fantastisk!

Super godt

08/08 2011 Hanne
super godt og meget inspirerende rejsetip...
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar
Denne side er udskrevet d. 9. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.