Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Kør-selv-ferie Den franske Riviera

Cote d’Azur i Sydfrankrig, også kaldet Den franske Riviera, bliver gerne forbundet med luksuriøse strandresorts, eksklusiv skønhed og Cannes filmfestival. Selvom denne storslåede kystlinje er indbegrebet af L’Art de Vivre, kunsten at leve, giver en kør-selv-ferie her også rig mulighed for badedyrsindhyllet børneferie. Den maleriske kyst byder nemlig på masser af strandhygge og spændende familieudflugter.

Med et subtropisk middelhavsklima er der solrige og varme dage i vente hele sommerferieperioden fra juni til oktober, men selv foråret og efteråret er skønne måneder. I kan starte jeres kør-selv-ferie i Danmark og tage den smukke tur igennem det fransk-tyske vinland, eller I kan ordne billejen hjemmefra, flyve til Nice eller Marseille og hente lejebilen i lufthavnen. Uanset hvor I starter jeres ferie, er der smukke kør-selv-oplevelser i vente ved Den Franske Riviera. 
 

Strandhygge, storbyvibes og adventureparker langs Rivieraen

Rivieraens jetsetterbyer

Cannes - jetsetternes legeplads

Nice

Nice er perfekt, hvis I ønsker at kombinere jeres kør-selv-ferie med badeferie og lidt kultur og pulserende storbyvibes. Trods de mange turister har byen formået at beholde noget af sin franske landsbycharme i de snørklede gader i den gamle bydel, Vieux Nice. Ud over at have en velbesøgt stenstrand og en berømt strandpromenade, så byder byen også på lækker shopping og de berømte kunstmuseer, Matisse og Chagall.

 

Cannes og St. Tropez

Disse byer er kendt som de riges legeplads. Her ligger de luksuriøse yachter lige så tæt i havnen, som modehusene gør i shoppinggaderne og filmfestivalen tiltrækker alle de rige og berømte. Her er der dømt luksus, lækkerhed og livlige nætter, men byerne er også utroligt hyggelige og strandene tillokkende, så de er begge smukke oplevelser på en kør-selv-rejse langs Rivieraen.
 
Menton - en farverig kystby tæt på Italien

De små lækre

Mange af de mindre kendte byer på Rivieraen er utrolig skønne og kan være gode alternativer til jetsetternes højborge i sommerferien. Fx har Mandelieu nogle af områdets bedste sandstrande og masser af vandsportsaktiviteter, og maleriske Port Grimaud er en perle med sine mange kanaler og skønne strande.

Menton
Menton er den sidste by inden den italienske grænse og er et farverigt og frodigt lille paradis. Byen har det varmeste klima på hele kyststrækningen, og derfor vokser citronerne her lystigt som det eneste sted ved Côte d’Azur. Her finder I også kirkegården Cimetière du Trabuquet, der med sin udsigt over byen og vandet er en smuk oplevelse.  

Antibes
Antibes smalle brostensbelagte gader og historiske huse gør byen til én af de mest fotogene byer ved Rivieraen. Her kan I mærke den ægte Riviera-stemning og gå på jagt efter lækre gastronomiske oplevelser i den gamle bymidte, der også huser et overdækket og livligt marked. Men I kan også slappe af på den lækre sandstrand, gå en tur på den imponerende marina eller besøge Musée Picasso. I byen ligger også vandlandet Aquasplash, som kan tilfredsstille familiens små vandhunde

Familieudflugter fra Rivieraen

Besøg fx til Porquerolles og oplev øen på cykel

Naturskønne sejlture

Lad lejebilen stå og besøg øerne Porquerolles, île du Levant eller Port Cros, der kan give jer en hyggelig og aktiv dag med ungerne. Ud over at nyde livet på bounty-strande med perlehvidt sand og krystalklart vand i de eksotiske bugter, kan I vandre i naturreservatet, cykle, padle eller sejle jer til en skøn dag i solen.
 

Adventureparker og vandland

Hvis børnene vil have mere fart over feltet på kør-selv-ferien langs den franske Riviera, kan I besøge vandlandet Aquasplash nær byen Antibes eller Luna Park og Aqualand i Frejus. Adventureparker findes mange steder i de bjergrige egne af Provence, og her er sjov for hele familien.
 

Middelaldereventyr

Små poder vil elske at få lov at udleve fantasier og drømme om riddere og prinsesser. Ved Den franske Riviera er der mulighed for at slippe dem løs på citadeller ved kystlinjen eller middelalderruiner i de provencalske bjergbyer. I kan fx besøge citadellet i St. Tropez, Hyères eller Nice i løbet af jeres kør-selv-ferie.   
 
Oplev fyrstedømmet Monaco på kør-selv-ferien

Fyrstedømmet Monaco

Monaco er et selvstændig fyrstedømme, der er kendt for sine mange velhavende og berømte borgere, kasinoer og det årlige Formel-1-løb. Det er oplagt at besøge denne smukke og eksklusive verden og få en smag på livet hos de rige og berømte.

 

Kulturelle Marseille

Marseilles kan ikke måle sig med de øvrige byer i skønhed, men er derimod rig på kulturelle sværvægtere. Oplev katedralen Notre Dame de Major og den historiske bydel Le Panier, en farverig tidslomme, der emmer af kunstnerisk coolness. Ikke langt fra Marseille ligger naturparken Calanques, hvis hvide klipper og krystalklare hav er en naturoplevelse af de helt store.
 

Væk fra den slagne vej

Kør-selv fra Den franske Riviera og op i det bjergrige bagland

Halvøen Saint Jean Cap Ferrat

Fra Villefrance Sur Mer kan I begive jer ud på en skøn vandretur på halvøen Saint Jean Cap Ferrat. En tur, der byder på panoramiske vues, små fine sandstrande, der er mere uberørte og et pusterum fra de mere befolkede steder langs Rivieraen. 

 

Det bjergrige bagland

På en bilferie til den franske Riviera er det oplagt at tage en tur ind i det naturskønne og mere bugtende bjerglandskab. Her kan I besøge nogle af de mindre byer, der ligger lidt uden for den normale turistrute og emmer af fransk landsbyidyl. Besøg de charmerende Entrecasteaux, Flayosc og Les-Arcs eller de svalende vandfald i Salernes og Sillans-la-Cascade. Seillans er en af de smukkeste områder i regionen og indbyder til spontane kør-selv-eventyr.
 
Gorges du Verdon er et oplagt mål til kør-selv-ferien

Èze-Village

På toppen af en klippe med et bjergtagende panorama over kysten og havet ligger middelalderlandsbyen Èze-Village. Byens slotsruin og Jadin Exotique Panorama, er spektakulære oplevelser.

 

Gorges du Verdon

Start lejebilen og kør til Frankrigs svar på Grand Canyon, Gorges du Verdon; den smaragdgrønne flod, der igennem århundreder har skåret sig ned i bjerget og skabt en imponerende bjergslugt.
Tag en tur med cykelbåd eller prøv kræfter med rafting eller mountainbiking, hvis I vil have lidt mere action på jeres kør-selv-ferie.
 
Langs Den franske Riviera finder I alt godt fra havet

La Cuisine du soleil - Solens Køkken

Varmen og det unikke landskab gør Provence til et paradis for madelskere. Solen har kærligt sørget for nogle af de mest smagfulde råvare, man kan ønske sig, og derfor går det provencalske køkken også under det poetiske tilnavn Solens køkken.

Ved Rivieraen hersker middelhavsnuancerne, og I vil blive forkælet med en krydret smag af hvidløg, friske krydderurter (Herbes de Provence) samt tomater, oliven, aubergine og citron. Specielt bør I prøve Bouillabaissen (fiskesuppe), Salade Nicoise og alt med fisk og skaldyr. Forkæl også jer selv med St. Tropez’ signaturkage, Tropézienne. Selvfølgelig skal de skønne retter akkompagneres af den lokale vin Châteauneuf du Pape, Côtes du Rhône og masser af rosévine. Start måltidet som franskmændene med den udbredte Riviera-drink Pastis.


NB: Kører du fra Danmark? Så husk den obligatoriske miljømærkat til bilen, som de franske myndigheder har indført. Kan kun bestilles her.
Denne side er udskrevet d. 22. september 2017 fra
http://www.fdm-travel.dk/frankrig/den-franske-riviera/koer-selv-ferie/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.