Efter i mange år, hvor vi altid har taget til Østrig, synes vi at vi skulle prøve noget nyt i år (2011). Valget faldt på Disneyland Paris.
Selvom vi alle glædede os (især vores to piger på 3½ samt 7 år), så var mor og far alligevel en smule skeptisk. Disneyland Paris reklamerer med at det er stedet hvor drømme bliver til virkelighed, magiske øjeblikke mm. Men var der nu også hold i det?
Svaret er JA!!!
Vi var afsted i højsæsonen, men selv efter 7 dage med Disney fra morgen til aften, en masse kø, og lidt kolde dage, så er smilene fra vores ansigter ikke fjernet endnu. Disneyland ER virkelig stedet hvor børn (og voksnes) drømme bliver til virkelighed. Mindst 2 gange på den tur har jeg stået med tårerne trillende ned af kinderne - ikke fordi jeg var ked af det - men af ren og skær lykke følelse. At se mine pigers ansigter, når Once Upon A Dream paraden kom forbi, da disneyfigurerne hilste på dem - Det har været hver en krone værd.
Shows
Ud over mange forlystelser byder
Disneyland også på et hav af forskellige shows. Vi var inde for at se Buffalo Bills Wild West show, og det kan varmt anbefales. Vi havde købt billetter til ”1. klasse”, og det kan vi sige at vi fik, for vi sad på første række lige ved arenaen. Under showet bliver der serveret cowboymad, så man får underholdning og middag på samme tid. Først er der show, og bagefter var der rodeokonkurrencer, hvor hver af de 4 ”ranches” fik tildelt et hold, og så kæmpede dem i areanen for deres ranch.
Publikumsopvarmerne var helt fantastiske og fik folk i virkelig højt humør, for selvfølgelig skal der laves lidt show når blå ranch vinder over gul, grøn og rød ranch.
I Walt Disney Studio park kan showet Animaquie varmt anbefales. Bemærk at det er strengt forbudt at tage billeder, for så bliver showet aflyst. Ikke fordi at Disney er hårde, men hvis der bare kommer det mindste lys ind, så forsvinder noget af magien. Det handler om Anders og Mickey, hvor Anders ikke føler sig særlig inspireret, mens Mickey tegner det ene flot slot efter det andet. Da Mickey går, sniger Anders sig ind i Mickeys bibliotek, og så bliver der åbnet for Dumbos lyserøde elefanter, Ariels fantastiske verden og meget mere. Alt sammen tilsat det bedste musik fra Disney filmene. Vores piger var som tryllebundet. Selv da de så showet for 2. gang.
Til de små størrelser kan Mickeys Klubhus varmt anbefales. Vores den yngste på 3½ år forstår ikke meget engelsk, men forstod alligevel det der skete. Den unge dame, der ”styrede” showet kunne uden problemer få arbejde i de største engelske børneshows. Hun var fuld af energi, levede sig ind i Mickeys verden og børnene var vilde med hende. Det skal lige siges at Mickeys Klubhus er med dukker og ikke den ”rigtige” Mickey, men det gjorde absolut ikke nogen forskel for børnene.
I Disneyparken skal paraderne opleves. Det er intet mindre end fantastisk at opleve børnene når de store vogne kommer forbi med Peter Plys, Alice i Eventyrland, alle prinser og prinsesser, Mickey og Minnie og mange flere. Showet med Tarzan og Peter Pan er bestemt også et besøg værd.
Du kan roligt afsætte en dag i højsæsonen til kun at se de forskellige shows Disneyland tilbyder.
Hotel Santa Fe
Vi boede på Disneys Santa Fe - 2 stjernet
hotel, men ganske udemærket hotel. Hotellet er lidt slidt og kunne måske trænge til en mindre renovering, men der sker så meget i Disneyparkerne, så du kan godt opgive at bruge for meget tid på hotellet - det får du alligevel ikke tid til.
Ligesom mange andre hoteller har hotellet gratis bus til Disneyparken (kører ca. hvert 12 minut), og har butik på hotellet. Når du handler i Disneyparkerne, så kan du bede om at det bliver sendt til hotellet, hvor man kan afhente det efter kl. 20.00 i hotellets butik. Vi brugte det flere gange, og havde ingen problemer med det. Det fungerede super.
Om morgenen er der mellem kl. 8.00 og kl. 10.00 besøg af 2 disneyfigurer. I receptionen bliver det offentlig gjort på ugebasis, hvilke figurer der besøger hotellet og hvornår.
Mad i Disneyland Paris
Jeg havde hørt flere sige, at maden i parkerne var ikke noget at råbe hurra for, og det giver jeg gerne folk ret i. Vi fandt dog 2 udemærkerede restauranter. I Disneyparken kan Plaza Gardens der ligger ved Main Street varmt anbefales. Det er buffet med børnevenlige retter, frugt, pandekager, desserter, salatbar, youghurt mm.
Næsten samme udvalg tilbyder de i Walt Disney Studios Restaurant Des Stars. Restaurant Des Stars er kun frokostrestaurant, så vi spise om middagen i Walt Disney Studio og om aftenen på Plaza Garden.
På Restaurant Des Stars fik vi besøg af Ratatouille. Tænk at have et arbejde, hvor man går rundt og fremviser en dansende rotte! Men jeg behøver vel ikke at nævne, at den var et hit hos børnene.