Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Languedoc-Roussillon

Læs mere om rejser til Languedoc-Roussillon

Rejsetips af samme forfatter

  • Mount Whitney

    (Bedømt af 29 personer)
    08.10.12: Lone Christensen
    Hvis I vælger at tage den klassiske tur Los Angeles - Las Vegas - San Francisco, så besøger I selvfølgelig Death Valley og Yosemite på vejen imellem Las Vegas og San Francisco, men glem nu ikke Mount Whitney.
    Se hele rejsetippet
Languedoc-Roussillon - Et skønt mix af perler for den rejselystne!
Rejsetips indsendt af:
Lone Christensen
Aarhus
14. dec. 2012

Languedoc-Roussillon - Et skønt mix af perler for den rejselystne!

Languedoc-Roussillon rummer så meget mere end de fleste lige går og tror: Middelalderborge gemt i hver en krog, badestrande til den helt store guldmedalje, bjerge, floder, shopping og naturoplevelser som du sikkert ikke vidste at du kunne få i Europa!

En gade i Perpignan
En gade i Perpignan

Perpignan

Perpignan er et supergodt udgangspunkt for at besøge mange af de andre byer, så hvis man ønsker at have et fast holdepunkt som man vil vende tilbage til hver aften, så er Perpignan et udmærket bud. Her fra går der busser til mange forskellige småbyer, bl.a. VilleFranche-de-Conflent, Collioure og Canet. Disse busser koster kun 1 euro, pr. tur, lige meget hvor langt du kører eller hvor lang tid det tager. Køreplanerne for busserne findes her: www.cg66.fr/553-plan-et-horaires.htm#par6616. Hvis busserne ikke helt kan nå de ønskede destinationer, så er der også rig mulighed for at benytte sig at tog, byen har nemlig sin egen TGV-station, hvorfra man f.eks. kan tage toget direkte til Lyon, Paris, Barcelona eller Bruxelles.
I selve byen skal man se bl.a. Palais des Rois de Majorque (Mallorcakongernes palads), denne gamle borg ligger smukt med udsigt over en stor del af byen. Borgen er ret billig at besøge, og der er masser af historie at opleve. I centrum af byen finder man Le Castillet, som er en velbevaret port fra den gamle bymur, den indeholder nu et museum.
Men det virkelig gode ved Perpignan er nu ikke de relativt få seværdigheder, som byen byder på. I Perpignan skal man bare have god tid til at vandre rundt og kigge på byen, butikker og mennesker. Byen er virkelig interessant, fordi den er så fransk, men alligevel er den tydeligt påvirket af sin catalanske fortid, og nærheden til Spanien. F.eks. vil man hurtigt opdage at næsten alle vej- og byskilte er skrevet både på spansk eller catalansk, og på fransk.
Hvis man ønsker at bevæge sig ud i det franske natteliv (hvilket man trygt kan gøre, da de er yderst venlige - det eneste problem er nok nærmest at de har det med at være lidt for venlige ;)), så er et godt sted at starte La Divine Comedie (1 Rue de la Poissonnerie 66000 Perpignan France), hvor man kan købe sig en øl eller prøve en af deres fantastiske shots, som de kalder 'cul' (hvilket betyder røv). De blander alle mulige ting i, og det er næsten en hel lille drink i sig selv.
Udsigt fra Fort Liberia
Udsigt fra Fort Liberia

Villefranche-de-Conflent

For den historie- og naturglade rejsende, burde dette være et af højdepunkterne. Byen Villefranche-de-Conflent er ikke noget særligt i sig selv, men lige oven til byen ligger Fort Liberia. Gåturen op til fortet er ret stejl, og vejen er ikke specielt god, men det er det hele værd, for udsigten oppe fra fortet er intet mindre end fantastisk. Man befinder sig højt oppe, lige midt i Pyrenæerne - gå ikke glip af denne perle! Det koster ca. 6 euro at besøge fortet, og det er pengene værd. Når man er kommet op, kan man få stillet tørsten og benytte toilettet i fortets café - gør det for en sikkerheds skyld, der er ikke rigtig noget i miles omkreds, udover den søvnige landsby nedenfor.
Det Gule Tog
Det Gule Tog

Le Train Jaune (Det Gule Tog)

Dette tog afgår fra togstationen i Villefranche-de-Conflent, og kører næsten helt til den anden ende af den del af Languedoc-Roussillon, som kaldes Pyrénées-Orientales. Man kører længere og længere ind i Pyrenæerne, og bjergene står i kø - meget smuk tur. Turen er lang (ca. 3 timer), og kan være dyr hvis man ikke er heldig at ramme et tilbud. Og så skal man lige være klar over at Latour-de-Carol, som er endestationen, ikke indeholder noget af særlig interesse, og hvis man ikke står af på en stationerne før endestationen, så kommer man blot til at vente på stationen, hvor man ikke skal regne med at kunne købe hverken vådt eller tørt. Man kommer simpelthen bare til at vente på at toget kører tilbage igen, hvilket tager ca. 2 timer (kommer an på afgangstidspunkt). Så jeg vil anbefale denne tur til alle der gerne vil se naturen tæt på, på magelig vis (vær dog klar over at der hverken er toiletter eller varme i toget). Men planlæg turen godt, ellers kan det blive en meget lang dag :)
Stranden i Canet
Stranden i Canet

Canet (Canet-en-Roussillon)

Det her er nok en af de bedste badestrande jeg nogeninde har været på, sandet er simpelthen så lækkert, byen er hyggelig og så er der jo nærmest altid godt vejr. Her er der tale om en rigtig badeby, hvor isboderne og hotellerne ligger lige ned til stranden. I de små gader er der mange små forretninger, hvor man kan tage en pause fra bølgen den blå, og få købt sine souvenirs. Byen ligger ca. 10 km fra Perpignan - man kan tage bussen derud, denne gang er der dog tale om bybusserne, ikke 1 eurobusserne.
Fyrtårnet og Château royal
Fyrtårnet og Château royal

Collioure

Når man alligevel er ude ved kysten, så kan man jo også lige besøge den smukke by Collioure. 1-eurobussen kører derud (ca. 30 km fra Perpignan). Her er der både noget til dem der gerne vil bade, dem der vil have lidt historie, og dem der gerne vil spise godt eller handle lidt. Denne by er også en rigtig lille badeferieby. Stranden er fin, noget stenet i forhold til Canet, men ganske fin. I byen ligger det gamle fort Château Royal, som helt sikkert er et besøg værd, hvis man er til gamle slotte (4 euro pr. person). Byen er helt fantastisk placeret, med vinmarker og bjerge i baggrunden, samt udsigt over Middelhavet.
Les Orgues d'Ille-sur-Têt
Les Orgues d'Ille-sur-Têt

Les Orgues d'Ille-sur-Têt

Denne seværdighed kan være svær at nå ved hjælp af offentlig transport, og vil derfor nok kræve en bil, men det er helt sikkert også turen værd (knap 30 km fra Perpignan). Les Orgues d'Ille-sur-Têt er nogle ældgamle stenformationer, som ligger i en slags naturpark. Udsigten er helt fantastisk, og personligt var dette fænomen slet ikke hvad jeg havde ventet af Frankrig, det var helt utroligt. Det koster ca. 3-4 euro at besøge parken.
Ved muren, som omkranser hele borgen
Ved muren, som omkranser hele borgen

Carcassonne

Hvis man ikke har fået middelalderborg nok i de andre byer, så kan man helt sikkert få stillet sin lyst i Carcassonne - den gamle by er nemlig en stor borg! Byen kan sagtens besøges ved hjælp af offentlig transport, man skal dog være klar over at man højest sandsynligt ikke kan tage toget direkte fra Perpignan til Carcassonne (man skal som regel skifte tog i Narbonne), derudover skal man også tage en bus fra togstationen til den gamle by - hvilket nok kan blive lidt af en udfordring hvis man ikke er vant til franske busser og deres chauffører. Men byen er simpelthen et must! stemningen er helt speciel, og man finder ikke lige andre steder som dette. Mange af de gamle fæstningsbygninger er nu fyldt med små butikker og restauranter, og andre huser små museer og kirker - man kan sagtens få en hel dag til at gå i Carcassonne, hvis man giver sig tid til rigtigt at se byen.
Place de la Comédie, Montpellier
Place de la Comédie, Montpellier

Montpellier

Montpellier er intet mindre end en af de smukkeste byer jeg nogensinde har besøgt - det er helt tydeligt at byen ikke altid har været fransk. Byen er fyldt med store pladser og små hyggelige gader, der er rig mulighed for at få sig noget god mad og shoppe til man er lige ved at falde om. Men det allerbedste ved Montpellier var nu nok alligevel Promenade Peyrou, som ligger i gåafstand fra centrum. Promenade Peyrou er en slags park, hvor der er mange smukke træer, bygning og monumenter. Det hele er egentlig meget simpelthen, men vandbassinerne, de velskårne træer, de smukke statuer samt den høje placering gør at hele anlægget kommer til at virke utrolig storslået - helt klart et besøg værd! Montpellier er let at nå med offentlig transport (tog), og ligger ca. 160 km fra Perpignan.
Bjerget 'Pic du Canigou', set fra Perpignan
Bjerget 'Pic du Canigou', set fra Perpignan

En ferie fyldt med oplevelser!

En ferie i Languedoc-Roussillon er en ferie hvor man altid har bjergene i baggrunden - det er noget af det smukkeste jeg nogensinde har oplevet.
Hvis man gerne vil føje lidt Spanien til oplevelsen, så er Barcelona jo et åbenlyst bud, men hvis man gerne vil på en endagstur til Spanien så kan jeg anbefale Figueres, hvor man bl.a. vil finde Salvador Dalí muséet, som er helt specielt. Har man ikke fået nok borge, så kan man også besøge Salses, som ligger lige udenfor Perpignan, denne by kan man også besøge ved hjælp af 1-eurobussen. Vil man gerne have lidt mere 'storby' (der er ikke særlig mange rigtige storbyer i denne del af Frankrig) på ferien, så kan man med fordel besøge Narbonne eller Toulouse. Det var (næsten) alt hvad jeg havde at sige om denne smukke del af Frankrig, så der er kun tilbage at sige rigtig god fornøjelse, samt husk fransk-parløren - det kan blive nødvendigt ;)
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Languedoc-Roussillon

Ferieboliger i Languedoc-Roussillon
Rejser til Languedoc-Roussillon
Denne side er udskrevet d. 3. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/frankrig/disneyland-resort-paris/anbefalinger/giv-fedtmule-co.-en-krammer-paa-cafe-mickey-disney-resort.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.