Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Krydstogt til Le Havre

Le Havre ligger ved Seinens munding, og derfor har byen gennem alle tider været et strategisk knudepunkt for adgangen til det nordlige Frankrig, til Rouen og Paris. I slutningen af det 18. århundrede var Le Havre en af de fire vigtigste havnebyer i Frankrig. Ved starten af 2. Verdenskrig blev havnen i Le Havre brugt af den britiske hær som base for forsyninger til tropperne, men i maj 1940 blev byen bombet af tyskerne, og briterne måtte trække sig tilbage. I stedet overtog tyskerne havnen. Derfor blev havnen igen bombet. Frem til september 1944 var byen uafbrudt under luftangreb fra de allierede styrker, og som resultat blev store dele af byen samt bymidten totalt destrueret. Genopbygningen var dog så nyskabende, at Le Havres centrum er kommet på UNESCO’s liste over Verdenskulturarv.

Største seværdigheder

Største seværdigheder

På sporet af D-dag

Det er en følelsesmæssig blanding af alt fra glæde til sorg. Alligevel bør I ikke snyde jer selvfor en tur til Normandiets kyst. Fra Le Havre er der ca. 135 km til et af de steder, som blev skueplads for de allieredes landgang i Frankrig den 6. juni 1944.

Operationen fik navnet Overlord og kendes i folkemunde under navnet D-dag. Kyststrækningen, som fik kodenavnet Omaha, er en sandstrand, der ligger mellem landsbyerne Vierville sur Mer mod vest og Colleville sur Mer mod øst.

Dette 8 km lange stykke strand er flankeret af op til 60 meter høje klipper, og selve stranden ligger op til 40 meter høje klitter. Her gjorde ca. 34.000 amerikanske soldater landgang og gennemlevede det, der skulle vise sig at være det blodigste slag på D-dag.

Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Vejret var dårligere end forventet, kun 100 tons materiel ud af de planlagte 2.400 tons nåede frem til stranden og en stor del blev ødelagt. Tyskerne havde i dagene op til landgangen flyttet nogle af deres bedst trænede og bedst bevæbnede tropper til strandområdet uden de allieredes vidende. Stranden var mineret, og en stor del af den første bølge af allierede tropper frøs i angst ved udsigten til at skulle bevæge sig over den brede strand under heftig beskydning fra de tyske tropper.

Af de 34.000 unge mænd, som gjorde landgang på Omaha Beach den junidag i 1944, vendte næsten 5.000 aldrig hjem. Selvom stranden er billedskøn og ligger fredsommeligt hen i dag med hvidt sand, klitter og skvulpende vand, så giver det en klump i maven, når man står i sandet og lader tankerne gå tilbage til den dag.
Krigens kirkegårde

Krigens kirkegårde

Som en naturlig forlængelse er et besøg på Normandiets strande kan I fortsætte til til den amerikanske og tyske kirkegård, der på fredfyldt vis mindes de soldater, der mistede livet i landgangens første dage.

Bayeuxtapetet

Bayeuxtapetet er måske verdens mest berømte gobelin, og på 69 x 0,5 m skildres 58 scener i otte farver.

Det blev sandsynligvis bestilt i Kent og skabt af ukendte vævere mellem 1066 og 1077. Den første omtale af broderiet var i 1476, da det blev brugt som udsmykning i kirkeskibet i domkirken Cathédrale Notre-Dame de Bayeux.

Broderiet fortæller historien om Vilhelm Erobrerens erobring af England i 1066. En af scenerne viser fx kroningen af Harald som saksisk konge af England, Haralds overgivelse i Normandiet, hvordan Harald vender tilbage fra sin rejse, hvorefter en komet viser sig på himlen som et varsel om ulykke, en kampklædt Vilhelm og Kong Haralds død.

Havn

Havn
Krydstogtrederierne kalder ofte Le Havre for Paris’ havneby, men vær opmærksom på, at der er ca. 2,5 timers kørsel hver vej. I gør derfor klogt i at blive i Le Havre eller at tage på opdagelse i Normandiet og gemme Paris til en anden gang.

Krydstogterne i Le Havre lægger til ved molerne Roger Meunier eller Pierre Callet. Herfra er der ca. 2,5 km ind til centrum af Le Havre.

Klima

Le Havre får en del regn pga. sin beliggenhed ud til Den Engelske Kanal. Det blæser som regel også, men her er relativt lunt. Det kan alligevel være klogt at medbringe en trøje og en regnjakke for at beskytte mod vind og vejr, medmindre I ankommer på en dejlig sommerdag.
Denne side er udskrevet d. 7. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.