Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Provence

Læs mere om rejser til Provence

Rejsetips af samme forfatter

Rejsetips indsendt af:
Mariane Erichsen
Vejby
12. marts 2016

Ardèche - alting og det hele

Vi lejede en feriebolig i Ardèche for at se Gorges de l’Ardèche. En cirka 30 km lang og dyb kløft skåret igennem landskabet af floden Ardèche.
Vi var der tidligt på foråret, så lavendel- og vinmarkerne var endnu ikke sprunget ud. Men det var fint nok endda. Faktisk rigtig fint.
Le Pont d'Arch - slå dig ned på bredden af floden og lad synet overvælde dig.
Le Pont d'Arch - slå dig ned på bredden af floden og lad synet overvælde dig.

Le Pont d'Arch og floden Ardèche

Området er virkelig smukt - et beskyttet naturområde. Ved indgangen til kløften møder man Le Pont d'Arc. Den kan ikke beskrives. Den skal mærkes. Den er 54 meter høj og 60 meter bred. Vi var fristet til – som så mange andre - at tage den i kano, men frygtede kun at nå et par meter mellem hver vandgang. Det så ellers herligt ud, hvis man kan.
Nedad og nedad i L'Aven d'Orgnac - helt vildt
Nedad og nedad i L'Aven d'Orgnac - helt vildt

Drypstenshuler

Kløften er af en sådan beskaffenhed, at der er mange drypstenshuler i området. De mest kendte er L’Aven d'Orgnac, Grotte de la Occalière, Grotte de la Madeleine og Grotte Chauvet.
Vi tog den største, L’Aven d’Orgnac i den sydlige ende af kløften, som samtidig er et museum. Grotten er en 300 meter dyb drypstenshule – eller rettere -ovn – som dækker 32 hektar. Publikum ser dog ikke det hele, men kommer dog 121 meter ned i den ovenfra. Den er overvældende stor og smuk. http://www.orgnac.com/en/
Labeaume set fra stien til Le Viel Audon
Labeaume set fra stien til Le Viel Audon

Byerne

Byerne i området er smukke og karakterfulde. De er bygget ind i klippesiderne og har smalle og stejle gader. Vi så en lille gammel Renault, der forsøgte at fragte en fyldig mand og kone op ad gaden i Balazuc. Motoren kunne næsten ikke trække i 1. gear.

Men gør som de lokale, sæt bilen på en parkeringsplads i udkanten af byerne og oplev dem i gåtempo. De er ikke så store. Tag f.eks. en tur i byen Joyeuse, som nærmest er bygget hængende på en klippeside. Eller Labeaume, hvor man godt kan være i tvivl om noget er en kældernedgang eller en vej.

Gå turen fra Balazuc til økosamfundet Le Viel Audon, som kun kan nås gående ad en sti fra Balazuc. Her arbejder en håndfuld unge med at bygge en selvforsynende landsby på ruinerne af en forhistorisk by. http://www.levielaudon.org/presentation/welcome/
Alba de la Romaine
Alba de la Romaine

For nørder

Hvis man er til det, er der også en større gallisk og romersk ruin Alba de la Romaine. Den har været bosættelse for gallerstammen Helvierne omkring 100 år fvt. og blev derefter en vigtig gallo-romersk by for til sidst at blive forladt og glemt. Den er nu gravet ud og er aldeles spændende med palads, indkøbsgader og amfiteater – alt sammen i form af udgravede fundamenter cirka en halv meter høje.

Området er godt til stjernekigning, så vi havde vores gode amatørstjernekikkert med. Vi så Saturn og ringene rundt om den. Fantastisk.
En sti på kanten af klipperne omkring 100 meter over floden.
En sti på kanten af klipperne omkring 100 meter over floden.

Vandreture for begyndere og trænede

Vi selv begyndte ferien med at skaffe os en lille vandreturs-guidebog fra et turistbureau. Der er masser af afmærkede vandreruter – balades - fra 1 times varighed til 9 timers varighed og i varierende sværhedsgrader. Guidebøgerne har mærket ruternes tid og sværhedsgrad. Vi brugte dobbelt op af tid. Vi kan jo ikke bare marchere derudad, når udsigter og foto også skal passes og planterne studeres.

Nogle af de vanskeligere ruter går på smalle stier midt på lodrette klippesider – falaises, og nogle går gennem bløde, smukke krat. Det er en fantastisk måde at opleve området på. Husk godt fodtøj.
Vores by - Ruoms

Vores by - Ruoms

Vi havde lejet ferieboede i byen Ruoms - udtales Ryongz(!) - og havde på forhånd undersøgt, hvad den kunne byde på. Det så ikke ud af meget, så vi stillede os tilfreds med, at der under alle omstændigheder var et pizzeria.

Men Ruoms var en superdejlig ferieby. Marked om fredagen og en hel del små og store, gode spisesteder. Der var også en meget stor Super-U (supermarked) med alt hvad hjertet kunne begære af spiseligt og ikke-spiseligt – og udendørs alt til biler. Formodentlig en af de største i oplandet. Vi var kommet hjemmefra uden sengetøj. Det købte vi der – og da vi mærkede kvaliteten, købte vi ekstra sæt med som souvenirs.

Midt i byen var der et mindre museum over områdets vindyrknings-historie, som var spændende. Beregnet på både mindre børn og nysgerrige voksne. Franskmændene er rigtig gode til at inkludere børn i museer og udstillinger.
Endelig byder byen selvfølgelig på bager med frisk brød og slagter med patéer, kød og færdigretter – og til tider kø vel ud på gaden. Og lokal vin til alt – ikke at forglemme.

Selvom man ikke bor i byen, er den alligevel en udflugt værd. Der var turister i byen, men de var mest franske.

Seværdigheder
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Provence

Ferieboliger i Provence
Rejser til Provence
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/hopp-on-hopp-off-bus-i-latin-amerika.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.