Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Ghana

  • Fattigdom og fantastisk livsglæde i Ghana

    (Bedømt af 3 personer)
    02.02.11: Emilie Damm
    Ghana er et helt fantastisk rejsemål. Landet byder på alt fra landsbyer af lerhytter til Accras storbystress. I den sydlige del er landet frodigt, og der er fantastiske vandfald, regnskov og smukke strande, mens den nordlige del byder på elefanter, krokodiller og andre spændende dyr på meget nært hold.
    Se hele rejsetippet

Rejsetips af samme forfatter

Ghana - En Rejse For Livet
Rejsetips indsendt af:
Svenstrup
5. juni 2011

Ghana - En Rejse For Livet

Det første møde med Ghana og ”det rigtige” Afrika krævede lige lidt af en omstilling. Vi kørte igennem Accra – i et område, hvor man ikke umiddelbart havde lyst til at stige ud af bilen.
Men dette var den ”fine” del af byen. Så var vi ligesom lidt mere klar over, hvad der ventede os.

Vi var fem ”piger og drenge” i alderen 20-55, der rejste sammen. ”Den yngste” arbejdede som u-landsfrivillig i Ghana – og hun havde ”strikket” en fantastisk rundtur sammen – sørget for bookning af hoteller, leje af bil og meget andet. Et helt igennem fantastisk stykke arbejde – tak for det endnu engang Lisbeth – du gav os en oplevelse, vi aldrig glemmer. Turen, som var på 10 dage, tog udgangspunkt i Accra, derefter nordpå til Kumasi, videre nordpå til Tamale – og slutteligt helt op til grænsen til Burkina Faso – og derfra tilbage til Accra.

Vi havde på forhånd aftalt, at vi ville overnatte på hoteller af ”vestlig standard”. Dem er der ikke så mange af i Ghana – men det lykkedes alligevel at finde prima hoteller i de byer, hvor vi overnattede. I Accra var det i området omkring Oxford Street – byens fineste handelsstrøg. Det er rart med en god seng at sove i, et godt brusebad og et solidt morgenmåltid – samt det at være sikker på, at vand og strøm ikke blot er forbigående fænomener på hotellet. Man skal også passe på med mad – der en anden bakterieflora i Afrika – så vælg hvor du spiser med omhu. Man kan sige, at vi var luksusturister i Afrika – det kan man godt kalde dobbeltmoralsk, da fattigdommen lurede udenfor på gaderne. Men det er jo en prioritering, man må tage med sig selv. Priserne på hotellerne var ikke meget anderledes end i Danmark. I nærheden af Oxford Street ligger ”Circle” – Accras største og mest trafikerede rundkørsel. Stedet er et totalt afrikansk virvar. Omkring Circle er der et hav af gadehandlere – det er farverigt, og her kan man købe alt, man kan komme i tanke om.
Blue Royal Hotel i Accra
Blue Royal Hotel i Accra

Lidt om Ghana generelt

Ghana er beliggende på Afrikas vestkyst. Landet grænser op til Elfenbenskysten i vest, Togo i øst og Burkina Faso mod nord. Dertil kommer kystlinjen i syd ud mod Atlanterhavet. Da Ghana var under engelsk herredømme, blev landet kaldt ”Guldkysten”. Englænderne etablerede en kronkoloni i Ghana i 1874 – Ghana fik først sin selvstændighed i 1957. Kwame Nkrumah blev landets første premiereminister. Denne meget visionære leder sad ved magten frem til 1966, hvor han blev afsat ved et militærkup. Militærkup har generelt præget Ghanas politiske historie helt frem til midten af halvfemserne. Siden da har landet opnået politisk stabilitet . Danmark har en noget flatterende historie i Ghana, da vi har haft store besiddelser dernede. Eksempelvis har Danmark i 1600-tallet købt slaver for at sende dem til De Vestindiske Øer. Betalingen for slaverne blev afregnet i våben. Det behøves vi ikke at være alt for stolte af. I 1661 etablerede Danmark Fort Christiansborg i Accra. Fortet består den dag i dag – det benyttes som Regeringsbygning. Ghana er ”inddelt” i en række stammer – og der tales mere end 50 forskellige dialekter og sprog. Heldigvis er engelsk hovedsprog – og engelsk læres i skolerne.

Ghana er righoldig på grundstoffer som guld, diamanter og bauxit til fremstilling af aluminium. Dertil kommer, at Ghana er verdens i særklasse største eksportør af kakao. Landbrugsproduktionen er ikke så stor – og produktionen går primært til hjemmemarkedet. Men med alle disse naturligt forekommende råstoffer in mente, kan det ikke andet end undre, at Ghana ikke er et rigt land i vestlig forstand – muligheden for at være det, er i hvert tilfælde til stede. Men så støder man på et ord, der hedder ”koncessioner”.

Ghana har godt 23 millioner indbyggere, hvoraf kun cirka 3,5% er over 65 år gamle. Gennemsnitslevealderen i Ghana er lige i underkanten af 60 år. Ghana har under 1.000 læger, og sygehuse findes kun i de største byer. Det er ikke særlig rart at blive syg på disse kanter. Vi så mange ”lokale” på gader og stræder, som for længst havde haft brækket en arm eller et ben – og så havde legemsdelen blot fået lov at vokse sammen af sig selv. Og dermed endnu en afrikaner, som var unødvendigt handicappet for resten af livet. Vi så også flere tilfælde af det, der må have været polio. Folk som ”løb” som krabber, da de ikke kunne gå oprejst. I sådanne situationer er det svært at holde tårerne tilbage.
Frankies - et godt sted at spise i Accra
Frankies - et godt sted at spise i Accra

Accra

Accra er en vaskeægte afrikansk storby med sine officielle små 4 millioner indbyggere. Tallet varierer noget; men det gør alle den slags tal i Afrika. Byens historie går helt tilbage til det 15. Århundrede. I Accra er stort set alle tænkelige kulturer smeltet sammen. Det er faktisk kun nogle få af de amerikanske kæderestauranter, som (endnu) ikke har fundet vej til byen. Accras National Teater er eksempelvis bygget med assistance fra Kina, og siden begyndelsen af halvfemserne er en række nye bygninger skudt op som paddehatte. Accras centrum domineres af et rigt udvalg af hoteller, natklubber og spisesteder. Accra er en afrikansk by i rivende udvikling. Ghana som helhed vurderes som det næstmest veludviklede land på det afrikanske kontinent – kun Sydafrika vurderes til at være ”længere fremme i skoene”.
Gadehandel udenfor Maggi House
Gadehandel udenfor Maggi House

Accra - Maggi House

Et af Accras mange spændende handelssteder er ”Maggi House” (og ja, det er ”Maggi” mærket, stedet er opkaldt efter). Bygningen, som er i Maggis farver gul og rød, har set sine bedste dage for flere generationer tilbage. Stedet blev etableret for at holde gadesælgerne væk fra gaderne – og i den retning virker det ikke helt efter hensigten. Men her sælges alt, og her dufter af alt, og her støjer af alt – stedet er slet og ret et kæmpestort sanseindtryk. Man kan købe alt spiseligt – også ting man slet ikke har lyst til at stoppe i munden. På øverste etage kan man få syet et sæt tøj og det endda i nogle helt fantastiske farver. På mellemste etage kan man købe alt i isenkram. Og så er der alle sælgerne af krydderier, fisk, kød, grønt og alle mulige andre fødevarer – de er et helt kapitel for sig. En dansk veterinær ville sikkert besvime ved at se, hvad der foregår i denne bygning. Men i Maggi House mærker man afrikansk sjæl, så det vil noget.
Daglig kaos i Accras busterminal
Daglig kaos i Accras busterminal

Accra - Busterminalen

Lige ved siden af Maggi House ligger en stor busterminal. Jeg tror aldrig i hele mit liv, at jeg har set så megen kaos på et sted. Her var hundredvis af de små tro-tro´er. Det er sådan nogle små 10 personers busser med plads til 50 personer. For nogle ganske få håndører kan man komme byen rundt – og det er en helt vild og fantastisk oplevelse. Man kommer tæt på hinanden i en tro-tro – meget tæt endda. Vi stod oppe på en bro og kiggede ned på dette totale inferno – det var dybt fascinerende – det var Afrika i en nøddeskal. Jeg ville nødigt skulle finde lokal bussen til Santa Maria bydelen i Accra. Vi valgte derfor selv at køre til Santa Maria. Det er ikke just den mest velhavende del af Accras borgere der bor her. Stedet er meget fattigt – men mange af husene er i rigtig flot stand. Det er tydeligt, at man sætter en ære i at bo pænt. Skal man besøge Santa Maria, er det klogest at gøre det i dagtimerne. Når mørket falder på, hører overfald til blandt nattens mindre bemærkelsesværdige hændelser. Og mørket falder ofte på i denne bydel, da strøm er af ”vekselstrømskarakteren” – el der kommer og går efter gehør.
Der er stil over et ghanesisk bryllup
Der er stil over et ghanesisk bryllup

Accra - På tur i en afrikansk storby

Efter besøget Santa Maria bydelen, kørte vi videre til et børnehjem. Det var positivt at se, så glade børnene var for at få besøg – men det var også tankevækkende, da deres higen efter tryghed og kærlighed slet ikke blev dækket på ”hjemmet”. Typisk var børnenes forældre kriminelle, syge eller døde. Efter hvad vi kunne forstå, kunne ”de lokale” købe (eller adoptere alt efter hvilken formulering man ønsker at benytte) et ”børnehjemsbarn” for ikke meget mere end en dansk femmer. Var der nogen, som sagde ”human trafficking”? Vi ville have købt noget legetøj til børnene; men vi fik at vide, at det ikke var nogen god idé. ”Nannierne”, som arbejdede på hjemmet, tog legetøjet med hjem til deres egne børn, når ”børnehjemsbørnene” var lagt til ro. Og så bliver glæde jo pludseligt afløst af skuffelse. Det gode ved børnehjemmet var primært, at ”ungerne” fik sig en uddannelse, når den tid kom.

Vi var også på besøg i en af Accras parker. Parken hed ”Kwame Nkrumah Memorial Park”, for det var her, man fandt Kwame Nkrumahs mausoleum. Nkrumah, Ghanas første premiereminister, døde i 1972, og han har ry for at være en af de største lederskikkelser, Afrika nogensinde har fostret. Det er mere reglen end undtagelsen, at når man bliver gift i Accra, så skal nogle af bryllupsbillederne tages i denne park. Et brudepar var netop ankommet i deres flot dekorerede Mercedes – de var på vej ind i parken for at tage billeder, netop som vi også ankom. Min kone blev inviteret til at komme med på billederne, så det kan være, at hun ”står” på en kaminhylde i Accra (om noget sådant findes).

Bare 500 meter fra parken, lå en masse hjemløse og sov langs vejsiden, og på taget af bygningen overfor ”parken” sad gribbene og studerede, hvordan livet (eller det modsatte) forløb i Accras gader.

Vi kørte videre ud forbi Accras største gedemarked – og ja, det var her, de solgte geder. Vort mål var ”Lagunen” – og det lød jo rigtigt forfriskende. Vi vidste, at Lagunen var beliggende helt ude ved Atlanterhavet. Vi blev noget overraskede, da vi fandt stedet. Normalt kan vand bevæge sig – det kunne dette ikke. Lagunen var totalt forurenet af affald, som flød rundt i tykke lag. Vandet var helt sort, og det lugtede ikke just af Chanel Nr. 5.

Vi vendte bilen og kørte tilbage mod Accra og Liberation Square. Liberation Square er en stor plads, som er beliggende lige ved siden af præsidentpaladset og lige overfor Ghanas nationale fodboldstadion. En gang årligt er der en stor militærparade på stedet. Ghanas hær er på 5.000 mand, og de møder sikkert alle frem. Så fejrer man uafhængighedsdagen fra 1957. Der står en lille triumfbue ved siden af pladsen. Det er for øvrigt også på Liberation Square, at Accras turistkontor er at finde.
Skibsvrag "på vej mod" Tema
Skibsvrag "på vej mod" Tema

Tema - Accras havneby

Vi kørte også en tur ud til havnebyen Tema. Vi troede, at vi skulle ud og se et lille fiskerleje – men nej – stedet var ikke just lille. Accra har ikke selv en havn, da der er alt for mange klipper i havet ud for Ghanas hovedstad. Tema er derimod rigtig godt beliggende, så den fungerer som Accras havneby. Her kan de store containerskibe så ligge til og losse og laste. På vejen derud stoppede vi op et sted ved kysten. Her lå et gammelt skibsvrag halvt oppe på land. Sådan noget forurener jo – men det var åbenbart lige meget. Vraget havde ligget der i årevis.
Central Market er Vestafrikas største
Central Market er Vestafrikas største

Kumasi

Vi kørte fra Accra mod Kumasi, som er Ghanas næststørste by med sine godt 1,5 million indbyggere. Kumasi er den tidligere FN Generalsekretær Kofi Annans hjemby, og byen er også kendt som ”Havebyen” grundet alle sine smukke blomster og planter. Køreturen på godt 250 kilometer blev tilbagelagt i et smukt og meget frodigt landskab. De grønne bakkedrag nærmest bølgede forbi efterhånden, som vi kom frem. Der kommer meget nedbør i denne del af Ghana – faktisk omkring 140 centimeter regn årligt. Kumasi er også kendt som ”kongebyen”, da den har en royal historie, som stammer tilbage fra Ashanti tiden omkring 1700-tallet. Byen er beliggende blot 500 kilometer fra Ækvator. Udenfor Kumasi findes nogle af Ghanas største guldminer, hvorfor byen hører til blandt de rigeste i landet.

Kumasis største ”attraktion” er Central Market. Et kæmpestort åbent handelsmarked beliggende midt i byen. Det er det største marked i hele Vestafrika. Her kan man købe alt det, som hjertet måtte begære – og sikkert mere til.

Jeg glemmer ikke, da jeg stod og videofilmede et træ ude i baggrunden. Træet var ”levende”, da det var fyldt med flagermus. Pludseligt oplevede jeg ”omvendt racisme” på nært hold. En af byens indbyggere kaldte mig for noget, der lød som ”obringo” – et meget lidet flatterende ord for en hvid person. Han råbte sikkert efter mig, fordi jeg filmede. Ghaneserne er ikke glade for at blive foreviget. Skal man tage et billede (eller filme), så spørg først. Det er vigtigt at understrege, at selvom vi var de eneste hvide ”i miles omkreds”, så følte vi os ikke spor utrygge.
Skoleunger i Akumadan
Skoleunger i Akumadan

På skolebesøg i Akumadan

Efter besøget i Kumasi kørte vi nordpå mod Akumadan. Akumadan er en lille by godt 100 kilometer nord for Kumasi. Der dyrkes en del tomater på disse kanter. Undervejs stoppede vi flere gange op for at studere de kæmpestore termitboer, som der er så mange af i dette område. Disse termitboer bliver let op mod tre meter høje. Vi skulle på besøg i en skole – og det blev noget af en oplevelse. Skolen havde i alt 370 elever – og blot 6 lærere. Børnene var primært i alderen 3-6 år, og de betalte 1.000 cetis dagligt for skolegang og mad – det svarede til 60 øre i danske penge. Da ungerne fik øje på os fem ”kridhvide”, kom de stormende os i møde. De var nysgerrige – og vi blev nærmest behandlet som rockstjerner. Omkring 25% af Ghanas befolkning er analfabeter. Skolen var mere end primitiv. Et tag henover nogle stolper – og så nogle pinde, som udgjorde væggene. Skolens kontor var holdt i det, jeg vil kalde ”åbent kontorlandskab” – det var udendørs. Besøget på skolen var en af en slags oplevelser, som bare sætter sig i sjælen.
Kintampo Waterfalls
Kintampo Waterfalls

Kintampo Waterfalls

Efter besøget på skolen kørte vi videre nordpå til ”Kintampo Waterfalls”. Faldene har haft flere forskellige navne gennem tiden. Blandt andet Nkrumah Falls efter landets første premiereminister. Vandfaldene er beliggende nogle ganske få kilometer fra hovedvejen mod Tamale og godt 25 kilometer nord for Akumadan. Faldene er en del af ”Pumpu Floden”, som på dette sted har et fald på omkring 70 meter igennem dette stykke ekstremt smukke natur. Pumpu Floden er en sideflod til floden ”Sorte Volta”. Omkring Kintampo Waterfalls vokser der blandt andet mahogni træer – og de kan blive helt op til 40 meter høje. Faldene blev opdaget i slutningen af det 18. Århundrede – af lokale jægere såmænd.

Et sted, hvor vi var inde og spise, fik vi en pudsig oplevelse. Vi skulle alle have en bøf med pommes frites. Bestillingen gik fint – men et kvarter senere kom tjeneren tilbage og spurgte, om vi kunne bruge ris i stedet for pommes frites, da ”fritterne” var udsolgt. Vi sagde ”ja tak” til risene – og så skete der ligesom ikke mere. Vi ventede en halv times tid, og spurgte så tjeneren om, hvor vor mad blev af. Han svarede blot: ”Jamen bøfferne er også udsolgt”.
På marked i mere end 40 graders varme
På marked i mere end 40 graders varme

Tamale

Turen gik videre mod overnatning i Tamale. Tamale er den største by i det nordlige Ghana. Byen har cirka 400.000 indbyggere, og er dermed Ghanas tredjestørste by. Tamale er beliggende 600 kilometer nord for Accra. Byen er en pudsig sammensmeltning af nye huse og gammeldags, traditionelt husbyggeri på disse kanter – runde hytter klinet af ler og med græs på taget. Men selv på taget af ”den usleste” hytte, sidder der mange gange en tv-antenne. Klimaet er også skiftet, når man kommer til Tamale. Nu er her ikke længere helt så frugtbart, og man fornemmer tydeligt, at man nærmer sig Sahara. Man er kommet til et område, hvor Islam er fremherskende. Der er mange moskeer i Tamale, som generelt er en by i rivende udvikling. Vi tog ind på et af byens største markeder. Vi var med garanti de eneste ”hvide” i denne smeltedigel af indtryk. Her var masser af lokalkolorit at kigge på – her var masser af boder, og der blev solgt alt imellem himmel og jord. Det var bare så spændende. Og midt som vi kom gående ned af en trang gang med salgssteder på begge sider, sad der en af de lokale og ”lavede stort”. Jo, når man skal, så skal man – og det er jo altid godt at holde maven i orden. Men den slags er ikke noget særsyn. Ghana har ”åben kloakering”, hvilket på det nærmeste betyder, at kloakkerne bliver brugt som offentlige toiletter.
Chiefs Crocodile Pond i Paga
Chiefs Crocodile Pond i Paga

Paga på grænsen til Burkina Faso

Efter overnatningen i Tamale kørte vi videre nordpå. Vi stoppede et sted undervejs og steg vi ud af bilen for at trække lidt frisk luft og strække ben. Der var varmt – rigtigt varmt endda – så vi lagde af ren nysgerrighed vort medbragte termometer ned i gruset ved siden af landevejen. Vi fik hurtigt termometret samlet op igen, da det gik ovenud af skalaen – gruset var mere end 65 grader varmt. Så her kunne salmonella ikke trives – og hurra for kondisko med tykke gummisåler.

Et andet sted, hvor vi gjorde holdt, fik vi pludseligt en bizar oplevelse mere. En mini tyfon ”gik” over landevejen. Den tog en masse små pinde og blade med sig. Tyfonen var nogle meter høj og en fire-fem meter i diameter, og den forsvandt ind i buskadset med en sælsom raslen.

Målet var nu byen Paga, som er beliggende på grænsen til Burkina Faso og cirka 850 kilometer nord for Accra. Byen er berømt for sine ”crocodile ponds” – søer med vaskeægte, levende krokodiller. I Paga er der en håndfuld af disse besynderlige steder. ”De lokale” har på det nærmeste tæmmet krokodillerne, som nu er blevet en turistattraktion. Vi var inde og se ”Chief Crocodile Pond”. Søen var omkring 300 meter lang og 50 meter bred. Ifølge de ansatte på stedet var der omkring 500 krokodiller i søen – det var med garanti overdrevet, men det fremmede så afgjort forståelsen. Man betaler et meget lille beløb for at komme ind og se stedet, røre ved en af krokodillerne og få sig nogle billeder med hjem. Krokodillerne ved, hvad der venter – nemlig en levende kylling. Krokodillen fik sit bytte, vi fik både rørt og fotograferet – og 30 meter henne af søbredden var der en flok unger, som badede aldrig så lystigt. Krokodillerne var ligeglade. Men får en krokodille ”en god idé”, hvilket sikkert sjældent sker, kan den løbe med op mod 50 kilometer i timen over korte stræk. Og de kræfter, den har i halen, kan sende en velvoksen mand til jorden. Og så er der kæbepartiet – respekt. En af de pudsige ting ved en krokodille er, at den ikke har nogen tunge. En af forskellene på en krokodille og en alligator er, at krokodillen ikke kan overleve i vand under 18 grader. Ved vandtemperaturer lavere end dette, synker den til bunds og drukner. Overalt omkring krokodillesøen lå der ekskrementer. Krokodillerne besørger på landjorden – de gør faktisk alt på landjorden bortset fra parring – det foregår ude i vandet,

Vi kørte helt op til grænsen til Burkina Faso. Den eneste måde, man kan komme hertil på, er med egen bil, bus, lastbil eller taxi. Der er ingen togforbindelse – og fly er ikke kommet til denne del af Jorden endnu. Taxier er faktisk et befordringsmiddel, der bliver flittigt brugt i Ghana. Der findes mere end 30.000 hyrevogne til lidt over 20 millioner mennesker. Til sammenligning er der 11.000 taxier på Manhattan i New York. På en af vore køreture, så vi en gut stige ud af en taxi, betale for turen, lukke bagagerummet op og løfte sin ged ud (og det var ikke konen, jeg tænker på).

Vi tog ikke en tur over grænsen til Burkina Faso, da vi var ret sikre på, at vore visa ikke gjaldt et ”re-entry” – og grænsekontrollen var striks. Der var mere end 40 grader varmt – i skyggen. Vi fandt et lille sted, hvor vi kunne købe is-frosne sodavand – om de havde slået maven i stykker grundet kulden var lige meget – det var de bedste sodavand, vi nogensinde havde smagt.
Man bruger hovedet i Ghana
Man bruger hovedet i Ghana

På vej mod Mole National Park

Næste mål på turen var ”Mole National Park”. Det er Ghanas største Nationalpark med sit areal på knapt 5.000 kvadratkilometer. Parken blev etableret i 1958. Mole er et ret frugtbart sted, da der årligt falder mere end 1 meter regn i parken. Floderne Lovi og Mole løber igennem området og skaber dermed naturlige vandhuller til dyrelivet. Mole er beliggende syd for Tamale. For at komme dertil, må man forcere en 80 kilometer lang grusvej. Gruset er fast, så køreturen er ikke noget problem. Undervejs passerer man en række små landsbyer, hvor livet leves på ægte afrikansk vis.

Mænd på disse kanter er også nogle fornuftige størrelser. Midt i middagsheden havde en stor gruppe fundet vej ind i skyggen under et stort træ. Her blev verdenssituationen så vendt – eller der blev taget en lille velfortjent middagsskraber. Alt imens kunne kvinderne hente vand i floden, vaske tøj, passe børn eller arbejde i marken. Det kaldes ”arbejdsfordeling” på dansk.

Midt ude på grusvejen lå der pludseligt et brugt kondom – og så kunne man jo konstatere, at når en mand han skal, ja så skal han – og det uanset, hvor han er i Verden.
De frække aber i Mole
De frække aber i Mole

Mole National Park

Vi nåede vor destination Mole lidt over middag. Vi havde booket et værelse på det lille et-stjernede hotel, som er beliggende ved parkens indgang. Vi checkede ind, og kom ud fra receptionen 2 timer senere. Sådan er det i Afrika, de tre T´ers kontinent – ”Ting Tager Tid”. Da vi bevægede os over mod værelset, ankom der et par turister mere. De var kørende i en firhjulstrækker med lad – og på ladet havde de anbragt deres bagage - dumt. De gik over for at checke ind. Imens havde en gruppe aber fået øje på kufferterne – det kunne jo være at der var noget spiseligt deri – så pludseligt lå alt de to turisters tøj spredt ud over hele parkeringspladsen. Hvordan aberne fik kufferterne lukket op, må stå hen i det uvisse. Men det så ud til, at det var noget, de havde prøvet før. Efterfølgende tog aberne hul på en skraldespand – dens indhold blev også tømt ud over det hele.

På en sti i nærheden af vort værelse stod der et skilt, hvorpå der stod ”Forurening Forbudt”. Meget fornuftigt – men lige ved siden af skiltet var der for år tilbage smidt en gammel, rusten bilmotor – så meget for den fornuft.
Mødet med elefanten i Mole
Mødet med elefanten i Mole

Mole National Park - På fotosafari i parken

Vi indlogerede os, og så var det tid for vor første fotosafari i parken. En ranger førte an. Han havde et skarpladt gevær med. Der er ingen rovdyr i Mole (eller Ghana for den sags skyld), men der er elefanter. I Mole lever der omkring 800 af disse store, fantastiske dyr, som faktisk er truet på deres eksistens. Bestanden af elefanter i Afrika menes at ligge på op imod 400.000 eksemplarer. For tredive år siden var bestanden mere end tre gange så stor. En velvoksen han elefant kan veje helt op til 6 tons. Elefanterne er voldsomme ved naturen. Når man er så stor og stærk, kan et træ stå i vejen, når man vandrer gennem parken. Spørgsmålet er så: ”Skal jeg gå uden om træet, eller skal jeg rykke det op?”. Elefanterne vælger ofte det sidste. Træer er også gode at gnubbe sig op af, når det klør - og så knækker træerne. Elefanterne efterlader sig et spor af væltede, knækkede og ødelagte træer – og kæmpestore bunker af elefant høm-høm – en elefant lukker op mod 2.000 liter gas ud på et døgn – hvem snakkede om CO2 udslip? Vi begyndte på vor to timers gåtur ud i parken. Vi så masser af aber, vortesvin, antiloper og gazeller. Og pludseligt ved et stort træ ved siden af en saltklippe dukkede den op ud af intetheden. En kæmpestor elefant – vi følte os meget små på blot 5 meters afstand – den tilrådelige afstand er 50 meter. Elefanten advarede os ved at vifte med ørerne, rangeren løftede geværet – og elefanten vendte sig om og luskede af – heldigvis.

Vi vendte tilbage til vort værelse – det var blevet spisetid. Vi bestilte pebersteaks – de var fantastiske selv efter mere end to timers ventetid. De allestedsnærværende aber overvågede spisestedet. På et bord ved siden af vort, var der nogle, som havde glemt en pakke kiks. Det gik ikke upåagtet hen. En abe spænede hen over bordet, snuppede pakken, og gemte sig efterfølgende bag en stor sten. Pludseligt kom stykker af indpakningspapiret flyvende igennem luften, og så blev der ellers gumlet kiks. Aberne i Mole er sjove og frække – men man skal også passe lidt på. De er så ”tamme” at de kan følge efter en ind på værelserne. Alt skal låses – det samme skal bilerne.

Dagen efter havde vi købt en guidet køretur/fotosafari rundt i parken. Vi håbede at se elefanter igen. Turen var på 2 timer, og vi så ingen elefanter. Til gengæld så vi masser af aber, antiloper, gazeller og også et par krokodiller i et af vandhullerne. Vor chauffør og vor guide (rangeren fra dagen før) var utroligt flinke og snaksalige. Vi spurgte om, der fandtes slanger i Mole. Svaret var, ”at det gjorde der ikke – længere. Elefanterne havde trampet dem flade”. Så selv om vi gik glip af elefanterne, var ”fotosafarien på fire hjul” en kæmpe oplevelse. Mole er et ”must to see”, hvis man er i Ghana.
Moskeen i Larabanga
Moskeen i Larabanga

Larabanga

Lige ved indkørslen til Mole National Park ligger byen Larabanga. Byen er berømt for at huse Ghanas ældste moské, som kan dateres helt tilbage til år 1421. Moskeen er et sælsomt syn – den er helt hvid, og så er den bygget af pinde og ler.

Larabanga er også kendt for sin ”Magiske Sten”. En stor kleppert er det, og den lå lidt i vejen, da man skulle anlægge en vej på stedet. Man flyttede stenen, men da man vendte tilbage dagen efter for at fortsætte med vejbyggeriet, lå stenen igen på sin oprindelige beliggenhed. Siden har den fået lov at blive liggende.
Akosombo Dæmningen
Akosombo Dæmningen

Akosombo Dæmningen

Vi kørte tilbage til Kumasi for en overnatning – og derefter videre tilbage til Accra. Vi havde en udflugt tilbage – vi skulle op og se Akosombo dæmningen over Volta. Dæmningen blev bygget i 1962-1965, og den er beliggende små 100 kilometer fra Accra i den sydøstlige del af Ghana. Da man byggede den 660 meter lange dæmning skabte man samtidig Lake Volta, som den dag i dag er Verdens største menneskeskabte sø med sit areal på godt 8.500 kvadratkilometer. Lake Volta er godt 400 kilometer lang – og man kan sejle fra Akosombo Port og helt op til Tamale. Adskillige ghanesere blev forflyttede grundet de planlagte oversvømmelser – og byggeriet påvirkede det økologiske system for tid og evighed. Formålet med dæmningen var at skabe strøm til brug i aluminiumsindustrien. Dæmningen er det største investeringsprojekt i Ghanas historie med sin pris på 130 millioner dollars. Foregangsmand for byggeriet var premiereminister Kwame Nkrumah. Det var et led i hans plan om at industrialisere Ghana. En anden af hans planer, var at skabe et større sammenhold mellem de afrikanske stater – måske en forløber til EU – den mand havde visioner. Vejen op til Akosombo er fortrinlig, og det er der en rigtig afrikansk forklaring på. En af Ghanas tidligere premierministre kom fra dette lidt øde område – tænk selv videre frem mod den logiske konklusion.
Firbenene er store i Ghana
Firbenene er store i Ghana

Betragtninger

Når man kører igennem Ghana, støder man på et hav af lastbiler. De er læsset langt ud over, hvad lasteevnen tillader. Lastbilerne er ofte gamle og slidte – og de kører ”skævt”. Tit sidder der en mindre koloni ”passagerer” oppe på toppen af læsset – de kører med livet som indsats. Overalt langs landevejen ligger der lastvognsvrag i grøfterne – havarerede, udbrændte og udtjente. Vragene bliver ikke fjernet – de ligger der bare som et monument over endnu en trafikulykke.

Reservedele til biler er sikkert i høj kurs. Alt kan bruges, da alt bliver stjålet – sådan er det bare. Det ses tydeligt på bilerne, da ejerne indgraverer bilens nummerpladecifre på alle løsdele såsom ruder, spejle, vinduesviskere og lygteglas.

Et af ”statussymbolerne” i Ghana er øjensynligt mobiltelefoner. Vi så flere, som dårligt havde tøj på kroppen – men mobiltelefonen var af den nyeste slags. Det er vist det, man kalder ”kontraster, der vil noget”.

Fattigdommen florerer – det er trist at se. Ved hvert eneste lyskryds i Accra, blev man nærmest overfaldet, når man holdt stille. Nogle vaskede forruden mod en forventet skilling, andre solgte vand, aviser eller bøjler – og så var der dem, som havde et barn på armen. Ud for bilvinduet nev de ”den lille”, så barnet begyndte at græde.

En begravelse i Ghana betegnes som en fest. Vi kom forbi flere ”kistebutikker”, hvor de havde kister stående fremme i udstillingen. Der er ikke just tale om kister i traditionel dansk forstand, da ”ens sidste adresse” her er en ting, man elskede, da man var i live. Det kan være et klaver, et fly eller en bil – eller om man havde været hvidevaresælger måske en kummefryser – kun fantasien sætter sine begrænsninger.
Termitbo nord for Kumasi
Termitbo nord for Kumasi

Evaluering og alt det løse

Når man rejser til Ghana, skal man sørge for at have vaccinationerne i orden. Der florerer malaria, leverbetændelse og meningitis i dette område. Husk også malariapillerne – de er vigtige. Dertil kommer, at der kræves visum for indrejse i Ghana. Det er også vigtigt lige at checke, hvornår der er regntid. Vi rejste omkring Påske (i slutningen af Marts – det var fortrinligt med temperaturer på mellem 32 og 38 grader). Der er ingen chartertrafik til landet, hvorfor flybilletter hører til i den dyrere ende. Flyvetiden til Ghana (fra Frankfurt) er på godt 8 timer.

Ghaneserne er nysgerrige og videbegærlige – og de vil gerne snakke – og det er rigtig sjovt og spændende. Landet er slet og ret fantastisk at besøge. Vi oplevede dog også (desværre), at de er gode til at ”snyde” på deres ganske egen måde. Ofte når vi fik en håndskreven regning – og der var ikke mange regninger, der ikke var håndskrevne - var der en sammentællingsfejl. Ikke mange kroner – men aldrig i vor favør. Hver gang, vi opdagede, vi blev snydt, røg drikkepengene – og de fik at vide hvorfor. Når vi ikke blev snydt, betalte vi til gengæld rigeligt med drikkepenge. Et eller andet sted skal man have sine principper – og det skal bare ikke kunne betale sig at snyde.

Turisme i Ghana er ikke specielt udbredt. Men landet har alle muligheder for at blive en stor turistmagnet. Man har den skønne kyst ud mod Atlanterhavet, og man har al den kolorit, som Afrika kan byde på. Derudover kommer den fantastiske natur, som er så afvekslende - fra det frugtbare syd til det golde nord. Samtidig er landet så småt ved at få en infrastruktur, der gør det muligt at komme fra syd til nord på fornuftig vis. Den 850 kilometer lange hovedvej - fra Accra og helt op til Paga ved grænsen til Burkina Faso – er aldeles udmærket. Vejen blev bygget kort inde i det nye millennium – før da var hovedvejen en grusvej.

Hvad skal der så til for at bringe Afrika videre? Det er et svært spørgsmål. Men min holdning er: På den lange bane skal der bruges viden, knowhow og uddannelse – og der er masser af unge afrikanere, som higer efter dette. På den korte bane skal vi behandle Afrika med anstændighed og respekt - og vi skal betale den pris, kontinentets varer bør have på verdensmarkedet. Afrika er som et lille barn, som alt for tidligt er blevet ”smidt ud” hjemmefra – et lille barn som bare endnu ikke helt er i stand til at klare sig selv, og derfor hutler sig lidt igennem tilværelsen. Vi har alle et ansvar – lad os være det voksent ud fra devisen: ”Mange bække små…”.

Evaluering af ferien til Ghana:
Godt:
- Spændingen og eventyret
- At se det rigtige Afrika
- Naturen og dyrelivet
- Befolkningens nysgerrighed
- Alle de fantastiske sanseindtryk
Skidt:
- Fattigdom
- Brug fornuften hvor du færdes

Stjerner: 5/6. Turen til Ghana er måske den allermest spændende rejseoplevelse, vi nogensinde har haft. Turen var sprængfyldt med sanseindtryk. Afrika er så utroligt spændende og fascinerende, og kontinentet SKAL bare opleves mindst en gang i livet – og tro mig – du bliver ”hooked”, og du glemmer aldrig denne fantastiske oplevelse. ”En Rejse For Livet”, kan man med rette kalde det.

Kommentarer til rejsetippet om Ghana

Obruni

13/01 2013 Trine
vil også lige tilføje at når de råber Obruni, som i sin enkelthed betyder hvide menneske er det ikke en fornærmelse, nærmere en fascination af dig, selvom de fra tid til anden møder hvide mennesker. Mange børn løber hen til en og vil røre en, da de måske kun har set hvide mennesker før i tv. og I den anden grøft, begynder nogle børn at græde fordi de bliver lidt bange over at se et så "anderledes" menneske. nogen mænd vil gerne giftes med dig, men for det meste er det i sjov og ingen fornærmelse. Generelt set er Ghana et meget venligt og imødekommende land :) Og hvis man vil chokerer de børn eller voksne der råber Obruni af dig, råber man bare Obronini tilbage til dem, hvilket betyder afrikaner :) og sommetider råber de efterfølgende Wo ho te sen, som betyder: hvordan har du det. Bare råb Me ho yi tilbage. så siger du at du har det godt.

Det vil få dem til at tabe kæben :)

Mvh Trine

Ghana - En rejse for livet

20/12 2012 Ole Gertsen
Hej Louise...
Tusinde tak for korrektionerne. Så er det hele lidt mere rigtigt. Vor rejse til Ghana blev foretaget i 2005 - så der jo nok også sket lidt siden.
Stor rejsehilsen - og god tur derned igen
Ole

Bemærkning

20/12 2012 Louise

Det er sjovt at læse din rejseberetning, men desværre er der en del fejl i den.

Jeg har selv rejst rigtig meget i Ghana og har sågar noget jord dernede.

Det passer ikke at der ikke er rovdyr i Mole - der er bl.a. leoparder; men de er sky og holder sig fra mennesker. Dog har jeg set fodspor efter dem ca. 1 km. fra Mole Hotel.

At I skulle være de eneste hvide i Tamale er umuligt.
Tamale er en stor "studenter-by" for folk fra hele verden og jeg har ofte oplevet omkring 20 hvide ad gangen samlet på f.eks. restaurant Sparkles tæt ved markedet og taxi-ranch.

Turen fra Tamale til Mole er ikke kun 80 km. på grusvej - turen er ca. 140 km i alt.

Du skriver at der overalt ligger lastvognsvrag langs vejene - det er så heller ikke en sandhed.
Jeg tror at jeg på mine rejser har set et par stykker, så at det ligefrem vrimler med dem er måske lidt overdrevet.

Du skriver at der ikke er fly i den nordlige del endnu - dette er heller ikke sandt, da der findes lufthavn i Wa, som er den største by i Upper West-regionen.
Der er ca. 30 km til Burkina Faso mod vest og ca. 140 km. til Burkina mod nord.
Nu ved jeg godt du omtaler det ifm. Paga, men alligevel...

Din møntfod er også lidt forkert, for det er nogle år siden (i 2007) der kom nye enheder til, sådan at det der tidligere var 10.000 cedis nu er 1 cedi.
Så de 1000 cedis du nævner vil nu være 10 pesewas der svarer til ca. 60 øre.

Intet af dette er surt ment, blot som opfølgning/supplement, så andre der læser din beretning, kan få rette info. :-)

Med venlig hilsen
Louise, der om få dage rejser derned på endnu en tur. :-)

Super inspirerende

06/06 2011 Alan, FDM travel Webredaktør
Hej Ole
En lille hilsen her fra webredaktionen og tak for dette super inspirerende rejsetips...og alle de andre du har sendt.

Mange rejsehilsner
Alan
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Denne side er udskrevet d. 7. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/sydafrika/kwazulu-natal/aktiviteter/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.