Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Andre rejsemål

Rejser til Halkidiki

Tag til Halkidiki og få autentisk græsk stemning. Halkidiki rummer både smuk natur med lækre sandstrande, lokale fisketavernaer og storbyliv i Grækenlands næststørste by Thessaloniki. Vælg mellem mange destinationer i såvel oplandet som på Halkidikis tre halvøer. FDM travel hjælper dig med at finde billige fly og gode hoteller med skøn beliggenhed. 

Halkidiki - en autentisk græsk oplevelse

Halkidiki er et af de smukkeste, skønneste og mest populære områder i den græske region Makedonien - ikke at forveksle med den tidligere jugoslaviske republik Makedonien.

Med sit opland og sine tre ”fingre”, halvøerne Kassandra, Sithonia og Athos, finder du en herlig blanding af fascinerende historie, storslået natur, fantastisk gyldne bugter, strande og maleriske landsbyer.

Kassandra er den vestligste ”finger” på Halkidiki, og absolut den mest populære af halvøerne. Her kan du, blandt mange aktiviteter, slikke sol på hvide sandstrande, vandre i fyrretræ-spækkede bjerge, nyde græske specialiteter på de lokale taverner og snorkle i det varme hav. Kort sagt er Kassandra den mest turistvenlige halvø.
Er du mere til rolige ikke-turistede omgivelser, er Sithonia noget for dig. Dette er grækernes egen farvorit, hvilket er forståeligt, da du finder nogle af de bedste sandstrande i Grækenland. Selv i sommermånederne kan du finde smukke sandstrande med kun få mennesker.

Du skal enten være munk eller mand for at få adgang til halvøen Athos. Området er en autonom teokratisk stat, som formelt blev etableret i år 963, og som er under græsk suverænitet. Det vil sige at det kun er munke og mandlige besøgende, der opholder sig på halvøen. Du kan i stedet rejse til Athos grænse for at besøge Himlens by Ouranopolis.
Hvor du mindst venter det, er der spændende og unikke kulturelle oplevelser. Læg dertil sol og varme, så har du en fantastisk ferie på Halkidiki.

Halkidikis opland

Halkidikis opland
Halkidikis opland er ikke kun storbyen Thessaloniki. Har du mod på, at besøge vingårde, lækre lokale restauranter og opleve autentisk græsk stemning, kan oplandet varmt anbefales.

Besøg Gerakini - en mindre landsby, som er kendt for sin gode olivenolie, børnevenlige og lavvandede sandstrande og gode, billige familiedrevne tavernaer/fiskerestauranter.

Polygyros er også et besøg værd, og den ligger ikke langt fra Gerakini. Byen er en storby for Halkidiki med 11.000 indbyggere, og er et samlingspunkt for vejnettet mod Kassandra, Sithonia og Athos. Her kan du besøge masser af butikker, cafeer, restauranter og barer.
Hvis du er i bil, er turen fra Polygyros mod landsbyerne Taxiaxis og Arnea i bjergene et must. Landsbyerne er idylliske og beliggende i et skovfyldt bjerglandskab. Landsbyen Taxiaxis er kendt for sine gode trøfler, som du kan få på grækernes egen favorit taverna ”Tzimis”.

Arnea ligger for foden af Mount Holomontas, ca. 1 times kørsel fra Gerakini. Byen emmer af gammel makedonsk stemning, og der er bygget gamle huse langs de gamle brostensbelagte gader. Udenfor Arnea findes Domaine Claudia Papayiannis vingård. Den underjordiske kælder er åben for vinsmagning efter aftale, og her kan du prøve vingårdens prisbelønnede vine.

Thessaloniki – en charmerende græsk storby

Thessaloniki – en charmerende græsk storby
Går din ferie til Halkidiki, flyver du til Grækenlands næststørste by Thessaloniki, og her kan du med fordel gøre et stop i et par dage.

Byen tilbyder den perfekte kombination af storby og strand, og du vil med garanti blive betaget af denne smukke historiske by og dens omgivelser. Med et indbyggertal på mere end en million mennesker, kan du være sikker på, at du besøger en smuk græsk storby med masser af liv.

Du møder caféer, musik og natteliv i bydelen ”Ladadika” i centrum af Thessaloniki - tæt på Aristoteles Square. Byens promenade, der strækker sig fra Det Hvide Tårn, består af et ungt trendy cafémiljø.
Søger du den ægte græske vare, er området ”Kastra”, en gammel bydel hævet over selve Thessaloniki, et meget lokalt og velbesøgt område. Her er et utal af charmerende traditionelle græske tavernaer med levende musik og en skøn udsigt over Thessaloniki by.

Vil du også smage på byens mange historiske sider i dagtimerne, byder Thessaloniki på et menukort spækket med lækkerier. Ud over museer, finder du også byens vartegn - Det Hvide Tårn, som sammen med de mange gamle kristne og byzantinske monumenter, er en af grundene til, at Thessaloniki i 1998 blev tilføjet på UNESCO’s verdensarvliste.

Byens strande er sandede og brede – og du har rig mulighed for at dase og nyde den Ægæiske sol.

Kassandra - Halkidikis vestlige ”finger”

Kassandra - Halkidikis vestlige ”finger”
Kassandra er den mest turistede af Halkidikis tre ”fingre”. Om sommeren møder du både turister og grækere fra Thessaloniki, som holder weekend ved vandet. Her har du fx mulighed for at deltage i forskellige arrangementer og musikfestivaller. Halvøen, og især byen Kallithea, er kendt for sine barer og kæmpe store diskoteker.

Søger du smukke strande kombineret med charmerende græske byer, der har det hele, er Skioni og Siviri på Kassandra værd at besøge. Her er smukke strande, og begge byer er autentiske og charmerende med gode shopping muligheder og gode restauranter - især traditionelle fiske tavernaer.
Byen Sani er nok Kassandras mest luksuriøse by, med de allerstørste hoteller. Byen er utroligt smuk og velholdt. Strandene er både sandet og stenet med fabelagtigt turkisblåt vand. Besøger du Kassandra i maj måned, må du ikke gå glip af den årlige madfestival ”Sani Gourmet festival”, hvor de bedste kokke fra Grækenland og resten af verden mødes til en verdenskendt kulinarisk gourmet festival.

Besøg også Afitos, som giver dig en farverig kombination af hav, himmel og natur. Du bliver med garanti bjergtaget af byens smukke udsigt over Toroneos bugten. Byens brostensbelagte gader er hyggelige, og du kan måske føle, at du befinder dig i en tidslomme, idet byen emmer af gamle græske traditioner og græsk arkitektur.

Sithonia – den mellemste ”finger”

Sithonia – den mellemste ”finger”
Halkidikis ”mellemste finger” er halvøen Sithonia, som er lidt mindre turistet og grækernes egen favorit. Her findes flere hyggelige græske landsbyer og smukke børnevenlige sandstrande og små hyggelige bugter.

Halvøens største by er Nikiti. Hvis du  og din familie kan lide sandstrande, vandsport og god mad, er byen perfekt. Tavernaerne og barerne er placeret langs stranden, hvor du også finder et stort udvalg af shopping og store og billige supermarkeder. 5 km udenfor Nikiti ligger en af områdets bedste strande ”Ai Yiannis”.
Ved Nikiti kan du køre 2 forskellige veje over Sithonia. Den ene langs kysten mod landsbyen Neos Marmaras og den anden mod Agio Oros. Vi kan anbefale, at du kører langs vestsiden mod Neos Mamaras, da vejen er meget smuk.

Lige før Neos Marmaras ligger den fantastiske sandstrand ”Akti Kalogrias” med tyrkis blåt vand, som absolut er et besøg værd.

Byen Neos Marmaras minder om en lille idyllisk græsk ø, omgivet af vand og bjerge med pinjetræer. Byen er en stemningsfuld fiskerby med gader hævet i plateauer, karakteristiske huse og farverige butikker. Byen har alt hvad du behøver, inklusiv autentisk græsk charme. Du må ikke snyde dig selv for en tur til havnen og stranden, hvor du finder et spændende miljø med caféer, restauranter og taverner. Fra Neos Marmaras havn kan du sejle med udflugtsbåde til Halkidikis yderste ”finger” Kassandra og forbi den lille ø Kelyfos og videre til Porto Carras.
Porto Carras er Sithonias mest eksklusive område, ikke langt fra Neos Marmaras, med lystbådehavn, stort Kasino, rig mulighed for spa og wellness og meget mere. På trods af områdets luksus, er Porto Carras et område der værner om miljøet. Du vil derfor opleve megen økologi, og en befolkning der passer på både dyrelivet og naturen. De undgår overforbrug af vand, og forsøger at opretholde miljøvenlig drift med fx specielle elbiler på golfbanerne, og eget genbrugssystem af glas, papir og aluminium. Porto Carras har desuden sine egne vinmarker, og er verdenskendt for sine Carras vine.

Næsten på spidsen af Sithonia ligger byen Toroni, hvor vandet ved Toroneos Kolpos-bugten er kendt for sin store fiskebestand. Derfor valfarter mange lystfiskere til bugten.

Athos – indgangen til Himlens by

Athos – indgangen til Himlens by
På toppen af Halkidikis yderste ”finger” Athos, ligger byen Ouranoupolis, der markerer indgangen til bjerget Athos. Bagved befinder sig en autonom og teokratisk stat, og her er der kun er adgang for munke og mandlige besøgende.

Du har som turist og kvinde derimod adgang til byen Ouranoupolis, som bare er vidunderlig. Her kombineres et guddommeligt landskab med bjergområder og hav, og når du betragter landsbyens omgivelser, står det klart hvorfor byen på græsk kaldes ”Himlens By”.

Rejser du til Ouranoupolis, har du som turist, enestående muligheder for at spise friskfanget fisk på byens traditionelle fisketaverner, slappe af på de hyggelige caféer og se smukke sol op- og nedgange fra den smukke sandstrand.
Denne side er udskrevet d. 2. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/new-zealand/milford-sound/krydstogt/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.