Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Grækenland

  • Nicópolis, ruinbyen ved Preveza.

    (Bedømt af 9 personer)
    18.11.16: J. Gilbert
    Der er efterhånden mange, som ferierer i Paleros eller på øen Lefkas. Hvis du bliver træt af at dalre i solen og at slappe af, og i stedet ønsker at besøge og opleve seværdigheder, så findes der i området indenfor en afstand af ca.
    Se hele rejsetippet
  • Mit livs rejse som 81 årig

    (Bedømt af 2 personer)
    02.02.16: Gerda Gladbjerg
    Min mand fortalte tit om hans rejse som ung mand for 60 år siden, da han og en kammerat var på en tur gennem samaria-kløften, hans beskrivelse var så fantastisk, så jeg bestemte, den tur må vi så opleve sammen, så vi bestilte en tur til Kreta, så jeg også kunne nå at opleve alt det han fortalte om.
    Se hele rejsetippet
  • Den grønne ø

    (Bedømt af 1 person)
    27.07.14: Liselotte Helweg
    10 dage på Korfu 2014.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Grækenland

Rejsetips af samme forfatter

Lidt om øen Karpathos
Rejsetips indsendt af:
Fredericia
11. nov. 2008

Lidt om øen Karpathos

Den græske ø Karpathos er den tredje største i øgruppen Dodekaneserne, 302 km2, og beliggende i den sydøstlige del af Ægæerhavet. Placeret midt mellem Kreta og Rhodos. Den er ca. 48 km. lang, og ca. 12 km. på det bredeste

Klima på Karpathos

Vejret er som på de andre ægæiske øer. Kølig og blæsende nordenvind i for- og eftersæson. Varm og tør sommer. Hovedsæsonen falder fra midt i juni til og med august. Ved at køre den korte tur fra den ene side af øen til den anden, kan man altid finde en strand med læ.
Adgang til øen

Adgang til øen

Man kommer til øen med fly eller med færge. Enkelte charterselskaber har øen på programmet, og der udover kan FDM´s Rejsebureau hjælpe med billetter m. m. Man flyver til Athen, og skifter her til en indenrigsrute. Athens nye lufthavn er megastor, men nem at finde rundt i. Der er flere steder i lufthavnen informationsskranker, hvor man er meget hjælpsomme og tålmodige med os uvidende turister. Med fly ankommer man til øens lille lufthavn, som er beliggende på øens sydspids. Her må man tage en taxa til sit bestemmelsessted, eller have lejet bil hjemmefra til levering i lufthavnen. Prøv at søge på nettet efter en billig pris. Det er muligt at finde en lille bil til ca. 250,- kr. om dagen, hvis man lejer i flere dage. Lufthavnen har gode indenrigsforbindelser, samt er centrum for turismens chartertrafik.

Hvis man vil sejle til øen, er der mange muligheder. Øen har færgeforbindelse til de andre nærliggende øer, bl. a. Rhodos og Kreta og til centret for al færgetrafik i Grækenland, Piræus. Færgerne ligger til i hovedbyen Pigadia. Her findes busstationen lige bag havnepromenaden. Herfra er der forbindelse til næsten hele øen. Samme sted finder man også taxa holdeplads.

Lidt historie

Øens historie begynder med den græske mytologi, hvor den var hjemsted for guder og titanere. En af titanerne, søn af guderne Uranus og Gaia, er ifølge overleveringerne født her. Ellers har minoere, mykenere og dorere været her fra ca. 2000 f. kr. I det 6. århundrede før kr. erobrede perserne øen, og fra 477 blev de fordrevet af styrker fra Det Deliske Søforbund, ledet af Athenerne. Senere kom Alexander den Store, og øen blev indlemmet i romerriget i år 42 e. kr. Efter romerrigets deling i år 395, tilhørte øen det østromerske / byzantinske rige. Den byzantinske periode strakte sig til 1200 tallet, hvor efter først venezianerne, senere osmannerne/tyrkerne herskede. Genueserne og sågar Johanitterridderne har i denne periode kortvarigt været på øen. Under den græske uafhængighedskrig (1821-1829) blev Karpathos befriet i 1823. Dog blev øen p.g.a. storpolitik givet tilbage til tyrkerne i 1830. Under krigen i 1912 mellem Italien og Tyrkiet, besatte italienerne øen, som derefter blev en italiensk provins. Karpathos forblev italiensk indtil 1944, hvor de allierede, læs englænderne, forvaltede øen til den 7. marts 1948, hvor den endelig blev forenet med Grækenland sammen med de øvrige Dodekanesiske øer.
Geografi

Geografi

Øen deles stort set på midten i to af en bjergkæde, som udfylder hele den nordlige del. Den nordlige del begynder ved byen Spoa, og har en virkelig rå natur. Stejle nøgne klippesider, frodige utilnærmelige kløfter, der strækker sig ned til de små vidunderlige bugter, hvoraf nogle er ren idyl for badegæster, men svært tilgængelige. Store strækninger med spredte nåletræsbevoks-ninger. Enkelte fladere strækninger med terasselandbrug, oliventræer og fåre- gedehold. På nordøen ligger kun få, ret utilgængelige bebyggelser. Men her findes den berømte landsby Olymbos.

Sydøen har også bjerge, her ligger øens højeste, Kali Límni på 1215 meter, men er mildere rent landskabsmæssigt. Her bor den største del af befolkningen. Her findes øens gode landbrugsområder, og i de pittoreske fiskerlandsbyer trives turismen i fuldt flor. Specielt de steder, hvor der tillige findes en god badestrand. Her er flere hyggelige bjerglandsbyer, og sydligst ligger den lille lufthavn.
Trafik

Trafik

Fra Pigadia er der daglig færgeforbindelse til den afsides beliggende landsby Olympos´ havneby Diafáni. Herfra er der busforbindelse op til Olympos. Billetter købes i bussen. Vejforbindelsen til Olympos fra sydøen er først i de seneste par år blevet farbar for terrængående køretøjer. Fra Pigadia udgår også de mange småbåde, der sejler turister til og fra de afsides liggende badebugter og småstrande.

Øens vejnet er for sydøens vedkommende et vidt forgrenet og rimeligt velholdt net, som ad asfalterede smalle veje giver god adgang til alle de større og mindre bebyggelser. Fra byen Spoa udgår den eneste, tidligere omtalte, vejforbindelse til hele nordøen. Og den er slem. En uasfalteret bjergvej som kræver en dygtig chauffør i en robust bil, helst en jeep. Meget ujævn, store huller og nedfaldne klippeblokke. Jeg vil ikke selv godvilligt lægge egen bil til kørsel der. Udlejningsfirmaerne forbyder også deres kunder at køre der i almindelig personbil. På sydøen fra Arkássa til lufthavnen er man i skrivende stund ved at anlægge en vejstrækning, der skal give vestkystens beboere og turister en meget hurtigere adgang.
Rundt på øen

Rundt på øen

Tager man udgangspunkt i lufthavnen, vil vejen nordpå langs østkysten først bringe en forbi byen Afiártis, hvor den flotte store bugt er et tilløbsstykke for windsurfere. Det siges, at det er et af Grækenlands bedste surfersteder. Længere oppe passeres østkystens turistcentrum Amopí, med dens mange taverner og hoteller ved de flotte sandstrande. Lidt uden for Amopí går en vej tværs over øen til Arkássa ved vestkysten, via bjerglandsbyen Menetés.

Fortsætter man derimod mod nord, når man øens hovedstad, færgehavn og administrative centrum, Pigadia. Her er udenfor byen mod nord en lang god strand, og her er ret turistet. Byens havnepromenade er en lang hyggelig række af barer og taverner. I gaderne bag havnen finder turisten forretninger med alt hvad hjertet begærer af ”skuffelort”. Her findes tillige bankerne og pengeautomaterne. En hyggelig by. Her er læ for den i ydersæsonen kølige nordenvind, og byen er derfor lunere at være i end i vestkystens turiststeder.

Når man forlader byen mod nord, får man fra Apéri øens højeste bjerge på venstre hånd. Her dominerer Kali Límni. Ved Apéri går der igen en vej tværs over til vestkysten, via småbjergbyerne Voláda, Òthos og Pilés. Fra Apéri går vejen nordpå langs østkysten forbi de vidunderlige badebugter ved Kira Panagia og Àpella til Spóa, som ligger ved det gode vejnets absolutte nordgrænse. Naturen langs kysten herop er øens absolut smukkeste. Dramatiske bjerge, det dybblå hav og de små vidunderlige badebugter. En køretur, der kræver absolut opmærksomhed af chaufføren hele vejen.

Fra Spóa drejer vejen mod vest gennem tæt fyrreskov forbi sydøens smukkeste, mest pittoreske bjergby, Mesohóri. Her findes enkelte pensioner og taverner. Videre nu sydover mod fiskerlejet og feriebyen Lefkós med de tre meget forskellige badebugter på række. Vejen går herfra videre sydover, ad snoede bjergveje med havkig, til det flade stykke mellem Àdia og Arkássa. Midt imellem disse finder man en skøn lille fiskerby, Finíki, med en lille god strand og enkelte hoteller. Byen krones af en lille snehvid kirke med en kykladeblå kuppel. Her er også et par små hoteller og gode fisketavernaer ved havnefronten.

Ringen sluttes her ved Arkássa, hvor vejen fra østkysten støder til her i vest. Fra stranden her er der god udsigt til den lille naboø, Kàssos, ude i sydvest. Hvis man vil besøge Kassos, er der i højsæsonen færgeforbindelser fra Pigadia. I Finiki på vestkysten er der mulighed for en lokalforbindelse. Spørg i havnen. Fra lufthavnen er der indenrigsforbindelse.

Erhverv

Erhvervsmæssigt er turisterhvervet blevet det største. Efter i mange år at have været ret isoleret fra omverdenen, er der nu fuld fart på turismen. Mange karpathere har arbejdet i udlandet, specielt i USA og Australien, og er nu vendt tilbage til fødeøen, og har startet en gesjæft i turisterhvervet. Mange taler derfor glimrende engelsk. Ellers dominerer fiskeri, landbrug og skovbrug.
Oplevelsesmuligheder

Oplevelsesmuligheder

Øens seværdigheder er mange. I Pigadia, grundlagt af dorerne omkring 1200 f. kr., kan man i byens park se genstande fra antikken udstillet under åben himmel. Ved den nordlige udfaldsvej på strandsiden finder man seværdige rester af en tidlig kristen kirkeruin, Agia Fotiní.

Apéri, 8 km. mod nord, tidligere øens hovedstad er en hvid by med velholdte hvide huse og haver. Byen ligger højt, så der en vid udsigt mod syd over Pigadiabugten. Her er et par kønne kirker. Lige udenfor byens nordkant, går tværvejen mod vestkysten.

Her møder man først Voláda, som ligger højt. Også med en vidunderlig udsigt mod Pigadia og bugten der, samt mod bjergmassivet Kalí Límni. Mange af husene har kunstfærdige, malede smedejernsarbejder som rækværk eller låger. Midt i byen ligger en taverna, som har en udsigtsterrasse hængende ud over dalen. Herfra kan man ad en smal sti klatre op til resterne af en veneziansk borg på klippen overfor. Borgen er der ikke meget tilbage af, og ruinområdet krones af en lille kirke, Agíos Stavrós (hellig kors). Her er en storslået udsigt, som gør besværet værd.
Egnsmuseum i Othos

Egnsmuseum i Othos

Othos rummer et egnsmuseum. Et oprindeligt gammelt hus er restaureret og udstyret fuldstændig, som det blev brugt tidligere. En gammel herre, Ioánnis Chapsís, kaprer kunder på byens kafenion, og viser rundt. Da han samtidig er musiker, giver han gerne et nummer på museets strengeinstrument, en lira. Han er tillige naivistisk maler, og fremviser og sælger gerne sine egne værker i sit lille atelier. Byens store kirke er et besøg værd.
Pittoresk fiskerlandsby

Pittoresk fiskerlandsby

Finíki ved vestkysten er en pittoresk fiskerlandsby, kronet af en smuk lille kirke med blåmalet kuppel. Arkássa få km. mod syd er dejlig at gå rundt i. Her er utallige flotte fotomotiver. På byens torv finder man en god taverna. Ved forbjerget neden for byen, finder man en tidlig kristen basilikaruin med flotte mosaikgulve bevaret. Her lå tidligere et antikt tempel, og bygningsrester herfra ses udstillet i det fri. Her er også en lille kirke med en sjov døbefond, en udhulet søjlekapitæl i korintisk stil. Oppe på forbjerget ligger resterne af en minoisk borg og bebyggelse. En stejl, varm klatretur tur derop. Husk vand og en solhat.
Menetés midt på øen har sjove, af vinranker overdækkede smøger. Et stort mindesmærke for krigens faldne dominerer indkørslen til byen.
Det lille fiskerleje Lefkós

Det lille fiskerleje Lefkós

Tilbage mod nordvest ligger det lille fiskerleje Lefkós. Her er tre vidunderlige badebugter, taverner og hoteller. Der er næsten altid læ i en af de tre bugter. Havnen i den midterste bugt er kantet af fiskerhuse, som i dag rummer nogle herlige fisketaverner. Den midterste serverer helt vidunderlige fiskefrikadeller. Denne bugt er virkelig dejlig, taverner langs den fladvandede strand, som vi fandt helt uden sten. Meget børnevenlig. Her udlejes solsenge og parasoller. Bagved ligger de smukt placerede små hoteller. Vestkystens turistcenter. Et smørhul.
Rester af en minoisk bebyggelse

Rester af en minoisk bebyggelse

I klipperne bag byen finder man i nogle huler spændende rester af en minoisk bebyggelse. Mure som lukker for en del af hulerne med dør- og vinduesåbninger, samt udhuggede hylder i bjergvæggen ses stadig. Oven på plateauet ligger rester af en romersk by. Mest seværdig her er en dyb underjordisk cisterne. En sti der går nordud af landsbyen langs kysten, er kantet af en skrænt, hvorfra man kan pille million år gamle skaller og fossiler ud, en hævet havbund.
Mesohori, øens næstflotteste landsby

Mesohori, øens næstflotteste landsby

Otte km. længere borte mod nord hænger Mesohori, øens næstflotteste landsby, på bjergsiden 200 meter over havet. Hvide huse, snævre gyder og trapper, små kirker og kapeller overalt. Byen er totalt bilfri. Man må parkere på vejen over byen. Al transport foregår til fods eller med æsel/muldyr. Den største og seværdige kirke ligger nabo til en rigtig dejlig taverna med panoramaudsigt. Familien her har tillige en rigtig god fisketaverna i Lefkós ved havnefronten. Der er vid udsigt over terrasselandbruget og havet nedenfor. Fra kirken fører en smal grussti ud til en anden køn lille kirke. Her er fred og en skøn udsigt. Tæt på kirken finder man et cirkelrundt stendækket område, kantet af flade sten sat på højkant. Det er et af de gamle steder til at tærske korn i. Kornet bredtes ud i stencirklen, og et æsel travede rundt, hvorved kernerne frigjordes. Herefter brugte man en greb til at fjerne stråene. Sidst skovlede man kerner og de småstykker af strå op i luften. Vinden sorterede derpå kornet fra resten.
Olympos

Olympos

Olympos, den flotteste og berømte by grundlagt i 1420, ligger i 600 meters højde langt mod nord i et svært tilgængeligt område. Tidligere skulle man sejle fra Pigadia til Diafáni, og derfra tage bussen op til Olympos. Nu er der også en meget dårlig vejforbindelse fra Spoa, men helst sejler man. Byen er bygget på en ås, og domineres af vindmølleruiner og af den centrale kirkes klokketårn. En utrolig flot by, hvis centrum er prydet af en smukt udsmykket kirke, med ældgamle kalkmalerier og en seværdig ikonostas. Absolut et besøg værd. Mange af byens kvinder går rundt i deres specielle farvestrålende dragter, og på tavernerne kan man stadig opleve, at maden laves i udendørs stenovne. En af møllerne står intakt set udefra. Den er nu en overmåde hyggelig taverna, O Milos (The Mill), netop med en af omtalte stenovne i brug. Byen er mellem klokken 1100 og 1600, efter udflugtsbådenes ankomst, meget præget af turisterne, så kom tidligt eller overnat i byen. Byen er bilfri, da der simpelthen ikke er plads i de smalle gader. Man parkerer udenfor.
Avlóna i Olympos´ kornkammer

Avlóna i Olympos´ kornkammer

019 Mellem Olympos og Diafáni går en vej nordpå gennem Avlóna. Avlóna ligger i en stor bred dal, som omtales som Olympos´ kornkammer. Stengærder indhegner markerne, som dækker hele området. Byens huse ligger ret spredte på skråningen, og de fleste er ubeboede i vinterhalvåret. Et spændende sted at besøge. En særdeles ringe grusvej fører videre nordpå mod et arkæologisk område, Vroukoúnda. Den sidste strækning er pr. fodmarch. Her findes rester af en by fra det 6. århundrede f. kr.
Hvis man er lidt fortrolig med det tyske sprog, har forlaget Michael Müller i Tyskland en fremragende rejsebog om Karpathos. Heri finder man bl.a. udførlige beskrivelser af vandreture. Titel: Karpathos. Pris ved bestilling via nettet ca. 18 €.

Endnu er øen ikke spoleret af turismen, men på en del af de attraktive steder er udviklingen i fuld gang. Hvis man er til liv og glade dage nær en dejlig strand, er Pigadia et godt valg. Er man til strand, fred og ro, samt idyl i lange baner, er Lefkos stedet. Vi har oplevet øen som et paradis, hvor afslapning, ro og fred i idylliske omgivelser, samt udflugter med kulturelle oplevelser er gået op i en fælles højere enhed.

Vi kommer meget gerne igen.

Jørgen Gilbert
Fredericia

Kommentarer til rejsetips om Grækenland

God og fyldestgørende beskrivelse.

17/09 2015 Jørgen Jørgensen
Vi sidder netop på øen og læser om de steder både dig og vi har været. Tak for info :-)

vejen ti olympos

11/09 2014 Dirch madsen
Vejen til Olympos, er asfalterte og er god.
EU har giver tilskud.

Tak for de mange gode tips

15/06 2009 Jørn Hofman
Som sagt tak for de mange gode tips. Jeg står for at skulle til Karpathos snart, men har ikke fundet megen hjælp i "Turen går til" De græske øer. Så det var dejligt at læse din beskrivelse
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Grækenland

Ferieboliger i Grækenland
Rejser til Grækenland
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.