Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Grønland

  • Se Isbjørn(e) på Grønland

    (Bedømt af 3 personer)
    17.09.13: Kent Pedersen
    Vi var på en dejlig sejltur fra Kangelussaq til UllersuaQ mellem Grønland og Canada og retur.
    Det var så klart i vejret, at vi kunne se fra Grønland til Canada.
    Se hele rejsetippet
  • Krydstogt til Grønland - En oplevelse for livet

    (Bedømt af 2 personer)
    12.09.13: Asger Nygaard
    En af de største oplevelser på turen var da vi sejlede helt op til isen i det nord/vestlige Grønland nord for Kap Alexander, møder en isbjørn i vandet der svømmer helt hen til skibet og giver et brøl fra sig.
    Se hele rejsetippet
  • Grønland - Vandring med udsigt til isbjerge og indlandsis

    (Bedømt af 6 personer)
    08.08.13: Marianne Nørgård
    På en 13 dages vandretur til Sydgrønland fik vi 12 personer en fantastisk ople-
    velse sammen med vores guide.
    Vi oplevede naturen på tæt hold
    idet vi vandrede fra sted til sted
    eller sejlede med skib igennem
    Eriks Fjord, hvor vi så mange isbjerge og var næsten helt inde
    ved en kælvende bræ.
    Se hele rejsetippet

Rejsetips af samme forfatter

  • Cuba – kombination af rundrejse og badeferie

    (Bedømt af 6 personer)
    20.02.14: Bjørn Larsen
    Vi ville gerne til Cuba, inden der sker alt for mange forandringer, for det gør der sikkert, når Fidel Castro dør, så vi tog derover sidst i januar 2014 - 16 dage.
    Se hele rejsetippet
  • Tropeparadiset i Caribien

    (Bedømt af 10 personer)
    04.12.12: Bjørn Larsen
    Den dominikanske Republik for 3. gang
    Vi har nu for 3. gang været i Den dominikanske Republik og nød det også denne gang.
    Se hele rejsetippet
  • Amalfikysten i oktober

    (Bedømt af 13 personer)
    08.11.11: Bjørn Larsen
    Vi rejste på egen hånd til Amalfi-kysten sidst i oktober, idet der ingen charterture er dertil på denne tid af året. Det var selvfølgelig en lidt omstændelig affære, idet man ikke kan flyve direkte fra København til Napoli, og da vi tilmed bor i Aalborg, blev det en rute, som hed Aalborg-København-Milano-Napoli.
    Se hele rejsetippet
Isfjorden ved Ilulissat
Rejsetips indsendt af:
Bjørn Larsen
Aalborg
7. okt. 2010

Grønlands forunderlige natur

Der findes rejser til Grønland, som ikke er så dyre, men så kommer man kun til Sdr. Strømfjord og selvfølgelig også ind på indlandsisen. Vi synes dog, at man snyder sig selv for en masse spændende oplevelser, hvis man ikke rejser videre til andre steder i Grønland, som har noget helt andet at byde på, f.eks. kæmpestore isbjerge, midnatssol, pukkelhvaler, øde fjeldområder m.m.
Indlandsisen maser sig frem ved Kangerlussuaq
Indlandsisen maser sig frem ved Kangerlussuaq

Udgangspunkt Sdr. Strømfjord/Kangerlussuaq

Rejserute: Sdr. Strømfjord/Kangerlussuaq – Sisimiut – Ilulissat

Efter vores mening var Grønland et af de mest spændende og anderledes lande i Europa, og det tager kun 4-5 timer at flyve derop, så det er ikke noget at snakke om.

Vi valgte en kombination af 3 steder, da vi var deroppe i juli 2007. I alt var vi af sted i 10 dage. Vi startede med at flyve til Sdr. Strømfjord – Kangerlussuaq, hvor vi tilbragte de første 2 dage. Det er en gammel amerikansk base, og vi boede på et vandrehjem, som var indrettet i de gamle barakker. Man kan dog også bo på et hotel i selve lufthavnen.

Basen blev oprettet under 2. verdenskrig, hvor den var et vigtigt mellemlandingssted for USA og de allierede i Europa. Senere begyndte man også at bruge den til civil flytrafik, og i 1992 blev basen nedlagt og bruges nu næsten kun til civil trafik. Det er den vigtigste lufthavn i Grønland, bl.a. fordi den næsten altid kan beflyves, selv om der er dårligt vejr ved kysten.

Mens vi var i Kangerlussuaq, var vi bl.a. på en spændende tur til indlandsisen. Turen derud foregik med en 4-hjulstrukket lastbil, som der var sat en kasse på. Man plejer at kunne køre helt op til indlandsisen, men siden 2004 er der smeltet en del is på grund af klimaforandringer, så vi måtte gå det sidste stykke. Det er vigtigt at have vandrestøvler på, da der er lidt fugtigt, og også for at kunne stå ordentligt fast på isen.
Blomsterflor i den korte sommer
Blomsterflor i den korte sommer

Sisimiut (Holsteinsborg)

Efter 2 dage fløj vi til Sisimiut med et lille fly. Man kan ikke køre fra det ene sted til det andet, man skal enten flyve eller sejle. Der findes ingen veje mellem de forskellige byer.

Der er ingen isbjerge i Sisimiut, men en masse fjeldområder uden for byen. Byen er Grønlands næststørste by med ca. 5400 indbyggere, der primært lever af fiskeri.

Mens vi var i Sisimiut, tog vi bl.a. af sted på en vandretur i et meget øde terræn. Det var en stor oplevelse, men der var mange myg. Derfor købte vi myggenet, da vi kom tilbage til byen. Man kan købe dem i byggemarkeder. De har en STARK deroppe.

Fordelen ved at rejse i Grønland er også, at man kan bruge danske penge og Dankort, så man behøver ikke veksle penge. Vi var også overraskede over, hvor mange danskere der stadigvæk bor deroppe, selv om de har fået hjemmestyre og næsten er selvstændige efterhånden. Af den samlede befolkning på ca. 57.000 mennesker er 11% tilflyttede danskere.
Pukkelhvaler på vej til Ilulissat
Pukkelhvaler på vej til Ilulissat

Ilulissat (Jacobshavn)

Efter nogle dage i Sisimiut skulle vi videre til Ilulissat. Vi skulle sejle derop med kystskibet Sarfaq Ittuk. Det er en sejltur på 16 timer, fra sidst på eftermiddagen til ca. kl. 12 om middagen næste dag. Vi sov i 4-mands kupeer, for vi havde fået bestilt vores tur for sent til at få en køje. Et tip er, at man bør bestille sin tur til Grønland mange måneder i forvejen, for der er ikke så mange hotelpladser endnu.

Vi vågnede tidligt og kunne begynde at skimte de første isbjerge, men efterhånden kom der flere og flere. Det var en meget stor oplevelse.

Lige pludselig fik vi også at vide, at der var pukkelhvaler i nærheden af skibet. Kaptajnen var så flink at sejle tæt på dem, så vi fik mulighed for at se dem på nært hold. De er kæmpestore.

Da vi nærmede os Ilulissat, var der simpelthen så mange flotte og kæmpestore isbjerge. Det var ubeskriveligt smukt og et syn, man ikke glemmer. Solen skinnede, hvilket gjorde det ekstra smukt. Ilulissat er jo især kendt for den 50 km lange isfjord, Kangia, som på mange måder er symbolet for Ilussat, som betyder ”isfjeldene”. Den blev i 2004 optaget på UNESCO’s verdensarvliste.

Vi kom til at bo i en lejlighed inde midt i byen med udsigt over fjorden. Der er jo lyst hele natten om sommeren, så en nat omkring kl. 2 stod vi op for at tage et billede af solnedgangen, som var et meget flot syn. Der var fuldstændigt stille, men man kunne lige høre et par fiskerbåde sejle ud på fjorden for at fiske midt om natten. Det var en helt speciel oplevelse.

Der var rigtigt flot vejr alle de dage, vi var i Ilulissat, så vi kunne endda have shorts på ind imellem.

Der var forskellige ture, vi kunne tage med på, så vi valgte en tur til Eqi bræen, som har en forkant på op til 100 m. Vi sejlede i 3 timer for at komme dertil og kom forbi det ene flotte isbjerg efter det andet. Vi gik i land ved en hytteby, som heder Ice Camp Eqi, som ligger lige over for gletcheren. Der kunne man høre bragene, når der brækkede is af bræen. Det var meget imponerende. Lige inden vi skulle sejle tilbage, og da båden faktisk havde lagt til for at hente os, brækkede der et kæmpestykke af – ligeså stort som et parcelhus. Dette forårsagede en slags tsunami. Det var en meget speciel fornemmelse at se den udvikle sig. Først kom der bølger langs kanten af fjeldet, som lå tættest på gletsjeren, og efterhånden bredte de sig til hele kanten af fjeldet, og bølgerne kom lidt op mod os. Det kan faktisk være farligt at opholde sig nede ved vandkanten, når isen brækker af. I 2002 var nogle turister blevet ramt af en bølge, da de lå i telt nede ved kanten af isjorden, og de var blevet slynget 100 m væk, hvor de blev fundet stærkt forkomne, så det er voldsomme kræfter. Derfor er det også strengt forbudt at gå nede på stranden.

Vi tog også nogle vandreture ud i fjeldene omkring byen, hvor der er meget smuk natur og masser af smukke blomster. De blomstrer kun et par måneder, så hvis man vil se blomsterfloret, skal man komme der i juli eller august.

Ilulissat er også hjemby for den berømte polarforsker Knud Rasmussen. Vi var inde i det hus, hvor han blev født og voksede op. Det er museum nu.
Slædehunden hviler sig
Slædehunden hviler sig

Nogle råd

• Bestil turen til Grønland mange måneder i forvejen, for der er ikke så mange hotelpladser endnu.
• Juni, juli og august er de varmeste måneder med mulighed for op til 20 graders varme og et prægtigt blomsterflor.
• Tag vandrestøvler og regntøj med samt myggenet/spray. Dette kan dog købes deroppe.
• Der er størst mulighed for at se de kæmpemæssige isbjerge, jo nærmere man kommer Ilulissat (Jacobshavn). Er gjort til UNESCO-Verdensnaturarv.
• Tag sejlturen fra Sisimiut til Ilulissat. Her er der mulighed for at se pukkelhvaler.
• Mulighederne for skønne vandreture omkring Ilulissat er store.
• Tag bådudflugter ud fra Ilulissat med sejlads mellem maleriske isbjerge.
• Prøv grønlandsk buffet (fisk, vildt, hval m.m.)
• Sæt jer nede ved vandet og nyd den øredøvende stilhed, med de knejsende isbjerge, som flyder i horisonten. Kun afbrudt af en fisker, der i det fjerne skal ud på fangst.
• Stå op midt om natten ved 1-tiden og oplev midnatssolen!..
Midnatssolen ved 1-tiden natten
Midnatssolen ved 1-tiden natten

Realiser rejsedrømmen!

Vi har rejst mange steder i verden, men synes, at Grønland er noget meget specielt. Ønsker man at se de grønlandske natur-specialiteter, før de undergår for store miljø- og kulturforandringer – ja, så er det med at realisere rejsedrømmen!

Skulle I være interesseret I at læse mere indgående om turen, har vi en rejsehjemmeside, der hedder www.fjernehorisonter.dk. God fornøjelse.

Jytte og Bjørn Larsen
Aalborg

Kommentarer til rejsetips om Grønland

Svar til C.C.R. Andersen - Grønland et fantastisk land

10/08 2011 Bjørn Larsen
Hej C. Andersen.

Mange tak for de pæne ord vedrørende vore rejsindlæg/tips. Skønt at andre måske kan have glæde af nogle erfaringer vi har gjort. Vi bruger selv - når vi skal på en spændende tur, at gå ind og læse andres rejsetips for at få nogle gode ideer til den forestående tur.

Vi kan se at du/I har rejst meget på Grønland, så I ved og har set hel sikkert en masse deroppe fra.

Ud over punkterne i "Nogle Råd" i artiklen vil vi nævne flg.: Søg på nettet under rundrejse i Grønland, her vil du finde flere bureauer, som har udmærkede mere eller mindre færdige ture af ca. en 10-12 dages varighed. FDM-Travel kan helt sikkert hjælpe.

Indlandsturen fra Kangerlussuaq, sejlturen fra Sisimiut og endelig dage i "perlen" - Ilulissat med afmærkede vandreture, sejlads blandt isbjerge, gudstjeneste (nationaldragter) er nogle ting, vi synes I bør opleve.

Ha' en rigtig god tur.
Venlig hilsen
Jytte og Bjørn Larsen. Aalborg

HEJ, jYTTE /JØRGEN

09/08 2011 Carl ChristianR.R. Andersen
Ja, grønland er et fantastisk land, har sejlet på øst og vest kysten i 1966/1973 med J.Lauritsens Polarbåde, Frida Dan og Saima Dan .Er nu gået på pension,og ovevejer at rejse derop igen, som turist i 2012, har i nogle specielle gode tips udover jeres gode indlæg. Har bl.a været i Siapuluk,Savisavik,nord for Thule Air base, hvor jeg arbejdede i 1982-1985)
Mange Mange tak for et godt indlæg.

MVH.

CCRRA.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/australien/brisbane/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.