Burren Nationalpark

Det frodige klippeland  

Burren kommer af det irske ord Boíreann, der betyder 'et klippefyldt sted'. Og meget mere passende kan det næppe siges. Burren Nationalpark er et af naturens arkitektoniske mesterværker med 250 km² mørke, tilsyneladende golde limstensklipper, som regn og gletsjere i gennem tiden har formet og furret, så det mest af alt ligner smeltet sten stivnet i terrasser. Kører du ad Wild Atlantic Way på din kør-selv-ferie mod ikoniske Cliffs of Moher, ligger the Burren nærmest som en uformelig mørk skygge i horisonten - men lad dig ikke narre, for området er i virkeligheden et botanisk skatkammer og fårene går fuldfede på stenmarkerne.

Golde klipper eller botanisk vidunder?

Når man kører gennem the Burren kan man undre sig over, at noget levende nogensinde har fundet næring blandt klipperne. Men kalkstenslandskabet er overraskende frodigt, og smaragdgrønt græs vokser overalt i de dybe regnfurer. Ja, faktisk gror 75 pct. af alle Irlands plantearter her i området, inklusive 23 af øens 27 vilde orkidé-arter. Trods sin tilsyneladende utilgængelighed har mennesker og dyr altså fundet sig godt til rette her i årtusinder - hvilket stengraven Poulnabroune Dolmen bærer vidne om. Men det har altid været på Moder Naturs præmisser, og selv byerne er bygget rundt om naturen – for den kan ikke tæmmes.

Dramatisk skønhed

Det er ingen hemmelighed, at Irland kan være regnfuld og blæsende - selv om sommeren. The Burren er absolut en skønhed at køre igennem, når solen får klippelandskabet til nærmest at skinne. Men skulle du besøge området en dag, hvor skyerne er grå og tunge, så oplever du for alvor nationalparkens dramatik. Atlanterhavet piskes nærmest isblåt af bølger og vælter ind over klippekysten, græsmarkerne lyser limegrønt op mellem de levende hegn og klippelandskabet virker endnu mere massivt og uforsonligt. Det er den irske vestkyst, når det er bedst.

---

"of this barony it is said that it is a country where there is not water enough to drown a man, wood enough to hang one, nor earth enough to bury them. and yet their cattle are very fat. The grass grows in tufts of earth of two or three foot square which lies between the limestone rocks and is very sweet and nourishing."

- Ludlow, Cromwellian Army Officer 1651

---