Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Dublin

  • Àlainn Dublin!

    (Bedømt af 5 personer)
    29.10.13: Trine Brok
    Nytår 2012/13, tog en veninde og jeg til Irland for at fejre det med nogle irske venner vi har, men før vi tog ud til denne lille landsby Athloné, tilbragte vi 2-3 dage i Dublin.
    Se hele rejsetippet
  • Modeljernbanen i Malahide, Dublin

    (Bedømt af 3 personer)
    13.08.13: Erik Lawaetz
    Hvis dit primære formål med at tage til Malahide Castle er at se modeljernbanen, som er omtalt bl.a. her på hjemmesiden, så undlad at køre forgæves.
    Se hele rejsetippet
  • Autentisk musikoplevelse i Dublin

    (Bedømt af 5 personer)
    17.06.13: Benny Jørgensen
    Et godt tip til en tur i Dublin er at hænge ud i Temple Bar - men det er der ikke noget nyt i...
    Det spændende er, at lægge mærke til, når der er musikere på gaden.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Dublin

Rejsetips af samme forfatter

Keem Bay, vestlige Irland
Rejsetips indsendt af:
Alex Winkler-Kristensen
Århus
26. nov. 2009

Forår på den grønne ø

Irland kan ikke undgå at fascinere. Storbyerne er charmerende og kulturfyldte, landsbyerne er fulde med myter og historie, og højlandet i al (u)almindelighed er sjældent set smukkere. Jeg vil rette min irske fortælling mod hovedstaden, Dublin, der efter bare tre dage, formåede at sætte sit nådesløse tandsæt dybt i huden på mig.
Malahide Castle
Malahide Castle

Velkommen i den grønne lund

Tidlig marts, den første forårsdag har modstandsløst overmandet os, vi sidder i flyveren med kurs mod ’den grønne ø’ eller ’the emerald isle’, som irerne kalder den. Servitricen på flyet serverer os vores første, kulsorte Guiness; vi smager, nyder – og fjerner med et tilfreds smil det mørkebrune skum fra overlæben.

Vi får læsset bagagen og os selv ind i en taxa; små 12 km syd på går turen, mod Dublins midte. På turen kommer vore engelskkundskaber på hård prøve. Taxachaufføren byder os velkommen, vil vide vores livshistorie og plaprer desuden løs om vejr og vind og nationalpolitik – økonomi og regeringsform. Vi snakker med så godt som vi kan – og nyder åbenheden og gæstfriheden.
Han smider os af ved vores hotel, The Castle Hotel, en spytklat fra byens absolutte centrum og O’Connell Street, Dublins og en af Europas bredeste gader.
Piccoloen følger os til vores værelse, han får 2 euro med i farten, og så er vi ellers ”off to Dublin in the green”, som i den gamle folkesang.

Vi starter meget målbevidst med at booke en busudflugt rundt i Irlands sydvestlige hjørne. Vi har lige et par timer, vi skal have fordrevet, inden turen, så vi krydser Liffey-floden, der i folkemunde deler Dublin i et fattigt nord og et rigere syd, og foretager en slentretur i Norddublins gågade.
Sammenlignet med den store, modebevidste gågade à la Strøget i København i Dublins sydlige del (Gardiner Street), er her ikke så mange butikker, men derimod adskillige caféer og små spisesteder, der sammen med de flotte, gamle bygninger og ’lykkelige musikanter’ giver en behagelig og afslappet feriestemning.
Vi får os et stykke chokoladekage og en Irish coffee til lyden af kvintettens udgave af ”Dublin in the rare old times”. Herligt!

Kagen ligger tungt, men vi når trods alt bussen tids nok til vores Coastal Tour. Vi forlader byen og kører et lille stykke mod nordøst, gennem fattige forstæder ud mod kysten, hvor vi tages gennem en kæmpestor grøn park spækket med fuldtudsprungne egetræer langs vejsiden. For enden af vejen kommer vi til Malahide Castle, et slot fra det 12.århundrede, meget velbevaret, og i sin tid beboet af Baron Talbot og hans familie. Her er usandsynligt kønt, og forårsduften brænder sig uafladeligt vej gennem systemet.
Bussen tager os videre ned langs den smukke østkyst, forbi den gamle fiskerflække Howth, fra hvis marina, Dublin Bay smukt viser sig med Wicklow Mountains i baggrunden – det er fantastisk smukt. Endelig tager bussen os til Dublinforstaden, Clontarf, som egentlig betyder ”Tyrenes eng”. Dette navn har byen fået, fortæller Buschaufføren, som også er guiden, i kraft af et berømt, blodigt slag sted i år 1014 mellem the High King of Ireland og the Vinking Invaders. I dag er her heldigvis ganske fredfyldt.
Fra vores aften på Gogarty's
Fra vores aften på Gogarty's

En aften i templet

Det er blevet tidlig aften, da vi igen ankommer til centrum af Dublin. Vi bevæger os ned til Temple Bar distriktet. Det er Dublins verdenskendte pubkvarter, og beværtningerne ligger side om side, malet i klare, stærke farver som gul, lilla og postkasserød. Facadeudsmykningen er ofte ledsaget af blomsterkummer med lange ranker af farvestrålende blomster. Her er helt unikt, og en perfekt visuel forsmag på den egentlige forfriskning, der venter os. Vi sætter foden ind på Gogarty’s. Omgivelserne er rustikke, møblerne er således af tykt, mørkt egetræ. Der er mange mennesker, der chattes, grines og skåles. Vi bliver henvist til et bord ovre ved væggen. Menu- og drinkskort ligger her allerede. Mine smagsløg dirrer; her serveres fuldblodstraditionelle irske retter. Jeg falder over en ølmarineret fårestuvning. Det lyder spændende, anderledes og frem for alt irsk! Og så ledsaget af en kold, kulsort pint Guiness, så bliver det ikke meget bedre.

Det smager fænomenalt. Det minder lidt om Gullasch som man får det i Ungarn, hvor kødet er fantastisk mørt og sovsen stærkt krydret. Jeg sidder og falder i svimer.

Netop som vi har betalt og skal til at tage vores jakker på, bifalder folk fire musikere, der er ved at indtage scenen. Vi bliver lige hængende for at se, hvad det er for noget. De lægger for med klassikeren ”Wild rover”, som selv tre inkarnerede danskere kan synge med på. Stemningen er i top, folk er med, der danses, den ene Guiness drukner i den anden, først da klokken bliver 2, og stedet lukker, drejer vi om på hælen og går hjem på hotellet, på alle måder stopmætte.
Greyhound Race på Shelbourne Park
Greyhound Race på Shelbourne Park

'Trainsurfing', Rugby og Greyhound

Nu, lørdag. Vi når akkurat lige morgenmaden på hotellet. En fuldgod Irish Breakfast bestående af æg og bacon, hash browns, french toast, frisk frugt og med en chokolademuffin som prikken over i’et. Under morgenmaden planlægger vi, med hjælp fra to engelske turister, dagens program – rugbykamp om eftermiddagen, og greyhound-væddeløb om aftenen. (Greyhound-racen er smalt bygget med lange ben og har i mange år været brugt som jagthund. Den ’spæner’ helt op til 65 km i timen, eller 18 meter i sekundet).

Det ’bipper’, da skydedørene lukker. Her er masser af plads, så vi sidder alle ved en vinduesplads. En togtur uden egentligt mål er en fantastisk måde at se en masse forskelligt, når man ikke har så meget tid. Vi kører syd på langs vandet og begynder så småt at forstå, hvorfor Irland har fået tilnavnet ’Den grønne ø’. Samtidig skinner landets dårlige økonomi flere steder klart igennem. Boligkvarterer der på det nærmeste ligner byggepladser, slidte fortove og hullede veje, der afslører bagsiden af Irlands ellers skinnende, guldbelagte medalje.

Folk gennes i hobetal mod den infernalske støj fra RDS Stadium. Rugby er Irlands nationalsport, og irernes interesse herfor, kan sammenlignes med danskernes passion for fodbold.

Gennemsnitslønnen i Irland er temmelig lav, priserne til rugbykampe er derimod høje. Folk fravælger således ting i tilværelsen, for at have råd til sæsonbilletter, det fortæller lidt om, hvor meget sporten betyder. RDS Stadium huser 20.000 tilskuere og her er fyldt til bristepunktet, det til trods for at hjemmeholdet, Leinster er bundhold i rækken. Der er masser af råben og hujen inden kampstart. Der hamres på trommer og synges slagsange, som vi kender det fra andre sportsgrene, men da først kampen udspiller sig, tager en underlig, mat stemning over. Det overrasker mig. Måske skyldes stilheden, at alle andre tilskuere, ligesom jeg, forsøger at definere spillets regler, som for mig at se, er temmelig indviklede.

2 timer senere. Stemningen er igen i top. Leinster har vundet kampen, og vi eskorteres ud af stadion i selskab med tusindvis af hæse, berusede og glade rugby-fans.

Vores tur forsætter mod Dublins nordlige del til Shelbourne Park, som hver lørdag afholder Greyhound-væddeløb.

Vi får stukket et par kuponer i hånden i indgangen, og så er det ellers bare med at prøve at komme i kontakt med sin egen fru Fortuna. Princippet er som vi kender det fra hestevæddeløb. Man vælger den hest/hund, man tror, vinder næste heat. Hunden giver pengene et givent antal gange igen, og man kan følge heatet med stor spænding. Det er en super sjov, kulturel oplevelse, dog blev ingen af os rige ved foretagendet, så man bør finde sig andre årsager til at slå et smut forbi begivenheden.
Statuen af Molly Malone på Grafton Street
Statuen af Molly Malone på Grafton Street

Sightseeing

Søndag morgen. I dag er vores sidste hele dag i Dublin. Dagen udnævner vi til Sightseeing/ose-dag.
Vi bevæger os atter ud i midtbyen, hvor vi som det første aflægger besøg i Dublins største kirke, St.Patrick’s Cathedral. Kirken ser lille ud set udefra, og som så mange andre steder i byen, er der også her ved at blive bygget. Der står byggestilladser flere steder rundt om kirken. Jeg synes, det ødelægger den nostalgiske oplevelse, en kirke og et byggestillads er for mig en stor modsætning. Desuden gør stilladserne det svært at tage ordentlige billeder. Jeg er ikke begejstret.
Vi entrerer, og den er egentlig stor, når man står inden for murerne. Den er smukt udsmykket både på væggene og i luftet, og alteret er særdeles nydeligt. Jeg bliver irriteret over de små souvenirboder, der befinder sig i den modsatte ende. Det er igen upassende i min optik. Souvenirboder er én ting, kirken skal også tjene penge, men placer dem dog i det mindste udenfor. Jeg køber intet.

Videre. Vi stopper ved Grafton Street, en af Dublins mest berømte gader. Der udspiller sig et hektisk folkeliv; der er masser af musikanter og artister. Midt i gaden, en statue, jeg læser skiltet, Molly Malone, hmm, der er en klokke, der ringer… Aah Molly Malone, kendt fra sangen om fiskehandlerens datter, hvis genfærd vandrer rundt som fiskehandler i Dublins gader.

Vi fortsætter en halvkilometers penge. Her møder vi 2nd Palace Street, hvor Dublin Castle befinder sig. (Slottet stammer oprindeligt helt fra starten af 1200-tallet, hvor den daværende engelske konge, King John, havde ført briterne til sejr og derved fordrevet vikingerne fra Dublin. Slottet er blevet renoveret i 1700-tallet, men der står stadig dele tilbage af ’originalen’). Det er et meget imponerende og imposant bygningsværk, og guiden, som jeg i øvrigt finder ret attraktiv for en irsk kvinde at være, løfter med sine fortællinger oplevelsen et niveau.
Underholdning ved The Merry Ploughboys
Underholdning ved The Merry Ploughboys

Republic of Ireland - 12 points

En foreløbig lang dag med megen aktivitet er tilbagelagt. Én ting mangler vi dog – noget jeg har set frem til siden ankomsten. En tur små 45 km fra Dublin op i bjergene til restauranten ’The Merry Ploughboy’, hvor der venter bespisning med tilhørende koncert med netop ’The Merry Ploughboys”. Såvel maden som musikken er naturligvis højtraditionel irsk. Jeg er spændt på, hvad der venter.

Vores taxa bringer os frem til en stor træhytte. Den ser storslået ud udefra. Vi får os anbragt ved et bord. Her er sådan en form for kro-stemning. Lokalet er kæmpestort og alt er i træ fra gulv til loft. Der er intet loftlys, blot en masse levende lys og enkelte dæmpede gulvlamper. Vi får serveret en såkaldt Limerick Ham. Det er skinke, glaseret med sennep og daddel. Det serveres sammen med nye kartofler og gin-sauce. Fantastisk anderledes – og bare fantastisk.

’The Merry Ploughboys’ går på scenen og fortolker en lang række af de bedst kendte irske folkesange. ”The wild rover”, ”Whiskey in the jar”, ”Farewell to Carlingford”, ”Finnesgan’s wake”, ”Dirty old town” og ”Molly Malone”. Jeg føler mig super godt tilpas, mine kun 21 år taget i betragtning. Musikken, folkene, den joviale stemning i det hele taget, tiltaler mig i den grad. ”The Merry Ploughboys” afbrydes efter en times tid. På scenen kommer i stedet en gruppe irske folkedansere, der praktiserer River Dance. Her når stemningen sit absolutte kogepunkt, og folk er ellevilde, da gruppen som afskedsnummer, ’danser af’ til Michael Flatleys verdenskendte ”Lord of the dance”. Aftenen var langt fra billig, men HUHEJ for en forestilling!
Bussen tager os mod Cork langt mod syd. Dublin glider forbi mig en sidste gang. Det har været en fænomenal oplevelse. Jeg tænker på Gwen Dickersons irske digt:

Visit, I must, to Ireland
To that land of emerald green
Flooding me with feelings
Of endless aching abandonment and fascination

Jeg lukker øjnene og tænker, hvor har han ret.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Dublin

Hoteller i Dublin
Rejser til Dublin
Denne side er udskrevet d. 9. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/usa/miami/four-seasons-hotel.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.