Vi har (senest) været i Israel i sommers - forrige gang var fem år forinden.
Israel byder på en unik variation, og er - trods den enorme plads i medierne - ikke større end Jylland.
Storbyferie i Tel Aviv, som samtidig er badeby, med et nyt fantastisk miljø ved den gamle havn, hvor cafeer, promenade og aktiviteter for børnene kan nydes mens solen går ned over Middelhavet.
Kulturferie i Jerusalem - "verdens navle" og central i de tre monoteistiske religioner, og med verdens tætteste koncentration af historiske mindesmærker i klasse AAA+
Badeferie i Eilat med dykning, koralrev og delfiner i Det Røde Hav.
Naturferie i Negev-ørkenen i syd eller i de frodige Galilæa-bjerge i nord - med under 200 km afstand.
(Tip: B&B hos dansktalende Ruth og Erling uden for mystikerbyen Safed i Galilæa-bjergene med udsigt over Geneserat Sø og hjemmelavet morgenmad: http://www.zimmeril.com/site.asp?site_id=220 - der boede vi sidst i 4 dage som udgangspunkt for vores ture i nord)
Geneserat Sø, Middelhavet, Det døde Hav og Det røde Hav kan dækkes i bil på en enkelt dag!
Hypermoderne land blandet med beduiner, ortodokse jøder, drusere og 3000 års verdenshistorie.
Fra shouken i Jerusalem
Orienten i Jerusalem
Man ved for alvor, at man er i Orienten, når man besøger shouken i Jerusalem - her er duftene, smagene, farverne og alle de souvenirs, der hører sig til.
Gravkirken i Jerusalem
Historiens vingesus
Katolikker, græsk- og russisk ortodokse, armenere, koptere m.fl. anser Gravkirken i Jerusalem for deres centrale religiøse sted.
Her blev Jesus korsfæstet og begravet, og her genopstod han på tredjedagen...
Wadi Kelt -klosteret i Judæas Ørken
Religionens fascination
20 minutter uden for Jerusalem, 10 min fra hovedvejen ned mod Jericho og Det døde Hav ligger eremit-munkenes kloster i Wadi Kelt.
Nok se, men ikke røre - det er praktisk taget umuligt at komme ned til selve klosteret.
Bahai templet i Haifa - set fra toppen af Carmel-bjerget
Skønhed fra oven
Bahai-templet ligger utroligt smukt på Carmel-bjergets skråninger i stor- og havnebyen Haifa ud til Middelhavet.
Undersøg i forvejen, hvornår man kan komme indenfor, og hvilket tøj der er anstændigt nok...
Dome of the Rock fra Mount Scopus
Mount Scopus
Man skal komme til Jerusalem nordfra og se byen fra Mount Scopus, der ikke for ingenting hedder Udsigtsbjerget.
Fra Det hebraiske Universitet er udsigten over Den gamle By med Klippemoskeens gyldne kuppel og den moderne by med hotellernes skyline uforlignelig.