Mellemøsten har måske ikke det bedste ry på vore breddegrader, men en ferie i Israel og Jordan giver traditionelle turistmål som Sydeuropa og Thailand baghjul både på X-faktor og pris.
Og så ligger udgangspunktet, Tel Aviv, under fire timers flyvetur fra Danmark. Ingen jetlag, ferien starter dag ét.
Religiøs have. Baha'i Gardens i Haifa er centrum for den uafhængige, monoteistiske religion Baha'i.
Eventyret begynder
Vi ankom til
Tel Aviv lørdag under shabbaten. Hele Israel er momentalt lammet i et døgn, butikker lukkede, busser og tog står stille. Heldigvis kan man stadig finde en sherut (delt taxi), der kører til Haifa, hvor tre ugers eventyrrejse tager sin begyndelse.
I Haifa findes den verdensberømte have, Baha'i Gardens, med sine 19 veltrimmede terrasser. Eksotiske gevækster breder sig ned over en bjergside, ethvert græstrå er klippet med andagt, thi haven rummer også Babs mausolæum, et af de helligste steder i Baha'i-religionen.
En halv times togtur herfra henligger den charmerende lilleby, Akko, næsten som Marco Polo forlod den for 800 år siden. Her nød vi den første af feriens utallige portioner hummus med salater, delikat krydret shawarmakød og fladbrød - samt en frisk dukkert fra den fine, Vesterhavsagtige strand.
Romersk. Jerash i Jordan er en af de vigtigste og bedst bevarede romerske byer i Mellemøsten.
Salaam Aleikum, my friend!
Videre til Jordan, hvor en lejebil står klar i hovedstaden Amman. Selv om afstanden i kilometer er minimal, føles det som at komme til en anden planet. Pludselig er de fleste kvinder fuldstændigt formummede i burka, mændene går i kjortel og kefije, den traditionelle arabiske hovedbeklædning, og fra de mange minareter gjalder muezzinernes indkaldelser til bøn fem gange i døgnet. Larmen, varmen, støvet og tumulten er overvældende.
Det indre billede ændrer sig imidlertid hurtigt. Det er som at komme fra mørke ud i lys, der først virker skarpt, men snart forekommer både normalt og behageligt. Under kvindernes sorte dragter anes raffinerede klæder og parfumer, mændene er utroligt imødekommende og hilser ofte os vildt fremmede vesterlændinge med et 'Salaam Aleikum, welcome, my friend!'. Og som dagene går, lærer vi at sætte pris på de smukke sange fra moskeerne, der inddeler døgnet i fem åndelige mundfulde, hvor vi jo i
Danmark er mere af styret af vores tre daglige måltider.
40 km nord for Amman indlogerer vi os på Hadrian's Gate Hotel i Jerash. Fra tagterrassen er der en pragtfuld udsigt over nogle af Mellemøstens bedst bevarede romerske ruiner, hvoraf Hadrian's Gate fra det første århundrede efter Kristus nok er den mest kendte. Området rummer alt fra ydmyge stalde til imponerende amfiteatre, og man vader bogstavelig talt rundt direkte oven på de flot tilhuggede, gamle sten.
Skulpturelt. Den lille israelske kystby, Akko, er fyldt med stemning og fine detaljer - også af nyer
Indvortes & udvortes
Madaba besøger man primært for at se den græsk-ortodokse St. George's Church med de mange smukke mosaikker. At byen er kristen, er en yderligere attraktion, da dét er ensbetydende med et antal butikker, der sælger øl og sprut til rimelige priser. For os nordboer er en kold øl ved aftentide jo ikke at kimse af - endsige en Arak (minder om Ouzo) - så glade var vi efter flere dage med vand, stærk kaffe og myntete.
Ad Dead Sea Highvej går turen nu - surprise-surprise - til Det Døde Hav, hvis saltindhold udgør hele 31%, og som med sine 420 meter under havets overflade er jordens laveste punkt. Man bør ikke snyde sig selv for tur i det varme vand, men det behøver ikke foregå fra et de mange luksushoteller. Entreen ved den offentlige Amman Beach kostede JD15 (godt 100 kr.) og gav adgang til ferskvandspool og brusere. Dét er man lykkelig for efter marinering i saltlagen, som er så tyk, at man kan stå oprejst uden at røre sandbunden; en pudsig, vægtløs fornemmelse.
Snoede bjergveje førte os til al-Karak, hvis claim to fame er den gamle korsfarerborg, der troner 900 meter over det dramatiske landskab. Her tabte den sadistiske ridder Reynald de Chatillon et afgørende slag til Saladin i 1183 og blev et hoved kortere ved samme lejlighed. Borgen er hurtigt overset, men byen er i sig selv et besøg værd. Aldrig er vi blevet mødt med så stor gæstfrihed noget sted i verden. Overalt stoppede folk os for at byde velkommen, en slagter blokerede for al trafik for at hoppe ud af sin vogn og brøle WELCOME! WELCOME! Vi tænkte beskæmmede på, hvordan en jordaner ville blive modtaget i pianisternes Danmark...
Byens
hoteller er elendige, men på en ydmyg snask fik vi det mest overdådige morgenmåltid med frisk falaffel, auberginemos, hummus og flere andre krydrede, kikærtebaserede salater, en skål af de uundgåelige saltsyltede grøntsager, fladbrød plus strømme af sød, sort te.
Verdensarv. Petra i Jordan er officielt optaget blandt verdens syv nye vidundere.
Petra - hele rejsen værd
På vej til Wadi Musa, som er sidste stop før Petra, ligger Dana Nature Reserve, Jordans største naturreservat. I dette overjordisk smukke bjerglandskab, der ikke lader Grand Canyon noget tilbage, kan man tage flere spændende og ganske gratis hikes. Vi prøver et af de lettere, som blot tager et par timer, men undertegnede, der lider af højdeskræk, får alligevel testet bremserne under vandresandalerne. Undervejs møder vi en arabisk familie, og da moderen har retableret sit obligatoriske tørklæde, bliver vi budt på blommer og koldt vand.
Cleopatra Hotel i Wadi Musa er en god helle, fra hvis tagterrasse syv-otte vellklingende minareter kæmper om vores gunst. Tidligt op næste morgen, så vi kan stå parat ude ved Petra kl. 7.30, hvor det stadig er køligt og relativt ubefolket. Lad det være sagt med det samme: Petra er en unik oplevelse, som burde være en menneskeret at opleve i dette jordiske liv. Det er ikke uden grund, at stedet i 2007 blev optaget på listen over verdens syv nye vidundere - og at det har spillet en hovedrolle i en Indiana Jones-film.
Via en to km lang naturkløft (el-Siq) når man frem til Faraoens Skatkammer, der er et enormt søjlesmykket bygningsværk i græsk stil hugget ind i den rå klippe af Nabatæerne små 200 år før Kristus. Man taber både næse og mund! Og så fortsætter det ellers med over 800 templer, grave og huse, der er hugget ind i de hårde bjergvægge; en ufattelig præstation. Et af højdepunkterne (!) er High Place of Sacrifice, der med sine mange stejle trapper kræver god kondition, men giver et uforligneligt vue over området. Her møder vi beduinkvinden Noor, som tilbyder vores yngste deltager en gratis tur på æselryg i flere hundrede meters højde. Målløse vandrer vi rundt i fem timer og må modstræbende tage afsked, da fødderne til sidst siger stop.
Ørkenidyl. Teltlejren Bait Ali er malerisk anlagt i den jordanske ørken, Wadi Rum.
Fra ørken til snorkling
Desert Highway hedder den lange, lige landevej, der fører til Jordans sydlige ørken, Wadi Rum. Vi har booket telt i campen Bait Ali: Senge og tæpper under teltdug, fælles toilet og bad, et større telt til fouragering (glimrende mad!) og - vild luksus - en azurblå pool dér midt i ørkenen. Efter en kølig nat under myriaderne af stjerner bliver vi tidligt næste morgen samlet op af Ahmad, der i sin pickup-truck giver os en 3-timers rundtur i det skønne, gule sand mellem de lave bjerge. Turen omfatter besøg ved Lawrence of Arabias hus, en dynge sjælløse sten, og et glas libanesisk te med salvie og kardemomme serveret i et malerisk beduintelt.
Aqaba er Jordans sydligste punkt. Her ved Rødehavets stenede strande er der udsigt til Saudi-Arabien, Egypten og Israel, og her er ikke mindst snorkling og dykning i verdensklasse. Lige ud for vores resort, Bedouin Garden Village 12 km fra byen, ligger Japanese Gardens, en eventyrlig undersøisk 'have' fyldt med smukke koraller og fisk i alle størrelser og farver. 150 meter til venstre har kongen ladet sænke en tank, komplet med kanontårn og det hele, som man let kan snorkle hen over. 200 meter til højre har man sænket en stor trawler, der i sin dybe grav minder beskueren om Titanics ulyksagelige forlis; en både flot og dyster oplevelse.
At feriere i Aqaba er som at bo i en hårtørrer. Konstant vind, 40 grader om dagen, 30 om natten. En saudiarabisk rigmand, der med sin burkaklædte kone og døtre på slæb kommer for at drikke forbuden sprut og glo på letpåklædte, vestlige piger, giver os lidt lede ved stedet, så vi flytter ind til byen med den palmeflankerede strand à la
Nice. Captain's Hotel kan varmt anbefales, men husk at prutte. Efter hårde forhandlinger får vi et dobbeltværelse ned fra listeprisen JD90 til JD50 (675/375 kr.). Byen er fyldt med skønne restauranter, butikker med alskens nødder og billige krydderier, moskeer og toldfri sprut, og for afvekslingens skyld kan man snuppe en dasedag på Royal Diving Center, hvor strandsengene er bløde og kaffen dyr.
Old City. De handlende flokkes ved portene ind til det gamle Jerusalem.
Tilbage til Israel
Bilen, som vi ikke ville have undværet i Jordan, afleverer vi Aqaba og spadserer over den stærkt bevogtede grænse til Israel, som vi nu vil 'gøre' sydfra. Først taxi til Eilat, herfra bus mod Jerusalem. Undervejs stopper vi ved Masada, den legendariske fæstning, hvor 967 jøder i år 73 begik kollektivt selvmord for ikke at falde i hænderne på de romerske belejrere. Den korte tur med svævebane op til Masada er fascinerende, udsigten over Det Døde Hav betagende, men efter Petra er de spredte ruiner i 400 meters højde ret skuffende.
Pyt, for forude ligger Jerusalem, rejsens absolutte højdepunkt. Jerusalem, verdensstaden, der er religiøst centrum for de tre verdensreligioner jødedommen, islam og kristendommen. Bag de tykke mure ind til den gudesmukke Old City befinder sig Grædemuren, der er jødernes vigtigste helligdom; al-Aqsa-moskeen, muslimernes tredje vigtigste helligdom, hvorfra Muhammed steg til himmels; og Gravkirken på Golgata, hvor Jesus blev jordfæstet.
Ortodoksi. Dybt troende jøder valfarter til Grædemuren hver eneste fredag aften.
Religiøs trykbeholder
Jerusalem er et must-see. Hvor kan du ellers spankulere hen ad selveste Via Dolorosa og købe billige plastickors samt t-shirts med Guns'n'Moses, som giver Jesus-industrien kronede dage? Men ret skal være ret, spiritualiteten er i højsædet. Ved Grædemuren græder de mest ortokse jøder i deres sorte tøj, bedesnore og ørelokker vitterlig hver fredag, mens de mere moderate synger glade sange. En spytklat derfra ligger den uanselige al-Aqsa-moské og den mere flamboyante Dome of the Rock, hvortil muslimer i hobetal valfarter. Og lige om hjørnet gemmer sig Gravkirken, hvor kristne pilgrimme fra hele verden flokkes for at kysse og kærtegne den stenplade, som Jesus blev lagt på efter korsfæstelsen. Atmosfæren er magisk, og som turist ænser man ikke de religiøse spændinger.
Humor? Skilt på døren ind til Garden Tomb, som flere anser som Jesu sidste jordiske hvilested.
Hvor er Jesus?
Der er sået tvivl om autenciteten af Gravkirken. Forskere mener, at Golgata i virkeligheden lå extra muros ved den såkaldte Garden Tomb. Faktum er, at den kønne, svale have er et både fredeligt og værdigt sted, hvor det er lettere at forestille sig en beskeden begravelse.
Badning tilladt. Udsigten fra Jaffa ind mod Tel Aviv giver mindelser om den spanske solkyst.
Israel - et fantastisk rejseland
Tagterrassen på vores lejlighed i det nye Jerusalem er både genial at grille lam, drikke sun downers og sove på i de tropehede nætter. Lejligheden bruger vi som basis for tre spændende raids. Først til holocaustmuseet Yad Vashem (20 minutter med bus 20), som dokumenterer den jødiske tragedie under 2. Verdenskrig på imponerende vis. Ingen går uberørt gennem den gigantiske samling af filmklip, fotos, tekster og effekter fra en verden i flammer. Jøder i alle aldre forlader museet opløst i tårer og bekræfter dermed dets berettigelse.
Anden udflugt går til Betlehem kun 6 km derfra - på den besatte Vestbred. Ligesom på alle større trafikale knudepunkter i Israel kommer man først igennem efter et omfattende sikkerhedstjek nidkært gennemført af maskinpistolbevæbnede soldater. Herefter ligger vejen åben for et besøg i den lidt forfaldne, arabisk prægede by. Jesu Fødselskirke er en fin lille oplevelse og en god kontrast til den megen hype i Gravkirken. Mindeværdig er også den efterfølgende shawarma viklet ind i en friskbagt pandekage.
Tredje afstikker er målrettet et af Mellemøstens skønneste markeder, Mahane Yehuda, et varitabelt overflødighedshorn af friske fødevarer. Sjovt at få syn for sagn for, hvordan israelerne har formået at skabe et frodigt landbrugsland midt blandt alle de knastørre, omkringliggende arabiske stater.
Om at gå på og i søen
Vi lejer en ny bil og sætter kurs nordpå til Golan-højderne og Galilæa. Et blidt, bakket landskab med masser af grønne nuancer åbenbarer sig, og pludselig ligger den store, knaldblå Genesaret-sø foran os. Fantastiske farvekonstraster. Vi snupper en overnatning i Genghis Khan-lejren, store, mongolskinspirerede telte med kapacitet til 10 personer og dermed rigelig plads til os seks. En lille, nysende hund og store flagermus står for underholdningen dén aften.
Temperaturen er små 40 grader, så et morgenbad i den berømte sø lyder fristende. At Jesus i stedet valgte at vandre på overfladen er imidlertid fuldt forståeligt, for vandet er småplumret, lummert og ikke spor forfriskende. Men det skal jo prøves.
Oppe ved den syriske grænse bliver spændingerne i området for alvor tydelige. På bakketoppe ruger dramatiske overvågningsposter, langs vejsiden er der advarsler mod miner overalt, og et enkelt skilt advarer endog om forbipasserende tanks. Eneste andre køretøjer er hvide UN-biler. Intet skal dog skræmme os fra at snuppe et 90-minutters hike ud til Banias Waterfalls, der overrasker med sine enorme vandmængder i det varme, tørre område. Ærgerligt, at man ikke længere må tage en dukkert efter den særdeles svedfremkaldende stroppetur.
Tirsdag: Ingen gefillte fisch!
Tsfat er en pudseløjerlig by med den største koncentration af ortodokse jøder, vi endnu har set. Den højtliggende by har et flot vue over Galilæas grønklædte bjerge, men vi kigger os mætte på de mange gammeldags klædte mennesker i gaderne. Godt det samme, for i disse omgivelser har jeg naturligvis sat næsen op efter gefillte fisch - men ak. Adspurgt glor en tjener forbløffet på mig: I dag er det tirsdag; gefillte fisch fås naturligvis kun om torsdagen! En amerikansk jøde (og kok, viser det sig) beroliger mig med, at den israelske udgave af gefillte fisch med karpe ikke er værd at sætte tænderne i; dét må man tage til New York efter. Javel?
Videre til Nazareth, som er en dejlig by med mange smukke bygninger, et livligt marked og nogle af landets mere raffinerede køkkener. Et højdepunkt her bliver besøget i Basilica of Annunciation. På dette sted bekendtgjorde ærkeenglen Gabriel for en vis frøken Maria, at hun skulle få sig en søn og kalde ham Jesus ('frelseren'). Den nuværende kirke er færdiggjort i 1969 og er lamslående flot. Utroligt, at beton kan tage sig så æstetisk ud.
Eventyret slutter i livlige, smukke Jaffa, der i dag næsten er vokset sammen med Tel Aviv. Vi bor på det charmerende, lidt slidte Old Jaffa Hostel, et mekka for backpackere, der sætter pris på tagterrasse, køkkenfaciliteter og renskurede fællesbade. De sidste dage løber bogstavelig talt ud i sandet på den lækre strand. Men vi når naturligvis også at snuse til det berømte loppemarked og sætte tænderne i en af de mest forrygende bøffer uden for Argentina, hos Yo'Ezer. Resten er andægtig stilhed. Shalom!
Værd at vide
Levanten er en gammel geografisk betegnelse for et stort område i Nærøsten, der i dag omfatter Israel, Gaza, Vestbredden, Jordan, Libanon og Syrien. Omtrent samme udstrækning havde dét, man i jødisk-kristen sprogbrug kaldte Det Hellige Land.
- - -
Prut! Især i Jordan er næsten alle priser til forhandling, så prut af hjertens lyst. Der er masser af penge at spare på hotelværelser, taxier, souvenirs, ja, selv vand i butikkerne. Prut - med et smil.