Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Kør-selv-ferie Amalfikysten

Amalfikysten kaldes den guddommelige kyst og er ganske rigtigt et paradis for både børn og voksne. En kør-selv-ferie til Amalfikystens azurblå hav og pittoreske bjergbyer indbyder til samvær og familieudflugter. Vidunderlige sejlture, naturskønne vandreområder og arkæologiske udgravninger vil tilfredsstille nysgerrige børn og betage de voksne. Men Amalfikysten er også dedikeret til la dolce vita, det søde liv, med utrolig skønhed, vidunderlige smagsoplevelser og luksus.

I kan selv vælge, om I vil flyve til Napoli eller Rom og hente lejebilen i lufthavnen eller starte jeres kør-selv-eventyr i Danmark. Det milde klima gør Amalfikysten til et attraktivt feriested hele sommerhalvåret fra april til slutningen af oktober. Så det er bare at sætte lejebilen i gear og køre mod Italiens absolut smukkeste kyst.

Italiens guddommelige kyststrækning

Farverige byer langs kysten

I Maiori er der masser af atmosfære
Hele vejen langs Amalfikysten vil I opleve de farverige byer, der ligger som en teatersal med havet som den lysende blå scene. Amalfi og Positano er nogle af egnens smukkeste, men også mest velbesøgte byer i sommerferien, så besøg også nogle af de mindre byer, for rigtig at mærke den autentiske middelhavsatmosfære.

 

De børnevenlige tvillingebyer

I tvillingebyerne Maiori og Minori finder I Amalfikystens mest børnevenlige strande. I Maiori kan I dase på en af de største og ikke mindst få sandstrande langs kysten. Minoris strand er lidt mindre, men til gengæld emmer byen af autenticitet og lokalkolorit. De to byer forbindes af den hyggelige og stadig forholdsvis uopdagede Citronsti, Sentiero dei Limoni, der ligger godt skjult i de bagvedliggende bjerge. Stien går igennem terrasseformede skråninger og vrimler med citrontræer, vinranker og farvestrålende blomster.

 
Ruinbyen Pompeij er bestemt et besøg værd

Fantastiske udflugter for hele familien

Ruinbyerne Pompeij og Herculaneum

På en bilferie til Amalfikysten er det oplagt at besøge ruinbyerne Herculaneum og Pompeij. Byerne blev foreviget efter et voldsomt vulkanudbrud fra Vesuv i år 79 e.Kr., der begravede mennesker og dyr i vulkansk aske. I dag giver de et interessant og lærerigt blik tilbage i tiden og fortæller mange spændende historier om de mennesker, der dengang levede ved vulkanens fod.

Ruinbyen Herculaneum er lidt mindre og mere overskuelig end Pompeij. Rejser I med mindre børn, kan det være et godt alternativ til selve Pompeij, da der er færre mennesker og afspærringerne, så det er muligt at udforske ruinerne tæt på. Det kan godt betale sig at lægge jeres besøg ved ruinerne tidligt på dagen, hvis I har børn med for at undgå det værste menneskemylder og den bragende middagssol.

 

Vulkanen Vesuv

Vesuv ligger nordvest for Pompeij og er stadig aktive, om end den har været i tung dvale siden 1944. For at få den fulde fornemmelse af den imponerende kraft, der ødelagde byerne og som stadig ulmer under overfladen, bør I besøge vulkanen og se det massive krater. 

 
Man bør tage en sejltur til Capri

Oplev Amalfikysten fra vandet

Selvom I er på bilferie, bør Amalfikysten også opleves fra vandet, hvor I ser kysten i al sin pragt. De findes alt fra hel- og halvdagsture til leje af privat båd. Uanset er en sikker vinder hos børnene at spendere dagen med snorkling, grottebesøg og udspring fra båden. I kan også vælge at transportere jer mellem kystens forskellige byer med de flydende busser, hvilket ofte er hurtigere end bil. Ønsker I lidt mere udfordring og action, så kan I leje kajakker og padle kysten tynd på guidede ture.

Sejlture til Capri
Den lille romantiske ø Capri er meget velbesøgt i højsæsonen, men absolut stadig et besøg værd. Her kan I opleve Grotta Azzurra, Den Blå Grotte, hvis forunderlige lys forvandler grotten til et blåt lyshav. I hovedbyen Capri ligger verdens nok mindste, men også mest fashionable plads Piazzetta, der er et centrum for de rige og berømte og ikke mindst eksklusiv shopping.
 

Ravello

Ravellos charme har i lange tider inspireret kunstnere som f.eks. Marie og P. S. Krøyer, og komponisten Richard Wagner kaldte stedet for en magisk have. I den lille by oppe i bjergene finder I bl.a. Villa Cimbrone og det imponerende Villa Rufolo. Herfra kan I begive jer ud på flere smukke vandreture og blive overvældet af den smukke udsigt over kysten.

 
Sorrento - en af Amalfikystens større byer

Sorrentohalvøen

Sorrentohalvøen, Sirenernes land hvor Odysseus blev fortryllet, forfører stadig alle sine besøgende. Hovedbyen Sorrento er større end kystbyerne med et historiske centrum, der bugner af restauranter og eksklusiv shopping.

Ønsker I kør-selv-oplevelser væk fra den slagne vej, ligger Villa di Pollio Felice og Dronningens badekar en lille køretur fra Sorrento. Den gamle ruin ligger med et smuk vue over havet og klippesøen, der er forbundet med havet af en grotte, emmer af sirenernes mystik. Marina del Cantone og Recommone er hyggelige småbyer forbundet af en naturskøn sti, hvor I kan bruge et par fredfyldte timer. Fra den lille by Nerano kan I vandre til det mytiske og bjergtagende naturområde, Lerantobugten.

 
Udsigt ud over Napoli på Amalfikysten

Napoli

Starter I jeres kør-selv-ferie i Napoli, er det oplagt at snuse lidt til pizzaens hjemby, hvor kaos, kultur og gastronomi smelter sammen i en skøn forening. Napoli er en dragende by, hvis hektiske atmosfære er indbegrebet af det ægte Italien. Her i en af de mest travle og tætte byer i Italien blander turisterne sig med legende børn, gestikulerende mammas og lokale forretningsfolk i de snævre gader i den gamle bydel Spacca. Man kan ikke besøge Napoli uden at prøve deres famøse pizzaer, som opleves allerbedst på Pizzaiolo del Presidente på Via dei Tribunali

 

Amalfi for de aktive

Amalfikysten har mange smukke udflugter for de aktive. Området bag Amalfikysten er frodigt og bjergrigt og oplagt til store naturoplevelser og nationalparken Monti Lattari’s smukke vandreruter er en oplevelse for sig. Besøg Valle dei Mulini med den fantastisk udsigt over kysten ved Torre del Ziro eller Valle delle Ferrieres fine vandfald og eksotiske planter. Eller tag bussen til bjergbyen Bomerano, og oplev den syv kilometer lange og bjergtagende rute kaldet den Guddommelige Sti, Sentieri degli Dei, ned til Positano. Du kan også hive familien med på en smuk cykeltur i bjergene, hvis I vil opleve det smukke område på to hjul

 
Vinområdet Arellino

Vinområdet Arellino

På en kør-selv-rejse er der god mulighed for at opleve vinregionen Arellinos smukke landskab med olivenlunde, sirlige vinmarker og små idylliske gårde. Her producerer de lokal vin, chokolade, olivenolie og mange andre lækre specialiteter, og I vil blive forført af den landlige stemning. I kan starte lejebilen og besøge byerne Sorbo Serpico og Montemiletto og vingårdene Feudi di San Gregorio og Cantine Antonio Caggiano.

 

Middelhavssmag på Amalfikysten

Det kan ikke være en overraskelse, at fisk og skaldyr udgør en stor del af Amalfikystens cuisine, hvor udsøgte fiskeretter serveres i mange lækre varianter. Den anden gennemgående ingrediens er derimod citroner. Kysten bugner af citroner, og naturligvis mærkes det også i områdets gastronomi og mange lækre desserter baseret på den syrlige frugt. Selvfølgelig skal I også smage på den friske citronlikør Limoncello, som egnen er kendt for.

 
Denne side er udskrevet d. 21. september 2017 fra
http://www.fdm-travel.dk/aprilsnar/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.