Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Bibione

I bil til Bibione og Venedig
Rejsetips indsendt af:
Skanderborg
16. juli 2010

I bil til Bibione og Venedig

Familie på 5 (2 voksne, piger på 8/11/13) sydpå i bil for første gang, destination Bibione (Villagio Planetarium) og Venedig i Italien.
Slot i Kufstein
Slot i Kufstein

Turen derned

Bilturen til Bibione tager ifølge google maps ca. 15 timer. Vi havde på forhånd bestemt ikke at udfordre os selv for meget og derfor tage 2 overnatninger på vejen. Det giver desuden den fordel af man kan planlægge at køre uden for de værste trafikperioder. Byttetidspunkt på de fleste feriesteder er lørdag morgen, vi kørte hjemmefra torsdag aften og møder meget lidt trafik.

Første planlagte overnatning blev fundet via www.linksundrechts.com; Hotel Tann-Eck (www.hoteltanneck.de) syd for Kassel. Vi nåede det aldrig, da bilen pludselig lød mærkelig. Det viste sig efter en bekymret nat på motorvejsmotel at være vejbelægningen nær Hannover, der har dårlige samlinger i betonen. Anden overnatning blev i Kufstein nær den tysk-østrigske grænse. Vi droppede ind på hotel Goldener Löwe (www.goldener-loewe.at); ca. 125 eur med morgenmad, meget hyggeligt sted i hyggelig by, dog uden aircondition. Lørdag morgen kører vi mod Bibione - og trafikken tager til, da vi nærmer os byttetidspunktet. Vi er i Bibione ca. kl. 15, hvor der er lidt kø, men intet alvorligt.
Villagio Planetarium, morgensang på broen
Villagio Planetarium, morgensang på broen

Bibione/Villagio Planetarium

Lejlighedskomplekset er ca. fra 2006 og godt konstrueret. Vi havde en C-lejlighed med to gode soveværelser samt stue/køkken. Her er også terasse til begge sider - udgang fra alle rum.

Der er aircondition i alle rum, hvilket er meget dejligt. Køkkenet er fuldt udstyret og der er et dejligt stort køle-/fryseskab. Et stort poolområde i midten er samlingspunktet, parkeringsplads til bilen er indenfor hegnet. Der var endda en garage til vores lejlighed - betryggende i heden.

Hvad vi ikke var klar over (første gang sydpå) var 'animatorerne' på stedet - en samling meget glade og energiske unge mennesker, der flere gange om dagen inddrog både børn og forældre i forskellige aktiviteter. Der var både dans nær poolen, beachvolley, vandgymnastik, ansigtsmaling og meget andet.

Ofte var der underholdning om aftenen på et sceneområde, fredag aften blev arrangeret et show hvor børn, der havde lyst, deltog. Det er måske ikke alles kop te, men engagementet var enormt, og vores piger havde meget glæde af de søde 'animatorer'.

Selve Bibione har tydeligvis været under opblomstring i 50'erne. Mange hoteller er gamle, en del lukkede. Selve byen har et par smågader med souvenirbutikker, men også en enkelt velfungerende gågade (parallelt med vandet) med butikker, restauranter, barer etc. Der er ca. 1 km ned til gaden fra lejlighederne, gåturen virker lidt langt i varmen.

Stranden er meget fin - der er inkluderet en parasol og et par stole ved stranden i prisen - en bus kører turen ned til området ca. hvert kvarter. Der er en del strandsælgere med skrammel - men heldigvis også en motoriseret, tilbagevendende isbod.
Morgenmadsudsigt fra skyggen (heldigvis)
Morgenmadsudsigt fra skyggen (heldigvis)

Venedig

Efter tidlig udcheckning lørdag morgen tog vi vestpå til Venedig. Heldigvis - for køen ud til autostradaen nordpå var meget langsomtkørende. Køen den anden vej var endnu større.
Man kan parkere i Venedig, men vi turde ikke satse på det hjemmefra da det nemt kan være optaget i sommeren. I stedet stopper vi i Mestre - der er p-huse nær tog-/busstationen. Find koordinatet til dette hjemmefra - det er svært at finde på skiltning alene! Vi satte bilen i et p-hus og begiver os med oppakning ned til stationen. Her viser det sig hurtigt at der er enormt mange, der gerne vil til Venedig. Der er en kæmpekø til billetlugen - og der er varmt! Vi spørger buschaufføren om man kan købe i bussen - han peger på en bar på den anden side af gaden, hvor man kan købe bus-/færgebilletter. Her er ingen kø - billetter koster ca. 1 eur pr. snude. Der sparede vi nogle timer i varmen. Vi tager bussen til Venedig (linie 2) og ender på en plads nær banegården i Venedig.

Vi havde hjemmefra booket hotel i Venedig - en nødvendighed hvis man rejser 5. Vi fandt tilfældigt over Antiche Figure (www.hotelantichefigure.it). Det viste sig at være alle tiders. Dels fik vi et super-værelse med to rum en suite (helt nyrestaurerede), dels er servicen overvældende. Værterne er meget imødekommende og fortæller indlevende om områderne i Venedig. Hotellet vender ud mod Grande Canal med banegården på den anden side - om morgenen kan man sidde ude i skyggen og spise morgenmad mens man ser på prustende turister på den anden side - og al aktiviteten i vandet. Fantastisk. Prisen er lidt høj (250 eur pr nat), men det er ikke dyrt for 5 i Venedig, hvis man kigger lidt rundt. Beliggenheden er heller ikke uvæsentlig - meget tæt på stationerne og som sagt stadig ud til vandet. Vi kan kun anbefale hotellet! Efter checkout bliver en af os dårlig - straks bliver et rum sat til side til os igen - og lægen tilkaldt. Hvis vi (eller lægen) beslutter at vi må blive, bliver den næste gæst flyttet hen til at andet hotel. Ingen slinger i valsen. Vi får desuden en tur til Murano (ø med glasfabrikker) - vi bestemmer selv hvornår - så kommer en taxi lige til døren. Har man ikke et stort behov for en gondoltur får man altså alligevel en sejltur på kanalerne, ganske gratis. På Murano er det dog sponsorfabrikken, der besøges - det er vist ikke så godt at gå hen til de andre konkurrenter på øen.

Turen hjem

Vi kører fra Venedig om eftermiddagen - igen kun lidt trafik. Første overnatning er igen i Østrig, denne gang Villach. Her er ikke så hyggeligt som Kufstein. Anden overnatning er på vores oprindelige reservation 'Knüllhotel Tann-Eck' nær Kassel. Om aftenen er det svært at finde (og hotelfinderen må indkassere mange morsomme kommentarer) - turen fra motorvejen virker lidt skummel. Selve hotellet er dog meget hyggeligt og vi fortryder at vi ikke ankom noget tidligere til aftensmad. Indehaverne er meget venlige - værelserne hyggelige, området smukt (i dagslys :)

Tips

- Der hørte 'strandservice' til opholdet i Bibione. Den består af to stole - og man må ikke ligge ved siden af. Vi tilkøbte (17 eur) en ekstra stol for at have bedre samvittighed til at lægge de to tilbageværende på et tæppe ved siden af. I praksis virker dette fint; rigtig mange ligger endda i strandkanten foran parasolområderne, selvom man ikke må. Vi blev kontrolleret en enkelt gang og fik påtale for en ekstra opstillet parasol - men forbuddene blev ikke opretholdt ret krafigt.
Kom desuden så tidligt ud til strandservice-boden på stranden og få de bedste pladser.

I Bibione er der flere supermarkeder - eks. 'Maja' kun 100 meter fra Planetarium. Her er både brød, vand, vin, ost etc. Alt til morgenmaden som er lidt dyr for 5 i selve lejlighedkomplekset.

Nogen ankom allerede kl. 9 lørdag morgen (da vi skulle forlade stedet). Da mange allerede kører hjem aftenen før er der en reel chance for at lejligheden allerede er klar tidligt om morgenen. Bemærk dog at køen til/fra Bibione er enorm fra kl. 10 og de næste par timer.

Søndag og mandag er normalt lukkedage i Italien. I Venedig oplever vi at nogle butikker har lukket. Mange har dog stadig åbnet - især supermarkeder, souvenirbutikker, apoteker. 

I Venedig er der en tydelig turistrute fra banegården til Markuspladsen over Rialtobroen. Her er proppet med turister og souvenirbutikker. Hvis man også vil se det man kom for, kan man blot gå 100 meter ned af en sidegyde - så er der ofte tomt og fredfyldt. På de større pladser væk fra 'ruten' er der også barer og restauranter.

Lav ikke nødvendigvis reservationer til overnatningshotellerne til bilturen - selv om vi var 5 fandt vi altid plads, selv midt i juli. Dog måtte vi nogle gange nøjes med 4 senge. Og planerne kan nemt ændres, hvis man tilfældigt finder et hyggeligere sted. 

At tage til Venedig udskød vores hjemrejse et par dage - og derved undgik vi lørdagstrafikken.

Det koster at køre på den italienske autostrada, vi gav i alt ca. 30 eur. Ligeledes er der strækninger med tuneller, hvor der også opkræves gebyrer (selvom vi havde købt vignet til kørsel i Østrig)
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Andre sider om rejser til Det nordlige Adriaterhav

Ferieboliger - Det nordlige Adriaterhav
Rejser til Det nordlige Adriaterhav
Denne side er udskrevet d. 4. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/usa/hoteller/spar-paa-hoteller-i-usa.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.