Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Firenze

  • Fabelagtige Firenze

    (Bedømt af 25 personer)
    I Firenze får du det hele: godt vejr, god mad, smuk arkitektur og ikke mindst spændende historie. At byen samtidig er beliggende i et af de smukkeste områder af Italien, nemlig Toscana, er bare endnu en grund til at besøge den blomstrende renæssanceby.
    Se hele rejsetippet
  • Noma ved S.Croce

    26.12.13: Michael Pedersen
    Nu er jeg ikke den, der sprøjter selfies ud på Facebook, og jeg tager heller ikke billeder af mad. Det sidste er jeg lidt ærgerlig over, når jeg tænker på min og min kærestes oplevelse på Trattoria Pallottino i Firenze, nærmere bestemt Via Isola delle Stinche et stenkast fra Piazza S.Croce.
    Se hele rejsetippet
  • Firenze - buen med det hele

    (Bedømt af 1 person)
    12.04.12: AW
    Firenze skal bare opleves. Den har alt lige fra mange smukke kirker til store forretninger og utallige spisestder.

    Vi boede ca 10 km uden for Firenze gennem FDM.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Firenze

Ponte Vecchio, der i smukke toskanske farver danner bro over floden Arno
Rejsetips indsendt af:
Linda Maria Kronborg
Frederiksberg
12. aug. 2009

Forelsket i Firenze

Firenze. Bare navnet lyder smukt. Og du vil dåne over byen, der ganske enkelt er en fryd for øjet. På få dage kan du i den historiske by lette kulturtrangen, forkæle smagsløgene, tilfredsstille shopping-genet og ikke mindst fylde dit kamera op med de mest billedskønne motiver til evigt minde. Af sted med dig!

Jeg befinder mig på antikmarkedet på Piazza dei Ciompi midt i Firenze omgivet af krummelurede lamper, møbler, tøj og andet godt. Jeg har lige købt en smuk gammel hat i grøn velour med en stor sløjfe. Hatten er fra en fin florentinsk hattebutik og har tilhørt en ældre dame. Sælgeren er en aldrende italiensk herre, som med et smil sætter hatten på mit hoved, samtidig med at hans udtryksfulde øjne viser, at den klæder mig. 5 euro - og jeg er den lykkelige ejer af en beklædningsgenstand, jeg ikke finder magen til nogen steder. Skøn start på en ferie. Nu er jeg da bare SÅ meget i Firenze.

Jeg besøger en veninde, der over sommeren har lejet en lejlighed i byens hjerte på Piazza della Repubblica. Hun har boet i Firenze før og er derfor den bedste guide for en førstegangsbesøgende som mig, som gerne vil opleve andet end den gængse turiststrøm. Vi skal naturligvis betræde den åh så kendte Ponte Vecchio, som i toskanske farver danner bro over floden Arno. Smuk. Smuk. Smuk. Klik. Klik. Klik.
Fine håndsyede skindhandsker fra Daniela’s Gloves på Mercato San Lorenzo.
Fine håndsyede skindhandsker fra Daniela’s Gloves på Mercato San Lorenzo.

Shoppiiiing – forført af sko

Vi går videre langs floden til det lokale tirsdagsmarked ved parken Le Cascine i byens udkant, hvor der sælges alt fra undertøj til hunde. Hunde, som ligger i små bure og venter på at blive taget med ud i friheden for 450 euro pr. stk. Værsgo! Jeg takker dog nej. Vil bruge kronerne på kluns og tilbehør, for jeg har et shopping-gen af rang, der senere viser sig næsten at ruinere mig.

Firenze har så meget at byde på, at jeg bliver ’trukket’ ind i butikkerne. Jeg starter i det små. Ser i en lille gyde en cool butik – Falsi Gioelli - hvor de sidder og laver de hippeste smykker i plexiglas og knapper. Knapper fra 50’erne og 60’erne, som de binder på tynde snore. Kæder og armbånd findes i fyrige farver, og jeg bliver varm på en farverig omgang knapper, som fluks hænger fint om min hals. Til blot 15 euro. Små specialbutikker dukker op med tørklæder, skjorter, slips, smykker og sko. Sko, som Italien er så kendt for, bugner side om side i bymidtens smalle gader, og den ene fede hæl slår den anden. Jeg føler mig nærmest forført af sko. Hvad gør jeg? Køber tre par, selvfølgelig. De er billigere end i Danmark, og kvaliteten er i top.

Det samme gælder tasker, som hænger om ørerne på mig på udendørs markederne. Men her skal jeg kigge mig godt for. Ikke alt er lækkert forarbejdet. På Mercato San Lorenzo finder jeg standen ’Vale’, der oser af kvalitet, og jeg køber den fedeste taske markeret med ’Handmade in Florence since 1969’. Kan det være bedre? Hos Daniela’s Gloves samme sted er der håndsyede handsker, Made in Italy, i alverdens former og farver i det lækreste, bløde kalveskind. Daniela kigger på min hånd og ifører mig straks en handske, der passer perfekt. Et par grønne og et par sorte, tak. Super betjening.

Selvom der findes mange designer-outlets lidt uden for Firenze, foretrækker jeg, i den tid jeg har til rådighed, at shoppe tøj i byen. Den italienske designer Flavio Castellani har dekoreret sine vinduer så fænomenalt, at jeg lige MÅ kigge indenfor. Den labreste lårkorte sag, der utvivlsomt vil klæde mine nye sko, skal selvfølgelig også med i bagagen. Mit visakort begynder at grynte… hmm. På vej ud er jeg ved at dø over en lyserød kjole i Miu Miu’s vindue, meeen 5000 danske kroner er altså lige i overkanten. Så hellere rundt om hjørnet hos Patrizia Pepe, når nu jeg er i hendes hjemby. Et par jeans sidder, som de skal, og pakkes fint ind i silkepapir, ned i en Pepe-pose med blå sløjfe. Til mig. ’Stop nu, stop nu’, siger jeg til mig selv. Det gør jeg dog ikke, kun lige dér. For i det samme rammer det vildeste skybrud byen, så min opmærksomhed fjernes fra hylder og bøjler. Vi kan på ingen måde bevæge os udenfor, men det er så fascinerende at observere, at jeg klikker løs på mit kamera inde fra butikken. Selv i regnvejr er Firenze smuk. Hvordan kan jeg se byen ovenfra?
På restaurant De’ Bardi Golden View med udsigt over floden Arno
På restaurant De’ Bardi Golden View med udsigt over floden Arno

A place with af view

Når jeg ankommer til en storby, har jeg altid brug for at få et overblik. At se byen ovenfra for at finde ud af, hvor jeg befinder mig, når jeg går i gaderne. Firenze har flere udkigsposter. Den absolut smukkeste og mindst turistfyldte er åndehullet Villa Bardini, en gammel villa fra 1641, som løbende huser forskellige maleriudstillinger. Villaen ligger i den kønneste have prydet af velklippede gamle træer og buske og har den skønneste udsigt over Firenze. Jeg får nærmest åndenød. Den er bare et must for folk med hang til skønhed.

Vi smutter også en tur op til den mere turistfyldte Piazzale Michelangelo, hvor der står en kopi af Michelangelos David-statue, men den ægte venter mig … Pladsen ligger noget højere end Villa Bardini, så fornemmelsen af, at Firenze er omgivet af bjerge, kommer virkelig ind under huden her, hvor domkirken Santa Maria Del Fiore stikker op over de gyldne tage nede i byen. Jeg føler mig med ét hensat til filmen ’A Room with a View’. Klik. Klik. Klik.
Firenzes "varetegn" Dumoen
Firenzes "varetegn" Dumoen

Kan man forelske sig i en statue?

Jeg har aldrig før været i en by, hvor det historiske islæt træder så tydeligt frem som i Firenze. Ikke bare monumenter, men hvert et gadehjørne fortæller en historie. Klik. Klik. Klik. Jeg er ikke den store museumsgænger, men jeg må se Uffizierne, som tilbage fra 1500-tallet blev brugt som kontorer til Mediciernes embedsmænd. Medicierne var dem, der regerede byen. Uffizierne udstiller i dag malerier og statuer fra både før, under og efter renæssancen, og man kan bruge flere dage på stedet, hvis man nøgternt vil gennemgå alle sale. Og bruge adskillige timer i kø for at komme ind, men vi har heldigvis bestilt billetter på forhånd. Vi udvælger enkelte sale om middelalder- og renæssancekunst og bruger et par timer på måbende at nyde malerier fra flere af datidens italienske kunstnere. Jeg må desværre ikke fotografere, men indtrykkene sætter sig fast på min nethinde.

Jeg betages i den grad af katolske kirker. Og der er så mange af dem i Firenze. Fine freskoer syner frem, og det ene alter tager sig smukkere ud end det andet. Historien rammer mig igen. Kirkerne er så storslået indrettet og dekoreret, at hukommelseskortet i mit kamera må skiftes ud. Santa Maria del Fiore er udvendigt i sig selv et syn for sig. Den er bygget af tre forskellige slags marmor i farverne rosa, grøn og grå fra henholdsvis Siena, Pisa og Firenze. Renæssance-udskæringer til mindste detalje får en nordbo som mig til at falde i svime. Indvendig er gulvet belagt med de smukkeste marmordekoreringer, og atmosfæren er ubeskrivelig. Turen op til kuplens udsigt giver endnu et ubeskriveligt vue over byen. Men turisterne er vilde med domkirken, så det er en god idé at møde op et par timer før lukketid for ikke at stå og kigge andre turister i nakken en halv dag.

Mindre kirker ligger gemt bag bygninger, og særligt én gør et indtryk. Det er kirken ved San Ambrogio ved siden af lokalmarkedet med samme navn. Den viser de første stregtegninger på væggen til en fresko fra den tidligere renæssance. Whau! Sidst, men ikke mindst, ser vi den ægte David-statue af Michelangelo, som jeg til min ærgrelse ikke må fotografere. Han står i et rum med højt til loftet og tager sig utrolig smukt ud i hvidt marmor. Alt er smukt på ham. Hver eneste sene på hans krop. ’Tænk, at man kan blive forelsket i en statue’, siger min veninde. Hvis bare han var levende … Vi må hellere få stillet vores sult på anden vis.
Malerisk udsigt fra Uffizierne
Malerisk udsigt fra Uffizierne

Mad, mad, mad

Jeg elsker mad, og jeg har store forventninger til det italienske køkken. Men jeg skal altså lige vænne mig til, at det koster at sætte sig på en café. Italienerne står derfor ofte i baren, spiser sandwich og drikker kaffe. Mine trætte storbytravende ben kræver altså alligevel en siddeplads, som gør, at min kaffe koster det dobbelte. Pyt, jeg er jo på ferie. Og kaffen er en himmerigsmundfuld. Tænk, at hver en lille by i Italien har sit eget kafferisteri!

I Firenze findes der utallige restauranter, som passer til enhver pengepung. Vi prøver lidt af det hele. På restaurant De’ Bardi Golden View, hvor vi sidder på balkon med udsigt til Ponte Vecchio, vælger jeg en forret af sværdfiskeruller med avocadocreme på rucola, efterfulgt af søtunge, skåret midt over og lagt i lag med de tyndeste skiver af squash og kartofler, serveret med blomster som dekoration. Enkelt og lækkert. Dertil en Chianti, som smager himmelsk. Tre personer: 185 euro. Ikke billigt, men pengene værd. Særligt med den vidunderlige udsigt. Jeg er stadig SÅ meget i Firenze.
Søtunge lagt i lag med skiver af squash & kartofler serveret med blomster som dekoration. Velbekomme
Søtunge lagt i lag med skiver af squash & kartofler serveret med blomster som dekoration. Velbekomme

På det hyggelige Trattoria Birreria Centrale får vi et super lækkert måltid til næsten ingen penge. Tre forretter til deling: Carpaccio af røget gåsebryst drysset med Pecorino, hjemmemarineret artiskok i olielage og indbagte asparges med æg og ost. Derefter den lækreste lasagne med auberginer til hovedret, husets vin og vand. Tre personer: 60 euro.

Pizza skal vi selvfølgelig også smage på et af byens bedste pizzasteder, Dante, der ligger på den anden side af Ponte Vecchio. Restauranten er indrettet i et gammelt munkekloster, som giver den et hyggeligt, historisk præg. Og pizzaen slår altså min ellers så gode lokale italienske på Nørrebro. Den mest inkarnerede italienske oplevelse får vi i den lokale restaurant La Casalinga i Santo Spirito, hvor far bestyrer biksen, mama står i køkkenet og børnene serverer. Typisk italiensk mad, hvor arbejderne kommer og spiser. Roastbeef Carpaccio til 8 euro kan anbefales med god lokal vin til.

Så er det tid til drinks. Og i Firenze bliver der ikke skortet på spiritusmængderne. Sådan! Vi bliver på sydsiden af Ponte Vecchio på Piazza Santo Spirito, som emmer af lokalkolorit. Stemningen på Cabiria Café syder, og de serverer de ’tungeste’ cocktails, hvorefter vi sejler hjem. Eller går, så godt vi kan … for det gode ved Firenze er, at man kan nå det meste i gåafstand i et bilfrit centrum.
Vespaen - en klassiker
Vespaen - en klassiker

Made in Italy

Da jeg tager den første mundfuld af et bæger fyldt med brombær-, pistacie- og vanilleis, smager jeg for første gang nogensinde IS. Is, der smager af det, det er lavet af. Dansk is eller italiensk is i Danmark kan ikke måle sig med det. Og jeg bliver afhængig. Is hver dag. Jeg falder pladask for ’Grom’, som er en isbar med hjemmelavet økologisk is.

Jeg må simpelthen have nogle delikatesser med til Danmark. På Mercato Centrale, som er et kæmpe madmarked, bliver jeg overvældet af oste, frugt og grønt i store, men smukke mængder, risotto- og suppeblandinger, italienske krydderier … ja, jeg kan nævne i flæng. Jeg køber store parmesanstykker på stedet. Parmesan, som skæres ud og vakuum-pakkes, mens jeg står der. Smagsprøven slår benene væk under mig. Dét er jo parmesan. Basilikum-, chili- og trøffelolie, italienske kager af den bedste slags. Jeg er solgt. Vi skal også lige have lidt frisk pasta med hjem til frokost, og den er FRISK. Vi ser den blive lavet. Tortellini med Ricotta og spinat. Med hjemmelavet tomatsauce og friskrevet smagfuld parmesan på toppen. Velbekomme!

Jeg kan ikke få nok. Jeg overraskes hele tiden med nye indtryk, som gør mig endnu mere vild i varmen. Min krop sitrer. Mit hjerte banker. Alt er bare smukt. Jeg vil have mere. Jeg er forelsket. I Firenze.

Firenze-fif:

Shopping og småtterier:
• Antikmarked på Piazza dei Ciompi
• Lokalt marked med mad, tøj, boligting og hunde: tirsdagsmarked ved Le Cascine
• Mercato San Ambrogio. Lokalt blandet marked med mad og ragelse for de lokale arbejdere. Så farverigt og i det hele taget spændende område at gå rundt i. Det er også her, at synagogen ligger, og den kan man besøge, hvis det har interesse. Der er også en jødisk vegetarrestaurant Ruth’s.
• Smykker (plexiglas og knapper): Falsi Gioielli, Via dei Tavolini 5r
• Tharros Bijoux, Borgo S.S. Apostoli 28 (der er også en lille butik overfor). Fine kopier af gamle renæssancesmykker, kopieret fra malerier på Uffizierne i ægte materialer til meget billige penge.
• Rosa Coccomero, Borgo degli Abizi23. Hjemmelavede smykker af plastmaterialer i anderledes former
• Sko: Romano, via Porta Rossa 14r / Calzoleria Bologna, P.S. Giovanni 13/14r
• Tasker: Vale, Mercato S. Lorenzo, stand 36/37
• Handsker: Daniela’s Gloves, Mercato S. Lorenzo, stand 10/12
• Flavio Castellani, Via de’ Pecori 10r
• Miu Miu, Via Calimala 16/18r
• Patrizia Pepe, Piazza De S. Giovanni 12r
• Hårspænder: Invicta, Via Ricasoli 49r
• Papirvarer, fint florentinsk håndværk: Carte, etc., Via de’ Cerchi 13r
• Italienske blomster-, frugt- og grøntfrø: Al Portico, Piazza San Firenze 1, kan også bestilles på semialportico.it.
Udsigt ud over Firenze
Udsigt ud over Firenze

Udsigt:

• Villa Bardini, Bardini Garden, Costa San Giorgio 4 – gå derop, meget smuk tur
• Piazzale Michelangelo – tag bus nr. 12 derop fra stationen SMN gennem det smukkeste grønne landskab og de fineste villaer, det tager 15 minutter. Gå ned eller tag bus 13
• Fiesole, lille by i bjergene med den mest betagende udsigt og et fortællende munkekloster. Tag en 20-minutters tur med bus nr. 17 fra byens centrum.

Kulturhistorie:

• Galleria degli Uffizi, ved siden af rådhuset på Piazza Signoria
• Santa Maria del Fiore, du kan ikke undgå at se den!
• Chiesa di San Ambrogio, ved siden af lokalmarkedet San Ambrogio
• Santa Trinità, Piazza Trinità, bl.a. med Sassettis kapel af Ghirlandaio
• Santa Felicità, Piazza Felicità, med Pontormos nyligt restaurerede fresko i Capponis kapel
• Santa Santi Apostoli, Piazza del Limbo, bl.a. med Vasaris Madonna
• David-statuen – den ægte, Galleria dell ’Accademia, Via Ricasoli
• Rådhuset Palazzo Vecchio, Tour of the Secret Passages. Guidet tour på engelsk ”bag kulisserne”. Man får simpelthen indsigt i det, der normalt ikke er åbent for offentligheden. Guidet tur med højst 12 personer i gruppen til 8 euro. Personlig henvendelse (ved sideindgangen) eller ring til: 0039 055 2768224/2768558
• Kirken Santa Croce, her kan man gratis få en ung kunststuderende, som taler engelsk, til at fortælle om ting, som ikke står i bøgerne, formiddag og eftermiddag, de holder middagspause. Bare mød op.
• Kirken Santa Maria Novella, en kæmpe oplevelse, så meget historie, kun 4 euro i indgang. Ved siden af ligger det gamle apotek (lige rundt om hjørnet ned ad gaden), hvor de har lækre, hjemmelavede cremer, sæber o.l. samt alternativ medicin. Bare bygningen er et besøg værd. Capella Brancacci.
• Masolinos fantastiske fresker, som grundlagde renæssancekunsten. De viser en gratis film for tiden, som fortæller lidt om fundet og restaureringen, ganske interessant. Bestil plads på 0039 055 2768224.

Mad og drikke

• Lækre frisksmurte sandwich: Gli Stuzzichini, Via del Corso 30r
• De’ Bardi – Golden View, Via dei Bardi 58/64r - food with a view
• Trattoria Birreria Centrale, Piazza Cimatori 1r
• Dante, Piazza Nazario Sauro 12r
• Camillo Trattoria, Borgo S. Jacopo 57, tlf. 0039 055 212427
• La Bussola, Via Porta Rossa 58, autentisk god italiensk mad på florentisk anbefaling
• Benvenuto (lukket søndag), Via della Mosca 16 (ved Santo Spirito), bedste restaurant i byen
• La Casalinga, Via Dei Michelozzi 9r
• O!O Bar con cucina, Borgo San Frediano, Piazza Piattelina 7r – bar og spisested
• Beccofino, Piazza degli Scarlatti 1r, smuk restaurant og vinbar lige ud til Arno
• Il Santo Bevitore, Via Santo Spirito 64-66r – super spisested
• Drinks: Cabiria Café, Piazza Santo Spirito 4r
• Flere drinks: Dolce Vita, Piazza del Carmine, hipt happy hour-sted i aften- og nattetimerne
• Cool club: Twice, Via Verdi 57r
• Is: Grom, Via del Campanile 2
• Mere is: Festival del Gelato, Via del Corso 75r
• Endnu mere is: Vivoli, Via Isola delle Stinche 7r
• Mercato Centrale, Via dell’Ariento.

Taxi

Fast pris 20 euro til lufthavnen. Absolut værd at overveje. Plus evt. 1 euro for bagage. 00 39 055 4242

Kommentarer til rejsetips om Firenze

super inspirerende skrevet

07/11 2012 Klaus-Jakob Nielsen
efter at have læst denne rejsebeskrivelse .. glæder jeg mig endnu mere til at jeg snart skal til Firenze - super inspirerende og levende beskrevet :-)

Skøn tur

22/04 2012 Lilo
Jeg var i Firenze i okt. 2011 og kan kun tilslutte mig fortællingen - intet er overdrevet. Det er et sted jeg meget gerne vil besøge igen.

Du godeste for et ferietip

19/04 2012 Jim Persson
Tak for kaffe i Firenze.... har aldrig læst så detaljeret en rejsebeskrivelse for en lidt større by. En beskrivelse der virkelig giver lyst til at besøge Firenze.

Tak for den fine beskrivelse af Firenze. Tager det næste fly til Italien....

Firenze-tips

19/04 2012 Arne H. Bjerg
Særdeles velskrevet og fyldigt indlæg, som kunne være skrevet af byens borgmester !!!
Det giver i høj grad lyst til at besøge byen, og vi kører i maj og kan da let finde på at lægge vejen omkring.

Fantastisk

19/04 2012 Trine
Pragtfuld historie, man føler næsten, man er med på rejsen. Jeg vil afsted NU !
(Troede man skulle tikke stjernerne af en efter en, men efter jeg havde trykket på den første, kunne jeg ikke trykke mere ;o(
En stjerne er langt fra nok!!!!

Firenze

19/04 2012 Ole Hansen
hold da op, sikken en fortællestil - fantastisk godt gået - du må da ansættes af et eller ander bureau til at rejse og skrive rejsebeskrivelser :-). Vi må simpelthen til Firence :-)
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Firenze

Hoteller i Firenze
Rejser til Firenze
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.