Todi - Umbriens historiske perle

Autentisk italiensk charme

I den centrale del af Italien ligger den umbriske by Todi. Her får du al den autentiske sydeuropæiske charme du har drømt om. Todi er en gammel historisk by, der har eksisteret i tusinder af år. Lokale legender fra 1330 f.Kr. fortæller at Todi blev grundlagt af Hercules efter han besejrede og dræbte Cacus, søn af guden Vulcan. Det siges at Hercules dræbte Cacus på bakken hvor byen ligger, hvorefter Hercules navngav byen Eclis. Historisk set blev byen grundlagt 7-800 år f.Kr. af det lokale folk, som navngav byen Tutere.

I takt med at årene gik blev byens navn forkortet til Tuder. Med udvidelsen af det latinske sprog endte byen med at blive kaldt Todi. Byen ligger på en bakketop med udsigt over skønne grønne omgivelser. Under romernes besættelse af byen blev der bygget en massiv dobbelt mur der skulle fungere som fæstning og beskytte byen mod fremtidige konflikter. Du kan stadig se store dele af bymuren når du går en tur rundt i denne skønne middelalder by.

Omringet af historie

I hjertet af byen ligger Piazza del Popolo, en stor og rummelig plads der kan dateres tilbage til middelalderen. Du kan nyde et glas lokal vin, drikke en kop kaffe eller spise hjemmelavet gelato på en af de hyggelige cafeer der ligger ud til pladsen. For enden af pladsen ligger byen katedral, Duomo di Todi. Byen og området har været katolsk kristne siden begyndelsen, da de tidligt overgav sig til kristendommen. Katedralen i byen blev bygget i starten af 1100-tallet men blev delvist genopbygget i slutningen af 1100-tallet efter en voldsom brand der skadede store dele af den bærende konstruktion. I 1500-tallet blev den smukke dekorerede facade og de buede døråbninger tilføjet til katedralen. Rundt omkring katedralen, på Piazza del Popolo ligger der bygninger der er opført under middelalderen i 1200 og 1300-tallet. Palazzo del Popolo er en af Italiens ældste offentlige bygninger.

Ikke langt fra Piazza del Popolo ligger San Furtunato, en katolsk kirke. Kirken i sig selv er utrolig smuk men det er udsigten fra klokketårnet der vælter dig bagover. Når du har besteget 150 trappetrin, vil du blive mødt af en helt fantastisk udsigt. Du vil kunne se de lokale vinmarker, det bakkede landskab og de mangle røde tegltage der skaber byen. På en klar og skyfri dag vil du kunne være heldig at kunne se helt til Umbriens hovedstad, Perugia.

Efter en dag på stenbelagte gader med betagende udsigter skal du gøre dig selv en tjeneste og sætte dig på en af byens restauranter og smage på de lokale specialiteter og råvarer. De er utrolige glade for deres lokale olivenolie og deres trøfler. Todi er kendt for sine simple men potente smage og det ville være synd hvis du ikke tog en bid af det autentiske Italien i Todi.

Kort

Vis på kort