Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Japan

Læs mere om rejser til Japan

Japan - Som både udvekslingsstudent og turist
Rejsetips indsendt af:
Århus N
19. jan. 2012

Japan - Som både udvekslingsstudent og turist

Min første tur til Japan var i 2010 som udvekslingsstudent i 10 måneder, og min første oplevelse var derfor meget personlig. Min anden tur, på den anden side, var sammen med min far, hvor jeg fungerede både som tolk, guide og turist.
Derfor har jeg oplevet landet både inde- og udefra!
Her er mine tips til når man rejser i Japan:
Sproget – selv en smule japansk er nok. Hvis japanerne hører at du i det mindste prøver dig ad, bliver de rigtig glade og velkomne. Desuden er det de færreste japanere der kan snakke engelsk, ej heller forstå det. I japanske skoler lærer man mest på et skriftligt basis, og derfor kan det måske nogle gange betale sig at skrive sig til div. beskeder. Tag evt. en liste med hjemmefra med forklaring på japanske retter, så du ikke går helt galt i byen. Selvom du ikke skal frygte at komme til at spise insekter, er det ikke unormalt at der serveres rå æg til eller ud over mange japanske retter, som f.eks. sukiaki.

Madvaner – Normalt i Japan slubrer man sine nudler, men da udlændinge generelt ikke er gode til det, skal man ikke være bange for at gøre det forkert, eller overhovedet ikke at gøre det. Til gengæld må man ALDRIG stikke sine spisepinde ned i risen. I Japan stiller man en skål ris med spisepindene lodret ned i, ved foden at de dødes grav. Derfor symboliserer det død, og betyder ulykke hvis man gør det andre steder. Desuden anses det ikke som særlig gode manerer at ”spidde” sin mad med spisepinde.

JR Pass – For alle udlændinge der skal til Japan, er det muligt at få et Japanese Railway Pass i 1 uge eller 2. Et JR PASS giver adgang til alle tog og busser inden for Japanese Railway selskabet, så man kan f.eks. rejse fri for betaling mellem Tokyo og Osaka, og mellem Osaka og Hakata – i alt 6 timer (ca. 360 km/t). Passet kan også hjælpe en hvis man bare er i Tokyo, da der også er mange JR metrolinjer og JR busser i hovedstaden. Passet kan bestilles gennem et rejsebureau, og mere kan læses her: http://www.japan-rail-pass.com/train-japon/?currency-code=EUR&gclid=CL3fnJfd2a0CFaR-mAodIFyknA

Bestilling af værelser – Når man skal bestille værelser i Japan er det vigtigt at vide hvad de forskellige udtryk betyder. Hvis man sige ”Double room” i Japan, betyder det et værelse med 1 dobbeltseng. Hvis man vil have et værelse med to senge enmandssenge, skal man bede om et ”twins room”. Jeg begik selv den fejl at bestille et Double room til mig og min far, så det blev 3 trænge nætter i en dobbeltseng i Tokyo. Det blev dog stadigvæk en fed tur.

Sushi – når man er i Japan, skal man selvfølgelig have ægte sushi! Men, vær på vagt. Hvis det skal være rigtig god kvalitet hvor man får det serveret, kan det godt blive dyrt. Tværtimod, hvis man vælger Running Sushi (kaldet ”Guru-guru sushi” i Japan), skal man helst vælge et sted der tager 105 Yen eller derover pr. Tallerken. Ellers kan man ikke regne med kvaliteten. Til sushi bliver der altid serveret Japansk grøn the, hvilket man helt klart skal prøve!

Årstider – vælger man at rejse i efteråret, er Kyoto det optimale sted at tage til. Om efteråret når bladene skifter farve, bliver hele byen badet i røde og orange nuancer. Hvis man rejser om foråret er Kyoto også et smukt sted at besøge, når kirsebærtræerne blomstrer. Bare sørg for at undersøge hvornår træerne blomstrer hvor i Japan. F.eks. blomstrer de først sydpå, og så breder det sig langsomt op imod nord. Hvis man vil afsted om sommeren, skal man regne med regnsæson i juni måned, og risikoen for tyfoner i juni, juli, august og september. Modsat kan det blive op til 42 grader i byer som Osaka og Kobe, og meget fugtigt.
Hello Kitty bus i Akihabara
Hello Kitty bus i Akihabara

Tokyo

Da jeg rejste med min far var det første gang jeg var i Tokyo, og jeg var meget spændt på at se storbyen i forhold til den lille by med 300.000 indbyggere som jeg havde boet i året forinden.
Tokyo var et chok. Det er en fantastisk by, med et fantastisk liv og miljø, og noget for enhver smag. Tokyo Tower står som byens symbol, og skinner rødt hver aften. Hvis man vil besøge tårnet foreslår jeg at man gør det netop om aftenen, lige inden solen går ned. Så kan man se solnedgangen fra tårnet, byen oplyst om natten, og til sidst tårnet oplyst. Hvis man er interesseret i det elektroniske Japan skal man tage til Akihabara, hvor man kan opleve manga, anime, gaming og de berømte maid-café'er. Det eneste problem ved Tokyo er, at hvis man ikke har lyst til den travle storby, bliver man hurtigt træt af den. Desuden er meget af det originale Japan forsvundet i den moderne storby, og så er Kyoto måske et bedre sted at tage hen. Narita lufthavn, der på nuværende tidspunkt er den eneste lufthavn man kan flyve til fra Danmark mod Japan, lægger en 40 minutters togtur fra Tokyo, hvilket bare er besværligt når man i forvejen har siddet i et SAS-fly i 11 timer. Heldigvis er man i gang med at ombygge den lidt bedre beliggende Haneda lufthavn, så denne også kan fungere som international lufthavn.
Mht. Hotel i Tokyo, så kan jeg klart anbefale ”Hotel Nihonbashi Villa” i Nihonbashi-ku. Hotellet ligger to gader væk fra en JR station, og området er ikke sprængtfyldt med turister, og har en masse hyggelige japanske restauranter, bl.a. en der laver rigtig gode Takoyaki. Hotellet tilbyder desværre ikke morgenmad, men personalet er rigtig søde, og værelserne gandske hyggelige.
Et af mange flotte templer i Kyoto
Et af mange flotte templer i Kyoto

Kansai - Kyoto

Kansai ligger midt imellem Tokyo og Kyushu, og har en treenighed der hedder Kyoto, Osaka og Kobe. Kyoto er kendt for sine mange templer, og er derfor et perfekt indblik i det gamle, traditionelle Japan. Byen er kendt for sin skøndhed om foråret når alle kirsebærtræerne blomstrer, og om efteråret når alle bladende bliver røde og orange. Faktisk har den sidste begivenhed medført at Kyoto er den eneste by i verden hvor McDonalds restauranterne ikke må være røde, da det ville forstyrre byens skøndhed om efteråret!
Første gang jeg var i Kyoto var med mine værtsforældre, og vi besøgte både Kinkakuji (Det Gyldne Tempel) og Kiyomizudera. Foruden dette tog jeg om aftenen sammen med min værtsmor til Gion, der er kendt for Hanamikoji-dori, gaden hvor Kyoto's Geisha'er, eller bedre kendt som Maiko-san, holder til. Gaden har en masse lækre og fine restauranter, der virkelig leverer god mad, trods deres lidt høje priser. Hvis man opholder sig i gaden mellem kl: 18:00 og 21:00 kan man være heldig og se en af de unge piger på vej til arbejde, fint iklædt kimono, hovedpynt og med fuld make-up.
Selv hvis man bliver træt af at se templer, er Kyoto en fantastisk by i sig selv, med dens meget traditionelle gader og fantastiske historie. Selv har jeg aldrig været syd for stationen, hvilket jeg fortryder meget, da jeg er blevet fortalt at det er der de fineste, ældste kvarterer ligger. Kyoto er også et fin by at vælge som base hvis man rejser i Kansai området, da man kan tage til både Osaka og Kobe herfra med tog inden for 30 min - 1 times tid. Da jeg var i Kyoto 2. gang, denne gang sammen med min far, boede vi på et fint lille hotel der hedder "Capsule Ryokan". Lad jer ikke narre af navnet, det er hverken de omtale kapsel-hoteller, ej heller en af de dyre, traditionelle japanske gæstehuse. Capsule Ryokan ligger under 5min fra Kyoto station og al personale snakker engelsk. Værelserne er traditionelt japansk, på den måde at man får en japansk futon, en madras som kan/skal folde ud når man skal sove og lægge væk om dagen. Desuden er der gratis internet og et lille køkken med køleskab som man frit kan bruge, og hotellet lægger lige over for det vestlige tempel, så man kan tage en aftentur derover når som helst man har lyst. Hvis man vil spise godt, kan jeg anbefale Restaurant Kikusui ved Gion Shijo station, lige på hjørnet. Den ligger på Shijo-dori på vej hen mod Gion, og serverer en fantastisk Tempura suppe (Fried shrimp soup). Selv japanerne synes ofte det kan være svært at få en ordentlig Tempura suppe, hvor rejen smager godt, og jeg blev virkelig overrasket over hvor godt den smagte her. Personalet består af lidt ældre kvinder, der desværre ikke snakker engelsk, men menuen står oså på engelsk, og så kan man altid pege. Restauranten har også ligget der i mange år, og man kan i lobbyen se hvordan bygningen så ud i Meiji-perioden.
Hovedbygningen, men kun en lille del af Osaka slot
Hovedbygningen, men kun en lille del af Osaka slot

Kansai - Osaka

Min værtsfamilie og jeg valgte at "bosætte" os på et Tokyuu Inn i Osaka (en national japansk hotelkæde) da vi besøgte Kansai. Herfra kunne vi i løbet af 2 min. Nå Umeda-station, som hang sammen med Osaka station. Umeda station er en fantastisk station i sig selv, i og med at dne fungerer som en lille by under jorden. Går man ned fra indgangen ved Tokyuu Inn, ser man som det første et springvand under jorden, og herfra kan man gå ud af en masse små ”veje” der har både tøjbutikker, restauranter, caféer osv. liggende.
Osaka er kendt for sin store borg, der har stået der siden 1600-tallet. Borgen er blevet renoveret mange gange, og hovedbygningen er desværre omdannet til et museum, men ikke desto mindre er det en oplevelse værd. Selve borgens størrelse og hele ånden omkring det gamle Japan er stadig at finde, og man kan også få lov at se oprindelige rustninger og sværd, brugt og båret f div. kendte samuraier. Desuden er borgen bemærkelsesværdig pg.a. de store kampsten der er placeret rundt omkring i de store stenmurer der havde til formål at beskytte mod fjender. I Osaka kan man også vælge at tage til Kaiyukan, det store akvarie der er kendt bl.a. for deres pingvin march og deres hvalhaj!
Hvis man befinder sig i Osaka skal man selvfølgelig også prøve egnens mad. Takoyaki og Okinomiyaki er kendt som Osakas specialiteter, og man kan finde steder der tilbereder stort set alle steder.
Havnen efter jordskælvet
Havnen efter jordskælvet

Kansai - Kobe

Kobe er kendt for sine dyre bøffer og sit store jordskælv i 1995. Havnen kan stadigvæk ses som den så ud dengang, hvor en del a molen stadigvæk lægger skævt nede i vandet, imens resten er blevet renoveret som et minde til ofrene for jordskælvet. Havnen er et flot o socialt sted at besøge, og der kan let gås dertil. Kobe har også en Chinatown, hvor man kan smage andre asiatiske specialiteter, og den nordlige del af byen blev bosat af udlændinge i 1800-tallet, da Japan åbnede sig for omverdenen. Derfor kan man se gamle New Orleans huse, Svenske træhuse, og endda en ”Danmark-hus” i området. Det er som at tage et smut tilbage til Europa, og området er rigtig hyggeligt og chik i Japan. Blandt japanere er det det ultimative dating-spot i Kobe. Herfra er der også udsigt ud over Kobe.
Bag Kobe lægger en række bjerge, hvoraf Rokkosan er et hyppigt besøgt et. Man tager bare en bus fra Kobe station hen til kabelbanen der i løbet af 10 min – et kvarter fører folkene op gennem den tætte japanske skov på bjergsiden. Oppe på selve bjerget ligger et hotel, med en fantastisk lækker restuarant, hvorfra der er udsigt ud over Kobe og Osaka havn. Oppe fra taget kan man se helt til Osaka, og da byen vender mod syøst, kan man se den smukkeste solnedgang herfra.
Det er muligt selv at komme op i ballonen
Det er muligt selv at komme op i ballonen

Nordlige Kyushu - Mit Japan

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne præsentere egnen hvor jeg tilbragte 10 måneder af mit liv i 2010. Det nordlige Kyushu er mest kendt for have havnebyen Nagasaki mod vest, kendt som den første by i Japan der blev åbnet for handel med udlændinge, og mere tragisk, for det sted den anden atombombe faldt i 1945.
Mod øst ligger Fukuoka, endestationen for Shinkansen (indtil videre). Fukuoka by er en gigantisk storby, der har både det moderne og traditionelle at byde på. Rejser man sidst på året, kan man komme og se årets sidste sumo-turnering, og om sommeren kan man opleve byens festival, der består af stort alle firmaer, skoler og offentlige ansatte i byen! Fra Fukuoka kan man også tage færgen til Korea, hvis det er det der frister. 3 timer, og så lander man på Sydkoreas østkyst.
Midt imellem Nagasaki præfektur og Fukuoka præfektur ligger Saga præfektur – mit sted. Selve hovedbyen, Saga by, er ikke meget større end Århus, og ud over en masse floder og nogle gamle japanske gader og en gammelt slot, har byen ikke meget at byde på turistmæssigt. Men præfekturets natur er i sig selv fantastisk. Tager man til den nordligste by Karatsu, i november måned, kan man opleve Japans 3.største festival, der daterer tilbage til midten af 1800-tallet. Karatsu kunchi øger hvert år Karatsus indbyggertal til over 1 million, og man kan møde både Japanere fra alle mulige egne, men også div. udlændinge: http://www.city.karatsu.lg.jp/foreign/english/sightseeing.html

Kommentarer til rejsetippet om Japan

Til Nanna

30/04 2012 Miriam Gradel
Jeg var afsted med YFU - Youth for understanding :)

udviklingsstudent

12/03 2012 nanna
et virkeligt godt informerende indlæg, super dejligt at vide når man vil til japan.
Hvilket firma var du afsted med som udviklingsstudent? har nemlig selv tænkt på at blive det:)
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Japan

Hoteller i Japan
Rejser til Japan
Denne side er udskrevet d. 5. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.