Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Riga

Læs mere om rejser til Riga

Brìvìbas Piemineklis – Frihedsmonumentet – med betagende Milda på toppen, rejst i 1935. I dag betyde
Rejsetips indsendt af:
Preben Winther
Ryslinge
22. maj 2009

Riga tur – retur

Under den tyske besættelse af Letland i årene 1941-1944/45 henrettede nazisterne jøder i stort tal ved Skède, nær ved Liepaja, en kystby sydvest for Riga. I let omskrevet form er disse ulykkelige hændelser handlingens igangsætter i ungdomsromanen Blodvinter, der udkommer til efteråret, og som jeg i slutningen af 2008 med slet skjult begejstring sagde ja til at illustrere. Og således blev de etniske udrensninger også den indirekte årsag til, at jeg midt i marts pludselig befandt mig i Letlands hvinende kolde hovedstad, på jagt efter mulige motiver, historiske fakta, stemninger og – frem for alt – inspiration.
Ilmájas gaden. Ikke luksus at køre på, og slet ikke at gå igennem.
Ilmájas gaden. Ikke luksus at køre på, og slet ikke at gå igennem.

Velkommen, vinter

18. marts. Klokken er godt 10 om formiddagen, lokal tid. Da Air Baltic-flyet bryder gennem den højtliggende dis, er lyset skærende gråt. Mørke skovpartier veksler med tynde veje og snedækkede marker dernede. Landskabets farver er suget bort og reduceret til et vidtstrakt grafisk blad i sort/hvidt. Højttalernes skrattende meddelelser på lettisk er ubrugelige. For mig, i al fald. Så griber hjulene fat i landingsbanens glatte asfalt med de velkendte skridsjj-skridsjj, og vi ruller ind mod ankomsthallen.
Som de hjemlige læsninger har stillet i forventning, er det ikke svært at finde bus 22 ind mod Riga centrum, og den trinde dame med lyslilla pelshue forsyner mig med de tre billetter (for mig, kuffert og skuldertaske) formedelst ½ Lat, svarende til en flad femmer. Efter at bussen har krydset Daugava-floden, står jeg af. Vinden er råkold og fugtig. Hvad havde jeg ventet? Jeg ved det ikke. Dette er vel den ideelle start, for romanens unge hovedperson Janis flakker netop om i den trøstesløst vinterhærgede by. Men jeg skal finde hotellet. En ung pige kommer gående, jeg henvender mig til hende på engelsk, hvordan finder jeg Ilmájas gaden, og hun svarer. Hvor heldig har man lov at være? Bus 23, ned ad den vej og lidt til venstre og… Hun smiler. Tak, tak. Hun går videre.
Bykanal med de gamle zeppeliner-hangarer. Siden 1930erne har de fungeret som markedshaller.
Bykanal med de gamle zeppeliner-hangarer. Siden 1930erne har de fungeret som markedshaller.

Men pludselig er hun der igen, hun er vendt om. Hun bor i nærheden af mit hotel, og kan ligeså godt tage den samme bus, siger hun. Ned ad en trappe, under broen og så vente. Længe. Hun går på universitetet, fortæller hun, men arbejder ved siden af. Ellers hænger det ikke sammen. Hun er russer, men har boet i Letland siden landet blev selvstændigt i 1991. Det er hårde tider økonomisk, ikke mindst for russerne. Førhen var op mod halvdelen af Letlands knap 2½ million indbyggere russere, fortæller hun, i dag er mange af dem udvandrede, en del til Irland. Hendes far arbejder inden for byggebranchen, der kradser krisen betydeligt mere end i Danmark, forstår jeg.
Vi skal af. Forstad i gråt, snavset rødt, snavset okker og snavset hvidt. Og den åbenbart evige grafik: De sorte, sorte træer mod alt det hvide og det mærkeligt skære lys. Vi sjosker igennem et tykt lag våd sne, trolley-kufferten er på arbejde, men ikke så meget som jeg. Den unge kvinde peger på bygningen på hjørnet længst fremme. Have a nice stay! Vi hilser af.
Er fortovet hullet og fyldt med pytter, er det dog luksus mod kørebanens tilstand. Den har engang set asfalt, men øst-asfalt, og det er mange vintre og endnu flere regnskyl, frostnætter og bagende somre siden. Nu er den opblødt tundra i mini-udgave. Hotellet er derimod indbydende, og jeg får tjekket ind. Rart værelse på første sal. Plettet tæppe, men her er rent og varmt.
Inden dagen er gået har jeg lært trolley-bus 19 at kende, jeg har været ved hovedbanegården, og jeg har anskaffet mig et bykort, samt en tysk bog om alle Rigas fantastiske jugendstil-facader. Jeg har også nydt en kop god kaffe, ananastærte og det første store glas Black Balzams - den traditionelle bitter siden 1752. Og jeg har fundet ud af, at jeg bor i bydelen Ziepniekalns, langt fra centrum. I de enorme hangarer, der under 1. verdenskrig blev bygget til zeppelinere, har der siden mellemkrigstiden været markedshaller. Her har jeg købt store tomater, sødt rugbrød (der smager af kommen), pesto-ost og et granatæble. Fin aftensmad!
En af broerne i Kronvaldis parken er besat med hængelåse i hundredvis*.
En af broerne i Kronvaldis parken er besat med hængelåse i hundredvis*.

Gennem Kronvalds parken

19. marts. Der bor mange håndværkere på hotellet, og handelsfolk. Nogle er tyskere, andre antagelig litauere. Andre igen letter. Måske er det derfor, morgenmaden er så solid. Tre-fire forskellige slags brød, ristede pølser, spejlæg, ost, marmelade; kaffe, te, mælk og juice. Damen i køkkenet er effektiv, men fåmælt. En lidt omvandrende fornærmelse. Hvorfor mon?

Jeg tror, jeg finder det lige fascinerende, hver gang jeg har oplevet det; dét at komme til et ukendt land og stå ganske fremmed over for alting, og så – langsomt, søgende – komme igennem denne ’losthed’, tilkæmpe sig en oplevelse af at føle sig tilpas, blive tryg. Få etableret en art tilhørsforhold, der balancerer med de årvågne sanser, som det nye har vakt. Få kontakt. Dele noget med nogen.
Men bortset fra et par skitser blev det ikke til meget tegnen i går. Alting var så påtrængende, alt var motiver, og derfor var der i realiteten slet ikke noget, der bød sig til som motiv. Underligt selvmodsigende. I dag går det bedre. Jeg når frem til valgsituationer, går i gang og vil også gerne have konkrete resultater med hjem i tasken. Men trods alt det varme tøj, jeg har haft på og med i kufferten, kan jeg sidde på min lille klapstol og fryse, så jeg til sidst næsten ikke kan bevæge hænderne. Jeg har vandret langs den gamle Piesetas kanal, der går gennem en stor del af centrum, gennem Kronvalds parken, forbi frihedsmonumentet med den smukke, forgyldte Milda på toppen af søjlen, helt ud til inderhavnen. Den vej går Janis i romanen. Træerne står så våde og sorte, der er så mange af dem, de er så store. De giver alting en særegen stemning. Enkelte gange har solen været fremme og har kastet deres troldesilhouetter hen over kanalens is.

* (Resterende billedtekst: Det er blevet en ny tradition, at nygifte sætter deres lås på et af broens gitre, som regel med navne og dato indgraveret. Bagefter smider de nøglen i kanalen.)
Fra den gamle havn. Forfald, tidsdokument eller rekreativt område?
Fra den gamle havn. Forfald, tidsdokument eller rekreativt område?

Før selve havneområdet, nærmest byen, er et rangérterræn for godstog. Længst ude ligger Stockholmsfærgen. Imellem disse yderpunkter befinder sig det, der er tilbage af den gamle havn, præget af forfaldne værksteder fra 60’erne og åbenlyst et tilholdssted for mange, der får en tår over tørsten. Foran den eneste bænk er strøet øldåser, knuste flasker og skaller fra solsikkekerner, som mange ældre ynder at tygge, herfra og ned over Øst- og Centraleuropa til Balkan. I øvrigt må der være mere graffiti samlet på denne ene lokalitet end i hele København. Ude på isen sidder mænd og fisker.
Jeg har været på jagt efter fotos fra Riga under 2. verdenskrig. På Besættelsesmuseet var et par unge ansatte meget hjælpsomme, men der var ikke meget at hente. Jeg købte et engelsksproget hæfte om Letlands tre besættelsesperioder. På forsiden et dårligt foto af Hitlers udsending, udenrigsminister von Ribbentrop, der forbrødrende giver Joseph Stalin hånden, da den såkaldte tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt blev indgået den 23. august 1939. Denne skændige aftale er så forhadt, at der på 50-årsdagen i 1989 blev dannet en 600 km lang kæde af mennesker, der holdt hinanden i hånden fra Talinn i det nordlige Estland over Riga ned til Vilnius i det sydlige Litauen.
På Krigsmuseet, der har til huse i det gamle krudttårn og tilstødende bygninger og rummer enorme samlinger, fik jeg bid i form af en bog fra 2008, Letland under anden verdenskrig. Bunker af fotos, gengivelser af dokumenter, fakta, fakta, fakta. Mad for mons.
Ikke alle de hæderkronede træhuse har båret årene og omskiftelserne med lige stor værdighed.
Ikke alle de hæderkronede træhuse har båret årene og omskiftelserne med lige stor værdighed.

Tristesse

20. marts. Sol i dag. Men koldt. Iskoldt. Næsten ikke til at sidde og tegne. Det er rarere at fotografere, også fordi man jo af gode grunde bevæger sig mere. Jeg leder efter gamle mure, bombede baggårde, store forfaldne bygninger, der i sin tid kan have været fornemme. Det er nogle af de ingredienser, jeg skal bruge i min research og senere skal skabe om til tegninger til romanen. Hvor kunne Milos Vanags have haft sit klaverstemmerværksted? Hvor kunne Janis’ families 10-værelses lejlighed mon have ligget?
Og man går ikke forgæves efter forfald og tristesse i Riga. Specielt bydelen Maskavas i den sydøstlige del af centrum er leveringsdygtig, det være sig i murstenskasser fra begyndelsen af sidste århundrede, de traditionelle Riga-træhuse, sovjettidens bygnings- og miljømæssige forsyndelser, tomter – fra krigens tid, vel. Men hist og her en park med smukke kirker – og sorte træer. Det hele bærer tydelige vidnesbyrd om en by, et land og et folk, der har enogfyrre års barsk historie at overvinde, og endnu kun har haft atten til at gøre det i – uden tilstrækkelige midler. Det er lidt som med indbyggerne. De ældre og gamle er slidte, grå, fortrykte, men venlige. Jerntæppet ligger endnu omkring deres fødder, selvom det trævler. De unge er overgearede eller fattige eller ligeglade. Der er mange tiggere, hjemløse, bænkeliggere. Krøblinge og alkoholikere i gangtunneller og langs plankeværker. Nogle er faldet om og ligger, hvor de faldt. Raller lidt. Man går forbi. I yderområderne syd for banegården er alle gaderne opkaldt efter store russiske forfattere. Her mødes de, alle disse eksistenser, de stille og de støjende, og de der har magt over nutiden og den fede indtjening. Pelse og stiletter over for lyserøde plastiknet og hullede sko.
De såkaldte lido-restauranter er en art moderne folklorekøkkener, hvor det traditionelle udfordres blidt af det trendy. Jeg slutter dagen på en af dem, i Skùnu gaden, tæt ved domkirken. Kartoffelsalat, en kæmpe szlazlyk-lignende pølse (à la medister krydset med blodpølse), og det man skal smage – siger de – grå bønner kogt med spæk. En Zelta-øl eller to at skylle ned med, og sulten er stillet. Godt og vel.
Forrest Letlands Nationale Kunstmuseum, bagest Kunstakademiet, på Kr. Valdemàra gaden.
Forrest Letlands Nationale Kunstmuseum, bagest Kunstakademiet, på Kr. Valdemàra gaden.

Museumsdag

21. marts. Gråt vejr, men ikke helt så bidende. Rigtig opsat på at gå i krig med blyanten. Ikke engang færdig med én tegning, før det begynder at regne. En strid, kold, tung, silende, vedvarende vinterregn. Tja. Plan B: De museer og kirker, der også er på ønskelisten.
Orglet i Rigas domkirke skal være ét af de mest eftertragtede at komme til at spille på for en stjerne-organist. Jeg havde glædet mig til at se det, forhåbentlig kunne jeg få lejlighed til at opsnuse et tidspunkt, hvor der var gudstjeneste, så jeg også kunne høre det. Stor, dyb skuffelse. Det er under restaurering. Højst en halv snes af de største af piberne sidder på deres pladser, resten er demonterede og står i sirlige bundter og rækker med manilamærker på overalt bagved og ved siderne. Det blev til en CD. Den er god - når man nu ikke kan få den ægte vare.
Men klostergården er en oplevelse. Jeg har en svaghed for klostergårde. Den særegne stilhed. Det smukke, æstetisk tilforladelige forfald i tegl og sandsten. Vejrhanen på spiret er ny. Den gamle står i forgyldt jernblik i en af buegangene mellem udtjente kanondele, fragmenter af relieffer og andet godt. Fremstillet af H. Vogel og H. Krayser i 1595, kan man læse. Den stirrer på én, lidt aggressivt bebrejdende, pikeret over sin skæbne.

Kunstakademiet og det Lettiske Nationale Kunstmuseum ligger side om side i Elisabeth gaden. Malerisamlingerne er imponerende, men alligevel lidt uinteressante for en vesteuropæer. Man finder ud af, hvor ensidigt vi bliver oplært i kunsthistorie, og i hvor høj grad vi lader os præge af en rent vesteuropæisk-amerikaniseret kunstkanon. Stort set ingen navne siger én noget. Mest givende og finurligt er det at opleve Baltikums svar på Cézanne, Picasso, Olaf Rude, Vilhelm Lundstrøm, eller hvem man nu ellers kan finde lighedspunkter til. Man har aldrig kendt til disse kunstneres eksistens, men alligevel har der været store bølger af kunstnerisk erfaring og modestrømninger, der har formået at gå på tværs af øst og vest og bryde stærkt igennem. Lærerigt. Mon de kender Krøyer?
Solen bryder frem, og jeg må ud. Regnen er helt hørt op. Det er strålende, og kulden kan næsten være charmerende, set på baggrund af formiddagens blygrå fremtoning.
Et kik mod Sankt Peters kirken. Den blev frygteligt tilredt under bombardementet i 1941.
Et kik mod Sankt Peters kirken. Den blev frygteligt tilredt under bombardementet i 1941.

Vanags værksted og barndomshjemmet

22. marts. Det har sneet i nat, men det er en flot solskinsdag, lyset reflekteres i blændende hvin. Ud med blokken, og det kører. Der er også ved at komme sammenhæng i bykortet, jeg kan orientere mig per instinkt, kan finde rundt, der kommer lidt syntese i det hele. Jeg må igennem parkerne langs kanalen igen. Det er lidt en besættelse. Men jeg kommer op til Avsskla gaden og finder en kælderbutik med antikviteter. Dén facade, de trin ned, tæt på havnen – dét er jo simpelthen det klaverstemmerværksted! Vanags bliver vred, afviser Janis, er bange for selv at blive taget af nazisterne, og Janis flygter herfra og ned langs kanalen, modsat den retning, jeg kommer fra. Fedt! Men hvad i alverden hedder ’klaverstemmer’ på lettisk? Den unge kvinde i receptionen hjælper mig senere på dagen. ’Skanotájs’. Jeg skal jo bruge det. Vanags skal have et skilt!
Går hele den lange Elisabeth gade igennem. Fornemme huse, mindre huse, gamle huse. Pludselig dette kik ud over Esplanaden, denne charmerende park, hvor eftermiddagssolen brager ind gennem de mange træstammer. Spadserende. Bænke med passiarende. Det må tegnes! Foran en stor rødgusten bygning er et passende lavt stakit, hvor jeg sætter mig og fanger an. Pludselig tårner en ung betjent sig op ved siden af mig. ”I am sorry,” siger han lidt genert-brysk og peger dels på stakittet, dels på bygningen bag os, ”men De kan ikke sidde her. This is an object!” Og nu kan jeg godt se et NATO-flag og et lettisk flag vaje fra hver sin stang. Spontant spørger jeg ham, om jeg så må sidde foran stakittet på min lille klapstol? Han virker overrumplet og siger venligt ”Det ved jeg ikke…” Jeg oplyser, at jeg er færdig om ti minutter, han smiler og vender ryggen til og går. Lidt som i ungdommens dage, når man blev verfet væk. Men en snart tresårig for at sidde og tegne!? Dagens smil.

Aflægger besøg i den russisk-ortodokse katedral. Udvendig er den nyrestaureret og næsten uvirkeligt smuk. Lidt for meget. Indvendig er den fyldt med mennesker og et orgie i Maria og Barnet-fremstillinger, rødt og blåt og bladguld, ornamenter og altre. I solstriberne, der vælder ind gennem de højtsiddende vinduer, bliver osen fra i hundredvis af brændende vokskerter til blå bjælker af lys. At komme ud igen føles ligeså overvældende som at træde ind. Men også her brager det snart med farver: Langs Terbàtas gaden er Rigas berømte blomstermarked i fuld gang. I øvrigt sælger de mange steder blomster, og til langt ud på aftenen, også i mit eget lille forstadskvarter.
Jeg går meget langt, følger ukendte veje på kortet nordpå fra centrum. Falder ind på Monte Cristo Café og får lidt varme. Og en Balzams. Vandrer videre til Sankt Gertruds Kirke, en baptistkirke. Indvendig er der op i alle buer og hvælv freskomalet med lys grøn, afbrudt af smalle bånd med lettisk rødt/hvidt/rødt. (Den lettiske røde er for øvrigt usædvanlig dramatisk rød, ikke som i Dannebrog). Kirken skal til at lukke. Præsten kommer ned ad midtergangen fra sakristiet, jeg er nysgerrig på det malede og giver mig i snak med ham. Han ved ikke meget om kirken, har kun tjent her ét år, har levet det meste af sit liv udenlands, bl.a. i USA. Men han ved dog, at det oprindelig har været en tysk kirke. Den tidligere organist kommer her ind imellem for at spille, selvom han nu er en gammel mand. Han er vokset op her. Præsten er levende og interesseret at snakke med. Men han skal videre. Det skal jeg også.

Det har været en god dag. Har også fundet det hus, hvor Janis og hans familie har boet. I min forestilling i det mindste. Underligt. Jeg er rigtig begyndt at kunne ’bruge’ Riga – og jeg skal hjem i morgen. Jeg husker at gå i det lokale Maxima og købe kommensbrød og en flaske kvass, en russisk/baltisk sodavand, der angiveligt skulle blive lavet på rugbrød. Smagen minder fælt om cola. Doven cola. Men man skal jo prøve.
En lille bid af Rigas fantastiske blomstermarked*.
En lille bid af Rigas fantastiske blomstermarked*.

Overload

23. marts. Formiddagskaffen på caféen på Marija gaden er så sen, at det nærmere er frokost. Men jeg er kommet lige i rette tid. Da jeg har siddet i fem minutter, vælter det ind med teenagere. Tydeligvis er det nu det store skolefrikvarter. Sammenlignet med noget af det, som mere beskedne eksistenser sidder med på tallerkener og i glas, køber de unge mennesker vildt ind, og fylder meget, ikke mindst på lydsiden. Deres påklædning må også stikke voldsomt af fra lettiske normer. Selv for mig er det lidt grænseoverskridende, navnlig for pigernes vedkommende, udfordrende, nærmest som om de var på diskotek. Og de havde ikke overtøj på. Hvordan kan de holde varmen?
Jeg læser lidt i den nyeste udgave af The Baltic Times - en engelsksproget ugeavis fælles for de tre baltiske lande - som jeg sandt at sige får mere ud af end den lettiske Kultúras Forums, som ellers ser interessant ud. Igen ønsker jeg, at jeg kunne læse alle sprog. Tænk, så mange indblik i nye verdener, man går glip af! The Baltic Times kan på forsiden berette om Vilnius’ nye borgmester Navickas, der åbenbart ikke ”har udviklet sig” med hensyn til sin indstilling til homoseksuelle. Noget som vi har kunnet læse om også herhjemme i maj. Hvorfor skal disse grupper nu forfølges i østlandene og af højreorienterede kristne i USA? Eller et endnu bedre spørgsmål: Hvorfor er der altid minoriteter, der skal nedgøres eller stræbes efter livet? Det er godt nok ikke på så grelt et niveau som de myrderier, Blodvinters hovedperson Janis’ farbror Alex tager fotografier af. Men alligevel forstemmende.
Jeg har været rundt at tegne og fotografere siden tidlig morgen og har fået lov at lade bagagen stå på værelset til over middag. Men nu sniger hverdagen sig ind – min anden hverdag. Jeg skulle nødig komme for sent. Jeg tager trolleybussen tilbage, henter kufferten, kører igen til centrum og derfra videre til Lidosta Riga.
Her står jeg så i alt, alt for god tid. Hovedet og digitalkameraet og skitsebogen fuld af indtryk og billeder og bagagen for tung. Hvordan kan de par bøger og en flaske Balzams veje så meget? Over en hund per kilo overvægt, de er ikke kede af det. Lufthavnskaffen er dyr og lidt tynd, det er næsten hjemligt.
Aftenlyset tager kærligt afsked, da vi hænger over kysten på vej vestover. Vi vinder en time undervejs, så efter fiktive 25 minutters flyvning hedder det Kastrup. Vi mennesker er ikke beregnede til at flytte os så hurtigt, og det er altid lidt værre, når det går hjemad. Det tager tid at lande, mentalt. Det skal jeg for øvrigt heller ikke endnu, for selve bogarbejdet venter. Hjernens digitalfotos skal fremkaldes og vendes og drejes ét for ét. Omsættes til visuelle budskaber, som kan klikke ind i et allerede færdigt manuskript og som andre forhåbentlig kan bruge, når de læser.
Det er lige spændende hver gang.

*(Resterende billedtekst: Hvordan holder de blomsterne så flotte hele dagen og til langt ud på aftenen med temperaturer omkring frysepunktet?)

Letlands historie, ultrakort

Området har været beboet siden ca. 9.000 f. Kr.
1201 Riga grundlægges.
Midten af 1500-tallet. Letland bliver en del af Polen-Litauen.
1629 Sverige indtager noget af Letland.
1795-1914 Russisk besættelse.
1918 Letland selvstændig republik.
1940 Sovjetisk besættelse som en følge af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt.
1941-43 Nazitysk besættelse. De fleste lettiske jøder udryddes.
1944-1991 Sovjetisk besættelse.
1991 Letland bliver atter en fri nation.

Kommentarer til rejsetips om Riga

Riga - Tur retur

29/05 2009 Franz Bendixen
Jeg har aldrig haft egenlig lyst til at komme til Riga i en senvinter, men efter læsningen her føler man næsten man har været der - gribes af byens stemning! - Hvorfor illustrerer han kun andres bøger?
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Riga

Hoteller i Riga
Rejser til Riga
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/vietnam/utrolige-vietnam.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.