Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Krydstogt til Klaipeda

Helt tilbage fra den yngre stenalder har man brugt rav som handelsvare i den østlige del af Østersøregionen, herunder Litauen. Og fra området omkring Klaipeda har man i årtusinder afsat rav så langt væk som i Bøhmen, Mæhren, langs Donaus bredder, på Peloponnes og Kreta, hvor man har fundet baltisk rav i grave fra den mykenske kultur (1600-1500 f.Kr.). Ravruterne gik også østpå til Kaukasus, de østlige regioner i Sortehavet og de sydvestlige dele af det Kaspiske Hav og endda så langt som til Lilleasien.

Største seværdigheder

Største seværdigheder

Havets guld

Den egentlige ravindustri omkring Klaipeda opstod i det 19. århundrede. Før 1. Verdenskrig var Tyskland den største producent af ravgenstande i Europa med 33% af markedet, herefter kom Rusland med 30% og Østrig med 24%.

Den øvrige småproduktion var fordelt på en række andre europæiske lande. Da Litauen var under russisk herredømme, blev den litauiske del af ravproduktionen talt med i den russiske produktion, men det var imidlertid almindelig kendt, at de litauiske ravslibere var de dygtigste i hele det russiske imperium.

Man forarbejdede mere end 20 t rav årligt, og op til 1. Verdenskrig var her 300-500 håndværkere med speciale i ravsmykker og kunstgenstande. I mellemkrigsårene specialiserede ravværkstederne i Litauen sig i at fremstille smykker som brocher, halskæder, armbånd, manchetknapper og genstande som cigaretrør, penneholdere og blækhuse.

Den dag i dag producerer industrien stadig alskens pyntegenstande i rav og selvom materialet ikke har nogen karat, er det stadig højt skattet og går under navnet litauisk guld. Det litauiske guld har i den grad sat sit præg på regionen, og når man i dag spadserer en tur i Klaipeda, vil man se utallige forretninger, som tilbyder alt fra små øreringe til store skulpturer i rav.

Det kan varmt anbefales at gå en tur i Klaipedas gamle bydel og snuse lidt til ravets historie. I kan også vælge at tage på udflugt til Palanga, ca. 10 km nord for Klaipeda, hvor der er et glimrende ravmuseum.

Havn

Havn
Krydstogterne lægger til ca. 800 m fra byens centrum. I bymidten ligger den gamle historiske bydel i Klaipeda med butikker, barer og restauranter.

Klima

Det bedste tidspunkt at besøge Klaipeda er mellem maj og september. Klimaet er, som vi kender det hjemmefra, så husk at medbringe en regnjakke, hvis himlen skulle kaste en byge eller to af sig.
Denne side er udskrevet d. 6. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.