Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Maldiverne

Rejsetips af samme forfatter

Kuramathi i Maldiverne - en livsdrøm gik i opfyldelse
Rejsetips indsendt af:
Fredericia
18. april 2013
Vinderrejsetip April 2013

Kuramathi i Maldiverne - en livsdrøm gik i opfyldelse

Vi har i mange år, når vi har set billeder eller tv fra en tropeø, drømt os dertil. At ligge i det pulverhvide koralsand under en kokospalme, og skue ud i det uendelige over det azurblå hav.
Hvor den eneste bekymring er, om en kokosnød vil falde ned i hovedet på os. Denne drøm gik i marts i opfyldelse.
Vi overgav al planlægning til et af de rejseselskaber, som har specialiseret sig i den slags rejser. De fik vores ønsker til rejsen, og kort efter modtog vi deres forslag. Vi accepterede, og sidst i marts var der afgang fra Kastrup. Først 6 timer til Doha i Qatar, derpå 4½ time til Male, Maldivernes hovedstad, og sidst ½ time med vandfly til øen Kuramathi. De to første ”spring” var med rutefly på turistklasse. Der er lidt bedre benplads, end normalt på charterfly, men hvis i har lange ben, skal i sikre jer en plads med ekstra længde til stængerne. En pude at sidde på er at anbefale, når man skal sidde stille så længe ad gangen.
Ankomst til Kuramathi
Ankomst til Kuramathi

Ankomst til øen

At se atollerne og de små paradisøer gennem vandflyets propelsvirren er en oplevelse i sig selv. At lande på det azurblå hav tæt på den jungleklædte ø, der omgivet af kridhvidt pulversand ligger godt i ly af det bølgeoverbruste koralrev. At bevæge sig ind ad landgangsbroen og se hajer og farvestrålende småfisk i mængder byde en velkommen til paradis. At se den palmedækkede ø med stråtækte bygninger. Særdeles hjælpsom, venlig og smilende velkomst af personalet. En ankomst en fyrste værdig.
Vores strand
Vores strand

Øen

Kuramathi rummer kun hotellet og diverse faciliteter. Der er ingen lokalbefolkning, kun de ansatte. Der er flere fremragende restauranter af forskellig etnisk oprindelse, og vores valg betød, at vi frit kunne vælge, hvor vi ville spise middag. Morgenmaden indtog vi i en af de tre store restauranter med buffet. Frokost kunne vi få samme sted, plus i to tre andre mindre restauranter/cafeer. Vi havde bestilt, og fik, en Deluxe Beach Villa med Special All Inklusive. Det betød, at vi kom til at bo lige i vandkanten under den tropiske bevoksning, som gik helt ned til vandet. Udsigt over lagunen mod revet. For den meget aktive, der ønsker adgang til kulturelle seværdigheder, er dette ikke stedet. For de, der ønsker en absolut fredelig og afslappende ferie, er det stedet. Vegetationen er utrolig smuk, med utallige fremmedartede blomster og træer. Stisystemet gør det dog muligt at få sin daglige løbetur. Hotellet giver mulighed for forskellige aktiviteter. Her er to swimmingpools, bold- og tennisbane, dykkercenter, samt et spa- og welnessområde. I receptionen kan man tilmelde sig diverse udflugter til andre øer og til dykkerture. Med i prisen var udstyr til at snorkle, samt leje af windsurfer.

En nysgerrig hejre
En nysgerrig hejre

At vågne en herlig solskinsmorgen til bølgeslaget i strandkanten lige uden for ens dør. Straks bliver badebukserne hængt på deres tiltænkte plads, og to skridt nedenfor terrassen står man i vand. Fødderne synker lidt ned i det kridhvide koralsand. Allerede to meter fra strandkanten befinder man sig midt i en kæmpe småfiskestime, som jages af de uophørligt patruljerende babyhajer, og af de næsten tamme hejrer. Forestil jer at sidde på bunden i ½ meter krystalklart vand, mens farvestrålende småfisk nysgerrigt undersøger ens tæer. Svømmeturen i det lunkne havvand giver appetit til en laaang kop morgenkaffe i restauranten, hvor kokkens spørgsmål, hvilken slags æg man vil have: kogte æg, røræg, spejlæg eller omelet, er eneste problem. Det valgte indtages, mens dagens aktiviteter planlægges. En rekognosceringstur på hele den ca. 1,8 km. lange ø, dækket af jungleagtig bevoksning med et utal af utroligt smukke blomster og spændende vækster, besluttes. Overalt mødes vi af gartnere, der river alle stier, og vedligeholder alt på smukkeste vis, alt imens de har store smil og hilsener tilovers til alle.
Pitstop i varmen
Pitstop i varmen

Et pitstop

Et pitstop i skyggen på et af de mange ”vandingssteder” er et must i varmen. Der er ca. 32 c. og ret høj luftfugtighed. Vi bor næsten helt ude i øens ene ende, så vi tager den gratis ”bus” hjem til en gang toast og salat i restauranten. Vi betjenes af Shareef, som er umådelig sød, hjælpsom og smilende. Han opfylder vores mindste ønsker, næsten før vi selv kender dem. Resten af dagen ligger/sidder vi på terrassen og læser, nupper en farfar, drikker en del vand, bader, eller snorkler blandt det fantastiske maritime liv her i lagunen. Ukendte fuglestemmer vækker interesse og holder os vågne; de store flyvende ræve lader deres afgnavede frugter falde ned til os på taget og på terrassen, hejrerne spankulerer ugenerte helt op på vores terrasse og kigger nysgerrigt på os. Hvem af os er det, som føler sig i zoologisk have??
Romantisk middag
Romantisk middag

Romantisk middag

Den milde pålandsbrise stilner af, og øens vidunderlige dufte forstærkes. Tiden for aftenbruset kommer snigende sammen med tusmørket. Den udendørs bruseafdeling er en dejlig opfindelse. Omklædte til rene shorts og en lidt pænere skjorte/bluse labber vi af til den for i aften udvalgte restaurant, for at lade os forkæle med fremragende mad, god vin, og umådelig venlig og opmærksom betjening. Alt på steder, som ikke kan placeres smukkere. Romantikken stortrives.
God nat!
God nat!

Go´nat drinks

Efter middagen indtager vi vores pladser i en hyggelig bar med havudsigt, og får serveret en Planters Punch og en White Russian. En skål snacks anbringes lydløst foran os af en charmerende ung kvinde, iklædt en sarong og bare fødder. Som om vi trænger til mere fast føde! I dagens anledning bestilles en optankning, inden turen går hjem til den kæmpestore himmelseng i klimaanlæggets frembragte kølighed.
En helt vidunderlig dag på Kuramathi er til ende. I morgen følger heldigvis en ny.
En livsdrøm er gået i opfyldelse. Til fulde.



Kommentarer til rejsetippet om Maldiverne

Tak

29/11 2015 Lars schriver
Skøn beretning.
Og det gør ikke susannes og min rejsefeber mindre.
Ja vi flyver til Maldiverne om 21 dage for netop at indfri vores drøm om lidt af paradis på jorden
Mvh Susanne og Lars

Tak

29/11 2015 Lars schriver
Skøn beretning.
Og det gør ikke susannes og min rejsefeber mindre.
Ja vi flyver til Maldiverne om 21 dage for netop at indfri vores drøm om lidt af paradis på jorden
Mvh Susanne og Lars

Spændende beretning

07/05 2013 Birgit Byrgesen
Ser jo fantastisk ud i Bountyland.......

"Det skal nok passe"!

26/04 2013 Jørgen Hylgaard
Vi lærte Else og Jørgen at kende på en rejse til Egypten for nogle år siden. Og de er nogle herlige rejsefæller og livsnydere. De opsøger hele tiden nye herligheder, og det fremgår jo helt klart af denne tekst og billeder. Hvad mon bliver det næste?

Dejligt sted

25/04 2013 Vibeke nielsen
Flot flot en rigtig baunti

Ren Bounty-land

25/04 2013 Bodil Mølgaard
Der må man da bare hen helt fantastiske billeder. rent drømmeland. herligt med billeder fra alle tidspunkter på dag

Dejlig beskrivelse

25/04 2013 Else V. Nielsen
God beskrivelse og dejlige billeder
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar
Denne side er udskrevet d. 9. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.