Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om New Zealand

  • Fra Nord til Syd i bil på New Zealand.

    Vi var to par som fik FDM-Travel til at arrangere en kør-selv-tur på New Zealand.Bilen var en Toyota HighLander som stod klar i Auckland.Hele turen var beskrevet i en rejseguide med reserveringer og adgangsbilletter.Alt vi skulle gøre var at kode distinationerne ind på GPS'en og sætte os bag rattet.I 22 dage kørte vi fra hotel til hotel-fra den ene fantastiske serværdighed til den anden.Alt fungerede perfekt.Det var en stor fordel at turen var planlagt af professionelle-vi så de vigtige steder og der var taget højde for vore egne ønsker.
    Se hele rejsetippet
  • New Zealand - verdens perle.

    (Bedømt af 7 personer)
    14.11.13: Høibjerg
    Man siger om NZ: "Da Vor Herre var færdig med at skabe jorden, tog han det bedste fra hvert land - placerede det så langt væk fra Danmark som muligt og kaldte denne perle for New Zealand.
    Se hele rejsetippet
  • Doubtful Sound

    (Bedømt af 8 personer)
    14.11.13: Anna-Lise Andersen
    Vælg Doubtful sound hvis du har 2 dage, du får en oplevelse for livet. Guiden på båden er fantastisk til at spotte delfiner der følger båden samt søløve kolonier og du padler i kajak helt tæt på vandfaldene.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til New Zealand

Bo privat og kør efter ukendte koordinater i New Zealand
Rejsetips indsendt af:
Annette
Mårslet
6. juli 2011

Bo privat og kør efter ukendte koordinater i New Zealand

Det kan anbefales at bo privat/bed & breakfast i New Zealand. Vi havde i hvert fald meget glæde af de gode fif vi fik fra de mennesker, vi boede hos, og en stor del af vores oplevelser skyldes netop disse mennesker og deres gode idéer.
Lille blå Pingvin
Lille blå Pingvin

Natur-tur fra lys til mørke

På en fantastisk tur rundt i New Zealand tilbragte vi julen på Stewart Island. Det var helt perfekt for os at opleve denne lille ø med det rige dyreliv.

Det var en varm juleaften (på Stewart Island) og inden tusmørket faldt på, begyndte vi at gå en tur mod havet igennem skoven og helt ud på spidsen af Ackers Point. Turen igennem skoven på vejen ud mod havet bød i første omgang ikke på meget dyreliv …

Vi kom ud på spidsen af Ackers Point, åbent med hav rundt om, dybt nede kunne vi se et par new zealandske fur seals vågne op og gøre sig klar til nattens jagt.

Vi kiggede op imod aftenhimlen, der blev mørkere og mørkere, pludselig fra det ene sekund til det andet væltede det ind med fugle kaldet Sooty Shearwaters – (jeg har generelt ikke fundet de danske navne på mange af de dyr vi så). Det var utroligt at opleve, hvordan det blev ved med at vælte ind med de mørke fugle ude fra havet. Det var som om, de var opstået ud af ingenting.
... lige så pludseligt de var begyndt at vende tilbage til land, lige så pludseligt stoppede de med at fylde himlen.

Fantastisk at få den oplevelse i fred og ro. Generelt er det let i New Zealand at finde steder, der ikke er fyldt med mennesker og hvor man kan suge oplevelsen af at være dér helt ind.

Vi havde vænnet os til mørket og begyndte vores tur tilbage igennem skoven, uden at tænde lommelygten. Vi nåede dog ikke at gå ret langt ind i skoven, som før havde været hel tavs, før end det puslede. Vi tændte lygten og i et træ lige foran os sad en af de meget omtalte og bestemt ikke populære possums. Den stirrede ned på lyset og flyttede sig lidt irriteret fra træet. Vi slukkede lygten og gik videre, men kom ikke langt før det igen rumsterede, denne gang ved vores fødder, vi lyste igen og der lige ved siden af os sad en noget forskræmt Lille blå Pingvin, og helt utrolig blå det var den. Vi vidste at pingvinerne er af en meget nervøs natur og slukkede derfor hurtigt lygten hvorefter vi kunne fornemme, at den forsvandt foran os på stien med sine dappende skridt.
Sådan fortsatte turen hjemad, possums, frøer, mv og de små blå pingviner, der kom hjem efter en dag på havet, dappende afsted og skræppende i mørket. Det skal lige siges, at vi gik et godt stykke oppe ad en skrænt inde i skoven og alligevel lykkes det altså pingvinerne at komme op ad de stejle sider og op til deres huler et eller andet sted i nærheden. Ret imponerende og underligt at tænke på, at de stort set aldrig befinder sig på land, når det er lyst.

En hel utrolig oplevelse at gå igennem den tavse skov inden mørkets fald og ikke lang tid efter gå i den selv samme skov og opleve et rent postyr af naturen, der vågner.

Ulva Island

Dagen efter vores tusmørke og natlige oplevelser var det et strålende solskinsvejr, som gjorde det muligt at opleve fuglesang og svirren i sommerluften på Ulva Island, en lille ø med et meget rigt fugleliv. Man mener, at der lever nogle enkle kiwi-fugle på øen, så den er strengt bevogtet i forhold til ikke at få rovdyr derover. Desværre så vi ingen kiwier.

Det var en levende ø, som mødte os, ikke mindst da vi begav os ind i skoven og kunne se og høre hvordan fuglene drønede rundt i toppen af træerne med deres sang, kvidren og skraben på stammerne, fantastisk bare det at høre lydene på denne levende ø.

Som vi gik på stierne oplevede vi nogle små spurvelignende fugle, der kaldes fantails, svirre rundt om os. Det var som om de hilste på os og de så virkelig muntre ud. Vi fandt ud af at forklaringen naturligvis var en anden end at de hilste. Når man går, skræmmer man insekter op fra skovbunden og de insekter er ren guf for fantails, som så svirrer koncentreret rundt i luften lige for fødderne af os for at fange dem. Sjovt

På en sti ned i mod havet, kunne vi høre nogle prustende lyde fra skovbunden. En stank af råddenskab væltede op i hovederne på os, men vi var alligevel nysgerrige over denne lyd fra skoven. Da vi gik lidt op ad en skrænt inde i skoven kunne vi se, at det var to wekaer (wekaer er nogle hønsefugle, der godt kan ligne en kiwifugl lidt), de var i gang med et ådselmåltid. Da vi kiggede nærmere efter kunne vi se, at ådslet var en Lille blå Pingvin. Det gjorde lidt ondt at se disse hønsefugle guffe løs af denne lille blå krop, men sådan er naturen, selv de sjældne og smukke dyr går til og stinker i forrådnelsesprocessen.
På vej ud på vandet i en lille jolle, lånt af dem, vi boede hos
På vej ud på vandet i en lille jolle, lånt af dem, vi boede hos

Unik oplevelse takke være vores værter

Senere på dagen fik vi lov til at låne en lille jolle af de mennesker, vi boede hos. Den var meget lille, og aldrende for den sags skyld, vi kom virkelig i kontakt med havet og dyrene der ude på det, da vi roede ud fra stranden.
Det at vi flød rundt i denne lille æske gjorde, at vi pludselig kunne komme meget tæt på forskellige fugle f. eks. de ellers så sky små blå pingviner. De poppede simpelthen op lige ved siden af båden. Det var fantastisk at opleve dem på denne måde, og i forhold til de nervøse pingviner vi aften før havde set på stierne oppe på land, var disse noget mere kække, men nu var de jo også i deres rette element.
Royal Albatros løber sig i gang for at lette
Royal Albatros løber sig i gang for at lette

Fra vores lille udkigsbåd oplevede vi også at komme tæt på nogle Royal Albatrosser. Det var utroligt at se dem flyve hen over os med deres gigantiske vingefang på omkring 3 meter! Et par af dem så vi endda lande og lette fra havet. De er nødt til at tage tilløb hen over vandet pga. deres størrelse, når de skal i luften, ret imponerende at være vidne til.
Moeraki Boulders
Moeraki Boulders

Overraskelser på turen

Vi havde lejet bil og gjorde ofte det, at vi tændte vores gps og fandt et koordinat på en cache* og kørte efter det koordinat.

*fra www.geocaching.com kan man finde koordinater på små ’skatte’, der er placeret rundt omkring på jordkloden, disse skatte kalder man caches

Da disse skatte er placeret af dem, der bor i området, er det ofte et smukt eller interessant sted man kommer til, det kan være både i natur og by.
… og man behøver jo ikke at lede efter skatten, hvis man ikke lige er til den slags - dog synes børn ofte, at netop det at lede er et hit ;)

I hvert fald; vi kørte efter koordinater på steder, vi ikke anede noget om, hvilket førte os til lige fra pingvin- og søløvestrande til trek ad kvæg-stier og ud til mennesketomt natur, men også til måske mere kendte steder, vi bare ikke havde hørt om i første omgang. F. eks. Moeraki Boulders, Nugget Point, Kuirau Park ved Rotorua, alle steder er et besøg værd.

En sjov og interessant måde at komme rundt til steder, man måske ikke lige kendte til eller havde læst om i div. bøger eller på nettet.
Strand med kolonier af guløjet pingviner
Strand med kolonier af guløjet pingviner

Vi endte således en sen eftermiddag ved en mindre strand, hvor der var sat et træskur op. Man måtte ikke færdes på stranden efter kl 15, da der holdt flere kolonier af de guløjet pingviner til på denne strand. Det fandt vi ud af, ud fra sedler hængt op inde i skuret, med lidt info om stranden, og om hvordan man skulle forholde sig der. Skuret var der for at man ikke skulle skræmme pingivinerne, så man måtte stå inde i skuret, så pingvinerne i tryghed kunne vende tilbage fra havet og til deres huler i skrænterne.

Vi havde ikke i vores fjerneste fantasi troet, at vi ville få nogle af disse, verdens mest sjældne, pingviner at se.

Disse pingviner vender tilbage til deres huler noget før de små blå pingviner, klokken var omkring 18 og pludselig dukkede der en pingvin op af vandet. Som en tumling lod den sig skylle ind på stranden, hvor den vaklende kom på benene, kiggede sig omkring og satte kursen imod skrænterne, hvor dens koloni måtte holde til. Utroligt, vi var som børn, der havde fået lørdagsslik. Snart kom der endnu flere pingviner til syne i brændingen. De fik tumlet sig op og på benene og gik forskellige ruter over stranden til deres egne kolonier.

Vi havde været i skuret i over to timer, det var blæst op og blevet lidt mørkere, vi havde glemt alt om mad og havde stadig over 100 km at køre denne dag, så vi var nødt til at løsrive os …
Vores egen lille kiwi, der på sin plads i bilen, falmede en hel del på vores tur igennem landet … de
Vores egen lille kiwi, der på sin plads i bilen, falmede en hel del på vores tur igennem landet … de

Gode råd til oplevelser i New Zealand

Bo privat/bed & breakfast og ikke mindst 'brug' de mennesker, I bor hos. New zealændere er meget åbenhjertlige og yderst hjælpsomme, så man kan få mange gode råd, hjælp og dermed unikke oplevelser ved bare at snakke med folk og gøre brug af deres idéer.

New Zealand er helt klart et land, hvor man lejer en bil og kører selv, hvilket naturligvis også giver en stor frihed til at være spontan

Kør efter koordinater på din gps og find steder, der måske ikke står om i bøgerne, men er unikke måske netop fordi de ikke er deri …

Søg ud mod havet, naturoplevelserne ved, på og i havet er utrolige i New Zealand

- og ikke mindst: Tag oplevelserne ind igennem øjene og sindet, ikke kun igennem kameralinsen. Man kan ikke fange den oplevelse, det er at betragte pingviner gå på land, sejle med hundredevis af springende delfiner eller svømme med sæler, med et billede

Jeg kunne skrive meget mere om dette fantastiske land og de mange ting det har at byde på, men tag selv afsted og find dine oplevelser der ovre …

Aktiviteter
Road trips, Udflugter

Kommentarer til rejsetippet om New Zealand

Svar til Lise T.

02/11 2015 Annette
Hej

Ååh, hvor er I heldige. Kommer lige hjem fra Indonesien, NZ slår det med længder … Hvis man er til natur i hvert fald.

Vi havde booket noget hjemmefra for ikke at skulle bruge for meget tid på det derovre (havde kun fire uger). Men vi havde nu ikke problemer med at finde logi, der hvor vi ikke havde. Det er det mest venlige og hjælpsomme folkefærd, jeg har oplevet :) Vi havde lavet en rute-skitse hjemmefra, så vi vidste nogenlunde, hvad vi ville. Noget af det tog vi derovre. Det gav kun ét lille 'bagslag' (det kan man vel knap nok kalde det ;). Da vi overnattede på en fårefarm og værtsparret fortalte om nogle huler, man kunne besøge og klatre rundt i. Der var fuldt booket, fordi vi var for sent ude. Så det er selvfølgelig en chance man tager både med aktiviter og overnatninger, hvis man ikke har planlagt noget overhovedet. Men de fedste oplevelser var for os de spontane naturoplevelser, og det kostede hverken tilmelding eller penge ;)

Priserne fandt vi generelt var ok, vi følte ikke, at vi blev snydt på noget tidspunkt.

God rejse, håber, I får en fantastisk tur :)

Annette

Hvordan?

31/10 2015 Lise Thomsen
Hejsa! Dejligt indlæg, og bestemt brugbart.
Jeg står og skal afsted med en veninde, uden som sådan at have den store plan. Derfor kender vi heller ikke til overnatning og lignende. Er det nemt at finde privat overnatning? Og er priserne overkommelige?
Håber gerne på svar. På forhånd tak! :-)
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til New Zealand

Udflugter i New Zealand
i New Zealand
Denne side er udskrevet d. 6. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/egypten/hurghada/sheraton-soma-bay.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.