Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Kør-selv rundrejser
hvor du besøger Northland

Rejser til Northland

Northland er det eksklusive ferieområde og samtidig det moderne New Zealands vugge. Der er her, du kan prøve big game fishing, og det er her traktaten med maorierne blev underskrevet. De smukke bugter, den grønne skærgård og de mange solskinstimer er selvfølgelig også populært hos Aucklands store befolkning. I højsæsonen kan du i Northland få en sjælden New Zealand-oplevelse i form af trængsel.

Historiens vingesus

Se den imponerende trækano i Waitangi National Reserve

New Zealands vugge

Waitangi National Reserve er et utrolig flot, velholdt og luftigt parkområde. Det er et dejligt sted at gøre et stop med picnickurv. Samtidig er det en af de eneste historiske spots i det unge land. En flagstang markerer, hvor traktaten blev underskrevet i 1840. Her afgav maorierne deres land til Englands Dronning Victoria. Højdepunktet i Waitangi National Reserve er dog den imponerende trækano. Mere end 35 meter lang ligger den smukt ved havet. Det var i sådanne kanoer maorierne kom til landet i sin tid. Det er lidt svært at fatte, men historien får mere kød på ved at være her.
Byen Russell ved Bay of Islands

Bay of Islands

Der er 144 små og store øer i det populære og eviggrønne ferieområde, Bay of Islands. Her er også rigtig mange hoteller, sommerhuse og lystbåde. Du kan komme ud og fange de helt store fisk, og du kan sejle gennem det berømte Hole in The Rock, som havet har gnavet.

I byen Russell kan du opleve lidt mere af New Zealands korte historie. Byen er landets gamle hovedstad. Du fornemmer fortidens stemning, mens du slentrer rundt i gader og huse. Sjovt, at dette var landets centrum for 100 år siden. På Flagstaff Hill lige uden for byen vejrer den flagstang, som man hejste i 1840. Den har været hugget ned et utal af gange, så det er et spændende sted, hvor du aner lidt af landets spændinger – og mest af alt en masse charme.
Ninety Miles Beach

Vestkysten

Højt oppe mod nordvest kan du opleve endnu et specielt naturfænomen. Godt nok kender vi danskere til klitter og sand. Men Ninety Miles Beach stikker alt – her er 90 kilometer klitter! Og selvfølgelig har new zealænderne fundet på en helt særlig aktivitet, du kan fornøje dig med: Surfing på sandet.
Hils på det enorme kauritræ - Tane Mahuta

Tane Mahuta

Det er også i den vestlige del af Northland, at du har mulighed for at hilse på nogle særlige træer. Det er området, hvor der stadig er nogle af de store kauritræer tilbage. Træet, der engang prægede næsten hele New Zealand, men som en intens rovdrift stort set fjernede, fordi kaurier er perfekte til at bygge møbler og bygninger af.

At se kauritræerne er mere et kuriosum end en banebrydende oplevelse, men i Waipoua Kauri Forest Sanctuary på hovedvej 12 kan du komme ind og hilse på en majestætisk gut som Tane Mahuta – Skovens Konge. Han er mere end 1.200 år gammel, 52 meter høj og 13 meter i omkreds. Det giver da respekt. Tænk, hvis træer kunne tale …

Kør videre fra Northland

Kør videre til fx Auckland
Sydpå til Auckland og Rotorua
Du skal sydpå ad State Highway 1 for at komme til metropolen Auckland og videre til turistmagneten Rotorua. Omkring Auckland bor der omkring en million mennesker – d.v.s. en tredjedel af landets befolkning. Der er derfor også tæt trafik i området, og hold dig væk fra State Highway 1 om fredagen og søndagen i sommerperioden. Omkring Auckland finder du nogle af de få motorvejsstrækninger i landet.
Auckland
Rotorua
Denne side er udskrevet d. 2. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/new-zealand/milford-sound/krydstogt/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.