Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Krydstogt til Stavanger

Hvem skulle have troet, at den for blot årtier siden så søvnige provinsby Stavanger, nogensinde ville blive udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad i 2008? Det blev den, og med udnævnelsen var byens støvede rygte blæst bort i den friske havluft. I dag er Stavanger nemlig en lys, imødekommende og kosmopolitisk by, som lokker turister til fra hele verden.

Største seværdigheder

Stavangers hyggelige bymidte

Heldigvis har Stavanger formået at bevare noget af sin gamle charme som en berømt havneby med noget af det flotteste fjordland i Norge. Siden det 9. århundrede er frisk fisk og grøntsager blevet solgt på den gamle markedsplads, og mange af de lave træhuse, enkelte helt tilbage fra 1500-tallet, står stadig i dag.

Længe før nordsøolien gjorde sit indtog, var det sildefiskerne, der satte Stavanger på Europakortet. I det 19. århundrede slog netmagerne, skibsbyggerne, rebslagerene, fiskerne og fiskehandlerne deres folder på den gamle havn.

Det skabte et livligt handelsliv, som i dag er videreført af butikkerne, caféerne, restauranterne og kunstgallerierne. Alt dette gør, at det er en hyggelig og autentisk oplevelse at tage en spadseretur gennem Stavangers gader.
Lysefjorden og Preikestolen

Lysefjorden og Preikestolen

Ca. 40 minutters kørsel fra Stavanger ligger Lysefjorden, der er kendt for sine lodrette klippevægge, der tårner sig imponerende 604 meter op over Lysefjorden.

Det bedste udsigtspunkt er Preikestolen, som nok er den mest kendte turistattraktion overhovedet i nærheden af Stavanger.
Kend din konserves

Kend din konserves

På Norsk Hermetikkmuseum bliver I klogere på konserves. Vidste I fx, at det var her i Stavanger, at dåsenøglen blev opfundet? På museet kan I lære om, hvordan man har fanget, røget og pakket brisling i det 19. og 20. århundrede, og museet har naturligvis til huse i en gammel konservesfabrik.

Det sorte guld

Norsk Oljemuseum fortæller om det norske olieeventyr, som i den grad har sat Stavanger på verdenskortet: Her er interaktive udstillinger, 3D-film og modeller af olieboreplatforme.

Havn

Havn
Krydstogterne lægger til ved havnen i Stavanger lige midt i byen. Der er fire moler – to i den indre havn og to i den ydre havn. Uanset hvor skibet lægger til, tager det kun 5-10 minutter at gå ind til centrum.

Klima

Stavanger ligger på en halvø på Norges sydvestlige kyst. Klimaet er mildt, men temmelig blæsende. Somrene er behagelige, og lavlandet i og omkring byen nyder godt af at have den længste vækstsæson i Norge.
Denne side er udskrevet d. 8. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.