En uges ferie i Wien kronedes af en fantastisk tur rundt på Donauinsel på Inliners - et godt tip til en aktiv dag på en storbyferie.
En kort pause på vej ud mod spidsen af øen. I baggrunden Wien
Egentlig skulle vi have været i operaen...
Er man i Wien, skal man naturligvis ud og se 'den smukke blå Donau', som det hedder i den berømte vals af Johann Strauss d. y. På vores efterårsferie i Wien besluttede vi at tilbringe en smuk solskinsdag på Donauinsel, den lange kunstige ø midt i Donau. Egentlig skulle vi have været i operaen, men syntes, det var spild af godt vejr, så vi tog U-1 ud til Donauinsel. I nærheden af U-banestationen fik vi øje på et par skure, hvor man kunne leje Inliners. En hurtig beslutning og straks efter løb vi af sted på de mange udmærkede stier på øen. På det første stykke af øen, må man zigzagge mellem de eksotiske barer på det, Wienerne kalder Copa Kagrana - Kagran er bydelen, der ligger lige ved øen. Derefter har man et flot kig ind på Wien og de omkringliggende bjerge - Kahlenberg og Leopoldsberg - hvor træer og vinmarker stod i begyndede efterårspragt.
Kahlenberg og Leopoldsberg. I forgrunden en af de mange små idylliske landsbyer omkring Wien.
Fra by til land og tilbage igen
Donauinsel strækker sig over 21 kilometer. På vej ud mod spidsen passerer man bygrænsen og får således også et kig på nogle af de små landsbyer, som ligger omkring Wien. På vejen tilbage kan man passede nappe sig en forfriskning i en af barerne. Det gode ved at tage sådan en tur rundt på øen iført Inliners er, at man får set Wien fra en lidt anden vinkel. Vi har været i Wien masser af gange, men denne tur var alligevel noget særligt. Har man tiden, og er vejret til det, kan det varmt anbefales. Og de kalorier, man forbrænder, får man jo hurtigt hentet ind igen ved at gå på café - fx Café Teitelbaum, caféen på det jødiske museum i Dorotheergasse, hvor man får Wiens bedste kaffe og ditto kager.