Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Asien

Læs mere om rejser til Asien

Rejsetips af samme forfatter

På rejse i Uzbekistan, Centralasiens hjerte
Rejsetips indsendt af:
København
18. juli 2011

På rejse i Uzbekistan, Centralasiens hjerte

Først spurgte de ”Hvad er det?” og ”Hvor er det?” og så ”Hvorfor?” og endelig lød det, ”Pas GODT på jer selv!”

Navne som Samarkand, Bukhara og Xiva pirrer nysgerrigheden, byer der havde deres storhedstid for mange århundreder siden, som stop på Silkevejen fra Kina mod Europa.
Byer der på skift er blevet erobret af Alexander den Store og Dhengis Khan og siden underlagt nationalhelten Timur, der bemægtigede sig områder fra Sortehavet til Den Persiske Golf og et stykke ind i Kina. Helt frem til 1857 eksisterede Mughal imperiet, grundlagt af Timurs tiptipoldebarn Barbur, og herskede over størsteparten af Indien. Fordums storhed, både hvad angår militære bedrifter, kunst, arkitektur og videnskab bliver holdt i ære i form af talrige monumenter og mausoleer men også i form af museer som f eks den store konge og astronom Ulug Beks observatorium. Det er ingen overdrivelse at sige, at Uzbekistan i høj grad søger i fortiden og finder sine spejlbilleder der.
Registan, lidt fra oven
Registan, lidt fra oven

Uzbekistan der ligger klemt inde mellem de andre ”-stanlande” er en smule større en Californien og har godt 28 millioner indbyggere. Det var den første af de tidligere sovjetstater der løsrev sig i 1991, og har siden da forsøgt at finde sin identitet igen efter ca. 70 år under sovjetisk herredømme. Den siddende præsident Islam Karimov, har behændigt nok sørget for at blive genvalgt endnu en gang uden modstandere, og intet tyder på at han har til hensigt at løsne sit autoritære greb om befolkningen. For den gennemsnitlige uzbeker gør det ikke den store forskel hvem der sidder på magten. Der kan stadig trækkes spor til sovjetregimet, og som i andre tidligere sovjetrepublikker har KGB blot fået et nyt navn. De rige naturgas ressourcer sikrer relativt billigt brændstof og landet rummer både guld, uran, sølv og tungsten til rigelig eksport og så er der ”Det Hvide Guld”, bomuld. Den intensive bomuldsdyrkning gjorde engang sovjetrepublikken Uzbekistan til verdens 3. største bomuldsproducent. Det krævede vand, meget vand og heldigvis var Aralsøen lige ved hånden. Et utal af kanaler og rørsystemer drænede Aralsøen i en grad så det vurderes at være historiens største menneskeskabte miljøkatastrofe. Jo mere af søen der tørlægges, jo flere skeletter kommer der væltende ud af skabet i form af kemisk og atomart affald og helt ”almindelige” skadelige partikler der føres med vinden og forurener på lange afstande. I årtier er det diskuteret hvordan man undgår yderligere skadevirkninger fra afvandingen af Aralsøen, uden at parterne er kommet til et resultat. Om end intensiteten ikke er lige så høj som under Sovjet, forsætter bomuldsproduktionen.

Til trods for den officielt strålende økonomi er inflationen galoperende. Den lokale valuta SUM - der kun kan konverteres i nabolandene, og f eks IKKE afsættes i lufthavnene – findes som 100, 200, 500 og 1000 sedler og en sjælden gang kan man støde på en 100-mønt. Officielt veksles 1 USD til ca. 1715 SUM, men gadekursen er 2400 SUM/USD, og 40 Dollar giver altså et bundt på knapt 100 sedler igen. Det kræver store lommer eller hyppig veksling. Mange hoteller tilbyder at veksle for deres gæster, for så straks at stryge ud i gaden og score kursdifferencen. Da man skal deklarere sin valuta ved ind- og udrejse, gælder det under alle omstændigheder om at rejse ud med mindre end man kom ind med. Der er ingen chance for at konvertere SUM til USD igen i en bank hvis man ikke kan fremvise en officiel veksle kvittering på et nogenlunde troværdigt beløb.
Vores hotel i Bukhara
Vores hotel i Bukhara

Selvom souvenirs og overnatninger helst bliver solgt mod USD, kommer man langt på restauranter og markeder for få penge, omkring 25 USD sikrer et solidt måltid med drikkevarer til 2 personer, på markedet kan et enkelt kebabspyd fås for under en USD.

Nationalretten ”Plov” er uzbekernes stolthed. Pilaf/Paella, kært barn har mange navne, men princippet er det samme, man koger ris og tilsætter hvad man nu har af kød og grønt, nødder, rosiner osv. Den lokale variation er stor, men hovedreglen synes at være den samme, risen skal ikke være kogt mør og det skal sejle i fårefedt. Forvent ikke de store gastronomiske oplevelser, med mindre der er tale om et privat køkken eller et lille B&B.
Antik graffitti....
Antik graffitti....

En anden stor ting er brødet. Traditionelt skal ”Non” kastes op på indersiden af en lerovn og er færdigt når det falder ned. Det sælges overalt til meget små penge og er flot pyntet med mønstre og drysset med kommen eller birkes. Brød er omfattet af mange traditioner og må under ingen omstændigheder kastes på jorden som f eks fuglefoder. Vand på flaske fås alle steder, og frist ikke skæbnen ved at drikke fra fontæner eller vandslanger bare fordi de lokale gør det.

Danske statsborgere skal have visum for at indrejse, et ”Letter of Invitation” og en erklæring fra arbejdsgiver der dokumenterer at man må forlade sin arbejdsplads – Det nærmeste konsulat er i Berlin, men mange af de lokale rejsebureauer tilbyder også denne service, og når papirgangen er klaret får man udstedt sit visum ved ankomst i lufthavnen mod forevisning af bekræftelsen fra Uzbekistans Indenrigsministerium og pt.60 USD/visum.

Den bedste rejseperiode er fra slut marts til juni og igen fra september til midt november hvor varmen er tålelig og sjældent kommer over 30 grader. I juli/august når temperaturen 45 grader. I den sydlige del af landet er vintrene milde, men i den nordlige del kan man risikere nogle meter sne.

Udenfor Tashkent er standarden af sundhedsvæsnet mildest talt ringe. Sørg for rejseforsikring der kan dække alle variationer af sygdom og tilskadekomst og få relevante vaccinationer inden afrejsen. Køkkenhygiejnen er svingende, og selvom de lokale apoteksudsalg givetvis har midler der kan stoppe akutte situationer, så medbring et velprøvet middel hjemmefra. Solcreme med høj faktor, myggebalsam og noget der kan tage kløen når man ikke fik brugt balsam er også klogt at medbringe.
Et bykort lige til at tage i lommen
Et bykort lige til at tage i lommen

Rejsen begynder i Tashkent. Vi lander omkring klokken 4 om morgenen til et søvnigt paspoliti, der ikke har ment det var nødvendigt at besætte den disk der udsteder visa. De vidste jo heller ikke vi kom…
Efter en lille times tid dukker der en søvndrukken mand op med et stempel og en nøgle og proceduren tager under 5 minutter. Det gode ved det er, at køen til tolddeklaration nu, en time efter ankomst, er noget kortere. Endelig slipper vi igennem lågen til det nye og forhåbentlig spændende land vi skal bruge et par uger på at indtage. Vi har flottet os og betalt en lille formue for at der står en mand og venter på os og kører os direkte til Hotel Orzu. Vi får et par gode råd med på vejen om vekslekurser og får stukket 2 sæt togbilletter i hånden som vi skal bruge senere. Vi er hurtigt fremme og får det ca. 8 kvadratmeter værelse vi har booket fra natten før, for at kunne rykke ind med det samme og få nogle timers tiltrængt søvn. Nu klokken 6:30, er temperaturen allerede omkring 20 grader og første prioritet er koldt vand. Hotellet kan ikke tilbyde noget som helst vådt eller tørt før klokken 7 hvor der er morgenmad, så vi må ud på vejen til det nærmeste busstop der også fungerer som døgnkiosk. Meget belejligt er kioskejeren mere end villig til at tage mod Dollars og give SUM tilbage.

Morgenmaden består af brød, smør, pølse og ost garneret med tynde skiver æble og, hvis man er hurtig, syltetøj. ”Todays´ Special” er en lidt ubestemmelig grødblanding som vi høfligt springer over. Nogle dage er der juice eller æg, andre dage ikke, men morgenmenuen er sjældent ens. Nationaldrikken er grøn te, der drikkes til alle måltider men af hensyn til turister er der også pulverkaffe. Selvfølgelig havde situationen været anderledes hvis vi havde valgt hoteller fra de store internationale kæder, men vort udgangspunkt var netop at komme så tæt på det ”ægte” som muligt.

Brede boulevarder, store parker og mange museer, men en by næsten uden synlig historie. I sovjettiden var Tashkent unionens 4. største by uden for Rusland. Et jordskælv i 1966 lagde store dele af byen øde og det der var tilbage blev bulldozet væk, byen blev genopbygget som en sovjetisk mønsterby. Det ældste område ligger omkring Chorsu, et kolossalt markedsområde hvor alt kan købes. Man kan nemt fortabe sig her en hel dag mellem bunker af snabelsko, krydderier, husgeråd, grøntsager og frugter af alle slags og hvad der ellers er nødvendigt for at få dagligdagen til at hænge sammen. Dufte og farveindtryk er ubeskrivelige men vækker minder om basarer i Mellemøsten, Afrika og Orienten. Når man går gennem byen er det forbavsende hvor grønt der er, selv den mindste græsrabat er forsynet med sprinklerdyser og der vokser vilde jordbær langs fortovet. Desværre har de fået lidt for meget vand til at smage af noget videre. I første omgang ser vi på de store mindesmærker og parkerne og leder efter tegn på liv i byen, der er ikke meget. Det bliver kun en hurtig sightseeing på vor første dag i Tashkent, vi skal med toget videre til Samarkand næste morgen, resten må vente til de par dage vi har inden hjemrejsen. Tid til en lang siesta inden aftensmaden, og hvor går man så hen? Bortset fra nogle meget mondæne restauranter i området er der kun portåbninger med skilte der ikke siger så meget om hvad man kan forvente.

I mangel af bedre falder valget på ”Green House” der både tilbyder ”Breakfast, Lunch and Support”. Gennem porten, hen ad en gang, forbi et køkken, og vi havner i en gårdhave. ”Support” viser sig ganske rigtigt at være aftensmad og gårdhaven er indrettet med blinkende lys, 2 yurter, borde og bænke og alle slags plasticfrugter og grøntsager som dekoration. Det er et familieforetagende, og familien holder øjensynligt fest mens de venter på eventuelle gæster udefra. Man skiftes til at synge karaoke og der bliver tømt en del flasker vodka, mens de to udenforstående turister får både mad og underholdning. Jo flere vodkaflasker der bliver tømt, jo flere familiemedlemmer stiller op til duet og fællessang, der afgjort holdt niveauet for de første runder af X-faktor. Det blev lidt senere end planlagt, og det var jo også uhøfligt at lade familien drikke alene. Vi afholdt os dog fra at stille op i kategorien ”russiske grand prix sange gennem tiden”.
På marked i Tashkent
På marked i Tashkent

Næste morgen venter en 3-4 timers togtur mod Samarkand, Uzbekistans næststørste by, sådan ca. på alder med Rom eller Babylon. For nemheds skyld har vi via at rejsebureau bestilt togbilletter hjemmefra. Dels for at være sikker på at få pladser på de datoer vil ville og dels fordi ingen af os taler uzbek, eller russisk for den sags skyld. Hverken engelsk, tysk eller fransk er til den helt store hjælp, men engelsk plus tegnsprog hjælper dog en del. Det lykkes at komme til den rette perron og i det rette tog og der var to pladser til os.

Toget er indrettet med en temaskine i hver vogn, gulvene dækket af ægte(?) tæpper og sæderne tilforladelige. Inden afgang er der et mylder af kvinder der kæmper sig gennem vognene og sælger aviser, brød, sodavand, yoghurt og alskens andet. De må skræve over strygebrædder, fladskærme og andet godt fra hovedstaden foruden den almindelige bagage, men det lykkes dem både at sælge og nå at komme af i sidste øjeblik inden toget sætter i gang. Toget skal køre nonstop til Samarkand. Det bliver ikke helt tilfældet, eller rettere, hastigheden sættes jævnligt så meget ned at det lige så godt kunne have været et stop. 3-4 timer bliver til 4½, det kunne have været værre, selvom TV skærmen der viser lokale film og eftersynkroniserede russiske action dramaer kun er 2 meter fra os og lydniveauet indstillet til højt.

Generelt er alle køretøjer i Uzbekistan at regne for taxaer. Ganske vist findes de også i officiel udgave med radio, taxaskilt, taxameter der nogle gange virker osv., men det er sjældent dem der holder omkring stationer og pladser og venter på kunder. I Samarkand har vi forelsket os i det lille Bed & Breakfast Jahongir, valgt udelukkende på udseende og en flok gode anmeldelser.

Vi har et navn og en adresse, men et kort hvor alle småveje er med, er ikke til at opdrive, så vi må stole på heldet. Den mest ihærdige chauffør, der dog er villig til at lade os få en rygepause inden vi kører, er russer. Sprogbarrieren er til at få øje på, men han kender stedet vi skal til. Hele vejen gennem byen underholder han os på russisk isprængt engelske brokker om monumenter og bygninger vi passerer. Navnlig de sovjetiske bygningsværker gør indtryk på ham, ”Russian, goood”, lyder det hver gang han peger, hvor de uzbekiske monumenter får noget mindre opmærksomhed. Det er en forunderlig blanding af gammelt og nyt der møder blikket så snart man bevæger sig væk fra hovedstaden Tashkent. Lada´er der tilsyneladende kun er holdt sammen af års grundig tectyl- behandling kører side om side med nye Daewoo´er og Chevrolet´er, der igen må holde og vente på at en æselkærre med fuldt læs passerer. 7-8 kilometers kørsel for en 20´er gør begge parter tilfredse, givetvis kunne vi være sluppet med mindre hvis vi havde været ihærdige nok, men nogle gange vinder bekvemmeligheden over den indre kræmmer.

Vores logi lever helt op til forventningerne. 3 døgn skal vi tilbringe i Samarkand, og Jahongir B&B viser sig at være et ”home away from home”. Værten Odil, behandler nærmest sine gæster som familie og det er nemt at falde ind mellem franskmænd og kazakher på gennemrejse. Vi falder for fristelsen til at spise middag på stedet, da der alligevel bliver lavet mad, og det er uden sammenligning de bedste måltider vi får under hele opholdet i Uzbekistan. Når middagsheden er værst, slænger man sig på ”chaikhana´en”, en høj seng i familiestørrelse, lukket på 3 sider og med et lavt bord stablet op i midten, under et dække af skyggende vinranker. Morbærtræerne spilder deres frugter på jorden og det der ikke går til spilde bliver til dejlige marmelader og kompotter.

Højdepunktet i Samarkand er uden sammenligning Registan, den store plads omgivet af 3 imponerende ”madrassah´er”, koranskoler, rigt udsmykkede og ornamenterede og med mosaikker i grønne og blå nuancer. Her har i middelalderen både været centrum for handel og Centralasiens mest velansete muslimske universitet – og her forgik også de offentlige henrettelser. Alle fremtrædende konger og muslimske lærde har fået deres eget mausoleum og byen bugner af arkitektoniske perler, der kan dateres minimum 500 år tilbage i tiden. På vej ud af Samarkand kommer man forbi et stort delvist udgravet område, Afrosiab, der har kunnet påvise endnu tidligere bosættelser og her er et lille museum der fortæller områdets historie. I modsætning til f eks Rom eller Jerusalem, er her så få turister at man uhindret kan gå rundt og indsnuse tusinder af års historie og forestille sig hvordan lyset har spejlet sig i de mange mosaikker og byen har kunnet ses på lang afstand.

Længere ude kommer vi til Kong Ulugbeks observatorium. Små hundrede år tidligere end Tycho Brahe, påviste han planeternes bane og udfærdigede stjernekort der kom til at danne skole for senere astronomisk forskning, en bedrift der var gået i glemmebogen siden Ptolemæus foretog beregningerne ca. 1250 år tidligere. I 40 år regerede han og bragte fred og visdom til landet i form af besøgende lærde på mange felter. En krigerkonge var han ikke, og det var hvad folket forventede af ham som sønnesøn af Timur. Nogle uheldige krige og en del uvilje mod en konge der helligede så meget tid til verdslige studier gjorde, at han blev idømt en pilgrimsrejse til Mekka. Få km uden for Samarkands mure, på vej mod syd, blev han halshugget af sin ældste søn. Til trods for vekslende ufred blomstrede handlen. Karavanerne gjorde holdt og noget af silken fra Kina blev solgt og senere vævet til tæpper. Krydderier fra Indien skiftede hænder, blev måske byttet for nogle af de træskærerarbejder der er så særegne for området. Selvom det i dag også er udskårne figurer og husgeråd og pelsværk der bliver solgt i gaderne er det ikke svært at forestille sig hvilken summen af liv der har været i byen dengang alt det vi har i dag, var helt nye og eksotiske varer.

Bukhara venter, endnu en togtur. Da det sidste tog vi skulle med afgik lige på slaget er vi optimistiske. Til trods for at vore rygsække bipper da vi går gennem detektoren på stationen er vi åbenbart uinteressante for politiet, så langt, så godt. 35 grader i skyggen, alle skal til Bukhara i dag og toget udebliver. Der bliver ganske vist sagt noget i en højtaler, men selvsagt ikke noget vi forstår, så vi venter. Endelig kommer der en summen fra skinnerne…og et meget gammelt godstog dukker op. Folk der har slået sig ned rundt omkring på banelegemet, for at drikke vand, spille kort eller bare hænge ud, flytter sig stille og roligt. Det går det næste kvarters tid så med. Vi antager, at det bare var godstoget der skulle passere, så kommer vores tog. Vi tager fejl igen. Der er atter liv på perronen, folk med små borde med diverse fornødenheder til salg flytter rundt så de rammer flest mulige potentielle kunder, eller bare står i vejen. Så summer det igen, men fra den forkerte retning. I meget lang tid holder toget stille, både for at få passagerer af og på, de småhandlende af og på, og så for liiiige at fikse nogle bremser der hænger. Noget med et hydraulisk stempel der ikke falder tilbage på plads ser det ud til, da to mænd slår løs på det med diverse værktøj.

Alle følger interesserede med i arbejdet, tilsyneladende uden at overveje om det er noget der har konsekvenser af nogen art, det er bare en del af hverdagen. Vi er en anelse mere skeptiske. Endelig slipper bremserne og toget kører væk og gør plads til at vores tog kan komme ind via et eller andet fjernt sidespor. Landskabet byder på marker, faldefærdige fabrikker og cementanlæg, mænd der fisker i vandløb, stabler af mursten der tørrer i solen og lerklinede huse med paraboler på taget. Nå ja, en del får og geder med tilhørende smådrenge der holder et halvvågent øje med dem er her også. På trods af at her er så grønt og bliver kunstvandet så mange steder er køerne vi passerer sørgeligt magre. Toget stopper i Navoyi, eneste stop undervejs, og det vender vi tilbage til senere. En lille time senere er vi fremme og de sidste 50-60 km er landskabet blevet mere og mere sandet og goldt at se på. Bukhara, byen der blev grundlagt i ca. år 1300 før vor tidsregning og hvor man på højene byen er grundlagt på, dyrkede ilden. I den tidlige middelalder var også Bukhara et center for islamisk lærdom, og i sin storhedstid pralede man af at byen havde en moske for hver dag i året. Ganske mange af moskeerne er her endnu, men mange er forfaldne og derfor aflukkede eller har fundet nye formål. Hele vejen rundt om byen går muren, der er resultatet af århundreders byggen og byggen. Man skønner at de tidligste dele er udført allerede i det 4. århundrede før vor tidsregning og Bukhara har også gennem tiden holdt stand mod mange angreb og blot øget forsvarsværkerne.

Vi kommer med en taxa fra banegården der ligger ca. 15 km fra byen. Man kunne undre sig over hvorfor toget skulle være så langt væk – og vi fandt svaret. På det tidspunkt jernbanen blev bygget, i 1888, mente Emiren af Bukhara ikke at noget så ugudelig mekanik var passende at have for tæt på de rettroende og han betingede sig at ”det” ikke kom tættere på Bukhara end 15 km. Efter sigende var der også en hel del tyske rigsmark i rent sølv, transporteret hele vejen fra Hamburg, involveret i aftalen.

Hvor Samarkand er forholdsvis overskuelig, er Bukhara et virvar af små gader og stræder, der, hvis man går længe nok, leder ud til bymuren. ”Bukhara is no place to deliver a pizza” udtalte journalisten Tom Bissell efter at have opholdt sig 7 måneder i Uzbekistan i 1996 som frivillig i det amerikanske Peace Corps. Det er nemt at følge hans ræsonnement når man først er kommet rundt i de smalle gyder hvor alle huse er tydeligt mærket med nummer, men der ingen vejnavne er at finde. Stor er vor begejstring derfor, da vi lænet op af et hus, ser en knallert med en termokasse bagpå tydeligt markeret som: Bukhara Pizza Express.

Vi skal bo i et ”boutique hotel”, en rig købmands hus fra engang midt i 1800-tallet. En fantastisk bygning med svalegange, indre gårde og afsatser og en mængde forskudte planer. Stilen er mere hotel end hostel og servicen i top, til 60 USD i døgnet inklusiv morgenmad. Vi får vort første nyhedsfix i en uge fra den computer der er stillet op til gæsterne og som rent faktisk har netforbindelse – i hvert fald ind i mellem - endnu et vulkanudbrud på i Island, vi forbereder os på et forlænge ferien.

Selvfølgelig skal vi se citadellet, sammen med skoleklasser og nogle få turister får vi udsigten over byen – og muligheden for mod lidt ekstra USD at komme ind bag afspærringerne og tage flere billeder. Det prøvede vi i Samarkand, hvor ”ordensmagten” viste sig at have en nebengeschäft med at lukke turister ind i en afspærret minaret på selveste Registan. Ingen grund til at forsætte på den måde, udsigten var fin fra den del af citadellet der var åben. Vi driver rundt i gaderne omkring Lyabi-hauz komplekset der på tre sider omgiver et af de få åbne vandreservoirer der er tilbage i byen. Naturligt nok er der en udendørs restaurant langs den ene side, hvor vi slår os ned i skyggen og betragter folkelivet. Grupper af kvinder i spraglede kjoler drikker te og den store attraktion er manden med softice maskinen der tiltrækker både børn og voksne. Bronzestatuen af eventyrfiguren Khodja Nasreddin på sit æsel tiltrækker næsten lige så mange mennesker som ismaskinen, og navnlig børnene skal op på figuren og fotograferes af begejstrede forældre.

Med 30 grader og skyfrit kan man få sin 1.5 l sodavand med 2 glas til at vare utrolig længe, så længe at vi til sidst beslutter os for at trække opholdet under parasollen yderligere ud med lidt frokost. Mens vi spiser vores kebab og den uundgåelige tomatsalat, kæmper en mand med et langt fiskenet en ulige kamp mod de nedfaldne blade i dammen. Nogle få netfulde bliver det til, så overgiver han sig også til varmen og fortrækker til skyggen. Overalt bliver der konstant vasket og fejet og gjort rent. Kvinder med riskoste patruljerer veje og gader og fejer dem i en grad så man skulle tro der ventedes kongeligt besøg. Det er nærliggende at tænke at arbejdsløshed og løsgængeri bliver holdt i ave på den måde, men alligevel et spørgsmål der er lidt for delikat at fremsætte.

Det er sidste skoledag i Bukhara og byen er fuld af børn i større og mindre gruppe iført nypressede skoleuniformer. Der er pigeklasser i lyserødt og flæseforklæder, blandede klasser i alle nuancer af blåt, med og uden slips, men alle med et bandoler der markerer at NU er det slut med mere eller mindre ære, men i hvert fald med 3 måneders sommerferie ventende forude. Efterhånden som mørket sænker sig er det kun de ældste klasser der er ude, stadig lige højrøstede, og i det fleste tilfælde med en ”anstandsdame” med sig der sikrer at glæden ikke løber løbsk. Fotografering op ad og oppe på statuen af Khodja Nasreddin falder dog inden for de tilladte rammer og blitzglimtene lyser om kap med det grønne lys der nu er sat på bygningerne omkring pladsen. Vi spiser en middelmådig middag på vores hotel bestående af salat og nogle markaronipakker fyldt med alt for lidt kød og det obligatoriske brød. Måltidet skal afsluttes med en kop stærk kaffe. Bare et andet sted. Vi har lagt mærke til en tagrestaurant flere gange på vej gennem de små gader omkring vort hotel, der vil vi hen, og se det sidste lys forsvinde i horisonten. Mellem husene er det nu så mørkt at man skal se sig godt for. Der er ofte et kloakdæksel der enten er knækket og nødtørftigt repareret eller bare står helt åbent, nogle gange med en smule afspærring. Og så er vejen jo ikke helt jævn. Tromlede jordveje har det med at udvikle deres helt eget liv, så der pludselig er både bakker og dale. Vi overvejede at pakke en lommelygte, men sparede de 300 gram, nu havde det ikke været helt af vejen at have den. Gennem nogle gyder finder vi frem til indgangen til restauranten og op ad en stejl, smal trappe til taget hvor tjenerne løber op og ned. Der er ingen afskærmning omkring trappen, det må have kostet nogle tjenere i tidens løb, med den fart de har på. For en 35-40 kroner får vi både kaffe og et stort fad med snacks, dvs. diverse nødder, rosiner og sukkerovertrukne mandler, et par kvinder underholder i baggrunden med klassisk musik i den lettere ende, på klaver og violin. Stemningen er fantastisk, her må vi tilbage til senere. Men nu er det sengetid, i morgen venter en lang køretur ud i det ukendte.

Ved nærlæsning af vores guidebog viste det sig at der ca. et par timers kørsel fra Bukhara er hele to områder med petroglyffer, fortidens graffiti, mellem 5-7000 år gamle, og nogle endda angiveligt endnu ældre. Vi har arrangeret både en chauffør og den officielle ”tilladelse” mod 100 USD, og skal ud af døren klokken 9 for at få en dag ud af det. Vi kører mod Navoiy, der ligger midt i ingenting og under sovjet var opført som industriby, og skal der fra videre, omkring en times kørsel ud i ørkenen. Vejen er nogenlunde de første par timer indtil vi drejer fra, så går det fra slemt til værre for hver kilometer. Vores chauffør bider tænderne sammen og ser ud som om han fortryder handlen lidt og støddæmperne klager sig. Han ved sådan nogenlunde hvor vi skal hen, men selvom områderne begge er på UNESCOs ”overvejeliste” er det ikke så vigtig en attraktion at der bliver skiltet mod den. Efter at have spurgt om vej en del gange kommer vi endelig frem til et hegn og en bom der markerer indgangen til et beskyttet område. Det ligner ikke er sted der kommer ret mange turistbusser og både bom og hegn er temmelig lukkede. Fra en bygning bagved kommer en person i en lidt blandet sammensat militæruniform frem og lader sig kommunikere med gennem hegnet. Vores chauffør argumenterer tydeligvis både med henvisning til den lange vej han har kørt og med den stump papir med et stempel af en slags han har med, men lige lidt hjælper det. Det er et lukket område, ingen adgang, I kommer ikke ind, og vi er ærligt talt ret så ligeglade med at I mener I har fået en tilladelse, var det tydelige budskab. Af uransagelige årsager blev bestikkelse end ikke nævnt. Vores chauffør ser meget meget træt ud da han kommer ind i bilen igen. Vi er blevet henvist til det andet område der ikke er aflukket og må altså tilbage igen. Det er ikke på nogen måde terræn til en almindelig personbil vi skal videre ud i, men 100 USD er jo også en slags penge i Uzbekistan, og så her sidst på måneden, så han vender forsigtigt. Vejen bliver ganske rigtigt dårligere og dårligere, ud i bjergterræn med hulveje der er formet af årtusinders smeltevand og op igen med langt ned til begge sider. En tre-fire gange møder vi mennesker, der vist mest af alt undrer sig over hvad i alverden vi vil herude, og hver gang får vi et hint der hjælper os nogle kilometer længere frem. Endelig når vi frem til en smal dal med nogle hundrede meter høje sorte klipper på begge sider og chaufføren mener at vide vi er fremme. Ganske rigtigt, når man ser lidt nøjere efter er der indridset billeder af jagtscener, menneske- og dyrefigurer rundt omkring på klipperne. Nogle steder næsten i øjenhøjde og andre steder må man klatre op mellem klipperne og beundre og tage billeder. Man kunne have brugt uger på at udforske de mange petroglyffer, men vi har en smule medlidenhed med chaufføren der troede han bare skulle køre en tur og så er endt herude hvor verden synes at ende, og vi begrænser besøget til en 1½ times tid. De sidste 50 km blev tilbagelagt med ikke meget mere en 20 km/t og det er en lang tur hjem. Ikke desto mindre er det en stor oplevelse at stå her hvor der har levet mennesker for så mange tusinde år siden og tydeligt kunne se deres efterladte budskaber.

Vi er tilbage i Bukhara sidst på eftermiddagen, og kan nå både siesta og bad inden vi skal tilbage til vores restaurant på taget. Denne gang er vi i så god tid at vi kan vælge det bord med bedst udsigt mod solnedgangen og mens vi spiser sender vi varme tanker til Bukhara som vi skal forlade næste morgen.

Vi har på forhånd bestilt en vogn der skal køre os de ca. 450 km mellem Bukhara og Khiva, en tak længere nord på, det meste af vejen gennem ørken. Det er en dyrere løsning end at tage bussen eller bare hyre en taxa på gaden, men også noget sikrere, for vejen er ikke bare dårlig, den er usandsynligt ringe. Fahrid der er kommet kørende fra Tashkent aftenen før, viser sig at være både en hyggelig fyr og en forsigtig bilist. Det er hans egen bil, og det er hans levevej at køre med turister, så der skal passes godt på både os og bilen. De første 100 km går strygende, man kan endda sidde og småblunde, men så begynder det. Hovedvejen er under renovering, dvs. at asfaltlaget der er lagt direkte på det tromlede ørkensand bliver skrællet af på lange strækninger, og der bliver så støbt et nyt underlag som senere bliver asfalteret. Men, de forskellige arbejdssjak arbejder jo ikke lige hurtigt og intet tyder på at de er ved at indhente hinanden. Først kommer dem der skræller, så dem der jævner og evt. udvider i bredden, så dem der støber og endelig – og dem så vi ingen spor af – dem der asfalterer. Formodentlig kommer der til sidst et femte hold og maler striber, men det synes så langt ude i fremtiden at man til den tid sikkert skal renovere vejen på ny. Efter ca. 5 timer hvor vi er halvvejs, gør vi holdt for at få lidt mad og koldt at drikke. Der kan vælges mellem noget ubestemmelig fisk, dybstegt i noget der minder om en gammel olietromle, og nogle svært fedtede samosa med fyld af kål, løg og ukendte kødbestanddele, der i det mindste bliver frisklavede. Med tanke på hvor langt der er til havet, vælger vi samosa. Skyllet ned med grøn te og cola går det an, der er lidt for lang til næste måltid til at være kræsne. Af sted igen, bumpende der ud af. Undervejs ser vi flokke af får og geder der gør sig til gode med den sparsomme bevoksning ørkenområdet byder på, og dyrene ser forbløffende velnærede ud. Ind i mellem er der et pudsigt loddent jordegern der stikker hovedet frem ude langs vejen, men til trods for at vi kører meget langsomt er det væk inden vi når at få taget billeder. En konvoj af store hollandske lastbiler kører i mod os og vi ønsker dem i tankerne god tur hjem, mindst 6000 km hvis det har tænkt sig at køre hele vejen, så er vores små ti timers tur jo barnemad. Det viser sig at komme til passe meget godt med ti timers kørsel, fraregnet pauser altså, lige omkring klokken 18 når vi frem til Khivas byport.

Orient Star Khiva er oprindeligt endnu en madrassah, bygget omkring 1850 og i to etager omkring en gård på vel 30 x 30 meter. På det tidspunkt den blev bygget skulle den også have haft Centralasiens højeste minaret på ca. 70 meter, nogle mener endog hele 110 meter. Imidlertid blev Khan´en af Khiva, Muhammad Amin, dræbt inden fuldførelsen og man måtte opgive prestige projektet ved kun ca. 30 meter inkl. fundament. Med en diameter på godt 14 meter i bunden, er det dog en minaret der med sine glinsende blå tegl er til at få øje på fra næsten alle ender af byen og et fint pejlemærke når man ikke er helt sikker på hvor man er. Hvor mange elever madrassah´en har rummet i fortiden er uvist, men nu er der 60 værelser, og vi skal have et af dem. Trapperne op til svalegangen vort værelse ligger ud til, er usandsynligt smalle og stejle, og hvad mere er, de er bygget til meget små mennesker for man slår konstant hovedet mod loftet over trappen. Efter mere end ti timer på vejen skal det gøre godt med et bad, men ak, intet vand!

Under andre omstændigheder kunne man med en vis ret have forventet et opslag eller en orientering da vi tjekkede ind, og selv om det er irriterende, er vi så småt ved at vænne os til at man skal spørge for at få noget at vide. 1½ time senere er der vand igen og vi bliver klar til at finde aftensmad. Khiva, der i 1990 kom på UNESCOs verdensarvsliste, viser sig at være overkommelig at finde rundt i. Byen er stort set firkantet, med en port til hvert verdenshjørne, og allerede mens vi leder efter et sted at få aftensmad synes vi at vi har været byen igennem. Som alle andre steder, går man efter de steder hvor der sidder mennesker i forvejen, og helst lokale. Ganske vist bor der 50.000 mennesker i Khiva, men størstedelen bor udenfor det ”arbejdende museum” som byen viser sig at være og de små lokale steder finder vi ikke, men dog noget der virker tilforladeligt, i tilknytning til et hostel. Maden er som den plejer, et stykke kød i en lidt uautoriseret udskæring stegt på grill og en klump lunken ris, også salaten ligner sig selv, og mens man i Europa bekymrer sig om agurker, krydser vi bare fingrene. Da vi går tilbage, er folk ved at pakke souvenirboderne der kranser alle hovedstrøgene væk, og byen begynder at blive stille.

Væggene er tykke, og holder både sommervarmen og vinterkulden ude, og vi mærker knapt nok at det stadig er over 25 grader da vi kravler i lagnerne. Det har været en lang dag på vejene og der går ikke lang tid før vi overgiver os.

Morgenmaden byder på pandekager med honning, brød, ost og pølse, og som noget helt nyt, juice i så rigelige mængder at man kan få flere glas. Vi er klar til at udforske Khiva big time. Hvis man går hen ad ”hovedgaden” meget mere end et par gange, bliver man hurtigt et kendt ansigt, ikke mindst hvis man lover at komme tilbage til de handlende det noget ubestemte ”senere”. Igen støder vi på en mængde pelshatte, udskårne figurer, og brugskunst af alle slags, for slet ikke at tale om tæpper, nogle af dem i imponerende størrelser og andre designet til at lægge i forsæderne på en bil og med indvævet logo der matcher køretøjet. Der er rigtig mange sjove ting, og også nogle få det kunne være morsomt at tage med hjem, i hvert fald lige i dette øjeblik, men den slags souvenirs har det med at blegne i vinterkolde Danmark.

Vi traver Khiva tynd, flere gange. Går på nogle af de lokale museer, ser på mausoleer og holder pause i skyggen og drikker vand. De lokale køber poletter til en vandkøler der står på et gadehjørne, i tilknytning til et offentligt toilet. I betragtning af toilettets standard, er vi ikke fristede til at prøve vandmaskinen, den står lige lovlig tæt på. Ind og ud af porte og rundt langs bymurens yderside går det, til vi først på eftermiddagen synes vi har været overalt, 2 dage tilbage så hvad nu. Og så alligevel mangler der noget. Al den handel der forgår på gaderne er tiltænkt turister, så hvor køber de lokale ind… Hvor supermarkedskonceptet var nået både til Samarkand og Bukhara, har vi ikke set spor af det i Khiva, der må være et marked et sted, det skal næste dag gå med at finde ud af. Aftenen nærmer sig og vi tænker at det kunne være nærliggende at forsøge os med hotellets egen restaurant, bare for at tjekke. Lokalet er tomt, sådan da, der sidder 6 mennesker og der er vel plads til et par hundrede på en god dag, men vi skulle have bestilt middagen på forhånd, tilsyneladende helst en måned i forvejen, her kan vi ikke få mad i dag. Så er der jo en ”the salon” næsten overfor hvor indstillingen er mere imødekommende, og vi får endnu en gang vores kebab med ris og salat. En aftentur mellem de nu oplyste bygninger og dagen er omme, nattelivet udgøres af de vilde katte. Vi skal finde det marked. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at det i så lille en by kan være så svært at finde, så i stedet for at strejfe og nyde fornemmelsen af ikke at skulle noget, går vi nu metodisk til værks. Det viser sig naturligvis at der er en lille sidevej ved en af portene vi har overset. Den går ind mellem husene og synes ikke at føre nogen steder af betydning, men nu kan vi se modstrømmen af folk med poser, tasker og bylter, vi er på sporet. Pludselig står vi mellem bjerge af løg, kartofler, kål, plasticspande og køkkentøj i blankpoleret blik. Der er spændt oversejl ud på tværs af de smalle stier mellem boderne og højden bærer præg af, at her kommer flest kvinder, så let foroverbøjede maser vi os ind i mængden. Det er ikke et sted der kommer mange turister opdager vi hurtigt. En stor del af turisterne begynder rejsen i Khiva, bruger den 1½ dag byen kan bære og tager videre sydover, vi gør det så omvendt. Vi vil have en vandmelon og efter en del forklarende fagter lykkes det at forklare at det ikke er fordi vi kun vil have halvdelen, men vil låne en kniv at skære den i stykker med, ca. 1 krone kiloet må vi slippe og til stor fornøjelse for de forbipasserende slår vi os ned i skyggen og spytter melonkerner til alle sider. Efter det første par kilo må vi alligevel opgive, indtil videre i hvert fald, og går videre. Vi modstår fristelsen da vi bliver tilbudt underbenet fra en kalv, slagteren erkender med et grin at det måske alligevel ikke er så nemt at gå og gnave af og vi får lov at gå videre. Vi er ved at have kæmpet os gennem markedet, der er en fornøjelig oplevelse og det er lykkedes at lade være at bruge penge på andet end frugt og vand. En skam at se så mange friske og velsmagende grøntsager ligge og vente og tænke på hvor kedelig mad vi har fået, hvis der kommer en næste gang, må jeg overbevise en eller anden restaurant om at jeg skal have lov at gå i køkkenet, det er i hvert fald ikke råvarerne der fejler noget. Valget står mellem siesta eller endnu en tur op og ned af de små gader, det bliver det første. På vej tilbage til vores værelse falder vi i staver over den mangeartede sammensætning af befolkningen. Her er slaver, russere, mongoler, asiater og alt midt i mellem, og ikke noget man vil kunne sige er typisk for Uzbekistan. Under WW2 blev blandt andet japanske og koreanske krigsfanger deporteret til Uzbekistan og de har blandet sig naturligt i genmassen og afstedkommet typiske mongolske ansigtsformer med meget fine japanske træk, russiske træk der er næsten uden øjenlåg og rødhårede slaver. Nogle med perlerækker af tænder og andre med hele familieformuen plantet i munden. Kun de farvestrålende kjoler kvinderne oftest bærer, binder alle sammen til et folkeslag.

Siestaen bliver lidt længere end det var meningen så det er tid til aftensmad. Denne gang skal det være udenfor bymuren hvor luften ikke står helt stille. Vi har kig på en tagrestaurant, men da vi kommer op ad de mange trapper viser det sig at de ikke har kig på andre end sig selv, så vi må finde noget andet. Løsningen er mindre end 100 meter væk, en flok lokale gæster lover godt for udfaldet af vores valg. Som så mange andre steder, er der menukort, og så det der er tilgængeligt og forskellen kan være enorm, her er kun kebab og kylling at få, så for variationens skyld vælger vi kylling – og salat. Halve kyllinger i overstørrelse, der garanteret ikke har gået i bur længere end den dag de kom til markedet, gennemstegte og garneret med noget der minder en del om pommes frites, det er tæt på at være grillmad. Vi sidder under en høj baldakin og ved en dør der med mellemrum går op og slipper mænd ud for at ryge. Der lyder musik derinde fra og vi gætter på hvad der sker, siden det kun er mænd og nogle få kvinder der ind i mellem kommer ud. Det varer ikke længe før vi får forklaringen. Et par teenagere slår sig ned ved siden af os og fortæller at deres far fejrer sin 40-års fødselsdag med venner og familie. Middagen er ved at være overstået, festen er i gang og vi sidder lige udenfor og skal ikke snydes for festlighederne. Ølflaskerne er store her i landet og netop som jeg har arbejdet mig igennem den ene der var min mening, står der en ny, men venlig hilsen fra fødselaren. Det kræver al vor diplomati at afslå endnu et måltid og et ocean af drinks, men chokoladekagen smagt til med honning og smørcreme er simpelthen for indbydende til på nogen måde at kunne afslå. Mellem mundfuldene og de gentagne opfordringer til flere lækkerier og flere drinks, spørger børnene os ud om hvad vi er for nogen og hvor sådan nogen kommer fra. Vi har været forudseende i den sammenhæng og både taget nogle danske postkort, en engelsk udgave af ”Den Lille Havfrue” og en danmarkskort med. Der bliver peget, tegnet europakort, og sat i perspektiv og fortalt historier fra begge sider om hvordan livet ser ud for henholdsvis teenagere og voksne i hver sin ende af verden. Trods alt er det kun omkring små 5000 km der skiller os ad, men mulighederne er unægtelig mere begrænsede her. Undervisningen i skolerne er afhængig af at der er en lærer til faget, og navnlig sprogfagene kan det være svært at skaffe lærere til. Der er ikke meget hjælp at få fra TV, med mindre det er russisk man vil lære, og det er i forvejen et obligatorisk fag. Her i byen har de været heldige med engelskundervisningen, begge børnene taler et udmærket engelsk. Andre steder er vi stødt på unge der gerne ville tale tysk og fransk med os og den fælles ”sprogpulje” gjorde det muligt at konversere stort set flydende på begge sprog. Vi efterlader ”Den Lille Havfrue” som en gave til familien, da vi ikke har noget passende at give fødselaren som erkendtlighed for hans gæstfrihed og der bliver taget fællesbilleder inden vi høfligt trækker os tilbage.

I morgen skal vi videre til Urgensch hvor vi skal flyve fra den følgende morgen. Vi får taget de sidste billeder i skumringslyset over Khiva og begynder at pakke sydfrugterne og hvad der ellers er der skal i rygsækkene. Der er ca. 35 km fra Khiva til Urgensch, og dybest set havde det ikke været nødvendigt med en overnatning i byen selvom vi skal checke ind i en ret lille lufthavn syv-halvotte om morgenen. Vi har dog valgt at tage alle forholdsregler, Uzbekistan Airways´ slogan er ”Good Luck” og hvem ved om det er fordi man virkelig har brug for det. Altså, af sted til Urgensch, en trist sovjetinspireret by, der ikke har noget videre at byde på, ud over at være transitby for de turister der rejser gennem Uzbekistan i nord-syd retningen.

Byens mest mondæne hotel, Khorezm Palace, viser sig at være nøjagtig lige så kedeligt som resten af byen, om end værelserne er enorme og fint udstyrede – og her skal vi altså slå 16 timer ihjel inden flyveturen til Tashkent. Vi forsøger at trave ud af nogle af de mange boulevarder der ingen steder fører og har et meget begrænset liv. Man begynder efter et par kvarter at forstå hvorfor byen ikke tiltrækker flere mennesker. Efter anstrengelserne med at finde liv, der ender i en kiosk hvor vi køber vand og kiks ender der med siesta, igen. Vi fandt ikke nogle steder at få noget at spise indenfor en radius af 3 kilometer fra hotellet, så middagen må blive her. Igen er der et gigantisk menukort på adskillige sprog oven i købet, men det reelle udvalg viser sig meget begrænset. Den unge fyr der betjener de eneste to spisende gæster, os, har ikke de helt store sprogkundskaber men er i stand til at reagere på dyrelyde, da vi spørger hvad den schnitzel der er aftenens mulighed er lavet af. Det viser sig at være et passabelt stykke kød, om det virkelig var ”muuh” eller roadkill står hen i det uvisse, men mætte blev vi. Der er ikke andre muligheder end at fortrække til gemakkerne og spille kort eller se russisk TV, så det gør vi. Vækkeuret vil jage os ud af sengen ved ½7 tiden og da vi ikke ved hvilke udfordringer indcheck og flyvning vil byde på, kan vi lige så godt være så friske som muligt. I løbet af natten ankommer en hoben italienske turister, restauranten er tydeligvis ikke forberedt på så mange der skal have morgenmad på en gang, men den slags ubetydeligheder er vi jo nu efter 2 uger vænnet til. Vi ved at man skal være hurtig og insisterende og glemme alt om den almindelige høflige køkultur vi er vant til fra Vesten. Altså når vi at få spist i løbet af et kvarters tid og er klar til at tage i lufthavnen så snart taxaen der er bestilt til halv otte kommer, nå ja..ca. halv otte, eller måske nærmere otte. Ikke desto mindre er vi fremme i god tid og indcheck går over al forventning med et selskab der ellers ikke nyder berømmelse for at være up to date. En lille time senere ser vi manden der lavede indcheck være i gang med at læsse bagage og alt virker til at gå planmæssigt. Vi ville gerne tage billeder ud over ørkenen oppefra, men det er forbudt, det er der jo så meget der er her i landet uden at nogen tager sig af det, så vi når at få et par billeder inden en stewardesse løfter pegefingeren. Åbenbart er vi tilgivet, for vi får da vores sodavand og peanuts alligevel og de 70 minutter i luften er hurtigt overstået. Vi lander til tiden i Tashkents indenrigsterminal der kun adskiller sig fra udenrigsterminalen ved ikke at have bagagebånd. Alt bliver læsset på en lille lastbil og derefter kørt 300 meter og sat af under et halvtag, her skal man så identificere sine pakkenelliker ved hjælp af bagagetag´en inden man får lov at slippe ud af porten. Nu ved vi hvad vi skal forvente, og vælger den mindst pågående chauffør, der dog lige skal ud og hente sin bil, en meget lille Daewoo, med gastank i bagagerummet der knapt levner plads til vores rygsække. 10 minutter senere får vi lov at rykke ind på vores hotel igen og vi skal til at finde ud af hvad vi gik glip af sidst vi var i Tashkent.

Frihedspladsen med de store monumenter over den genvundne selvstændighed skal nås, og det store marked Chorsu´en skal besøges. Vi kaster os ud i det og finder den nærmeste metrostation og tæller stop undervejs. Ifølge vores kort ligger markedet tæt på metrostationen, men omfanget havde vi ikke forestillet os, vi stiger nærmest op fra metroen midt på et gigantisk markedsområde, fritliggende og overdækket med flere haller i 2 etager. Her er stof til en hel dag og mere til. Vi begynder med krydderierne, der kommer i sække, bunker, poser, æsker og papirkræmmerhuse. Vi smager på stjerneanis, kardemomme og alt muligt andet lifligt duftende og passerer bjerge af paprika og karryblandinger der lyser op som trafiklys. Hvis man kunne få bare 500 g med hjem af det hele var der til års forbrug. Videre til grøntsagerne der ligger stablet op i sirlige mønstre og salaterne der bliver snittet og blandet i et væk. Frugtstandene der dufter fantastisk med kirsebær og hindbær der bare venter på at blive spist. Vi køber en stor posefuld hindbær der nydes i håndfulde i et stille hjørne. Nødder af alle slags, æg, pølser og dynger af bolsjer, chokolade og alle variationer af turkish delight og andre sukkersager, igen stablet op så man næsten ikke kan få øjnene fra det. Videre til slagterboderne, her er det lidt nemmere at tage øjnene til sig – de ligger på rækker og venter på køberne. Vi har ikke på noget tidspunkt fået mad der ikke smagte godt, det meste smagte bare ikke af noget eller virkede ikke helt færdigt, så det er ikke synderligt skræmmende at se hvordan kødet opbevares, og at intet går til spilde – De dele man normalt skal lede længe efter i Danmark, ligger klar på lange borde i det fri, der ville give levnedsmiddelkontrollen herhjemme travlt med at kontakte politiet for at få området lukket. Her er alt hvad man kan komme i tanke om fra køer, geder, får og svin, fårehjerner ligger lit de parade side om side med gedehoveder og hele tarmsystemer er hængt dekorativt op omkring en udstilling af grisetæer med skank, oksehaler, lidt kolunger, nyrer, lever og hjerter. Var man lidt mere af en Dr. Frankenstein, var her uanede muligheder for at bygge sit yndlingsdyr, alle delene er her. Længere fremme i et aflukket område hvor der er en smule køligere kan man få hakket sit kød eller få udskæringer der minder lidt mere om de klassiske. Ellers er metoden at man skærer ben og hale af, og så starter udskæringen fra en ende af. Som i Kødbyen er der også brug for at få slebet knivene ind i mellem, og smedene holder til i samme ende af området hvor der er en sprutten af svejsegnister og en hvæsen af slibesten. Længst væk er fiskemarkedet, men her over middag er de trods alt gået hjem og der er kun de få tilbage der spuler diskene. Man kan vænne maven til meget, men for os tager det nok noget tid at få tankerne væk fra alle de ”ting” der lever og gror i råt kød ved 30 grader i skyggen. Vi er bevæget os ud af området med fødevarer og via blomstermarkedet når vi frem til de uendeligt lange rækker af tøj, hatte, sko, husgeråd, skrammel, legetøj og musikinstrumenter der også er en del af dagligdagen. Vi leder efter souvenirs at tage med hjem til familien og det er ikke nogen nem opgave. I Bukhara har vi allerede fået en fin pelshat i en lille butik hvor den gamle kone fortale at hun var tredje generation af hattemagere på stedet og jeg har nu fået en traditionel uzbekisk ”folde hat”, lige til at tage i inderlommen når den ikke er i brug. Indkøbene ender lidt tamt, med snabelsko og T-shirts til de yngste i familien, så må resten komme senere. Tid til mad, en 12-15 kroner sikrer os både sodavand, kebab og en fantastisk udsigt over livet på markedet.

På vej tilbage kører vi forbi Barbur Parken med pariserhjul og karruseller, små søer, isboder og hvad der ellers hører til et tivoli, her er endelig en park med lidt liv. Vi skal lige nå den store Uafhængighedsplads med statuer og springvand, men så er vi også ved at have følelsen af at have fået det bedste ud af Tashkent. Der er stadig en del timer til flyafgangen lige over midnat og vi skal både have pakket sammen og finde aftensmad. De sidste eftermiddagstimer slår vi os ned i den ene af det to engelske pubber der har vist sig at ligge længere nede af vejen fra vores hotel. Tilsyneladende er man vant til at bølgerne går højt, for nærmest hver enkelt del af inventaret er listet med en pris i menukortet, der tydeligt viser at her, vælter man ikke sit glas ustraffet. Hjem og pakke sammen og så over på den modsatte side af vejen og spise middag. Igen en åbning i en bygning der ikke rigtig giver anelser om hvad man kan forvente sig, men vi bliver positivt overraskede. En hyggelig gårdhave med russisk MTV på fuld tryk og både traditionelle borde og noget for os turister der ikke er vant til at sidde i skrædderstilling og spise. Vi sidder længe og bruger en lille formue, men har stadig SUM til overs. Der er god tid til at nå i lufthavnen og det skader vel ikke at have lidt penge på lommen. Vi giver checker ind og bevæger os frem i lufthavnen. Det er varmt og det kunne være rart med noget at drikke og måske chokolade eller noget andet at holde blodsukkeret højt med mens vi venter på afgang og vi har jo penge nok. Her er det så det viser sig er vi er på ”internationalt område”. SUM er simpelthen ikke en gangbar valuta længere, og selv fraregnet inflation og kursdifferencer er priserne det 4-dobbelte af priserne uden for lufthavnen, ordet ”tax freee” har åbenbart en anden betydning her til lands. Man bliver nærig når man opholder sig i lande med generelt lave leveomkostninger, så vi springer de halvliters vandflasker til 4 USD over og bider lækkersulten i os. En halv time til Turkish Airlines skal bringe os hjem kan vi nok klare os. Flyet mod Istanbul afgår planmæssigt og vi krydser i løbet af natten det Kaspiske Hav og Kaukasus og skal kun vente en times tid i Istanbul inden vi er på vej hjem til København igen efter en fantastisk rejse i tiden.

Kommentarer til rejsetippet om Asien

tak

05/01 2014 Else Jean Jensen
Flot beretning. God tilgang til at rejse ;-)

Interessant

28/12 2013 Lis
Spændende og interessant læsning. Har lige set et tilbud på en rejse til usbekistan og søgte på nettet efter flere oplysninger og faldt så over jeres artikel som jeg læste helt igennem. :-)

Dejlig fortælling

22/03 2013 Brian
Du er en god fortæller, og jeg fik helt lyst til at rejse til Uzbekistan af den. Billeder yder ikke altid retfærdighed, når en stemning skal beskrives, her er en god fortæller bedst.

Forunderligt

30/08 2012 carsten
Herlig lang fortælling fra de fjerne lande.. havde der bare været et par bilder, ville den gode fortælling være meget bedre.
tak uanset bilder..
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar
Denne side er udskrevet d. 4. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/usa/hoteller/spar-paa-hoteller-i-usa.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.