Udsigten til at spare penge har fået danskerne til at forhåndsbooke deres storbyrejser til vinterudsalget. Det viser en opgørelse, som FDM travel har lavet for de populæreste storbyer.
Storbyerne nyder godt af danskernes shoppelyst. En opgørelse fra FDM travel viser, at langt flere har booket en rejse til en af de store shoppingbyer i udsalgsperioden sammenlignet med sidste år.
”Ser man på de mest populære shoppingbyer, så er Barcelona den by, der har den største fremgang i salget af rejser i udsalgsperioden. Salget er fordoblet, og der er ingen tvivl om, at det har stor betydning, at der er kommet flere direkte og billigere flyforbindelser til Barcelona,” siger marketingschef hos FDM travel Brian Andersen.
Lige i hælene på Barcelona følger London, New York og Rom som fortsat er efterspurgte byer hos shoppinglystne danskere. Derimod er salget af rejser til haute couturens hovedstad, Paris, stort set status quo i forhold til samme periode sidste år, og derfor bliver byernes by lige akkurat overhalet af Berlin, der har oplevet en salgsfremgang på 36 % i forhold til sidste år.
”Billige flybilletter betyder, at mange i dag gerne rejser efter de bedste udsalg i både Europa og længere væk. Derfor er det en rigtig god idé at være tidligt ude. Både hvis man vil have de bedste priser på flybilletten og et godt beliggende hotel i begyndelsen af januar. Især de billige flybilletter bliver hurtigt udsolgt, så man bør booke inden jul,” siger Brian Andersen.
En rundspørge til de populære shoppingbyers turistkontorer viser, at de fleste storbyer som London (26. december) og New York (26. december) starter juleudsalget lige efter julehelligdagene, mens udsalget først starter officielt i Rom (2. januar), Paris (6. januar) og Barcelona (7. januar) efter nytår. Kun Berlin adskiller sig fra de andre populære shoppingbyer. Her starter udsalget først den 25. januar, men alligevel kan der ligesom i de andre byer være butikker, der tyvstarter.
Er man i tvivl om, hvilken by man skal vælge, og hvad man kan opleve, så kan man på www.fdm-travel.dk/storbyferie læse rejsetips fra andre rejsende.
De fem storbyer med størst salgsfremgang:
|
Top 5 |
Indekstal * |
|
Barcelona |
204 |
|
London |
160 |
|
New York |
157 |
|
Rom |
148 |
|
Berlin |
136 |
*Sidste år er sat til indeks 100. Tallene er beregnet på baggrund af antal rejsende med afrejse i december eller januar.
Billedtekst: Barcelona har oplevet den største salgsfremgang, når det gælder rejser i den populære vinterudsalgsperiode.