Restauranten la Alcazaba de Mijas

Spis frokost med Andalusiens bjerge

Kunne I tænke jer en frokostoplevelse, der giver et sug i maven? Så skal I pakke bilen og sætte kurs mod den lille pueblo blanco, Mijas, der er én af de mange hvide landsbyer, der ligger spredt i det sydspanske landskab. Her serverer restauranten la Alcazaba de Mijas spanske specialiteter og en udsigt uden lige. Med kun en halv times bilkørsel fra Malaga, er Mijas et perfekt frokoststop på jeres kør-selv-ferie i Andalusien.

Inspiration

Hvide vægge, god mad og fantastisk udsigt

Ved første øjekast ser La Alcazaba de Mijas ikke synderligt prangende ud med det beskedne skilt på husmuren og det simple indgangsparti. Men skinnet bedrager. En lille hvidskuret trappe fører fra Plaza de la Constitucíon op til restaurantens indgang, der leder jer gennem en buegang i husmuren. Den overdækkede gang åbner op til et vue uden lige: knejsende bjerge, grønne skrænter og støvblåt vand danner rammen for La Alcazabas imponerende restaurantkompleks.

Udsigtspunkter, springvand og planter er fordelt i adskillige niveauer bundet sammen af snørklede gange og trapper belagt med orange fliser. Hvide vægge med farverige potter snor sig ud og ind mellem restaurantens mange nicher. La Alcazaba er som en laginddelt udsigtspost, der – fra alle kroge - byder på en betagende udsigt over Spaniens sydkyst. Alleryderst i restauranten finder I en overdækket balkonbygning, der læner sig faretruende ud over de spanske klippevægge. Hvis I er heldige, er der et bord ledigt helt ude ved kanten, og I får en 180 graders panoramaudsigt over det bølgende landskab. Bestil et glas kølig hvidvin og læn jer tilbage. Bedre frokostbaggrund findes ikke.

Midt i magiske Mijas

Restaurantens indgang ved Plaza de la Constitucíon er placeret centralt i den lille bjergby, omgivet af hvidskurede huse, frodige træer og farverige blomster. I midten af den lille plaza risler vandet fra et beskedent springvand, mens lokale, turister og restaurantgæster livligt krydser pladsens småstensmosaik. Mijas er en landsby, hvor den sydspanske charme er allestedsnærværende; i de blå potter på husmurene, langs byens stejle gader og i den bugtende bymur. Mijas er, med sit beskedne areal og de mange caféer, restauranter og souvenirbutikker, ideel som dagsudflugt fra Malaga.


"På Restaurant La Alcazaba de Mijas bliver du ganske enkelt beriget med den mest fantastiske udsigt over land og vand. Jeg tror, jeg sad der endnu, hvis det ikke lige var fordi vi skulle hjem og på arbejde."

- Pernille, rejsespecialist i Odense


Kort

Vis på kort