Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Krydstogt til Singapore

Singapore er ikke større end tobak for en skilling. Med sine 710 km2 er mikrostaten kun en smule større end Bornholm. Alligevel er byen en mosaik af eksotiske kulturer. Det er nemt at blive forblændet af Orchard Road med sine kæmpe indkøbscentre, men de står i skarp kontrast til fx Chinatowns enorme tempelkompleks, Buddha Tooth Relic Temple, og hinduistiske helligdomme, som er draperet med guirlander af morgenfruer.

Største seværdigheder

Største seværdigheder

Raffles Hotel

Singapores måske mest berømte seværdighed, Raffles Hotel, blev opført i 1887 for at kunne tilbyde tilrejsende handelsfolk en udsøgt hoteloplevelse.

Ejerne, et par armenske brødre, havde allerede et par fornemme hoteller i Sydøstasien, og det tog dem ikke mange år at få så stor succes med Raffles i Singapore, før de kunne udbygge de blot 10 værelser med et par fløje og en hovedbygning med læsesale, verandaer, spisestuer, en stor lobby, en bar, et billardrum, en balsal og en række fornemme forretninger. Raffles blev hurtigt stedet i Sydøstasien, hvor man kom for at se og for at blive set.

Hver eneste aften var balsalen overfyldt med festglade mennesker, og i begyndelsen af det 20. århundrede blev gæstebogen hurtigt fyldt op med prominente gæster som forfatterne Somerset Maugham, Rudyard Kipling, Joseph Conrad og Noël Coward. I dag tiltrækker hotellets restauranter og natteliv stadig tusindvis af besøgende dagligt, som ikke mindst kommer for at smage den verdensberømte drink Singapore Sling, som blev opfundet netop her.
Little India

Little India

Little India, som er et af de mange etniske kvarterer i Singapore. Her ser man indiske mænd, som går til templerne i hobetal. Indiske kvinder gør deres indkøb i de mange forretninger i deres farverige sarier. Der dufter af krydderier, og overalt hænger farvestrålende jasminguirlander.

Ud af restauranterne og forretningerne strømmer den karakteristiske Bollywoodmusik. Kvarteret opstod ikke som et indisk distrikt. Det var derimod de første europæiske bosættere, der opførte en forstad her i 1820'erne. Dengang var her rigeligt med gode græsningsområder, og i 1840’erne tiltrak de indiske kvæghandlere og i deres kølvand kom flere indiske immigranter til.

I begyndelsen af 1900-tallet var her et decideret indisk samfund samtidig med, at den europæiske tilstedeværelse stort set var forsvundet. I dag minder gadenavnene stadig om den livlige kvæghandel, som stortrivedes i Little India. Fx løber Buffalo Road parallelt med Kerbau (som betyder bøffel på malay) Road.

De eneste bøfler man finder her i dag, er imidlertid skulpturerne i det smukke Sri Veerama Kaliamman-tempel. Sri Veerama Kaliamman er et af de ældste templer i Singapore of blev bygget af indiske pionerer, der kom hertil for at bo og arbejde. Templet i bydelens centrum gav pionererne en følelse af, at man stadig var tæt forbundet med det hjemland, man havde forladt.
Velbekomme!

Velbekomme!

Livet leves på gaderne. Lejlighederne i byen er som regel små, og derfor går de lokale ofte ud for at få lidt mere plads at røre sig på. Man spiser ofte også ude, og den del af kulturen har resulteret i, at Singapore kan prale af en svimlende variation i udbuddet af restauranter.

Til frokost kan man klemme sig ind ved et bord med kontoransatte, der holder frokostpause på det støjende madmarked Lau Pa Sat. Her byder myriader af madboder på alt fra stegt ris med æg og kylling til stegt gulerodskage. I den modsatte ende af den kulinariske skala ligger de hundreder af restauranter i absolut topklasse, som byder på mad, der er en Michelinstjerne eller flere værdig.

Udbuddet af forskelligartet mad er et af de mange tydelige tegn på, at Singapore er en kosmopolitisk by, der er bygget på et fundament af indvandrere fra hele Asien og faktisk alle fire verdenshjørner.

Den kulturelle smeltedigel bliver større for hvert år, der går takket være den stadige tilstrømning af arbejdskraft. Det har resulteret i en kulturel mangfoldighed, der er forfriskende, men ikke nær så forfriskende som følelsen af afslappethed, åbenhed og harmoni, der eksisterer blandt de mange forskellige racer og religioner.

Havn

Havn
De fleste krydstogtskibe lægger til i Marina Bay Cruise Center på den sydligste spids af landet. En taxatur ind til centrum tager ca. 20 minutter.

Klima

Ligesom i resten af Sydøstasien er klimaet i Singapore varmt og fugtigt. Øen ligger kun en enkelt grad nord for ækvator. Beliggenheden mellem Malaccastrædet og Det Sydkinesiske Hav påvirker også temperaturen, da vandtemperaturen er mere eller mindre konstant året rundt. Det er monsunsæson mellem juni og september.
Denne side er udskrevet d. 4. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.