Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Andalusien

  • Andalusiens hvide landsbyer

    (Bedømt af 57 personer)
    Det kan være svært at forstå. Men de hvidvaskede landsbyer, pueblo blancos, få kilometer bag Costa del Sol er faktisk ikke overrendte - tværtimod. De er blændende arkitektoniske perler i overvældende bjerglandskaber.
    Se hele rejsetippet
  • 1001 i Andalusien

    (Bedømt af 10 personer)
    Spaniens sydligste provins rummer en perlerække af skønne oplevelser for alle sanser: Gudesmukke byer og dramatiske fæstninger, eminente museer, udfordrende vandring, mad og vin i verdensklasse, lækre strande med solgaranti, fornuftige priser på alt ...
    Se hele rejsetippet
  • Rundrejse i Andalusien

    (Bedømt af 3 personer)
    22.03.12: Ulla Gehrt
    Vi legede en bil og kørte fra Sevilla, hvor vi havde set den flotte katedral, gået ned af den hyggelige gågade og langs floden.
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Andalusien

Andalusien - Påske med sol og stemning
Rejsetips indsendt af:
Birthe Jespersen
8643 Ans By
16. marts 2011

Andalusien - Påske med sol og stemning

Sidste forår gik vi solen og varmen i møde med en formidabel 11 dages rundrejse i Andalusien. Hele turen var et skønt mix af smukke byer og store historiske seværdigheder præget af både maurisk/arabis.
Vi landede i d. 28/3 i Alicante i 22 gr. dejlig sommervarme og gik straks til Europe Goldcar Rental, hvor vi skulle afhente vores udlejningsbil. Det var en Fiat Punto Grande. Og det viste sig at være et rigtig godt valg. Ikke for stor, så man med lethed kan sno sig gennem de smalle gader i de gamle byer og med en udmærket motorkraft til også at køre i bjergene.
Palmesøndag i Cartagena
Palmesøndag i Cartagena

Cartagena

Vi lagde ud mod Cartagena. Samtlige overnatninger var bestilt hjemmefra. Hotelstandarden sydpå er højere end herhjemme – Læs: Man får mere for pengene.

Efter indkvarteringen tog vi straks til centrum, hvor vi løb lige ind i en kæmpeprocession i anledning af Palmesøndag. Vi stod i mindst en halv time, og jeg tog en masse billeder. Til sidst var vi bare mætte af at se helgenskulpturer og farvestrålende kostumer, som bare blev ved og ved.
Bagefter var vi sultne og gik en på en lokal restaurant, hvor vi fik serveret ”dos cervecas ” (2 øl) og 2 velsmagende kæmpe-bogatas med Jamon, Lomo og Tortilla (flûtes med skinke, gris og kartoffelpandekage). Meget hyggeligt og rigtig spansk. Det var næsten, som om alle byens familier var ude at spise, - i højrøstet stil, men absolut afslappet.
I nationalparken Cabo de Gata
I nationalparken Cabo de Gata

Almeria

Næste dag fortsatte vi sydover langs solkysten. Regionen omkring Almeria er lidt ørkenagtigt. Rimeligt høje smuldrebjerge bevokset med lidt græs, buske, agaver og kaktus. Og overalt var der masser af plasticdrivhuse – i terrasser op ad bjergene. Ikke just noget kønt syn, men sikkert vældig praktisk.
Byen, San Jose, ligger i nationalparken Cabo de Gata, og er hvid og flot = Spaniens Løkken, men vist mest for spaniolere. Vi gik en tur - blandt andet ad strandpromenaden, ganske hyggeligt, men meget turistet.
Tidlig morgenudsigt fra vores lejlighed
Tidlig morgenudsigt fra vores lejlighed

Almunecar

Vi valgte at køre på den gamle N340; i stedet for blot at suse af sted på motorvejen. På den anden side af Motril tyndede det ud i plastikdrivhusene, og vi kunne i stedet kigge på flotte landsbyer i grønne bjerge og med det smukke, blå Middelhav som baggrund.
I Almunecar var vort hotel et flot og kæmpestort lejlighedskompleks med en masse wellness, OC La Santa Cruz Resort & Spa, Costa Tropical. Vi boede i en lejlighed på 2. sal med kombineret køkken/stue + soveværelse og badeværelse. Der var en kæmpealtan med bord, stole og solsenge og en imponerende udsigt over byen og Middelhavet. Alt sammen ikke dyrere end et almindeligt hotelværelse.
Dejligt forårslandskab
Dejligt forårslandskab

Solkystens største seværdighed

Nerja-grotten (Cueva de Nerja) er Solkystens største seværdighed. Pris 8,5 Euro pr. person – billigt og absolut oplevelsen værd. Det er en kæmpestor og meget flot drypstenshule, som ligger fire km øst for byen, Nerja. Den strækker sig over 800 m og indeholder verdens længste drypsten på 70 m. Grotten blev opdaget ved et tilfælde, da nogle drenge fra byen Maro bevægede sig derind i 1959. I dens indre havde intet menneske sat sin fod siden forhistorisk tid, hvor grotten var beboet af Homo sapiens’ forløber, Cromagnon-mennesket. (for 40.000 år siden). Udover de smukke drypsten, stalaktitter og stalagmitter, har man også fundet vægmalerier, der viser jagt på bjerggeder, rådyr og andre dyr.
Desværre måtte man ikke fotografere nede i grotten.
Romerne har været her
Romerne har været her

Romersk ækvadukt

På vejen fra Nerja-grotten til Nerja skal man holde godt udkig til højre, for her ligger der en rigtig flot, gammel romersk ækvadukt.
Tyrefægterarenaen i Malaga
Tyrefægterarenaen i Malaga

Malaga

Malaga sprang vi rimelig let henover; vi var ikke ude på storbybesøg.. Vi kodede dog GPS`en til Gifralfaro-fæstningen, som i sig selv er vældig interessant at udforske, men hvorfra der også er en yderst bedårende udsigt over hele byen og middelhavet.
Colomares
Colomares

Et eventyrslot

I Benalmádena gjorde vi ophold ved eventyrslottet Colomares, som er et monument for Columbus og opdagelsesrejserne for 500 år siden. Det største monument af sin art i verden. De mange tårne er opført med middelalderlige teknikker, men i en forvirring af stilarter. (Ligger nedenfor kirken). Et slot bygget som et kæmpedukkehus – uden rigtige værelser. Meget fotogent!
Budistisk tempel med flot beliggenhed
Budistisk tempel med flot beliggenhed

Også budisme i Spanien

Bagefter kom vi lige forbi et moderne budistisk tempel. Imponerende flot bygning med guldspir/top beliggende lige ud til Middelhavet.
En af de hvide landsbyer
En af de hvide landsbyer

Kælderfobi

Herefter gik der ”kuk i det” med fr. Garmin, som blev ved med at ville dirigere os på motorvejen, selv om vi gerne ville til Marbella og se på de riges villaer og til Puerto Banus og se på lystyachter.
Dagen var dog ved at være gået, så det endte med, at vi overgav os og tog motorvejen direkte til Algeciras, som er en større havneby (105.000 indbyg.)med et mylder af ruter til Tanger og Ceuta i Nordafrika. Ved vort hotel, Al Mar, var der gratis parkering i kælderen. Man skulle dog for det første ind ad en smal, ensrettet gade bag hotellet, og så ellers (næsten) lodret ned i kælderen. Det var vist her min fobi for spanske parkeringskældre startede. Min mand holdt dog ”tungen lige i munden” og lod sig ikke ryste, og juhuu for vores lille fikse Punto Grande.
De små byer, som vi gerne ville have besøgt i baglandet, må blive på en anden tur. Jeg havde i hvert fald i min planlægning ganske overvurderet, hvad der var mulighed for at se på én dag!
Også mange børn i påskeoptogene
Også mange børn i påskeoptogene

Andre skikke

Kl. 20 gik vi op i byen. Anders var sulten og havde endnu ikke helt forstået, at i Andalusien spiser man først efter kl. 21. Så det var kun tapas, der var på menuen. Men efter et lækkert fad med en 8-10 forskellige var vi dejligt mætte.
Bagefter var der minsandten en procession i gang ude på gaden. Vi kiggede lidt på, men var nu trætte og gik hjemad til hotellet for at fordøje alle dagens indtryk. Kl. var 23 ,da vi var hjemme på værelset, som ligger på 9. etage i et højhusbyggeri direkte ud mod havnen og med en flot udsigt fra restauranten til Gibraltar-klippen.
Fantastisk udsigt
Fantastisk udsigt

Gibraltar

Vi parkerede på havneområdet, som anbefalet i rejsebøgerne. Dernæst spadserede vi over grænsen og tog dobbeltdækkerbussen ind til bymidten, som ligger lige under selve Gibraltar-klippen. Her gik vi lidt rundt i det hyggelige gågadesystem. Der er rigtig mange forretninger med elektronikudstyr, smykker og skindjakker, hvor man kunne gøre en god handel. Vi tog svævebanen op på klippen, som er 426 m høj. Sikke en udsigt – det var virkelig helt fantastisk og meget betagende med blå himmel og hav og de hvide byer: Gibraltar, Algeciras, og Linea plus alle de store skibe på havet og i bugten ud for Gibraltar.
Selve klippen er fyldt med vilde blomster, kaktusser og palmer og i det flotte klare vejr var det en helt uforglemmelig oplevelse.
De ser jo søde ud
De ser jo søde ud

Frække aber

Men pas på de frække aber. Straks vi var kommet op på toppen, så vi en meget sød abe, som sad og kiggede tilforladeligt på en lille forhøjning. Alle folk fotograferede helt vildt. Pludselig sprang den tværs gennem flokken af mennesker og hen til en forladt rygsæk, som den søgte at flå op, inden den blev gennet væk af ejeren. Så nu var vi helt klar over, at vi skulle være på vagt, Vi tog mange billeder både af aberne og af udsigten. Men pludselig var jeg ved at lette en halv meter, da en lille abeunge hev i mit bukseben – den var listet ind bagfra, men sprang straks væk, da jeg spjættede og skreg op.
Vigtigt forsvarværk
Vigtigt forsvarværk

Også et historisk sted

Vi så også på gamle forsvarsværker både hugget ud i klippen (kanonstillinger) og gamle bygninger.
Vi ville have taget svævebanen tilbage et stykke længere nede, men da vi havde været rundt og set alt, hvad der var at se og derved kommet et stykke nedad, var det faktisk kortere at gå resten af vejen - frem for at gå tilbage til svævebanen. Så det blev alt i alt noget af en tur, men som sagt i smukt og dejligt vejr.
Da vi kom ned, fandt vi et supergodt sted at spise foran det lokale parlament. På engelsk manér fik vi Fish & Chips med agurker, tomater, løg og ærter plus et kæmpekrus øl. Det var bare lækkert. Vi var både sultne og tørstige. Kl. var 17,og vi havde ikke fået andet end vand siden den lidt sene morgenmad.
Udsigt til Afrika
Udsigt til Afrika

Dødens stræde

Med nye kræfter tog vi bussen helt ud til sydspidsen af Gibraltarområdet. Her kunne vi tydeligt se bjergene i Afrika. De ligger kun ca. 20 km væk. Men uhyggeligt, hvor mange mennesker der hvert år sætter liver på spil for at komme til det forjættede Europa. Gibraltar kaldes nemlig også ”dødens stræde” pga. de mange illegale indvandrere, som hvert år drukner (ca. 1.000) i forgæves forsøg på at forcere strædet med den voldsomme overfladestrøm fra Atlanterhavet.
Vej og startbane krydser
Vej og startbane krydser

Pas på krydsende fly

Retur til Bymidten spadserede vi det meste af vejen tilbage til grænsen (det er jo immervæk et lille land). Til sidst hoppede vi dog på ny på bussen – vi havde jo en returbillet. Så slap vi også for at gå tværs over lufthavnen! (Når et fly starter, standser man biltrafikken, indtil flyet er i luften). Vældig praktisk!
Flotte dragter
Flotte dragter

Sevilla - Skærtorsdag

Her overværede vi en kæmpepåskeprocession, som startede ved katedralen. Der var stillet massevis af stole op på et lukket område omkring kirken, og på gaden ved siden af kirken begyndte folk at stille op allerede kl. 17.30. De satte sig simpelthen langs fortovskanten. Så vi kunne godt regne ud, at hvis vi ville se noget, måtte vi hellere ”følge trop”, så det gjorde vi, og efter 5 kvarter begyndte processionen ca. kl. 19. Der var munkeudklædninger i mange forskellige udformninger af dragter og farver.
Imponerende helgenfigurer
Imponerende helgenfigurer

Hele byen deltager

Det var både børn og voksne, som bar faner, relikvier og helgenfigurer. Sjovt at se, hvordan mødrene fulgte med med mad, drikke og slik (som fuglemødre, der skal sørge for at fodre ungerne). Jomfru Marie, Jesus på korset og andre helgenfigurer blev båret af sted akkompagneret af trommer og skinger trompetmusik. Alt imens folk spiste i massevis af ”fuglefrø”! Det var en ganske bestemt slags, som sikkert har en eller anden symbolsk betydning.
Ved kirkepladsen
Ved kirkepladsen

Atmosfærefyldt aften

Folk var i dag klædt på i deres fineste puds. Masser af kvinder var i sorte elegante kjoler og med sort opsat blondeslør. En spændende og oplevelsesrig dag/lun aften i Sevilla, som er en meget smuk, ægte spansk og atmosfærefyldt by.
Altertavlen i guld
Altertavlen i guld

Den 3. største kirke

Vi havde 2 overnatninger i Sevilla. På 2. dagen så vi nærmere på katedralen, Santa Maria de la Sede, - verdens tredjestørste kirke og den største gotiske. Og det er rigtigt, den er virkelig stor og mage til imponerende altertavle med motiver i guld mindes vi ikke at have set. Vi fotograferede også Columbus grav, som er inde i kirken.. Husk Giralda (tårnet) – hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen.
Flot flamencodans
Flot flamencodans

Santa Cruz - et dejligt åndehul

Dernæst gik vi lidt rundt i Santa Cruz – det gamle jødiske kvarter. Dejligt - helt uden biler. Snævre, atmosfærefyldte gyder, med blomster, butikker og hyggelige huse, små torve, fuglesang, duften af appelsintræer og nerier. Pragtfuldt. Gik også gennem en park nede ved floden.

Dernæst ville vi besøge kongeslottet Alcazar, som desværre viste sig at være lukket her på Holy Friday.
Vi gik derfor på ny i Santa Cruz, hvor vi var så heldige at finde et sted - Los Gallos, Pl. de Santa Cruz 11 - hvor de solgte billetter til flamenco dans til samme aften. Forestillingen foregik i et lille intimt lokale, hvor vi fik serveret drinks under showet. Det var fantastisk flot. Danserne var meget dygtige, elegante, kunne dreje på et splitsekund, absolut temperamentsfulde og yderst udtryksfulde i deres dans, hvilket åbenbart er et kendetegn for ægte flamencodans.
Også ved dette hotel - Leflet Castilleja, Castilleja de la Cuesta, 7,5 km. vest for Sevilla – lækkert 4-stjernet - jo, man får mere for pengene sydpå - er der nærmest ”lodret fald” ned i P-kælderen, - og når vi så er ”bumbet” derned, skal bilen lige ”skrues” ind på den sidste ledige plads. Heldigvis er Anders en god chauffør, men på værelset skal mine nerver lige ”rystes på plads igen”!
Ved Mezquita-moskeen
Ved Mezquita-moskeen

Cordoba

I Cordoba parkerede vi umiddelbart over for den gamle bydel og gik dernæst over floden Guadalquivir ad den mægtige bro ”El Puente Romano” til Mezquita`en på den anden side.
Elegante buer
Elegante buer

Stort og smukt

Mezquita moskeen er et fantastisk sted, som man må se, når man er på de kanter – enormt stort – og smukt – fantastisk, at bygningen er bevaret. Moskeen blev efter flere århundredes modificeringer og udvidelser til Islams største moske. Da de kristne generobrede byen i 1236, blev de så imponeret af maurernes værk, at de besluttede at undlade at ødelægge moskeen og i stedet opføre en katedral midt mellem søjlegangene. Denne beslutning har resulteret i et helt unikt og betagende smukt bygningsværk, der vidner om sammensmeltning af to kulturer
Sne i baggrunden
Sne i baggrunden

Udsigt til Sierra Nevada

Vi kørte videre ad N342 til Granada. Det var en smuk tur. Bakkerne blev højere og højere - til sidst nærmest bjerge, og pludselig kunne vi se Sierra Nevada med masser af sne på. Smukt med den helt blå himmel som baggrund, men lidt uvirkeligt at se palmer mod de sneklædte bjerge!
Flot udsigt fra hotellet
Flot udsigt fra hotellet

Granada

Vort hotel hed, Ma San Gabriel, Granada, og ligger på bjergskråningen over Granada i retning Murcia. Vi fik et dejligt værelse med udsigt ud over have, svømmepøl og ikke mindst et kig ud over dalen, hvor Granada ligger spredt ud som en vifte.

Efter at vi lige havde slappet lidt af, kodede vi GPS´en til en p-plads lige ved siden af katedralen, for nu skulle vi ned og orientere os i byen, og jeg skal da lige love for, at vi kom ind i centrum ad smalle ensrettede gader, hvor kun 1 bil og knapt nok lakken kunne være, og minsandten om vi ikke endnu engang endte i en P-kælder, hvor bilen skulle skrues i bås, godt at A er super til at klare det. Jeg får så lige hyperventileret en del.

Vi kiggede os rundt i kvarteret; desværre er der en del koldere her end i Sevilla, hvor der havde været dejlig lunt om aftenen, så vi måtte tilbage til bilen efter fleecevest, strømper og kondi´er. Men vi fandt, ”hvor det sneede” – også her er der hyggelige gader og masser af mennesker, der selvfølgelig var ved at stille op til at overvære en procession. Vi er nu ved at være hærdede, så vi fandt et sted at spise – en menu til 10 euro. Vi troede, at vi ville få 6 små retter, men det viste sig, at der skulle vælges 2 ud af de 6, men pyt, vi blev rigeligt mætte og fik både kaffe og øl oveni til ca. 80 kr. pr mand, så det er jo billigt efter danske forhold.
Alhambra paladset
Alhambra paladset

Alhambra

Påskedag var vi på et af turens absolutte højdepunkter, nemlig ved det verdensberømte Alhambra palads, som UNESCO har erklæret for verdenskulturarv.
Billetterne var nemt købt, da jeg havde reserveret dem hjemmefra. Vi skulle blot indsætte mit VISA-kort, så var der trukket 26 Euro, og vi havde billetterne i hånden og kunne spadsere ind foran alle andre. Smart.
Elegante og smukke ornamenteringer
Elegante og smukke ornamenteringer

Turistbøgerne snyder ikke

Alhambra, som anses for at være et af verdens smukkeste monumenter, er et kompleks af paladser, fæstninger og fyrsteboliger, og ligger majestætisk med de sneklædte Sierra Nevada-bjerge i baggrunden. De forskellige herskere har forsøgt at overgå hinandens byggerier, og hvor end man bevæger sig er smukt udskåret marmor, rindende vand og smukke palads bygninger med til at skabe en eventyrstemning.
Generalife
Generalife

Også et sommerslot

Højere oppe på bjerget ligger sultanens sommerslot, Generalife, hvis haver om muligt er endnu skønnere end Alhambras. Høje cypresser viser vejen til det lille slot, hvor appelsintræer, timianbuske, lavendler, roser, laurbær og liljer udsender fortryllende dufte. Heroppe føles det nærmest som om tiden står stille, men det gjorde fotograferingen til gengæld ikke. Der var også en fantastisk smuk udsigt over Granada.
I hulebyen
I hulebyen

Guadix

Fra Granada kørte vi østpå ad motorvejen i retning Lorca. Vi havde udsigt til Sierre Nevada på højre hånd og Spaniens højeste bjerg, Mulhacen 3481 m).
Vi tog frakørslen til Guadix. Her havde vi læst, at der skulle være en huleby, som kunne minde om hobbitternes by i Ringenes Herre.
Hulerne ligger bag domkirken i bydelen Barriada de Cuevas, hvor tusindvis af familier fortsat bor i huler, der er formet i den bløde tuf-sten. Huleboligerne foretrækkes af mange, for med en konstant temperatur på 20 gr. er hulerne både varmere om vinteren og køligere om sommeren end almindelige huse. Nogle huler er bygget i 2 etager og næsten alle med tv-antenne og skorstene, og alt hvad man behøver, hvis man vil udvide, er en hakke og en skovl.
Lidt trøstesløst
Lidt trøstesløst

Bedre vejr kunne ønskes

Det var en diset dag og temmelig køligt oppe i bjergene. Ved Guadix var det decideret koldt og meget blæsende. Vi fik sand i mund og øjne, da vi gik op på et udsigtspunkt, hvor man kunne se ud over huleboligerne. Meget specielt område, som bestemt virkede meget trøstesløst. Også selve byen, den almindeligt bebyggede del, virkede heller ikke ligefrem velhavende; minus dog området omkring en kæmpedomkirke, så præsterne har sikkert i sin tid sørget så rigeligt for sig. Spændende område, som var absolut seværdigt på trods af kulden.
Monasterio de Santa Eulalia
Monasterio de Santa Eulalia

Så gik vi i kloster

Vort hotel denne dag var en seværdighed i sig selv. Det er et ombygget kloster, Monasterio de Santa Eulalia, Totana. Et sted hvor man åbenbart kan trække sig tilbage til fordybelse og flotte spadsereture i naturen.Vi gik op på bjerget ved siden af. Her står en kæmpekristus-figur på toppen og skuer ud over højsletten. Fantastisk udsigt. Vi gik også til den anden side, hvor der er haveanlæg med 4 vandfaldsbassiner og oliventræer. En gammel kirke midt i byggeriet er stadig bevaret. Her er meget flotte malerier fra gulv til loft illustrerende forskellige historier fra bibelen fortrinsvis Jesus lidelser.
Enorm flot altertavle bestående af en meget smuk jomfru Marie svævende i en åben bue, og med altertavle udenom buen. En dejlig restauration er tilknyttet byggeriet.
Let dis over Alicante
Let dis over Alicante

Sidste dag var der dømt afslapning i Alicante. Vi gik en tur på den smukke strandpromenade,, som er meget speciel med dens Explanada de Espana = kurver med smukke tropiske linjer med palmer. For enden af promenaden ved Lystbådehavnen er der en bar bygget ud over vandet, hvorfra du kan se fiskene svømme rundt under dig.
Bagefter havde vi fundet kræfter til at køre op til Castillo de Santa Barbara, der ligger højt over Alicante. Her kunne man både parkere gratis og også uden entré gå rundt og kigge på den enorme store borg, som blev påbegyndt af araberne i 1200-tallet.
Som det sidste nød vi den fantastiske panorama udsigt ud over Alicante og middelhavet.
Slut på en dejlig tur, hvor vi i afslappet stil kørte ca. 1700 km.

Kommentarer til rejsetippet om Andalusien

Både flot tekst og flotte billeder

29/11 2013 Glenn
Både flot tekst og flotte billeder - meget oplysende
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Andre sider om rejser til Andalusien

Rundrejser i Andalusien
Rejser til Andalusien
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/usa/washington-d.c.-monumenter-ved-nattetid-paa-en-guidet-bustur-udflugt.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.