Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Barcelona

  • Betagende Barcelona

    (Bedømt af 11 personer)
    Kataloniens hovedstad byder på kunst, arkitektur og sport i verdensklasse, og udmærker sig desuden ved at være en utrolig nem by at finde rundt i og komme omkring i.
    Se hele rejsetippet
  • Hyggetur til Barcelona

    (Bedømt af 1 person)
    06.01.14: Kaj Steen Larsen
    Barcelona er ideel som en kortere men hyggelig rejse...

    Der er mange hyggelige hoteller enten med værelser eller små lejligheder, som på hver sin måde giver frihed & muligheder.
    Se hele rejsetippet
  • På cykeltur i det skønne Priorat ved Barcelona...

    (Bedømt af 9 personer)
    09.09.13: Frank
    Barcelona, Sitges og baglandet omkring Girona. Har efterhånden snuset til lidt af hvert i Catalonien. Senest har jeg imidlertid fået udvidet min horisont med det skønne Priorat (et storslået naturområde godt 130 kilometer sydvest for Barcelona).
    Se hele rejsetippet

Læs mere om rejser til Barcelona

På teenage-tur til Barcelona
Rejsetips indsendt af:
Dorthe Larsen
Ry
22. aug. 2011
Vinderrejsetip Oktober 2011

På teenage-tur til Barcelona

Når vi i vores familie har været på sommerferie, er vi ofte kørt langt uden om storbyerne … ”Der er så varmt, der er så mange mennesker, det er så dyrt” eller ”det gør vi en anden gang, når vi har bedre tid ….” Undskyldningerne har været mange.
Men nu skulle det være. Vores drenge skulle ha’ en europæisk storbys oplevelser og udfordringer. Så jeg inviterede vores to teenagedrenge på hhv. 13 og 17 år på en 4-dages storbyferie, og valget faldt på Barcelona.
Forberedelser

Forberedelser

Som forberedelser til turen brugte jeg primært internettet, men anskaffede mig også et stort og holdbart bykort (”Politikens tur-kort over Barcelona og omegn”. Det er lamineret, så det kan holde til meget). På internettet bemærkede jeg, at man kunne booke forskellige ting hjemmefra. F.eks. besøget på Barcelonas fodboldstadion, Camp Nou, samt bestilling af Barcelona Card - et lille kort, hvormed man i en periode (f.eks. 4 dage: EUR 34) kan rejse ubegrænset med byens offentlige transportmidler.
 
Den hjemmeside, jeg oftest vendte tilbage til, var: www.barcelona-tourist-guide.com Her finder du omtale og fotos af byens seværdigheder, info om transport i byen (du kan f.eks. også udskrive et metro-oversigtskort) – og herfra bliver du uproblematisk ført videre til den side, hvor du forud kan booke, betale og udskrive voucher på et arrangement, et Barcelona Card eller en seværdighed. Tjek den side inden du rejser hjemmefra!

Har du en iPhone, kan du også forud for din rejse hente en gratis app, der hedder TimeOut Barcelona. Det er en GPS, der viser dig adresser og ruter og giver tips til seværdigheder i byen. Den kan også bruges offline, så det ikke bliver for dyrt i dataoverførsel.
Det var forberedelserne. Så tog vi af sted. Ruten gik Aalborg-Amsterdam-Barcelona, og alt forløb præcis efter FDMs tidsplan. Også i Aalborg lufthavn tjekker man nu selv ind og udskriver selv sine boarding cards – man skal blot taste sit booking nr., godkende oplysningerne på skærmen – og trykke på print …..nemt og hurtigt.

Ankomst i Barcelona

Vi ankom til lufthavnen El Prat …. I ankomsthallens turistinformation indløste vi vores vouchers på de forudbestilte Barcelona Cards. Sammen med udleveringen af det lille Barcelona Card får man et hæfte med beskrivelser af udvalgte seværdigheder i byen …. og med tilhørende rabatkuponer på midtersiderne! 15 % rabat på en god middag på restaurant El Chipirón ved shoppingcenteret Maremagnum (se senere) og en gratis sejltur er værd at tage med!

Går man målrettet efter de seværdigheder, der er rabat på, kan man let tjene udgifterne til Barcelona Card’et ind, men så skal man nok være der lidt længere end en forlænget weekend, - og så skal man stadig regne med, at de allerstørste seværdigheder er der ikke nævneværdig rabat på.

Vi ankom om aftenen og alt var ukendt, og derfor besluttede vi os for (lufthavnsbusser og Barcelona Card til trods) at tage en taxa til hotellet. Taxaerne summede til og fra lufthavnens kælderetage som bier omkring et bistade. Det var godt organiseret, og køkulturen var i top både hos chauffører og rejsende, så i løbet af et par minutter var vi på vej. Vi skulle bo på Hotel Catalonia Aragon i bydelen L’Eixample, ca. 20 km fra lufthavnen. Det kostede EUR 34, men vi syntes alt i alt det var pengene værd efter en rejsedag med mange, mange indtryk.

Hotellet viste sig at ligge et stenkast fra metro-stationen Clot, så torsdag morgen var vi hurtigt på farten med destination Camp Nou. Vi havde en plan om at besøge de allermest populære seværdigheder inden det blev weekend, hvor byen fik endnu flere turister på besøg.

Her er vores erfaringer med de store steder (enhver af de nævnte seværdigheder kan findes via hjemmesiden nævnt ovenfor):

Camp Nou

Camp Nou

Camp Nou: en stor oplevelse, - også for dem, der kun lige er klar over, at der findes en fodboldklub, der hedder FC Barcelona. Man kommer hele vejen rundt – fra omklædningsrum forbi det lille kapel, hvor spillerne beder en bøn før kampen, ind til banen (der er så grøn så grøn), op ad tilskuerrækkerne, ind i presseafdelingen og kommentatorboksene. Der er en hel bygning fyldt med pokaler, og der er multimedierum, hvor man bl.a. kan høre, hvordan det lyder, når 90.000 mennesker synger klub-sangen.
La Boqueria

La Boqueria

- et gigantisk fødevaremarked, som er meget mere end en turistattraktion. Frugt og grøntsager i alle størrelser og farver og skikkelser, kæmpe-skinker stadig med klove på. Vær også opmærksom på udvalget af krydderier, nougat og syltede sager, det er gode souvenirs. Der findes lignende fødevaremarkeder flere andre steder i byen, dog i mindre udgaver. Det er her, indbyggerne klarer deres dagligvarehandel. De er markeret på bykortene med mercat.
Catedral de Barcelona

Catedral de Barcelona

Byens domkirke. Husk et tørklæde el. lign., der kan dække skuldre og knæ, hvis I vil besøge en katolsk kirke, det gælder altså stadig! Og giv jer god tid til at nyde den stemning, der ofte er omkring de gamle katedraler, - både de smalle, gamle gader med spændende, små butikker og torvet foran, hvor der den ene dag er loppemarked, den næste dag stiller pludseligt et 20 mand stort blæserorkester op – og mange af de ældre borgere begynder at danse en lancier-lignende dans omkring deres tasker og indkøbsposer… Det er og bliver byens hjerte, og der sker hele tiden noget nyt.
Parc Güell

Parc Güell

Køb sandwich og drikkevarer i en af barerne på vej op ad bjergsiden til parken, og gør turen til en picnic. I parken er der (ud over Gaudis fantastiske kreationer, naturligvis) sol og skygge, udsigt over hele byen, musik og smykkehandlere … et rigtigt dejligt sted.
La Sagrada Familia

La Sagrada Familia

Her undgår du nok aldrig helt at stå i kø. Vi ventede 40 minutter en fredag formiddag. Men det er ventetiden værd. Også for et par teenagere, der ofte har en indbygget skepsis overfor kirker.
La Rambla og Barcelona shopping

La Rambla og Barcelona shopping

På Rambla’en er der liv og stemning og mange mennesker i konstant bevægelse. Undervejs er der mange, der sælger souvenirs. Men vil du i butikker for at shoppe, skal du søge om på parallel-strøget (Portal de l’Angel) og de mange gader omkring centrum af den gamle by. Eller gå i et af de 3 ”El Corte Ingles”-shoppingcentre (kig efter grønne, trekantede flag i den sydøstlige ende af Placa d. Catalunya) – Eller gå ad Rambla’en hele vejen ned til havnen og fortsæt over broen til det helt nye shoppingcenter Maremagnum. Nummer 1 i sportsudstyr er El Cortes Ingles på Portal de l’Angel. Nummer 1 i spændende tøj (til både teenagere og forældre) er de overdådige Desigual-butikker, som findes mange steder i Barcelona centrum.
Havnen

Havnen

Havneområdet er skønt, med lys og luft og hav og vafler og is og fisk og masser af plads til at sidde og lade benene dingle ud over vandet …. Lige før broen (på land-siden) er de små boder, hvor du kan indløse Barcelona Card’ets rabatkuponer til en gratis havnerundfart.
Montjuïc

Montjuïc

- er et andet sted, hvor der er lys og luft og en fantastisk udsigt over byen. Man tager svævebanen derop, hvilket jo er en oplevelse i sig selv.
Alt i alt

Alt i alt

4 dage i Barcelona går alt for hurtigt …. Men på den anden side, så blev vi på den korte tid så fyldt op af indtryk og byliv, at vi kunne leve højt på det hele sommeren – og længere tid endnu. Så søndag middag tog vi lufthavnsbussen fra Placa d. Catalunya tilbage til El Prat. Bussen A1 går til T1 (terminal 1)(det er ren logik, for bussen A2 går til T2/terminal 2) – og turen koster ca. EUR 5,-/pers.
At udskrive sine egne boarding cards ved automaterne i lufthavnen gik igen som en leg – og hvis der skulle opstå problemer, så er der service-medarbejdere i nærheden.
Barcelona er den perfekte by, når forældres og teenageres vidt forskellige interesser skal imødekommes, og når man har brug for stor afveksling. Barcelona har nyt og gammelt, hav og strand og bjerg og det overfladiske og det dybe. Her er kunst, kultur, historie og moderne, sydeuropæisk liv. Her er en metro, som en 13-årig hurtig bliver fortrolig med. Det er måske fristende at betale EUR 35 og springe på en City Sightseeing-dobbeltdækkerbus, som kører dig rundt til alle de største seværdigheder på en eftermiddag, men at transportere sig rundt i byen med metro’en giver oplevelser og indtryk af mennesker og stemninger, som blev en vigtig del af turen for os.
Jeg anbefaler på det varmeste en tur med teenagere til Barcelona!

Kommentarer til rejsetippet om Barcelona

En lancie-lignende dans...

16/06 2012 Bent Hess
Denne dans du omtaler er en gammel katalansk dans, Sardana, der brugtes så udpræget katalansk, at den blev forbudt under Franco-styret, da det blev opfattet som en symbolsk dans, der opfordrede katalonere til løsrivelse og selvstyre, ikke lige Francos kop te! Men det er en meget speciel oplevelse at se en sådan dans, når den udvikler sig fra nogle få stykker, der starter dansen, og til den efterhånden brydes op i flere cirkler af dansende, efterhånde som flere og flere slutter sig til de dansende!

På cykel rundt i Barcelona

16/06 2012 T. Brandt
Jeg kan klart anbefale at leje en cykel, byen er nem at cykle rundt i. Og en tur langs kysten giver en god fornemmelse af byen. Der er bycykler og de findes alle vegne, men man skal købe et medlemskort hjemmefra, og der er leveringstid på ca 1 måned. Bystyret er ret flittige til at indsamle cyklerne, hvis man ikke rettidigt har sat dem tilbage i stativet og der ingen stativer nede ved stranden. Som et lille kuriosum kan nævnes, at jeg flere gange kom til at cykle bag en mand, der var ganske nøgen - det er også en side af Barcelona.
Stranden er klart dejlig. Men det bliver næppe en blå flag strand, mens vi var der var hovedkloakken i stykker og det sølvglinsende i vandet var ikke fisk! Men folk badet lystigt videre.
Husk tag også op på Mont Juic - tag den sjove træk-sporvogn der op - der er mange museer, bl.a. Miro, men også spændende arkitektur og en fantastisk udsigt over byen. Jeg tror jeg tager et smut forbi igen til sommer for fjerde gang.

Dejlige Barcelona

20/12 2011 Ole Bomholt
Jeg har været der 2 gange, både på fodbold tur og en dejlig tur med kæresten. En fin beskrivelse du har skrevet. Ærgeligt du kom først, jeg kunne også skrive dejlige ting om den by. Ikke sidste gang jeg har været der...............Ole

Inspiration/Barcelona

21/10 2011 Anette Hejl
Sikken flot og brugbar information om storbyen Barcelona. Helt sikkert et rejsetip, som jeg vil overveje sammen med min kæreste. Får nærmest fornemmelsen...Kom så afsted og ja på et tidspunkt SKAL jeg/vi se den by. Tak for linket.

anbefaler også Barcelona strande

06/10 2011 Malene Alvan
var selv afsted med mine to teenager drenge 1 uge i Juli,vi kombinerede strand og kultur - helt enig - Barcelona er fantastisk :)

Fin klaret tur

06/10 2011 Knud Nielsen
nu gælder det bare om at komme af sted snart.

Barcelona

23/08 2011 Else R. Østerlund
Lyder som en dejlig tur, måske man skulle komme afsted
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Barcelona

Hoteller i Barcelona
Rejser til Barcelona
Denne side er udskrevet d. 2. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/usa/washington-d.c/marriott-key-bridge.html

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.