Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Costa del Sol

Læs mere om rejser til Costa del Sol

Dagen begynder
Rejsetips indsendt af:
Simon Hillestrøm
København N
19. okt. 2009

Costa Brava - Vi vil gerne komme igen

Rejsen til Costa Brava L´Estartit. Tre ugers rundrejse på Costa Brava til mange spændende byer.
Llorret de mar
Llorret de mar

Turen til L´Estartit, Costa Brava 12/9 – 3 /10- 09

Vi havde glædet os meget som sikkert alle ville, men denne gang havde vi ikke ligefrem noget tilgode, sommeren i Danmark havde budt på mange dage og hyggestunder. Vi havde måske bare været heldige, men hver gang vi havde fri, havde vi nydt hver en stjernestund. Alligevel havde vi lidt sommerfugle i maven, for det var stort set noget vi selv havde fundet på internettet, flyrejsen, bilen og ikke mindst lejligheden. April måned havde dette år gjort os lidt runde på gulvet. Bedst som vi havde kigget på en pris, var det ene eller det andet flået væk. Således besluttede vi os for, distinationen bilen og lejligheden. For god orden skyld turde vi ikke at eksperimentere med lejligheden, den blev bestilt gennem FDM.

Rejsen skulle gå til Costa Brava, så det var med at finde billige flyrejser til Girona eller Barcelona. Det lykkedes i sidste øjeblik, men tidspunkterne var ikke de bedste, havde vi besluttet os lidt før var det sikkert blevet lidt bedre. Således bestod rejsen af tre uger i en FDM lejlighed i L´Estartit, og en bil som stod i lufthavnen i Barcelona, og som vi havde til rådighed hele ferien. Resten var op til os selv, og det man kunne læse i bøger fra Biblioteket.

Lørdag d. 12/9:
Vi rejste med bus nr. 6 til Nørreport, og med toget til Lufthavnen, det var forbavsende let. Swiss Air fløj os til Zürich, og senere videre derfra til Barcelona. Bilen var lejet gennem Autoeuropa, og stod ganske rigtigt her og ventede på os. Vi trykkede lidt på den højre pedal, og efter lidt vanskeligheder med geografien, ankom vi til vores lejlighed i La Pineda i L´Estartit.

Klokken var passeret 23:00 så det var blevet mørkt for længst, men alt så ud til at være ok. Efter et par sodavand fra hotelautomaten og en pølsemad, var brikkerne ved at knalde i.

Søndag d. 13/9:
Det var først på dette tidspunkt, vi blev klar over hvor heldige vi var, for det første lå lejligheden på 4. sal, så vi kunne se ud over pinjetræerne, og ud over vandet med Illes Medes-øerne i baggrunden. Terrassen var både stor og bred, og her blev morgen kaffen skyllet ned med stor fornøjelse.

I boligkomplekset var der i stueetagen et supermarked med en særskilt bagerafdeling, og derfor skulle der straks prøves diverse brød fra en ende af. Denne dag gik med at vi orienterede os om diverse supermarkeder, og priserne på diverse gode spisesteder. Senere blev det dog også til en dukkert i det dejlige vand, på den næsten uendelige strand som lå her, og først sluttede ved klipperne i Pals syv kilometer borte. Det blev snart klart for os at det var solopgangene vi skulle nyde, og ikke solnedgangene, da vi lå mod øst.
Mandag d. 14/9:

Mandag d. 14/9:

Morgenmad på terrassen og afsted mod Begur, som vi kunne se fra vores altan helt ude i horisonten, og byen Pals som var den sidste by langs vores flade strand. Det var overskyet og en strid vind stod ind fra vandsiden, og bølgerne plaskede hemningsløst op på stranden.

Målet denne dag var den smukke botaniske have i Blanes, den sidste by på Costa Brava for efter denne by mod syd er der ikke længere klipper, og således hedder den næste kyst Costa Maresme. Vi havde læst os til, at denne botaniske have var noget særligt. Det skulle vise sig at være ganske sandt, og Mar i Murtra var bestemt et besøg værd, alene beliggenheden her mange hundrede meter over havet på de yderste klipper, er en oplevelse i særklasse.

Min hustru især er meget glad for planter, og var dybt betaget af denne flotte have. Jeg selv var måske mere betaget af beliggenheden, her på de yderste klipper, end af træerne og planterne, men det skal indrømmes at den var meget smuk. Solen var netop kommet frem, og så lignede næsten alt de postkort de solgte ved udgangen. Senere kørte vi langs havet ad snoede veje mod Tossa de Mar, og det var helt klart en by vi ville besøge en anden gang.

Vi så også de mange små strande på vejen til St. Feliu de Guixols, og resten af vejen kørte vi ad landevejene og det var i regnvejr. Vi havde forinden vores rejse læst os til at Catalonien havde manglet vand denne sommer, men vi havde måske ikke lige forestillet os at vi behøvede at overvære al den nedbør, som de lokale nu glædede sig så meget over. Aftensmaden blev med stor begejstring indtaget på vores terrasse i stearinlysenes skær.

Tirsdag d. 15/9:
Det stormede ind fra havet fra den tidlige morgen, det var en strid efterårsstorm. Jeg troede faktisk det var sommer vi skulle ned til, men det var ikke sandt. Vi gik langs stranden helt ned til Ter floden, mens bølgerne sprøjtede op på stranden. Vi gik her og sleb fødderne for alt det der hårde hud, men det var vel også det eneste nyttige denne stormfulde dag.

Om aftenen så vi i fjernsynet hvordan det var fat i Alicante, og andre steder i Spanien havde der været oversvømmelser, og biler og containere havde flydt rundt i gaderne. Det var bare lige meget nok, at vi skulle opleve alle de ekstreme øjeblikke i vores sommerferie.

Onsdag 16/9:
Solen skinnede lidt om formiddagen, og vi gik til vores lokale strand, og så bølgerne slå mod stranden, selv om blæsten havde taget meget af i styrke. Vandet var helt klart ikke så varmt som de forgående dage, men dejligt friskt var det. Vi forsøgte med en gang batminton men det gik slet ikke, det blæste stadig for meget. Det var nu alligevel dejligt at ligge her i solskinnet, og nyde varmen som dog forekom noget behersket på grund af vinden.

Efter et par timer kørte vi til byen, og spiste dejlige landkyllinger om aftenen.
Torsdag 17/9:

Torsdag 17/9:

Jeg ved ikke om FDM havde aftalt med hotellet at vi skulle have den bedste udsigt ud over havet, men den nød vi til gengæld hver morgen. Denne morgen var det bare lidt varmere, og vi talte om hvad vi skulle. Da vi begge to min hustru og jeg havde en hel del tilovers for malerkunsten, var det vel ikke sært at vi besluttede os for, at besøge Salvador Dali museet i Figueres.

Der blev trykket lidt på pedalerne i den lille bil, og snart efter var kursen klar med Figueres i horisonten. Der var et parkeringshus lige ved siden af museet, og her satte vi ”slæden” og begav os over den lille stemningsfyldte plads, helt over til køen til billetsalget. Jeg turde slet ikke tænke på hvordan dette havde set ud i højsæsonen, men mange mennesker var her i hvert fald, og der klingede 11 euro i kassen hver gang en person passerede billetlugen. Det var sikkert ikke en helt dårlig forretning. Det skal indrømmes at man så til gengæld fik ”smæk for skillingerne” for her var så meget at se. Salvador Dali havde været en yderst flittig person, og det fik man at mærke her på udstillingen. Det ene billede mere sært og sjovt end det andet, og han oplevede verden på mange sære måder, hvilket også fremgik af hans billeder og tidlige installationskunst. Efter en opslidende rundgang sluttede vi af med en tur i butikken, med alt i ting og sager her var t shirts, puslespil, postkort, bøger og puder alt sammen noget med Salvador Dali. En stille tanke gik naturligvis i retning af hvad var der sket hvis byen ikke havde haft denne forunderlige maler, og hvordan den så havde klaret sig?

Efter en mindre rundtur i byen besluttede vi at køre tilbage til vores egen strand, og det var dejligt med en dukkert oven på den omgang surrealisme. Da vi tændte for fjernsynet, viste de billeder direkte fra Alicante som ligger på samme kyst blot sydligere, et kraftigt uvejr på de direkte billeder derfra så det ret voldsomt ud med regn, og voldsom torden, hos os åndede alt stilhed, og Middelhavet var mørkt og sort ganske som det plejede, mens bølgerne slog ind mod land.
Fredag d. 18/9:

Fredag d. 18/9:

eg er her nødt til at fortælle lidt om nattens begivenheder først. Jeg får skyld for at have et sovehjerte ud over det sædvanlige, men denne nat troede jeg virkelig at jeg skulle fotograferes klokken halv tre, og det var lidt svært at finde det pæne tøj frem i mørket.

På godt dansk blev det et ualmindeligt voldsomt tordenvejr, og med lyn der på det nærmeste flækkede himlen, snart på den ene og anden led. Tordenbragene gav nærmest genlyd i klipperne ved Pals og Begur. Det var et sceneri jeg sent skal glemme, og jeg tænkte straks på Walt Disney som sikkert ikke kunne skabe denne scene bedre ikke engang med nutidens teknik. Lynet revnede himlen på langs i bedste tegneserie stil hvide zig zag striber, og der lød bulder og brag i højtalerne i højre side det her var virkelig den store biograf. Det var et lærred i widescreen format, vi havde godt og vel et synsfelt på syv kilometer. Straks efter flænsede det mørke lærred på højkant, og bulder og brag i hele registeret, mens man i bedste Walt Disney stil kunne forestille sig, himlens små engle sad på skyerne med spande fyldt med vand, og et sagte smil i deres buttede kinder, fordi de vidste hvor der var mere vand, og på et signal jeg ikke hørte, hældte de alle deres spande med vand ud over vores strand og hele vores område. Sceneriet gav bulder og brag med ekko lignende drøn, også inde i hovedet.

Jeg får altid skyld for at overdrive, men det var ikke nødvendigt denne gang. Pludselig stod min kære hustru ved min side, og spurgte hvad jeg lavede der på terrassen, i Adam kostume jeg havde slet ikke nået, at finde det pæne tøj frem. Vi så begge dramaet, og bedst som man skulle tro det var færdigt, tog det fat på ny, havde det sluttet her ville vi sikkert have givet en mægtig klapsalve, men den voldsomme regn, fik os til i en fart at finde vores senge og prøve at sove videre.

Da solen stod op og skinnede varmt og dejligt var det som om ingenting var hændt. Stilheden var overvældende, ingen fortalte om Vejr Gudernes Raseri natten igennem, men os der havde oplevet det var ikke i tvivl, om Moder Naturs mægtige kræfter. Morgenkaffen blev endnu engang indtaget på terrassen, og mens cornflakes knaste mellem tænderne så vi på hinanden, som om ingenting var hændt.

Vi talte om hvad denne dag skulle bruges til, og enigheden faldt på et besøg på borgen i Tossa de Mar. Det blev en herlig dag, hvilket man i nat ikke kunne have forestillet sig. Tossa er en dejlig gammel by med mange ansigter. Der var mange turister som sad her på promenaden, og nød en kold sangria, mens der blot en gade bag dem, var historiske gamle huse helt tilbage fra middelalderen.

En tur på borgen hører sig nærmest til, og udsigten fra de små steder der vendte ud mod havet, var og blev forblæst, og samtidig imponerende smuk. Et par glas sangria blev skyllet ned ved foden af borgen, og fortalte med al ønskelig tydelighed, at vi var i Spanien, og nærmere bestemt Catalonien for det var man meget stolte af her. Der var mægtige bølger fra nattens tumult, men det afholdt tilsyneladende ingen, og heller ikke os i en svømmetur. Vi fandt badetøjet frem og gik ned på stranden her blæste det en halv pelikan, men det var alligevel varmt og dejligt selv om folk løb rundt efter parasoller plastikposer og bortfløjne hatte. P

Parkometeret var ved at løbe fra os, men vi klarede frisag og kursen blev sat til vores gode lejlighed i L´Estartit hvor vi nød lidt spiseligt og skyllede dagens oplevelser ned. I fjernsynet fortalte man hvordan en tornado havde ryddet en restaurant i Valencia, og taget borde og stole og vinduer med sig, og om oversvømmelser i Alicante hvor voldsomme regnskyl havde skyllet containerere og biler rundt i gaderne. Det så fuldstændigt vanvittigt ud, når naturens kræfter lege kispus med menneskelige værdier.
Lørdag d. 19/9:

Lørdag d. 19/9:

Vi besluttede ved morgenmaden at Lloret de Mar var målet for denne dag, og hvis det var muligt kunne vi se det lokale bymuseum, som er meget interessant. Vi ankom akkurat som siestaen var begyndt, og således var der tre timer til at bymuseet igen åbnede dørene.

Jeg tænkte i mit stille jeg på hvis vi derhjemme på Carlsberg Glyptoteket eller på Statens Museum for Kunst pludselig lukkede dørene i tre timer, fordi personalet skulle hjem for at spise. Historien blev ikke bedre, når jeg tænkte på hvornår jeg sidst havde set en dansker, der brugte tre timer på sin frokost. Jeg blev nødt til at indse at vi heller ikke boede i Spanien, for at prøve at forstå denne idé.

Vi gik tur i den smukke gamle by, og så den ene mere charmerende gade efter den anden, fotograferede den gamle kirke som er helt speciel. Gaderne og pladserne var ganske hyggelige, og vi begyndte at lede efter et sted hvor de serverede disse små fisk hvor man spiser det hele, hoved hale og krop og priserne var ganske forskellige, men efter nogen tids søgen fandt vi en sød lille gade hvor krofatter selv serverede, mens kromutter hyggede om gæsterne. Vi fik disse dejlige fisk og de smagte dejligt, hertil tomatsalat og ikke mindst kartofler med pikant sauce, og slet ikke at forglemme, pan de aioli, brød med hvidløgsmayonaise, som er en stor specialitet på disse kanter. Det hele blev skyllet ned med mineralvand til tørsten, og en Estrella Damm til nydelsen.

Vi fortsatte i de smalle gader og fandt den ene butik efter den anden, som havde et eller andet af interesse. Klokken var efterhånden blevet fire, og tiden var vel inde til at se, det vi var kommet for at se bymuseet. Lige ny skinnede solen ubarmhjertigt fra en skyfri himmel, og jeg måtte overgive mig, og vi lagde os på stranden tæt på den borg, som så ofte bliver fotograferet her i Lloret. Bymuseet måtte med andre ord vente, og klipperne og den dejlige strand blev vores opholdssted de næste timer. Da solen var ved at sige tak for i dag, og alting fik lange skygger, og himmelen rødmede gik vi tur til borgen og rundt om den. Da vi nærmede os var der et skilt der fortalte os, at borgen var en privat bygning blot med borglignende udseende, og så boede der vel nogle mennesker her, når det altså passede dem, sikkert nogle der ikke havde vrøvl med økonomien. Der blev fotograferet, og den ene smukke forrevne kyst efter den anden, så langt øjet rakte. En herlig dag, som med glæde kunne indskrives i dagbogen.
Søndag d. 20/9:

Søndag d. 20/9:

Det blev til smukke solopgange, her over vores øer. Kaffen blev skyllet ned, og vi gik til stranden der i øvrigt er meget velegnet til børn, og man kan gå langt ud før det bliver dybt. Et par sandwich blev indtaget på stranden, og uanede mængder mineralvand Aqua con gas, som det hedder hernede.

Aftenen blev brugt i den gamle bydel her i L´Estartit, og jeg som troede det hele her blot var en sommerby, blev ganske meget klogere. Vi kunne efter en tur i gaderne se den lokale kirke, og skolen og posthuset alt sammen noget der fortalte os, at her er der nogle mennesker der har hele deres liv. Vi hørte familier tale sammen ved de åbne altandøre, og børns leg indefor i disse sene aftentimer. Det havde været en fiskerby, og var det nok ikke det så meget mere, som det havde været i tidligere tider. Det blev fortalt os at der var mennesker, som ikke blot nød solen og stranden for sjov, men havde deres liv her.

Mandag d. 21/9:
Det blev endnu engang morgen, og fruen løb tur på stranden mens jeg forsøgte mig med filterkaffen. Solen bagte rigtigt her ved kaffen, men ikke længe, for kort efter kom der vældige vindstød, så vi måtte samle håndklæder op på terrassen som blæste rundt. Vi tændte fjernsynet, ikke så meget for at se fjernsyn som sådan, men mere for at høre sproget, og prøve at forstå, men der er meget lang vej endnu. Hvad der dog ikke var til at tage fejl af, var vejrudsigten og den fortalte om tornadoer i Andalusien og på Fomentera, og diverse klimatologer som fik grå hår i hovedet, og stod på strandene med vindmålere, og fortalte med arme og ben, om usædvanligheder idet de rystede på hovedet. Vi havde naturligvis fulgt med i debatten om diverse klimaforandringer, og følte os lige nu i midten af det hele. Det var og er helt sikkert at der skal gøres noget, hvis tingene skal forandres.

Der blev skrevet lidt i dagbogen, læst lidt i bøgerne før vi skrev postkort til dem derhjemme, og gik på posthuset for at ordne denne sag, og se lidt nærmere på byen. Det havde undret os i mange dage at vi alle steder kunne købe alle slags skinker pølser og kød, men ingen friske fisk. Fisk var at finde i dybfrosten ofte i form af panerede fisk, og til friturestegte post-elastikker. Friske fisk var ikke til at finde eller vi vidste i hvert fald ikke hvor fiskemanden holdt til. Min kære hustru er ikke bleg for at spørge og det gav pote. Vi fik en søforklaring af en venlig dame, der gik og fejede fortovet. Hun fortalte mede arme og ben, ned ad gaden, og så lige til højre, og så lige deromkring. Biksen var imidlertid lukket for længst, men havde åbent fra kl 9 – 13, og så var det vel bare at komme tilbage en af de kommende dage.

Vi var blevet lidt varme, ikke bare fordi vi havde set et sted at det var 25 grader, men sådan en vandretur i helt forkerte sko kan godt få en til at tænke på en svømmetur ved stranden. Det var til gengæld ikke noget problem for vores udmærket boligkompleks lå kun 50 m fra stranden. Det varede ikke længe før vi blev skyllet og forfrisket, men vi kunne ikke ligge så længe på sandet fordi vinden blæste sandet i øjnene, derfor så gik vi bare op på terrassen og fik en stille drink.
Tirsdag d. 22/9:

Tirsdag d. 22/9:

Vi stod tidligt op, og nød solopgangen over Illes Medes øerne og gik ad strandpromenaden til det sted, vi havde fået at vide at de solgte fisk. Det var også ganske rigtigt, og vi købte et kilo fisk, fordi jeg ikke vidste hvordan man sagde et halvt kilo. Fruen gik straks hjem, og stegte på livet løs og straks efter kørte vi til Cadaques, det var denne by at Salvador Dali havde malet adskillige billeder fra.

Vi så byen som er meget speciel og malerisk, den ene gade var mere spændende end den anden. De dejlige fisk fruen havde stegt blev spist med stor appetit. Senere gik vi på stranden og badede i det dejlige vand, og fodrede fiskene med resterne af de fisk vi havde spist. De huggede i sig sådan nogle små kanibaler.

Senere kørte vi til Port Lligat og så Salvador´s sommerhus med æg på taget, så var der heller ikke tvivl om hvem der havde boet der. Nu hvor vi var kommet så langt blev vi enige om at besøge Cap Creus, som er Spaniens østligeste punkt.

Klippemassivet her var blevet gjort til Parc Natural, og det var meget smukt og denne aften næsten vindstille. Dette er et helt specielt område for folk der vil vandre. Vi så de afmærkede stier, og jeg skal hilse og sige, at man ikke skal lide af svimmelhed hvis man ville gå her. Turen gik tilbage inden det blev helt mørkt, og en dejlig dag var slut.
Onsdag 23/9:

Onsdag 23/9:

Tarmariu var engang et lille fiskerleje, som vi kunne se på kortet den var ikke nævnt med store armbevægelser, men så alligevel spændende ud. Den ville vi gerne se lidt nærnere på, så det blev planen for denne dag.

Kaffen gjorde endnu engang sin gerning, men den smagte ikke som derhjemme, men udsigten her fra altanen var fantastisk, langt bedre end vores egen selv om vi bor i udkanten af Nørrebro, og også bor på 4. sal. Vi kørte til Tamariu, og det var virkelig et smukt sted, lille og intimt og så kostede parkeringen nul kroner, når man som os turde komme så sent på sæsonen.

Stranden var med groft grus, og her blev ret hurtigt dybt, her var dejligt, og stemningen var fortættet her sidst på sæsonen. Flere af de små pensioner havde lukket, og mange var rejst hjem men de gik bare glip af denne skønne dag, og det var bare ærgeligt for dem. Den lille strandpromenade var ikke så lang som i mange af de andre byer vi havde besøgt, men den var intens. Restauranterne var ret godt besøgt sammenholdt med den viden, at det her i virkeligheden var uden for sæsonen. Solen varmede os, og et besøg i vandet, blev således ikke noget vi skulle overtales til. Dykkerbrillerne som var slæbt med helt fra Danmark, gjorde sin gavn her hvor der var masser at se på. Her var en del klipper og det gør at fiskene var lidt lettere at få øje på, end de strande hvor det kun er sand, og som ligner et vaskebræt.

Vi drak kolde øl og spiste sandwich, godt med hvidløg og chorizo pølse, som også er en spansk specialitet man ikke må snyde sig selv for at smage. Det blev taget diverse fotos, og takket været digitalkamerets opfindelse, ville vi ikke blive ruineret af fremkaldelsen af vores feriebilleder som en del år tidligere. Der blev fotograferet små huse med skæve skorstene ,smukke porte, charmerende gadelygter, trapper og stier op ad klipperne, og havet med de mange farver som skiftede når solen skinnede på det. Dette var en by vi helt klart ville besøge igen.

Aftensmaden blev indtaget på vore terrasse, og stearinlysne kastede skygger op på væggen af vores ansigter. Vinen hernede er ikke særlig dyr og det benyttede vi os af. Der blev nu også konsumeret store mængder mineralvand. Aftenen blev musikalsk fulgt op af cikaderne der spillede på deres violiner. En aften mødte vi en sådan cikade fyr, og jeg så dens særlige indretning med indbygget violin i underkroppen, og vi spurgte om den ikke ville spille lidt for os. Det ville den ikke, det måtte åbenbart vente til ”fyren” om aftenen tog plads i orkestergraven, sammen med de andre og dirigenten svingede med sin stok.
Torsdag d 24/9:

Torsdag d 24/9:

Vi blev i L´Estartit og opdagede at der var marked i byen om torsdagen, og så blev der handlet med cd plader, hatte, bukser og kjoler, og alt det man behøver og ikke behøver. Således så min kære hustru på på nogle afrikanske ting, som var fint skåret af træ og prisen var 25 euro det kunne man se på skiltet, men min hustru spurgte:”How much?” og afrikaneren pegede på skiltet med prisen 25 euro, nå ja sagde hun så og vi gik, men han løb efter os, og sagde:” 20 euro”. Min hustru rystede på hovedet, og han sagde:” How much do you want to pay?” men vi var slet ikke interesset i den ting han var ved at falbyde, men vi havde blot kigget. ”I make a good price for you 16 euro last price,” vi gik, og så gik han også denne gang rystende på hovedet over hans egen helt utrolige gavmildhed.

Turistkontoret var behjælpelige med en tur til Barcelona, for når man besøger Costa Brava bør man også se denne herlige by. I bogen fra biblioteket var der fortællinger døre op, og stolper ned om denne by som var helt speciel. Man kunne vel ikke gøre andet end selv at se det hele, eller så meget man kunne nå sådan en god lang dag.

Vi kørte til Barcelona med bus, og sparede således os selv for parkeringshuse, og en tur på 140 km hver vej foruden motrorvejsafgifterne. Vi stod tidligt op fredag, og kørte med Sarfa bussen til forskellige destinationer undervejs for at samle andre gæster op og således blev turen ganske givet helt rentabel vi betalte 37,50 euro for en returbillet så var den tur betalt. Fordelen ved denne tur var at vi var fremme i Barcelona kl. 8:45, og havde således hele dagen til kl 19:00 hvor vi blev kørt retur.

Det blev en dejlig dag med masser af solskin, og vi så triumfbuen, citadelparken, Columbus stå stolt og kigge med længsel mod havet, La Rambla, Barri Gotic som er det gamle gotiske kvarter, videre til Casa Batlló, Casa Mila, og sidst men ikke mindst Sagrada Familia den ufuldendte kirke, bygget af Gaudi men han døde desværre før kirken blev færdig, og således prøver man at bygge den færdig i den ånd, som Gaudi sikkert havde tænkt sig den. Tanken om hvad Barcelona skulle have gjort, hvis den kære Antonio Gaudi ikke havde sat så tydelige fingeraftryk i byen kunne ikke undgå at strejfe en.


Diverse bænke, cafér og undertiden øl-udskænknings-steder blev frekventeret når benene ikke ville mere, eller jeg ikke ville mere. Barcelona er der skrevet bøger om, og det kan man godt forstå for hvert et gadehjørne har sin egen lille historie og hemmelighed. Der er et væld af kirker og parker museer for blot at nævne noget i flæng. Når man har været i Barcelona en hel lang dag, og gået rundt fra morgen til aften, forstår man først hvor lidt man har set, og hvor meget man ikke har set, eller hvor meget man har tilgode til næste gang.

Denne by kan besøges adskillige gange, og man kan set nye ting hver gang. Den er stor og vild skøn og dejlig sådan en sommerdag, og ikke mindst opslidende, jeg kunne være solgt på loppemarked næste dag, uden at indbringe ret meget valuta. Vi kom hjem sent på aftenen, til vores dejlige lejlighed og benene var som sandsække, og et par kolde øl var var det eneste vi fik og gik omkuld, og sov begge som sten.

Lørdag d. 26/9:
Denne dag gik alt i slow motion, og jeg kom til at tænke på en spøjs fætter i dansk showbiz, som engang sang: ”Jeg er på rekreation, og jeg vil ikke bytte for en million” det passede ganske udmærket på denne dag.

Der blev indtaget et par måltider på vores dejlige altan, og den lokale skinke, chorizo, og bagerens grovflüte garneret med aioli gjorde godt. Et par glas af den lokale champagne magtede ikke helt at løbe om kap med de krydrede sager, men mig bekendt havde de ikke noget der kunne ligne vores danske snaps. Endnu engang blev stranden frekventeret, og frisbee´n blev fundet frem. Der var en banagtig skønhed ved at kaste sig ud i bølgerne, for at nå denne snurrende plastiktallerken. Vi læste lidt i det hav af brochurer vi havde tilegnet os, ved besøg på turistkontorene og andre steder.
Søndag d. 27/9:

Søndag d. 27/9:

Mågernes skrig vækkede os endnu engang, disse mærkværdige fugle som skreg og ind imellem lød det som de talte til hinanden, og andre gange som om de havde en hånende latter.

Solen står til alt held op ret sent på denne årstid omkring kl. 8:00, og så tittede den ind af glasdørene og fortalte at en ny dag godt kunne begynde. En anden god ting ved denne årstid var, at det gav os mulighed at fotografere en solopgang. Det skulle imidlertid vise sig, at dette med solopgang var lidt mere end blot det faktum, at solen kom til syne over horisonten. En hel del mennesker gik på stranden andre løb på stranden, her i tiden hvor himlen rødmede, og på den måde varslede solopgang. Der var også en del mennesker som vi så disse morgener, og som dyrkede Tai- Chi og på deres helt specielle måde hilste solen velkommen, det var herligt for os at gå en rask tur langs strandpromenaden, og se den brede strand og disse mange mennesker, næsten i sort silhuet i modlyset til den smukke røde himmel. Den varme vind på omkring 20 grader kærtegnede vores ansigter, og fortalte at dette atter ville blive en god dag. På vores vandreture om morgenen gik vi næsten altid over til havnen, måske det var det fordi nerven for hele denne by var opstået med fiskerne, som kom ind tidligt med deres fangst, og det var spændende at se disse både med alle fangstredskaberne.

L´Estartit er kendt for sine dykkerskoler, og således så vi også dykkerne på vej ud til Medes-øerne, med deres mange flasker og harpuner. Solen tittede ind over øerne, og skinnede på det bjergmassiv som er byens varetegn. Et bjerg massiv som lå et stykke inde på fastlandet, og som havde en markant facon. Snart efter sad vi på altanen igen, og spiste müsli og talte om denne herlige søndag, og hvad vi skulle bruge den til.

Valget faldt på Santa Clotilde, den botaniske have mellem Lloret de Mar og Blanes. Det blev en overraskende oplevelse, den første var at det slet ikke kostede penge, fordi det var søndag og det var da behageligt. Min hustru er meget glad for træer og blomster, og denne park er et fantastisk projekt bygget af en rig italiensk mand. Denne mand havde en kone der hed Clotilde og derfor fik denne park dette navn, men hun døde alt for tidligt, og han byggede de mange smukke terrasser og trapper op og ned, efter det han vidste at hun elskede.

Det må siges at være blevet et mesterværk, beliggende på en høj klippe lige ud til havet. Cypresserne knejsede stolt mod himlen, og træerne stod i pæne rækker alt åndede fred, og over alt var der fine hvide figurer af diverse sirener, og af Santa Clotilde, for på en måde var det hendes park. Alt var bygget op i terrasser, og derfor gik vi hele tiden enten op eller ned. Der var på det højeste punkt et meget smuk fontaine, med en hvid figur i midten.

Middelhavsvinden med sine 25 grader strøg os forsigtigt i nakken, her med ryggen til det azurblå hav. Man kunne se høje klipper når man kiggede mod nord mod Lloret de Mar og mod syd til Blanes. Det var en stor oplevelse at se denne smukke park, her hvor himmel og hav mødes. Derfor kunne vi kun skrive pæne ord i gæstebogen, der lå her ved udgangen til parken.

Vi var blevet lidt sultne og kørte endnu engang til Lloret de Mar, og sad her i sydenden af byen hvor klipperne rejser sig, og udsigten over havet og byen er fantastisk. Her blev vores sandwich indtaget, og vi kunne se ned på de mange stier langs klipperne. Her lå der små listige restauranter og barer som solgte lige præcis de kolde øl, man måtte gå og sukke efter. Mens vi tyggede den den dejlige skinke i os, så vi også ned på et smukt monument af en dame som kigger ud over havet. Det skal forestille hustruen, til den fisker der er på havet og længes efter at hendes kære fiskermand atter vender hjem.

Vi fandt lidt ind i de små gader, og så på by kirken og de gamle torve tydeligvis en turistby, her tæt på stranden, men også en by hvor mennesker bor hele året og her er skoler og børns leg på pladserne.

Lloret de Mar er i sommermånederne kendt for unge mennesker der kommer herned, og så skal en hel del ting prøves af. Det kunne f.eks. være hvad sker der hvis to piger på 16 år deler en flaske whiskey på en time, og ting der ligner dette. Her vrimler det med natklubber og dansesteder for de unge. På den måde er det lidt kontrasternes by for mange andre af de små charmerende byer lukker bogstavelig talt i starten af oktober, og vågner først igen omkring påske, men Lloret de Mar er åben året rundt om end ikke på fuld skrue som om sommeren. Her bor lokalbefolkningen, og der bliver handlet i butikkerne på markederne, og busserne på stationen kører frem og tilbage. Her bor 35.000 fastboende så en hel lille by er det ikke.
Det stod vi og talte om mens den sidste sjat i flaskerne blev tømt, og det skal lige nævnes at vi drak mineralvand. Her stod vi og så misundeligt på de mange badegæster, og det eneste der svirrede rundt i vores hoveder lige nu, var og blev følelsen af vand.

Det skal nok for god orden skyld lige nævnes, at vi begge er nogle rigtige badedyr og elsker vand. Derfor var beslutningen ikke særlig svær, og vi fandt hurtigt et dejligt sted på stranden hvor de næste timer blev fordrevet. Solen var vidunderlig og vandet herligt, om end der blev dybt ganske brat, og for os at se ikke specielt velegnet for helt små børn.

Vi vandrede gennem byens gader, da mørket faldt på og så hvor meget tingene kunne forandre sig, når byens mange små lys blev tændt. Når vi kiggede ned gennem de smalle gader kunne vi se til stranden. Månen som netop stod op og lyste hvid og klar, kastede sit lys på havet og spejlede sig, det var ualmindeligt pænt. Da turen endelig gik til L´Estartit igen var det blevet sent, men en dejlig dag kunne endnu engang indskrives i dagbogen.
Mandag d. 28/9:

Mandag d. 28/9:

Morgenen var lidt anderledes end den plejede vi havde ikke mere kaffe, og af den grund gik jeg til supermarkedet, og så efter nye forsyninger. Det var her på kaffehylden, at jeg gjorde en opdagelse, og så på de mange forskellige muligheder. Efter en grundig undersøgelse viste det sig at descafenato betyder uden koffein, det var måske årsagen til den lidt anderledes smag end den vi kendte fra vores ganske almindelige Gevalia med koffein. Det var en god opdagelse, for nu smagte kaffen ganske godt.

Her ved den velsmagende kaffe, talte vi om der var et eller andet sted, vi skulle besøge endnu engang. Valget faldt på byen Cadaques, og specielt museet som handlede om Salvador Dali. Museet viste sig at være spændende og med masser af fotografier af byen, og af de mange mennesker som Salvador omgav sig med. Det var en oplevelse vi begge var enige om, var rigtig god. Vi gik op til kirken som lå på det højeste punkt, og den var rigtig pæn, og når man gik ind var der helt mørkt, men kom man 1euro i automaten lystes hele kirken op indvendig. Vi tog de fotos vi skulle bruge, og andre gæster kom ind i det samme vi gik ud. De så kirkens smukke indre og netop som de skulle tage billeder blev der totalt mørkt, og de stod måbende og prøvede at kigge på hinanden i mørket. Det varede lidt før de fandt pengeautomaten, og så blev der afleveret 1 euro og fotograferet på livet løs. Sådan gentog historien sig åbenbart hele dagen, og kirken fik på den måde råd til nye tagsten. Et væld af forfattere og kunstnere har besøgt denne uforglemmelige lille by, og diverse skuespillere som Kirk Douglas og Yul Brynner og mange flere har været her for at indspille film, med byen som den rene kulisse. Det siges at der ikke er noget andet sted i verden, hvor så mange kunstnere har været på så lille et område. Nogle havde sommerhuse andre besøgte gode venner, og andre kom for at færdiggøre deres arbejder, og få den fornødne ro. Den var også en meget dejlig lille by med stejle gader, og man havde fornemmelsen af at man gik på klipperne, når man gik op mellem de smalle gader. Når man så alle de klipper husene var bygget på, ville man let kunne tro at fjernsynet i dagligstuen stod på en klippe.

Det blev den gyldne time, og de sidste billeder kom i kassen og turen gik videre sydover til Roses, en af de første lidt større byer her på spansk side, der er cirka 40 km til den franske grænse herfra. Turen gik ned af det høje bjergmassiv, og vi kunne se byen ligge dernede det er billeder på nethinden, som man ikke sådan lige glemmer. Vi nærmede os havnen og så de mange fiskeforretninger, og købte en pose dejlige fisk. Denne by har en ret stor fiskerihavn, og således viser denne by at turisme og fiskeri, godt kan gå hånd i hånd. Vi kørte lidt videre uden for byen til Canyelles stranden, og den pæn og velfriseret her i aftensolens skær. Det var nemlig en af de få gange vi fik solnedgang, da der ikke var bjerge i horisonten lige her. Det hele rødmede og her stod folk på stranden, og nød de røde varme stråler. Vi rullede stille hjemad og stegte dejlige fisk. Efter sådan en dag tænker man at livet virkelig er værd at leve.
Tirsdag d 29/9:

Tirsdag d 29/9:

Denne dag ville vi besøge Lloret de Mar og se bymuseet, og det var spændende at se hvad denne by stod for i gamle dage. Det var naturligt nok fiskeri, og vi så mange forskellige skibsmodeller fra den tid hvor den var blevet kendt som en fiskerby. Museet viste mange spændende ting, som havde med denne egns historie at gøre. Der blev vist filmklip af gamle fiskere fra dengang, og som sikkert kunne fortælle en masse røverhistorier. Vi forstod ikke det mindste hvad de sagde, men de svingede med både med arme og ben, så det var sikkert noget med, hvor store fisk de engang havde fanget.

Spaniernes gestus er i øvrigt ikke til at tage fejl af. Derfor tror jeg er det er utænkeligt at man nogensinde ville se en spanier, tale om en vendeltrappe med hænderne i lommen.
Den varme strand modtog med glæde vores kroppe, og vandet kølede dejligt. Senere gik vi i de små gader og fik smagt på egnsretterne, blandt andet paella med sort blæk.
Det blev helt mørkt inden vi nåede vores lejlighed, men denne dag var bestemt ikke brugt forgæves.
Onsdag d. 30/9:

Onsdag d. 30/9:

Efter kaffen som smagte ganske godt, faldt enigheden på Tamariu endnu engang og kareten blev bedt om at køre os til denne by. I byen Parlafrugell vildledte skiltene os lidt, og således fik vi en anden lille strand at se og den hed Aigua Blava, og den lå gemt bag ret store forbjerge og således var vandet roligt, selv om det måske var større bølger på den anden side.

Den lille strand lå her i bunden af en stejl bakke, og man kunne parkere sin bil uden at betale for det. Den lille gade der viste ned til stranden kunne, minde om en af de smalle gyder hjemme på Dyrehavsbakken. Stranden var vel kun 150 meter bred, og her var heller ikke så mange strandgæster. Der var klipper i den højre side af stranden, og der var mange fisk at observere, og fodre med gammelt morgenbrød. Dykkerbrillerne gjorde endnu engang deres pligt, og viste os ret store fisk. Himlen var blå og solen bagte, og havbunden lignede mors gamle vaskebrædt.

Enten var vi bare lidt utålmodige, eller trængte bare til at se lidt andet, selv om her var rigtig pænt. Vi kørte hjemad og så byen Pals passere i sideruden, som den havde gjort et utal af gange før. Jeg ved ikke helt hvad der skete, men pludselig fik jeg lyst til at se den lille by. Den lignede ved første øjekast en ganske almindelig by på disse kanter som vi havde set så tit.

Mit øje fangede et meget lille skilt med påskriften: Barri Gotic, og så gik vi den vej. Det var virkelig en spændende by, og jeg kunne ikke huske vi havde læst bare en linie om denne by. Derfor var det måske ekstra godt vi kom forbi her. Den ene gamle middelalder bygning tonede frem efter den anden, og man havde virkelig gjort sig bestræbelser, for at bevare den gamle stil med lysebrune sandsten overalt. Vi så kirken og og det separate klokketårn. Her var kiosker der solgte postkort fra det gamle Pals, og og selve denne by lå på en klippeknold, men resten af området var lavland, og her havde man engang dyrket ris.

Mens vi gik rundt her fik vi følelsen af at gå på en gammel borg. Udsigten heroppe var imponerende og dér langt ude i horisonten kunne vi se kysten med Illes Medes-øerne, og det føltes lige pludselig hjemmeligt på en mærkelig måde. De lokale boede i disse huse, og således var det ikke et frilandsmuseum. Vi hørte de lokale børn spille bold på pladsen længere nede i byen, det blev for os en fascinerende by. Pals var og blev et besøg værd, og vi kan kun opfordre andre der er på disse kanter til at bruge et par timer her, og måske slutte af med en kold øl, som os her på bytorvet. Turen gik hjem, og vi havde følelsen af at vi havde fundet noget ganske særligt.
Torsdag d. 1/10:

Torsdag d. 1/10:

Vi blev hurtigt enige om at besøge byen L´Escala, som lå lige nord for vores by, her var et par pæne strande og sjove statuer. På strandpromenaden her lige ud til det blå Middelhav sad et helt orkester, det var alt sammen statuetter, men sjovt at se og kunne fortælle, at i denne by gik man ekstra meget op i musik.

Da eftermiddagsheden blev overvældende, kørte vi på lykke og fromme, og kom til byen ved havet der hed Mongó. Alle husene på bjergsiderne, og alle restauranterne, cafeerne, campingpladserne med deres bungalows viste os med al ønskelig tydelighed, at vi havde fundet noget ganske særligt. Stranden var der god plads på, og hele stranden var beskyttet af bjerge på begge sider af bugten, derfor var vandet ganske stille. Efter et forsøg på at komme ud at svømme, var jeg klar over at dette ikke blev min favorit strand. Der var mange sten store som små, og flere så store at man helt måtte gå uden om. Jeg afsøgte stranden i begge retninger, og fik forståelsen af, at enten havde man ikke fået fjernet de mange store sten eller også var folk der besøgte dette sted, vilde med store sten ude i vandet. Jeg så en far med sin lille datter i deres forsøg på at få en badetur, han måtte bære hende det meste af vejen til han fandt en lille plet uden sten, hvorefter hun hylede når han kom for langt væk. Jeg spørger mig selv, hvilket rejsebureau der har sendt denne familie med to små piger til denne sten strand. Hvem er interesseret i at falde over sine egne fødder, bare fordi stranden er fyldt med store sten? Lige ud over min ærgrelse over den dårlige strand, skinnede solen fra en skyfri himmel, og det var en dejlig fornemmelse, når vi vidste at i Danmark var det ved at blive efterår. Vi kørte tilbage og fik et godt måltid.
Fredag d. 2/10:

Fredag d. 2/10:

Der var en vis sorgens stemning over denne morgenstund, tænk at vi skulle rejse hjem i morgen, der var gået tre uger, men det var rigtigt. Hvad skulle vi bruge de sidste sparsomme timer til? Valget faldt på Toroella de Montgri selve den gamle bydel. Det var også en by ganske tæt på vores feriested, som vi havde passeret, så mange gange uden at blive særlig imponeret. Min kære hustru havde en mistanke om, at der var en skøn gammel bydel hvilket jeg ikke var lige så sikkert på. I overbærenheden navn gik jeg med til at undersøge sagen selv.

Kort tid efter stod vi inde i byen, og prøvede at finde et ellet andet, der kunne være vores sidste fotos til en dejlig sommerferie. Der gik et stykke tid, men så fik vi også svaret, det var en rigtig flot by og min kone havde haft helt ret. Vi kiggede og betragtede den ene gamle bygning efter den anden. Her var fredelige torve, og fortovscafeer, små konditorier, slagterforretninger, grønthandlere og alt det der gør at en by ikke virker turistet og ødelagt. Det blev også til et besøg på Middelhavsmuseet, og her var informationer om området ud mod det store Middelhav, hvilke dyr man kunne se og så videre.

Midt på dagen kørte vi retur med adskillige dejlige billeder i kassen, og frokosten blev for sidste gang indtaget her på altanen. Vi besøgte vores herlige sandstrand, som vi havde glædet os over så mange gange, solen skinnede på os, måske for at vi ikke skulle glemme hvorfor vi var kommet til denne herlige by her på kysten. Vi blev nødt til at gå tidligt i seng for rejsen hjem kunne godt ”trække par tænder ud.”

Her nævnes uden grimme ord hjemrejseplanen afgang fra lejligheden 03:30. Aflevering af bilen i Barcelona 07:30. Indcheck til flyrejsen securitycheck og til gaten afrejse 09:10. Ankomst Geneve 10:50 ventetid til kl 15:05 afrejse til Zürich. Ankomst Zürich 15:50 ventetid til 17:30 afgang til København med ankomst 19:50, afgang med toget til Nørreport og videre med bus nr. 6 til Tagensvej ankomst 20:40 sådan godt 17 timer efter vi stod ud af sengen. Til hjemrejsen vil vi ikke knytte nogle kommenterer ud over, at det var en billig flyrejse.

Konklusion:
Det var en dejlig rejse, vi selv havde fundet frem på internettet. Den var interessant og uforglemmelig. Vi er helt klar over der var meget vi ikke så, men med over 1500 fotos i kassen er der også meget vi har set. Det er et dejligt område, med både bjerge parker strande og dejligt vand. Det er helt sikkert en tur vi vil se tilbage på med glæde. Det er garanteret også dage, vi kan leve på i den lange mørke tid, vi nu går i møde her i Danmark.

Med venlig hilsen
Simon Hillestrøm

Kommentarer til rejsetips om Costa del Sol

"Oversolgt" oplevelse

04/12 2010 Jens
Ganske fint, smukt og ordinært rejsemål. Gode billeder. Men jeg synes nok lige at du "oversælger" rejsemålet en smule. Jeg har selv rejst meget og også været i Costa Brava og kom ikke nært så positivt ud af oplevelsen selv, dog var jeg der heller ikke så langt tid som dig. Der er langt flere og andre steder der tiltaler mig mere. 2,5 stjerner herfra.

En stolt catalena

20/11 2009 Pilar
Man bliver såååå stolt når man læser ros om sit land. Dejlig at høre at i kunne lide coste brava. Lidt tips til næste gang. En lille by som havde Bagur, og meget tæt der til, en lille cala som havde Sa Riera, den gamle kvarter i Girona er meget flot, og til sids en by midt i bjergene som havde Besalu. God fornojelse

Dagbog Costa Brava

11/11 2009 Simon Hillestrøm
Dagbog Costa Brava er skrevet af Simon Hillestrøm

"At rejse er at leve" H.C. A.

10/11 2009 Simon Hillestrøm
"At rejse er at leve" det sagde H.C. Andersen før mange år siden og i bekræfter at "det er liv at rejse." Jane

Greetings from Holland! :)

10/11 2009 Mina
Dear Simon and Svetlana, Even though I can't read Danish I'm sure you had a pleasant stay in Costa Brava! The photographs are very beautiful! Jehovah's blessings and all the best!

Det vækker gode minder

01/11 2009 Ole
Sikke en dejlig beskrivelse! Jeg glæder mig til at tage derhen igen!

Vi vil gerne følge deres fodspor

21/10 2009 Dimitar Atanasov
Til familien Hillestrøm I er meget inspirerende vi vil gerne besøger alle de steder de er beskrevet i jeres rejse dagbog. Vi er også inspireret er vær bedlemmer af FDM, så kan man rejse med mere tryg i de dårlige rejsetider. mvh Dimitar Atanasov NB. Stor tak til FDM for mulighed at læse rejseoplevelser på deres sidder.

Pragtfuld og imponerende og meget ide'riget

21/10 2009 Dimitar Atanasov
Det er dejlig med en ferie hvor man kede sig ikke. Ubeskrivelig flot. Jeg håber i finde nye steder når i besøger Costa Brava igen.

Imponerende bedrifter

20/10 2009 Klaus
Det var da godt nok meget I fik set! Det håber jeg også at gøre når jeg og min familie tager til Costa Brava næste år. Tak for de fine beskrivelser!
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til
Costa del Sol

Hoteller på Costa del Sol
Rejser til Costa del Sol
Denne side er udskrevet d. 9. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.