Gaudis Palacio Episcopal i Astorga

Bispepalads, kaserne og nu museum

Den spanske arkitekt Antoni Gaudi har også sat sit præg på en monumental bygning i byen Astroga, hvor han var arkitekten bag genopbygningen af det nedbrændte bispepalads i byen.

Bispepaladset brændte til grunden i 1886, og allerede året efter var Gaudis skitser til det nye byggeri af et bispepalads klar. Gaudis projekt for paladset respekterer i forbavsende grad historien i Astorga, da den viser et kompleks i en nygotisk modernistisk stil, der giver fine antydninger af både en borg, et palads og en statelig bygning, der indgyder respekt.

Gaudi stod for projektet indtil 1893, hvor den lokale biskop døde, og da dette ændrede betingelserne for projektet forlod Gaudi forarget byggeriet. Senere forsøg på at få Gaudi til at færdiggøre projektet slog fejl, da han på det tidspunkt var fuldt beskæftiget med opførelsen af Sagrada Família i Barcelona.

Byggeriet blev færdiggjort af andre og efterfølgende forsvandt behovet for et palæ til en biskop, så bygningen blev anvendt til andre formål – fx som kaserne og kontorer under borgerkrigen.

I dag huser det tidligere bispepalads museet for pilgrimsruten Jakobsvejen.

Kort

Vis på kort