Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Lanzarote

Læs mere om rejser til Lanzarote

Rejsetips af samme forfatter

  • Orlando - Harry Potters Troldmandsverden

    (Bedømt af 25 personer)
    20.08.11: Børge Salomon Rokamp
    Et besøg i Harry Potters Troldmandsverden. Nyttig og spændende hjemmeside: Universalstudies.com
    Introduktion: Alle Harry Potter fans drømmer om selv at prøve at være i den fortryllende troldmandsverden, som J. K. Rowling beskriver i sine bøger, og som filmene så detaljeret og loyalt illustrerer. Den oplevelse fik jeg midt i maj 2011.
    Se hele rejsetippet
Rejsetips indsendt af:
Børge Salomon Rokamp
Aarhus
23. aug. 2011

Heksen på Lanzarote

”HEKSEN PÅ LANZAROTE”
Eller: ”Det gule Sygesikringsbevis”
En rejseoplevelse i foråret 2010 til den kanariske ø Lanzarote.
Av mit knæ: Jeg mærkede det første gang i flyet på vejen ned til landing – en pludselig smerte og ømhed i mit venstre knæ.”Nå, det går nok over igen,” tænkte jeg.
Min rejse gik til den kanariske ø Lanzarote.

Rejseforsikringer:
Jeg er nået til en den fase i livet, hvor man ikke længere kan føle sig sikker på sit helbred en uge eller fjorten dage frem. Derfor har jeg en rejseforsikring og både det gule og det blå Sygesikringsbevis (EU-Sygesikringskortet).

Indtil denne tur havde jeg aldrig haft brug for noget af det.
Hvis du heller ikke ved, hvordan det fungerer i f.eks. Spanien, så kan du måske få noget at vide her og samtidig få en beretning om en uforglemmelig ferieoplevelse.

Den følgende uge havde jeg et døje med knæet. Nogle gange var det rigtigt slemt, så jeg måtte sidde oppe i sengen og massere mit ben det meste af natten. Jeg prøvede at gå lange ture. Måske skulle det have noget gymnastik og gås væk. Efter en uge uden bedring tænkte jeg: ”Det her går ikke, jeg må i det mindste have noget smertestillende.” Mine medbragte Panodiler hjalp kun lidt og var i øvrigt ved at slippe op. Der var ingen bedre anledning end nu til at se, hvordan alt det der med rejseforsikring og sygesikringsbeviser virker.

DEN 7. SANS:
Efter den første uge havde jeg læst min nyanskaffede medbragte bog DEN 7. SANS to gange. Den handler om hvordan og hvorfor, vi misforstår verden og bliver religiøse og overtroiske. Jeg var især optaget af et afsnit om troen på hekse. Ti tusinder af hekse blev brændt i 1600 tallet. I 1670 i Torsåkers pastorat i Sverige blev der ved bare én proces dømt 71 hekse til døden. Hvordan kunne folk for få hundrede år siden være så enfoldige? Jeg skulle have taget den Harry Potter bog med, som jeg er ved at læse for 7. gang. J. K. Rowling historier om troldmænd og hekse optager mig også meget, og de gør mig i godt humør.

Altså var jeg nu ledig til at kaste mig over et nyt projekt. Jeg fandt telefonnummeret, som Apollo Rejser havde udleveret til den slags situationer. Jeg tog mig sammen og ringede op. Det var hospitalet. Manden i telefonen, der talte lige så gebrokken engelsk, som jeg selv, spurgte om jeg ønskede lægebesøg, eller jeg selv kunne komme til hospitalet. Og i øvrigt vidste han ikke noget om sygeforsikringer. Jeg skulle nok være forberedt på selv at lægge penge ud, så kunne jeg jo få dem refunderet, når jeg kom hjem til Danmark. Det var jeg ikke forberedt på, jeg ville lige tænke over det. Så slemt var det vel heller ikke.

Hvordan havde jeg det i virkeligheden?
Jeg har nu erfaret, at når man befinder sig i et fremmed miljø med andre sanseindtryk og ikke mindst andre klimaforhold, så mangler kroppen nogle kendte referencepunkter at lytte til. Det bliver simpelthen svært at vurdere, hvordan man har det i forhold til, hvordan man burde eller plejer at have det i de hjemmevante omgivelser. Jeg tror min almentilstand i virkeligheden var mere påvirket af mine problemer med knæet end jeg vidste af.

Gælder ikke her!
I nærheden af hotellet fik jeg øje på en Tysk/Engelsk lægeklinik. Dem er der mange af på Lanzarote. En trappe ledte op på første sal til en terrasse. Der stod jeg nu og masserede mit knæ, mens jeg gennem et vindue til forkontoret kunne se en herre stå ved et skrivebord og tale telefon.

Da han var færdig kom han ud med et spørgende udtryk. Det var en slank og sportstrænet mand på omkring de halvtreds år med nydelige grå striber i håret. Han var, det man i litteraturen kalder, en smuk mand – lidt for meget til min smag. Jeg viste ham det gule Sygesikringsbevis og spurgte om det var OK.

Han kastede et kort og overfladisk blik på det og sagde kategorisk nej.
”Hvad med det blå Sygesikringsbevis?”, Sagde jeg og viste ham det.
”Intet af den slags virker her,” sagde han og vendte sig om og signalerede dermed, at konsultationen var forbi. I det han gik ind i forkontoret igen sagde han: ”Her i området er der kun privatklinikker, hvor den slags ikke gælder.”

Hold op, hvor havde jeg ondt. Jeg vidste snart ikke om det var varmen eller smerterne i knæet, der gjorde mig svimmel og døsig. Jeg så på turistkortet over området, at der var en skandinavisk lægeklinik i nærheden. Jeg besluttede at gå forbi på vej tilbage til hotellet. ”Om ikke andet”, tænkte jeg: ”Hvis der er en svensker eller en nordmand, er det vel så meget samme kultur, at de kan forklare det der med sygesikringsbeviset og måske give mig nogle piller.”

Lægeklinikken:
Jeg så et nydeligt skilt i keramik på siden af en bygning: EUROKLINIK, engelsk, tysk og skandinavisk lægeklinik. Der var cafe og butik ud mod den travle strandvej. En flisebelagt sti førte langs bygningen ned mod vandet til bagsiden af bygningen. Her var lægeklinikken med en halvt overdækket terrasse foran, som gjorde det ud for venteværelse.
Døren til forkontoret stod åben. En nydelig ca. halvtresårig dame i hvid kittel sad ved skrivebordet og talte i telefon. Der var åbenbart ingen patienter her til eftermiddag.

”Fint,” tænkte jeg. ”Jeg kan komme til med det samme.”
Hun afsluttede samtalen, da jeg kom ind. ”Er du lægen?” spurgte jeg.
”Nej, jeg er sekretæren. Doktoren er på hjemmebesøg, men kommer snart.”

Jeg viste hende mit gule sygesikringsbevis og spurgte: ”Er det her OK?”
Hun tog det ud af hånden på mig og gik over og kopierede det. ”Ja det er meget fint.”
”Hvad med det andet?” Jeg viste hende det blå sygesikringsbevis.
”Det er ikke nødvendigt, det gule er fuld tilstrækkeligt, når du kommer fra Danmark.”
Så enkelt var det åbenbart, når det kom til stykket.

Og så begyndte papirarbejdet. Der var bl.a. de obligatoriske spørgsmål om hvad medicin, jeg ellers tager, om jeg er overfølsom over for noget og hvor mit lig skulle transporteres hen, hvis jeg døde under behandlingen. Jeg lovede til sidst at komme forbi næste dag med passet og flybilletten. Og jeg fik også lige benyttet mig af lejligheden til at fortælle, at jeg mente, jeg havde podagra. Det havde jeg før haft i min storetå, jeg skulle bare have nogle gigtpiller og noget smertestillende. Hun tilføjede det pligtskyldigt i papirerne.
”Sæt dig ud og nyd vejret,” sagde damen. ”Doktoren kommer snart.”

Jeg satte mig og tænkte at her er ikke det værste sted at tilbringe sin ferie, på en skyggefyldt terrasse ned til vandet.


Min organisme vågner:
Der skete en afgørende forandring med mig, mens jeg ventede, kunne jeg tydeligt mærke. Nu gik det pludselig op for mig, at beslutningen var taget. Nu var der en læge på vej. Jeg kunne nu snart komme af med mit smertehelvede i venstre knæ. Knæet havde ikke blot forhindret mig i at sove i over en uge, men gjort mig svimmel og utilpas. Og nu, hvor sanserne endelig fik fred og ro til at registrere det, kunne jeg godt mærke, at jeg var meget træt og havde det faktisk ad helvede til.
Samtidig med den stigende følelse af træthed begyndte rastløsheden og spændingen at melde sig. Jeg trippede lidt rundt på terrassen og gik en tur op til vejen og betragtede menneskemyldret og tænkte som et utålmodigt barn: ”Kommer den læge ikke snart?”

Mens jeg stod oppe ved vejen dukkede lægesekretæren op. ”Jeg har lige talt med doktoren, hun er på vej. Det er nok svært for hende at finde en parkeringsplads. Jeg skulle i øvrigt sige til dig, at du skulle gå ned på terrassen og sætte dig ned. Det ben skal have ro, siger doktoren.”
”OK, men det er fordi, det gør så ondt at sidde stille med bøjet knæ.”
Vi var nået ned til venteværelset/terrassen igen. Hun trak en havestol frem, som mit venstre ben kunne lægges op på. ”Sådan, nu varer det ikke længe,” sagde hun beroligende.

Jeg ventede.
Forresten sagde hun ikke hende og hun om doktoren. ”Fint,” tænkte jeg. ”Hvis sekretæren er halvtreds, så må lægen nok være omkring de tres. En gråhåret myndig, kompetent og samvittighedsfuld kvinde med knude i nakken. Nu kan du godt slappe af Børge Rokamp, du er i gode hænder.”

Ha, du er afsløret:
Jeg ventede.
Endeligt hørtes nogle energiske lette skridt ned af den flisebelagte sti. Først svagt, men skridtene kommer nærmere. Og så om hjørnet dukker den smukkeste unge kvinde op, jeg nogen sinde har set. Hun er nydeligt klædt i jakke, lange bukser og højhælede sko. Men intet kan skjule, at hun er rank og meget slank, har lange ben, runde hofter, en meget smal talje og den klædelige lysebrune ten, der er karakteristisk for folk i Sydeuropa. Jeg er målløs. Hendes skikkelse er simpelt hen perfekt. Jeg nåede at tænke: ”Det ville være en forbrydelse at fordele bare et enkelt gram anderledes.” Hun har en fyldig blød stemme og et myndigt ansigtsudtryk, der på tros af sin unge alder udtrykker en stille autoritet.
Denne kvinde er overnaturlig.
Hendes håndtryk er fast og køligt. ”God dag, jeg er doktoren. Følg mig, pur favor.”

Mens jeg havde ventet på terrassen, havde jeg følt mig mere og mere underlig tilpas. Det var som om nogle sanser var blevet dejligt bedøvede, og andre der iblandt min tankevirksomhed føltes skærpet. ”Man skulle tro, jeg var på doping,” tænkte jeg. Men jeg havde ikke engang fået vand nu i mange timer. Det burde jeg nok have haft i denne varme for ikke at blive mærkelig og dårlig tilpas.

Jeg var imponeret over, hvor hurtigt min hjerne havde en forklaring på det, jeg lige havde oplevet: ”Hun var jo en heks! Ha! Jeg har afsløret en vaskeægte heks.” Jeg var sikkert den første og eneste på Lanzarote, der havde gennemskuet hende. Men der er nok heller ikke andre på øen, der har læst Harry Potter bøgerne så mange gange og set filmene så tit, som jeg har.

1. Via telefonen gennem sekretæren: ”Dit ben skal have ro!” Hvordan kan hun vide det uden at have set mig?
2. Den måde hun gik ned af den flisebelagte sti. Man kunne høre hun trådte meget let selv med højhælede sko. Er hun i det hele taget påvirket af tyngdekraften? Ville hun kunne sætte fodspor i f.eks. sand?
3. Og hvad med hendes udseende. Hun var jo helt overjordisk.

Min skærpede hjerne arbejdede videre imens, vi gik ind i forkontoret, hvor ”doktoren” fik mine papirer og udvekslede nogle ord på spansk med sekretæren. Jeg humpede videre efter hende ind i konsultationsværelset. Alt her var hvidt: væggene, skabene selv den stol, jeg blev tilbudt at sidde på ved hendes lille hvide skrivebord, var hvid.

Da vi satte os havde jeg regnet det hele ud:
Af en eller anden grund var hun en heks, der udgav sig for at være mugglerlæge. Med polyjuice eliksir og et hår eller et stykke negl fra en smuk ung kvinde havde denne heks ikke bare kopieret hendes krop, hun havde med tryllestaven og trolddomskunst perfektioneret denne unge skikkelse, så den kvinde hun havde kopieret sandsynligvis ikke en gang ville kunne genkende kopien af sig selv.

Jeg var temmelig selvtilfreds over mit hurtige og præcise analysearbejde – og så endda i en tilstand, hvor jeg begyndte at føle mig uden for virkeligheden. Jeg kunne ikke lade være med at side med et lille triumferende smil, men lod mig i øvrigt ellers ikke mærke med noget.

”Hvor gammel er du?” Spurgte hun pludselig.
”65 år!” Svarede jeg. Det var da et mærkeligt spørgsmål for hende at spørge mig om.
Jeg var jo tydeligvis gammel nok til at være patient. Men hvad med hendes alder, var hun gammel nok til at være læge?
Eftersom hun tydeligvis var meget ung, måtte jeg jo være en af hendes første patienter. Det fik mig til at føle, at det var min pligt at hjælpe hende.

Hjælp til en hjælpeløs ung kvinde?
Jeg afbrød hendes læsning og fortalte om min ofte tilbagevendende podagra i storetåen, som nu åbenbart var flyttet op i mit ene knæ. Og jeg forklarede, hvordan min læge plejede at ordinære nogle gigtpiller og noget smertestillende. Så forsvinder symptomerne i løbet af nogle dage.
Hun så på mig med sine store gråbrune øjne, mens jeg forklarede, og hun smilede til mig med sit kønne ansigt. Men var det smil ikke en smule overbærende.

Hun sagde: ”Det er ikke det, du fejler, senior. Du har en infektion i knæet. Det er ikke hævet, men du har smerter.” Hun lagde den ene af hendes unge hænder oven på mine mere modne morfarhænder og klappede dem beroligende. ”Du har også feber, men rolig senior, Vi skal nok få dig rask.”

Der var hun igen med sin heksesnak. Jeg havde godt nok korte bukser på i sommervarmen, men jeg havde ikke bemærket, hun så meget som havde skimtet ned til mit venstre knæ. Så, hvordan kan hun vide, hvad jeg fejler?

”Jeg skriver her en recept på nogle piller til smerterne og mod infektionen.”
”Nå øh, penicillin,” siger jeg for at bekræfte denne meget unge og naturligvis uerfarne læge i, at hun er på rette vej.
Hun kikker chokeret op på mig med et meget bestemt udtryk i ansigtet. Denne gang var der ingen overbærende smil. ”No, senior. Ikke penicillin.”
Jeg opfattede at hun med sit ansigtsudtryk, sin stemmeføring og hele sit kropssprog signalerede som med en vognstang - at hun fremover helst ville være fri for mine hjælpende og velmenende råd og bemærkninger. ”OK,” tænkte jeg. ”Hvis hun ikke vil have hjælp og bekræftelse fra en livserfaren mand, kan hun da blive fri.”
Men hov, havde hun ikke nøjagtigt samme udtryk som Hermione plejede at sende Ron og Harry, når hun syntes det, de gjorde eller sagde var for dumt.

”Børcj?” sagde hun spørgende og afbrød min tankerække og min følelse af triumf over den nye sensationelle afsløring.
”Børcj?”
Selvom jeg ellers havde besluttet, at nu skulle hun klare sig selv, rettede jeg høfligt hendes udtale af mit navn. Allerede tredje gang udtalte hun mit fornavn korrekt. Det har jeg aldrig hørt en udlænding gøre før. Ikke engang en svensker.
”Børge, på briksen, pur favor.”
Hun talte naturligvis flydende spansk, kunne jeg høre, da hun snakkede med sekretæren i forkontoret. Men jeg bemærkede, at hun havde tillagt sit engelske en spansk tone.
Meget charmerende.

På briksen:
Det er heldigvis ikke de store anstalter, der skal til, når man går i korte bukser og skal have undersøgt sit knæ. Men hun måtte hjælpe mig op med det venstre ben.
Hun følte på knæet og især knæskallen. ”Gør det her ondt, og det her osv.?”
Hun forklarede, at knæene indeholder væske, der smører leddene. Det var denne væske i mit venstre knæ, der var gået betændelse i.
Jeg kikkede på hendes rene tein, hvor der ikke var så meget som en halv fregne på næsen. Og jeg kom til at tænke på en situation på troldmandsskolen, hvor Harry og Ron ligger i sovesalen med hænderne under hovedet og filosoferer:

Ron: ”Hvorfor er alle drengene pludselig vilde med Ginny?”
Harry: ”Hun har sådan en fin hud.”
Ron: ”Vil det sige, at min lillesøster er omsværmet på grund af sin hud?”
Harry: ”Ja, det kan da godt være.”
Ron lidt senere: ”Hermione har også en pæn hud.”
Harry: ”Nå, øh ja.”
Ron: ”Altså, som hud betragtet!”
Harry: ”Ja, selvfølgelig.”

Nok var min hjerne ligesom pumpet op til en helt uvant skarphed, men den kunne som her af og til gøre en lille afstikker. Da jeg vendte tilbage var hun i gang med at forbinde mit knæ.
”Du skal have et stramt bind om knæet, så det holder sig i ro,” sagde hun formanende.
Og det var mig, der troede, at det var gigt, som bare skulle gås væk. En dag bliver min evne til at bide smerter i mig min død.

Hvad sker der?
I mens jeg forsigtigt forsøgte at komme ned fra briksen og på benene igen skuttede jeg over mod det kridthvide skab, hvor hun nu stod med ryggen til og rodede med et eller andet, jeg ikke kunne se, hvad var. Men jeg var også mest optaget af at betragte hende, som hun stod der rank, smuk og højhælet. Jeg kunne genkende det lange mørke Hermione hår. Men hun havde fået mere styr på det. Det var blevet mere glat og bundet op i en kæk hestehale.

Jeg ved, at hun blev gift med Ron og må derfor nu hedde Weasley. De forlod Hogwarts for 8 - 10 år siden, det passer også aldersmæssigt. Man kunne ikke se på denne perfekte skikkelse, at hun havde fået to børn. Men det kan man måske ikke på hekse?
”Vend dig om!” lød det ovre fra skabet.
”Jamen jeg øh..”
Uden at dreje hovedet kom det igen mere myndigt: ”Vend ryggen til mig, senior!”
”OK, men…”
Jeg hørte hende lige bag mig. ”Ned med bukserne!”
”Hvad!?”
Før jeg kunne reagere havde hun fået fat i elastikken til både shorts og underbukser og hevet dem ned til midt på ballerne.
”Hvad!?” sagde jeg igen. ”Av for..” Nu gik det op for mig, hvad hun havde rodet med i det skjulte ovre ved skabet. Efter at have angrebet mig bagfra med en kæmpe nål, var hun nu i gang med at tømme en sprøjte i min højre balle.
”Det er for smerten,” sagde hun.
For at hun ikke skulle tro, at jeg var pivset, ville jeg sige noget morsomt som f.eks.: ”Sådan som du stikker, skulle du hellere give mig noget mod smert…”
Jeg nåede ikke en gang at tænke vittigheden færdig, før hun havde stukket en ny nål ind i min højre balle.
”Det er for infektionen!”
Ved militæret er jeg blevet stukket mange gange for vacciner og lignende. Der stikker man folk mere nænsomt, end dette lille ublide væsen gør. ”Bukser op! Du er færdig.”

Krykken:
På vej ud af konsultationen fik jeg recepten udleveret og formaninger om at gå på apoteket på vejen tilbage til hotellet. I forkontoret var sekretæren i gang med at indstille en krykke til min størrelse.
Men hvad skulle jeg dog med den. Jeg vidste ikke en gang hvilken arm, jeg skulle bruge til at holde krykken, når det er til støtte for venstre ben. ”Dit ben skal have støtte og bevæges så lidt som muligt,” hørte jeg min plageånd sige i baggrunden.
”Jeg vil se dig igen i morgen formiddag.”
Naturligvis var jeg overrumplet og lettet over at slippe derfra, så jeg sagde bare: ”javel” og ”Tak for hjælpen.”

Klog og dygtig, men..
Allerede på vej til apoteket begyndte smerten at fortage sig, og det var ligesom tågen lettede. Måske var der alligevel håb om helbredelse for mig.

Jeg kom til at tænke på en episode for mange år siden i begyndelsen af Ron, Harry og Hermiones tid på Hogwarts. De tre venner var på vej ud fra deres kollegium på en ny farlig og forbudt mission. Deres kammerat Neville Longbottom forsøgte at stoppe dem. Hermione tog resolut sin tryllestav frem og gav Neville besværgelsen Paralysicus Totalus. Med vidt åbne øjne væltede Neville om på gulvet stiv som et brat, imens Harry og Ron så forbløffet til. Ron: ”Du er klog og utvivlsomt dygtig, Hermione. Men af og til kan du godt virke lidt skræmmende.”

Om aftenen var jeg ude og ”kikke på byen”. Jeg følte mig kåd som et føl. Hvis det ikke var fordi, jeg skulle slæbe rundt på en krykke, havde jeg danset rundt af glæde og lettelse over igen at være mit gamle jeg – og fri fra smerter.
Den nat sov jeg som en sten for første gang på denne ferie.

De næste to dage mødte jeg kækt og pligtskyldigt op og modtog mine sprøjter uden at gny. Om det var på grund af disse sprøjter i mine baller, pillerne eller supplerende heksebesværgelser bag min ryk ved jeg ikke, men jeg var i hurtig bedring.
På tredjedagen fik jeg at vide, at jeg ikke behøvede at komme mere, men skulle fortsætte med pillerne et stykke tid endnu. Jeg fik øje på krykken, der stod ensomt op ad en stol ude på terrassen og foreslog ivrigt, at jeg nu kunne aflevere den.
”OK”, sagde hun nådigt.
Hun gav mig et stort smil og et fast håndtryk.
Jeg er overbevist om, at jeg i hendes øjne kunne se, at hun godt vidste, at jeg havde gennemskuet hende. Men at hun stoler på, at jeg ikke vil sige det videre til andre.
Derfor er der stadigvæk kun mig og nu også dig, der ved: På Lanzarote findes der en rigtig heks.

Nu har jeg det godt, og mit knæ er naturligvis som forhekset.

Og alt det kan man få bare med det gule Sygesikringsbevis.

Børge Salomon Rokamp,
Sommeren 2010

(Billede tilføjet af FDM travel)

Kommentarer til rejsetippet om Lanzarote

Synsforstyrrelser

26/12 2013 Preben Glud
Nu behøver jeg ikke at læse Harry Potter, for så får jeg bare synsforstyrrelser og ondt i røven.
Ignatius
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Lanzarote

Ferieboliger på Lanzarote
Rejser til Lanzarote
Denne side er udskrevet d. 11. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/thailand/underholdning/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.