Tilmeld dig FDM travels nyhedsbrev

Få de bedste tilbud på rejser hver uge og vind rejser for op til 15.000 kr.

Skriv rejsetips på FDM-travel.dk

Flere rejsetips om Lanzarote

Læs mere om rejser til Lanzarote

El Golfo
Rejsetips indsendt af:
Vibeke Toustrup
Holbæk
17. marts 2009

Lanzarote - på vulkaner i en uge...

Lanzarote er en fascinerende Kanarisk ø, hvor arkitektur har vist vejen for, hvordan natur og menneskeskabte ting på bedste vis er i harmoni.
Puerto del Carmen
Puerto del Carmen

Lanzarote :-)

Fredag den 13. februar 2009 drog vi syd på, vi er heldigvis ikke bange for at flyve sådan en dato, og alt forløb da også efter planen. Vi ankom til hotellet midt på eftermiddagen og blev udstyret med nøgler til vores lejlighed. Rengøringen var ikke helt færdig endnu, så vi satte os ud på terrassen til den bungalow, som vi skulle bo i. Uden for terrassen var der have med palmer og kaktus og i forlængelse af haven klipper, sand og havet. Flot – flot. Vi boede bare helt fantastisk og med den flotteste panoramaudsigt lige til vandet i byen Puerto del Carmen.

Byen viste sig også at være et godt valg. Vi boede centralt og i gåafstand til det hele. En dejlig stor by med mange butikker og dejlige spisesteder. Vi fandt nu hurtigt et lille hyggeligt sted, med personlig stemning og meget veltillavet mad. Nogle siger de ikke kan lave en god rødvin på Lanzarote, men vi fik nu en rigtig god lokal rødvin til maden. Så det kan anbefales, når I kommer på disse kanter.

Vejret på Lanzarote var selvfølgelig meget varmere end i Danmark, ca. 20 graders forskel. Men vi havde nu forventet ca. 5 grader mere varme på Lanzarote, end der var. Vi fik også at vide, det var det koldeste, de der havde oplevet for årstiden. Ca. 16 grader om natten og 21 grader om dagen, og så er det ikke kun det tynde sommertøj, man har brug for. Vi fik lejet et varmeapparat og fik da også varmet lejligheden op. Midt på dagen var der dejligt ude i solen, men om aftenen, var det altså de lange bukser, trøjer og vindjakker, der var brug for. Lige ved vores bolig var en lille sandstrand, og der fik vi da også dyppet tæerne i det kolde havvand, mere blev det ikke til. Der var dog en dejlig opvarmet pool på hotellets område, som vi badede i flere gange. Vi vil anbefale, at man først besøger dejlige Lanzarote en uge eller 14 dage fra engang i marts og til engang først i november, hvor man så skulle være sikret dejligt sommervejr.

Vi lejede bil i 3 dage og fik set en masse af den spændende ø. Lanzarote er på størrelse med Bornholm. Hele øen er vulkansk, og der er meget flot. Lanzarote er en anderledes ferieø, da der ikke findes huse højere end 2. sal. Den berømte arkitekt og kunstner César Manrique fra Lanzarote, har i den grad sat sit ”fingeraftryk” på øen på allerbedste måde. Det er pga. ham, at der ikke findes højhuse der. Hotel Velazquez, hvor vi boede, var bl.a. et af hans værker. Disse bungalows er nemlig bygget ind klipperne og udformet i respekt for naturen. Over alt på øen har denne mand været med til at vise naturen uden at ødelægge den. Vi besøgte nogle flotte grotter, hvor der også afholdes koncerter og sikke en imponerende akustik.

Mod nord besøgte vi et udsigtspunkt på lodrette klippevægge med en smuk udsigt til den lille naboø La Graciosa. Vi har også været til det ugentlige søndagsmarked, hvor jeg fik mig en ny taske pruttet ned til 1/3 af prisen. Sælger var tilfreds, og det var jeg også, så vi har nok begge gjort en god handel, og det er jo fint.

Et must på denne ø, er at besøge Nationalparken Timanfaya. Det er et kæmpe vulkansk område, hvor der er et sted, man kun kan komme rundt på guidet tur i bus. Busturen er anlagt efter arkitektens anvisninger, så naturen vises frem igen fra sin bedste side og uden at blive ødelagt. Vi var selvfølgelig på denne flotte tur. Vi har fået fortalt, et det er der i dette månelandskab, at man øver med kommende rumudstyr og med rumkøretøjer. Bagefter spiste vi grillkylling, eller jeg skal måske sige vulkankylling. Der blev nemlig stegt kyllinger og andet direkte i varmen over krateret på en vulkan. Flere steder hvor vi gik, var der 20 cm. under os så varme sten, at vi næsten ikke kunne holde dem i hænderne.

En stor oplevelse var det også, da vi kørte til El Golfo, som guiden så varmt havde anbefalet. Vi troede måske nok, det var noget med en eller anden flot golfbane, vi skulle ud og se. Men El Golfo viste sig atvære en smaragdgrøn sø, der ligger kun adskilt fra det azurblå hav med hundrede meter sort lavasand. Flot og næsten uvirkeligt, som naturen kan udforme sig.

Den sidste dag vi havde bilen, kørte vi til César Manriques hjem, der nu er museum. César Manrique døde i en trafikulykke i 1992. Hans hjem er bygget over fem lavabobler ovenpå en blåsort lavastrøm. I hjemmet ses også en del af hans kunstværker i form af både malerier og skulpturer. Selve hjemmet skal ses og kan næsten ikke beskrives, da det er i flere etager rundt i huler i disse lavabobler. Meget fascinerende. Efter dette besøg kørte vi gennem Lanzarotes vinproducerende del. Det er flot at se, hvordan hver vinstok står i sin egen lille ”gryde” med opbygget lavastenkant. Frokosten denne dag blev indtaget helt mod syd i byen Playa Blanca. Vi sad ved havnen og nød udsigten, imens vi så færgen til naboøen Fuerteventura både komme og sejle igen.

Vi har haft en dejlig uge på Lanzarote, et sted vi meget gerne vil besøge igen. Denne Kanariske ø er meget mere og andet end La Santa sport. Det er en ø, hvor arkitektur har vist vejen for, hvordan natur og menneskeskabte ting på bedste vis er i harmoni. Vi glæder os allerede til gensyn med denne fascinerende ø.
Klik for at bedømme dette rejsetip: 

Skriv din egen kommentar

Overskrift
Dit navn
E-mail
(Vi offentliggør ikke din e-mailadresse)
Kommentar

Læs mere om rejser til Lanzarote

Ferieboliger på Lanzarote
Rejser til Lanzarote
Denne side er udskrevet d. 10. december 2016 fra
http://www.fdm-travel.dk/new-zealand/kaikoura/transport/

Ring til en rejsekonsulent på 70 11 60 11 hvis du ønsker hjælp til bestillingen eller har spørgsmål. Du kan også bestille direkte på www.fdm-travel.dk.