”Når solen den forsvinder fra de hjemlige Himmelstrøg, ja så forsvinder jeg også, sydpå til Spanien og mit luksus eksil, for at te mig som en tosse”.
Sådan synger CV Jørgensen på ”Costa del Sol” – og den tekst kunne let omskrives til at omfatte Tenerife.
For det er jo eksakt, hvad man tager til Tenerife for: Klima og afslapning. Og disse to faktorer indbyder Atlanterhavsøen til i rigt mål. Her er oplevelserne lidt i den sparsomme ende – til gengæld er der gjort alt for at gøre livet behageligt og ukompliceret for øens vigtigste indtægtskilde – turisterne.
Tenerife er en vulkanø, og den er den største af De Kanariske Øer. Tenerife er beliggende 300 kilometer vest for Afrikas kyst. Øen er omkring 2.000 kvadratkilometer stor – svarende til lidt under en tredjedel af Sjælland. Tenerife har en ekstremt særpræget natur. På trods af øens lidenhed, er den nærmest sat sammen af tre ”verdensdele”. Det golde syd, som mest af alt minder om et ørkenlandskab med sin blanding af lava og sten, vulkanområdet oppe omkring Mount Teide og endelig det frugtbare nord, hvor det ofte regner. Øen bebos af lige i underkanten af 900.000 indbyggere, hvoraf godt en fjerdedel bor i øens ”hovedstad” Santa Cruz de Tenerife. Tenerife besøges årligt af op mod 5 millioner turister, og øen hører under Spanien.
Mount Teide
Vi lejede bil i tre dage for at komme ud og ”udforske” øen. Vor første tur gik til Mount Teide, som er Verdens tredjestørste ø-vulkan. Vulkanen er stadig ”aktiv”, den havde sit sidste udbrud i 1909. Vulkanen holdes hele tiden under observation, da dens udbrud historisk set har været meget voldsomme. Samtidig ligger der en del byer i nærheden af Teide – og de kan let blive udslettede når (eller hvis) vulkanen igen kommer i udbrud. Hele vulkanlandskabet omkring Teide er et fantastisk syn. Det minder mest af alt om et månelandskab med sin sparsomme vegetation, sin utroligt rene luft og de lave temperaturer her oppe over trætoppene. Området er udlagt som ”Nationalpark” og er helt naturligt på UNESCO´s verdensarvsliste. Mere end halvdelen af de turister, der årligt besøger
Tenerife, besøger også Teide. Teide er med sin højde på 3.718 meter Spaniens højeste bjerg – og samtidig det højeste punkt i hele Atlanterhavet. Man kan tage svævebanen næsten til toppen. Turen tager otte minutter, men der ”køres” kun, hvis vejret tillader det. Der er ofte aflysninger, da Teide er et meget forblæst sted. Men udsigten oppe fra toppen er fantastisk. Som et kuriosum kan det nævnes, at Mike Oldfield har skrevet et fascinerende stykke instrumentalmusik om Teide – det kan findes på hans album ”Five Miles Out” fra 1982.
Pyramiderne i Güimar
Pyramiderne i Güimar
Et andet spændende sted på Tenerife er pyramiderne i Güimar, som er beliggende små 25 kilometer syd for hovedstaden Santa Cruz. Pyramiderne i Güimar blev ”genopdaget” i 1989. Stedet vakte norske Thor Heyerdahls interesse – og han tog til Tenerife for at studere pyramiderne på nærmere hold. Pyramiderne minder meget om dem, man finder i Mexico, Peru, Polynesien, Egypten og på Sicilien – og hvem ved, måske der er en sammenhæng – og det er så endnu et af livets mange, store, spændende mysterier. Det kunne jo være, at det slet ikke var Christopher Columbus, som opdagede
Amerika. Man mener, at pyramiderne i Güimar stammer tilbage fra år 1.200 før Kristi fødsel. Pyramiderne er beliggende i en stor ”park”, som også byder på en spændende vegetation samt et museum, hvor man kan se en tro kopi af Thor Heyerdahls sivbåd RA 2, som er berømt fra ”Kontiki Ekspeditionen” i 1947. Stedet er virkeligt et besøg værd – det er som en rejse tilbage i tiden.
Strandene
Strandene på Tenerife er af noget middelmådig kvalitet. Den bedste af slagsen hedder ”Playa de las Teresitas” – og den er beliggende omkring 10 kilometer nord for Santa Cruz. Stranden er kunstigt anlagt med ”importeret” sand fra Sahara – alene det faktum gør den et besøg værd.
Lavaen har sat sine spor i Garachico
Garachico
Vil man besøge ”Verdens Uheldigste By”, skal man blot køre til Garachico. Byen ligger på Tenerifes vestkyst, og den har små 5.500 indbyggere. Byen er beliggende for foden af en 500 meter høj klippe – og det er et af de få steder, som turismen på Tenerife endnu ikke helt har formået at spolere. Byen er en sjov og sælsom blanding af smukke huse og mere end blot almindeligt saneringsmodne ejendomme. Adskillige gange har vulkanen Teide ”været på besøg” i byen – og det med massive ødelæggelser til følge. Et udbrud i 1706 varede i flere uger – og udbruddet på det nærmeste udslettede Garachico fra verdenskortet. Byens havn, som var livsnerven til omverdenen, blev fyldt op med lava og dermed gjort ubrugelig. Men kør en tur hertil – den by har virkeligt sjæl.
Der er masser af aktiviteter på strandene
Turistfælden
Playa de las Americas er stedet, hvor turismen er eksploderet. Her leves livet 24-7 – og her er simpelthen alt, hvad man som turist har ”brug for”. Mængder af restauranter, barer, pubber, natklubber, souvenirbutikker – og absolut ingen charme eller lokalstemning. Dette er en kunstigt anlagt turistby – og intet andet. Men til afslapning er stedet ideelt, da det er et dejligt ukompliceret sted. Det er, hvad det giver sig ud for at være – og intet andet. Menukortene er lette at oversætte, og alle taler tysk eller engelsk – ja sågar gebrokkent dansk.
Man skal tilsyneladende være lidt påpasselig, når man er på øen. Da vi kørte på ø-rundtur oplevede vi to gange indenfor 30 kilometer noget, der angiveligt mindede om optakten til et tricktyveri. Første gang var det en ”Fiat Punto”, som var stoppet midt på hovedvejen. Jeg talte otte personer i meget farvestrålende tøj, som stod udenfor bilen og signalerede om hjælp. Hvordan kan der mon være otte personer i en ”Punto”, kan man spørge sig selv om. Anden gang var det en varevogn, som holdt midt på landevejen lige udenfor et byskilt – og under 100 meter fra en servicestation. Her stod to ”meget voksne” mænd og slog ud med armene. Det pudsige var, at der var masser af trafik – og absolut ingen (ej heller af ”de lokale”), som standsede. Det gjorde vi heller ikke – det er tilladt være naiv, men lad være med at være alt for godtroende – også når man er på ferie.
Naturen er varieret på Tenerife
Tenerife - okay som vinterdestination
Tenerife er perfekt som vinterferiedestination – hvis man vil have sol, og man er heldig og finde nogle billige
flybilletter. Vil man derimod have oplevelser, er der mange og mere spændende alternativer såsom Madeira, Azorerne eller Egypten. Tenerife er ikke specielt charmerende – her er simpelthen for ”turistificeret”.
Evaluering af ferien til Tenerife:
Godt:
- Klimaet
- Masser af spisesteder og barer
- Ofte billige billetter
- Prisniveau = Frihandelsområde
- Afvekslende natur
Skidt:
- Stedet mangler ”sjæl”
- Alt for mange turister
Stjerner: 2/6. Jeg har ikke noget imod at tage til Tenerife igen – men kun for klimaets skyld – og hvis jeg kan finde de ”billige billetter”. Her er slet og ret alt for mange turister – og dermed mister stedet sin ”lokale” charme og sin uskyld. Dertil kommer, at der er så mange andre (og ikke nødvendigvis dyrere) alternativer indenfor samme eller kortere flyveafstand.